Læsetid: 6 min.

Alle de hvide frelsere

I Youtube-videoen ’Eat da poo poo’ fortæller den ugandiske pastor Martin Ssempa sit publikum, at homoseksuelle spiser hinandens afføring, men at han vil sørge for, at homoseksualitet aldrig bliver lovlig i Uganda. Han pisker en stemning op. Folk skriger og græder. Først griner jeg af Ssempas groteske tale. Så bliver jeg vred på ham. Men kan jeg overhovedet tillade mig det?
I ’God Loves Uganda’ følger vi en gruppe unge, amerikanske missionærer fra den gigantiske, evangeliske kirke International House Of Prayer på deres rejse til Uganda, hvor de skal ’høste afrikanske sjæle’. De advarer om, ’at tilladelse af homoægteskaber vil befri en ånd mere dæmonisk end islam, en lovløshedens og anarkiets ånd, og et seksuelt vanvid vil blive sluppet løs på jorden’.

I ’God Loves Uganda’ følger vi en gruppe unge, amerikanske missionærer fra den gigantiske, evangeliske kirke International House Of Prayer på deres rejse til Uganda, hvor de skal ’høste afrikanske sjæle’. De advarer om, ’at tilladelse af homoægteskaber vil befri en ånd mere dæmonisk end islam, en lovløshedens og anarkiets ånd, og et seksuelt vanvid vil blive sluppet løs på jorden’.

Derek Wiesehahn

2. oktober 2014

Der findes en myte om den hvide frelser fra det civiliserede Vesten, der har til opgave at redde den vilde, sorte mand fra sig selv. Myten er en vigtig del af kolonialismens ideologi og Vestens selvforståelse og skriver stadig hvide og ikkehvide mennesker ind i rollerne som henholdsvis frelsere og fortabte, civiliserede og dyriske, magtfulde og hjælpeløse, kloge og dumme.

Myten udspiller sig hele tiden i forskellige versioner, og i den prisvindende dokumentarfilm God Loves Uganda (2013) ligger den som et historisk lydtapet, der ikke lader sig overdøve, og på så mange niveauer, at man bliver helt svimmel af det. I filmen finder vi ud af, hvem den ugandiske pastor Martin Ssempa er, men når jeg ikke ved, om jeg kan tillade mig at grine af ham eller være vred på ham, er det, fordi jeg ikke har lyst til skrive mig selv ind i myten om den hvide frelser, der fortæller den sorte mand, at han tager fejl. Men kan jeg overhovedet undgå det? God Loves Uganda vises på filmfestivalen MIX Copenhagen, der begynder fredag, og det ville være rart, hvis filmen havde haft nogle letgenkendelige helte og skurke, og hvis det var nemt at finde ud af, hvem man skulle være vred på og hvorfor. Men så simpel er den ikke. For så simpelt er Uganda ikke.

En vestlig eksportvare

For det første er homoseksualitet ulovligt i Uganda, fordi den britiske kolonimagt gjorde den ulovlig. Men Uganda har aldrig annulleret loven, så skal jeg være vred på Uganda eller England, når de homoseksuelle ryger i fængsel?

Ssempa selv skriver homofobien ind i en modstand mod en vestlig kulturimperialisme, der vil lade homoseksuelle overtage magten i Afrika, ligesom han mener, de har gjort i Europa og Amerika. Det er simpelt: Først kommer hvide koloniherrer og siger, at homoseksualitet er forbudt, og senere kommer de hvide tilbage og siger det modsatte.

Men så simpel er historien bare ikke. For kampen for LGBT-rettigheder kommer også fra afrikanske aktivister, og der er vestlige aktører på begge sider af konflikten, der blander sig.

Det ser vi i God Loves Uganda, der tager fat, hvor Vanguard-dokumentaren Missionaries of Hate (2010) slap. I begge film hører vi om en skelsættende konference i Uganda i marts 2009, hvor tre vise mænd fra USA afholdt workshops for flere tusinde mennesker, herunder statslige og religiøse ledere. En af de tre var pastor Scott Lively, der blandt andet er medforfatter peger bogen The Pink Swastika (1996), der udpeger homoseksuelle som den tyske nazismes egentlige opfindere.

Lively talte i fem timer til Ugandas regering om den homoseksuelle fare, og med den autoritet, som hvid hud, en amerikansk accent og fine doktor-titler kan give, startede han og de to andre et stenskred af homofobi, og et halvt år senere stod parlamentsmedlem David Bahati klar med et kontroversielt lovforslag, der skulle gøre det muligt at dømme homoseksuelle til døden. Mange mener, at de tre amerikaneres workshops var afgørende for lovforslagets tilblivelse, og Lively er lige nu sigtet ved US Federal Court for forbrydelser mod menneskeheden ved at opildne til mord, tortur og forfølgelse af homoseksuelle i Uganda.

Er du bange nu?

De tre vise mænd var hvide frelsere, der kom for at advare Uganda mod den homoseksualitet, der allerede havde ødelagt Vesten. »Lad det ikke ske her,« advarede Lively på ugandisk tv i en udsendelse med selvsamme Ssempa som vært.

I God Loves Uganda følger vi en gruppe unge, amerikanske missionærer fra den gigantiske, evangeliske kirke International House Of Prayer (IHOP) på deres rejse til Uganda, hvor de skal »høste afrikanske sjæle«. Gruppens teamleder har som succeskriterie for sit arbejde med forældreløse børn, at de skal have lært at bede og have en stærk længsel efter bøn, når hun tager hjem igen. Vi ser hende tale via tolk med en fattig kvinde foran en lerhytte. Hun fortæller, at vejen til paradis går gennem Jesus, og hvis ikke kvinden angrer, er hun fortabt. Til sidst spørger hun kvinden: »Er du bange nu?« Som om det var formålet.

Vi ser IHOP’s seniorleder, Lou Engle, lede 33.000 kristne på et stadion i bøn for, at Californien ikke tillader homoægtskaber. Han advarer om, at »hvis homoægteskab bliver tilladt, vil det befri en ånd mere dæmonisk end islam, en lovløshedens og anarkiets ånd, og et seksuelt vanvid vil blive sluppet løs på jorden«.

IHOP er den hvide frelser, der vil redde det uskyldige Afrika fra homoseksualiteten. Vestlige regeringer og ngo’er lægger pres på Uganda for at fjerne antihomoloven. De er den hvide frelser, der vil redde Afrika fra homofobien. Medierne skriver forfærdet om myrdede homoaktivister og er således endnu en hvid frelser med en højere moral.

MIX Copenhagen viser en vigtig og skræmmende film i Danmark. Gør det festivalen til en hvid frelser? God Loves Uganda, der udstiller IHOP’s mission i Afrika, er instrueret af afroamerikaneren Roger Ross Williams. Vil han redde Afrika fra hvide, kristne missionærer? Og hvor placerer det så ham i myten om den hvide frelser? Hvor placerer det filmen?

Og når jeg sidder foran skærmen og ser grusomheden i Uganda, hvordan skal jeg så forholde mig til den? Jeg har let ved at foragte de arrogante missionærer. Jeg kan også foragte kolonialismen. Men hvad skal jeg sige, når Ssempa i Missionaries of Hate siger, at »hele ideen om, at amerikanerne kom og fortalte os, at vi skulle lave en antihomolov, er racistisk. Uganda skal krediteres for, at loven er et afrikansk, hjemmedyrket initiativ«.

Og hvad skal jeg tænke, når Bahati siger, at »det er en fornærmelse mod Uganda at sige, at de tre kristne var katalysatorer for lovforslaget, fordi det antyder, at ugandere ikke kan tænke selv?« Leger de kispus med mig? Smører de bevidst samvittighedssalt i mit hvidhedssår? For det er da dem, der er de onde, er det ikke?

Grader af problematisk

God Loves Uganda er angstprovokerende og overvældende, fordi den gør mig så sindssygt vred, men samtidig gør mig i tvivl om, hvorvidt jeg har ret til den vrede, og hvor jeg skal rette den hen. For hvordan skal jeg som hvid europæer forholde mig til det, jeg ser? Er det racistisk at dømme Ssempa og Uganda for en homofobi, der er en eksportvare fra Vesten? Eller er det racistisk at lade være med at dømme ham og dermed fritage ham for sit ansvar og antyde, at han ikke kan tænke selv?

Jeg kan vel som minimum blive enig med mig selv om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda er forfærdelige, og at det især er Vestens skyld? Okay? Så langt så godt?

Men på den anden side kan man også se den tiltagende homofobi som en desperat modreaktion mod en afrikansk LGBT-bevægelse i fremmarch. Og Vesten er jo også med til at lægge pres på Afrikas homofober. Og det er vel en god ting? Men så er vi tilbage ved den hvide frelser ... Åh nej, nu bliver det allerede indviklet igen ...

Som hvid europæer står jeg i et problematisk forhold til hele Afrika. Det kommer jeg ikke uden om. Historien er historien, og jeg kan hverken skrive den om eller mig selv ud af eller op over den. Der er kun forskellige grader af ’problematisk’, men jeg tror, det værste må være at blive handlingslammet, fordi tingene er indviklede, og fordi jeg ikke kan undslippe historien. Og nu kom hele anmeldelsen til at handle om mig selv og mine problemer med at forholde mig til en mand fra Uganda med holdninger, som jeg hverken forstår eller anerkender. Det var ikke meningen, men er det ikke bare typisk for hvide mennesker at få alt til at handle om dem selv?

’God Loves Uganda’ vises i Cinemateket tirsdag den 7. oktober klokken 16.15 med efterfølgende debat med blandt andre Manuel Qoumagum, som er homoseksuel flygtning fra Uganda.

’Eat da poo poo’ og ’Missionaries of Hate’ kan ses på Youtube.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
Simone Bærentzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu