Baggrund
Læsetid: 6 min.

Jagten på en ny ’Stoner’

I USA er der stadig penge i og interesse for glemte klassikere. Seneste bud er Don Carpenters ’Fridays at Enrico’s’, der bygger på forfatterens eget omtumlede liv under Californiens brændende sol og i beatgenerationens massive skygge
I USA er der stadig penge i og interesse for glemte klassikere. Seneste bud er Don Carpenters ’Fridays at Enrico’s’, der bygger på forfatterens eget omtumlede liv under Californiens brændende sol og i beatgenerationens massive skygge

Josephine Kyhn/iBureauet

Kultur
3. oktober 2014

I 1995 begik Don Carpenter selvmord. Retsmedicineren skrev i dødsattesten, at årsagen var et enkelt pistolskud til hovedet, men ret meget andet blev der ikke skrevet om den dengang 64-årige amerikanske forfatters bortgang. Udover venner, enkelte forfatterkolleger og litterater med god hukommelse var der ikke mange, der vidste, hvem Don Carpenter var.

Debutromanen, Hard Rain Falling (1966), der ifølge anmelderne gav løfter om, at det litterære San Francisco og omegn nu endelig kunne byde på andet end Jack Kerouac, havde længe været udsolgt fra forlaget. Det samme gjaldt Carpenters mest populære titel, A Couple of Comedians (1979), som Norman Mailer engang havde lovprist som romanen, der bedst af alle forklarer, hvad Hollywood er for en størrelse.

I det hele taget fik Don Carpenter aldrig det helt store gennembrud i sin levetid. Ingen af hans ti romaner ramte det brede publikum, selv om dem, der læste ham, var enige om, at de næsten alle sammen fangede tidsånden og skildrede virkelighedens USA med en markant og på en gang hårdkogt og varm, lyrisk stemme.

Først små 20 år efter sin død synes Don Carpenter at havet fået fuld opmærksomhed. Interessen begyndte at stige allerede i 2009, da Hard Rain Falling blev genoptrykt med et forord af krimiforfatteren George Pelecanos. Han kalder bogen for »den endegyldige roman om ungdomsforbrydelser og en ætsende kritik af vores kriminalretssystem«.

Denne sommer rendte Don Carpenter så med kulturtillæggene og litteraturtidsskrifternes helt store overskrifter. Nu ikke med en genudgivelse, men med en helt ny titel, nemlig Fridays at Enrico’s, som forfatteren næsten havde færdigskrevet ved sin død. Romanen, der er blevet redigeret af Jonathan Lethem, følger en flok forfattere i San Francisco, Portland og Los Angeles i 1950’erne og 1960’erne, hvor de hver især forsøger at få tilværelsen til at hænge sammen og skrive en roman, der kan udtrykke, hvad de føler og oplever.

I 1995 turde intet forlag binde an med en udgivelse af Fridays at Enrico’s. Måske nogle fortryder i dag. I hvert fald er romanen blevet mødt med forrygende anmeldelser og blandt andet kaldt »en stoisk klassiker på linje med John Williams’ Stoner«.

Den største glemte roman

Hvordan vurderer man et genopdaget eller aldrig tidligere udgivet værk? Det litterære etablissement – forlag, læsere, anmeldere og så videre – har jo allerede én gang afsagt deres dom. Tog de fejl? Hvad har ændret sig siden? Spørgsmålene faldt mig ind, da jeg hastigt havde bestilt og siden læst Fridays at Enrico’s, og det var ikke første gang, de rumsterede i mit baghoved. Specielt i USA er der gået sport i et finde og udråbe glemte romaner til mesterværker, som vi absolut ikke må gå glip af.

Tendensen startede groft sagt med Paula Fox’ Desperate Characters (1970, Desperate personer), som Jonathan Franzen faldt over ved et tilfælde og siden skrev passioneret om i Harper’s Magazine. Da romanen blev genudgivet i 1999 med et forord af Franzen, blev den straks et litterært tilløbsstykke. Siden fulgte blandt andet genopdagelsen af Richard Yates’ forfatterskab godt hjulpet af tidens interesse for de amerikanske 1950’ere og af den Oscar-nominerede filmatisering i 2008 af hovedværket, Revolutionary Road. Vi fik selvfølgelig begge titler på dansk, hvorimod digteren Muriel Rykeysers eneste roman, Savage Coast (1937), om en amerikansk kvinde fanget i Den Spanske Borgerkrig, foreløbig aldrig har nået os, selv om den blev fint modtaget, da den udkom i USA sidste vinter.

I mange år havde netop Revolutionary Road ry for at være den største glemte roman i amerikansk litteraturhistorie, men den titel synes nævnte Stoner nu at besidde. Trods rosende anmeldelser solgte John Williams’ roman i mindre end 2.000 eksemplarer, da den udkom i 1965. I årtierne derefter levede den imidlertid sit helt eget liv blandt studerende, akademikere og forfattere, der hviskede og tiskede om denne såkaldte writer’s writer, som man burde unde sig selv at læse.

Det helt store gennembrud kom, da den irske forfatter Colum McCann for nogle år siden kaldte Stoner for »en af det seneste århundredes store glemte romaner« og tilføjede, at han havde foræret mindst 50 eksemplarer væk de seneste par år. Også herhjemme blev den lanceret med prædikatet »den bedste bog, du aldrig har hørt om«, da den tidligere på året kom i dansk oversættelse.

Men helt glemt har Fox, Yates og Williams nok ikke været, for så var de næppe blevet husket, og det samme gælder Don Carpenter, hvis bøger Jonathan Lethem tilsyneladende aldrig har kunnet ryste af sig.

I de tidligere 1990’ere, inden Lethem brød igennem med Motherless Brooklyn (1999, Moderløse Brooklyn) og The Fortress of Solitude (2003, Ensomhedens Fæstning) arbejdede han i en antikvarboghandel i Berkeley, Californien, mens han studerede. Norman Mailers nævnte anbefaling af A Couple of Comedians fik ham til at bladre i romanen, som han fandt i en kasse med gamle bøger til stærkt nedsatte priser. Da Lethem på første side blev mødt af Carpenters »hårdtslående prosa, og hans fængende, skæve og menneskevarme livssyn«, tog han bogen med hjem, og efter at have læst den, fandt han Hard Rain Falling i kassen med paperbacks. »Det var to mesterværker i træk,« som Lethem skriver i sit efterord til Fridays at Enrico’s.

Under L.A.’s brændende sol

På det tidspunkt var Carpenter stadig i live. Ved siden af sit skønlitterære virke ernærede han sig i flere perioder som manuskriptforfatter i Hollywood, og under Los Angeles brændende sol var hans ægteskab gået i stykker, mens det ene filmprojekt efter det andet kuldsejlede. Undtagelsen var Payday, et råt portræt af en kynisk countrysanger, der i 1973 fik stående ovationer, da den blev vist ved Cannes’ filmfestival. Men det var mange år siden, at Carpenter havde haft medvind i tilværelsen, og hårdt plaget af depressioner, tuberkulose og sukkersyge valgte han slutteligt at tage sit liv.

Efter sigende var Fridays at Enrico’s tænkt som en biografi om vennen og forfatterkollegaen Richard Brautigan. De to havde mødt hinanden i San Franciscos litterære miljø, og venskabet blev yderligere forstærket, da Brautigan efter gennembruddet med romanen Trout Fishing in America i 1967 af enkelte kritikere blev udråbt til vestkystens nye litterære stemme. Akkurat som Carpenter var blevet det året forinden. I 1984 skød den dybt alkoholiserede og klinisk deprimerede Brautigan sig selv, og mens Carpenter altså valgte at kopiere den handling direkte, endte han med at filtrere sin historie om Brautigan gennem fiktionens optik.    

Jeg skal ærligt indrømme, at historien om Don Carpenter og min fascination af både de amerikanske 1960’ere og den amerikanske vestkyst, hindrer en dybere vurdering af romanens litterære kvaliteter. I øvrigt var jeg, allerede inden jeg begyndte at læse, som antydet påvirket af de mange begejstrede amerikanske anmeldelser, hvoraf flere ganske rigtigt påpeger, at Fridays at Enrico’s adskiller sig væsentlig fra den typiske roman om vestkysten.

Carpenter skriver nemlig om levende mennesker i en virkelig verden og ikke – som så mange andre forfattere har gjort det – om californiske myter om at søge friheden på landevejen, lykken mod vest, kærligheden i San Francisco eller berømmelsen i Hollywood. Som Lethem skriver i sit efterord, så skildrer Carpenter derimod den amerikanske vestkyst som »et geografisk område med sin helt egen kultur, et sted, hvor man udlever tilværelsens eksistentielle dilemmaer, og ikke som en petriskål for Den amerikanske drøm.«

Udover at kalde Don Carpenter for sin yndlings-glemte forfatter afholder Lethem sig anstændigvis også for at bedømme romanen i sit efterord. Men i et interview denne sommer kunne han alligevel ikke nære sig for at nærme sig en vurdering af forfatterskabet. Og Lethems ord besvarer på sin vis spørgsmålet om, hvorfor vi bør glæde os over udgivelsen af Fridays at Enrico’s, og hvorfor det fortsat er værd at lede efter afdøde forfatteres glemte værker:

»Jeg hævder ikke, at han er Melville eller James; at indrette det 20. århundredes amerikanske kanon efter Don Carpenter vil være lige så skødesløst som at placere en afdeling med Harry Dean Stanton-film ved indgangen i en videobutik. Men på den anden side, hvis du er til den slags, så vil det jo passe dig fint.«

 Don Carpenter: ’Friday at Enrico’s’, Counterpoint, Berkeley, 326 sider, 25 dollars

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her