Læsetid: 7 min.

Krigen om kopierne

Engang jagtede Antipiratgruppen folk, der ulovligt downloader musik og film, under kampråbet: ’Vi sagsøger dig langt ind i helvede’. Men efter flere års kamp, hvor de gradvist fik befolkningen imod sig, er gruppen genopstået som RettighedsAlliancen. Pisken er skiftet ud med en gulerod
Engang jagtede Antipiratgruppen folk, der ulovligt downloader musik og film, under kampråbet: ’Vi sagsøger dig langt ind i helvede’. Men efter flere års kamp, hvor de gradvist fik befolkningen imod sig, er gruppen genopstået som RettighedsAlliancen. Pisken er skiftet ud med en gulerod

iBureauet/Mia Mottelson

9. oktober 2014

Det vakte ikke synderlig opsigt, da Peter Aalbæk Jensen, direktør i produktionsselskabet Zentropa, for nylig meldte de danske teleselskaber til Vestegnens Politi for hæleri, fordi teleselskaberne gør det muligt illegalt at downloade kopier af Zentropas film, hvilket i følge Aalbæk er sket over ni millioner gange de seneste tre måneder.

At det nu er teleselskabernes tur til at blive politianmeldt i kampen mod piratkopiering, er måske nyt. Men i et større perspektiv er Aalbæks angreb blot endnu en mindre træfning i en krig, der har været udkæmpet over så mange år, at der hos medier og borgere efterhånden har indfundet sig en vis apati.

Hvor man for 10 år siden ofte hørte om Antipiratgruppens enorme erstatningskrav mod folk, der ulovligt delte film- og musikfiler, fylder krigen mod piratkopiering i dag ikke meget.

Antipiratgruppen er nedlagt og transformeret til en organisation med det mere positivt klingende navn RettighedsAlliancen. Og truslerne om sagsanlæg er erstattet af en blødere holdning over for internetbrugerne. For at forstå, hvad der egentlig skete med kampen mod pirakkopiering, har Information besøgt alliancens hovedkvarter, der ser kampen fra rettighedshavernes perspektiv.

Langt ind i helvede

Da Antipiratgruppen blev dannet i 2001, var man bekymret for det faldende cd-salg og den stigende succes hos internettjenester som Napster, hvor man kunne dele og hente musik uden at betale, forklarer Rettighealliancens leder Maria Fredenslund og kommunikationschef Mikala Lene Poulsen.

»Hvis man dengang ville erhverve sig musik lovligt, måtte man gå i FONA, for der fandtes ikke nogen lovlige tjenester på internettet. Dengang var det brugerne selv, der offentliggjorde musikfiler, og det meste var som udgangspunkt illegalt,« forklarer Maria Fredenslund.

Antipiratgruppen var finansieret af foreninger inden for de kreative brancher, og medarbejderstaben bestod primært af advokater, og det spillede tydeligt ind på den måde, man angreb problematikken på.

»Man gjorde det, man plejede. Der var nogle, der brød loven, og så skulle de retsforfølges. Man så på fildeling som et udelukkende kriminelt fænomen, men det kom til at ændre sig,« siger Maria Fredenslund. Antipiratgruppen gik i aktion på et tidspunkt, hvor danskerne for alvor fik hurtige internetforbindelser. Alligevel var man i telebranchen langtfra forberedt på, hvilke enorme ændringer man stod over for, forklarer Mikala Lene Poulsen, der dengang arbejdede i et firma, der prøvede at få bredbånd etableret i Danmark. »Dengang spurgte daværende direktør i TDC, Henning Dyremose, om ’hvad i alverden forbrugerne skulle bruge en 10-megabitforbindelse til?’ Selv teleselskaberne var slet ikke klar over, at det her ville eksplodere helt vildt,« siger Mikala Lene Poulsen.

Antipiratgruppen gik ufortrødent i gang med at indsamle dokumentation om dem, der brød loven. Dengang var det teknisk meget lettere at dokumentere overtrædelser. Ud over at sagsøge en lang række enkeltpersoner for deling og downloading af materiale, lavede Antipiratgruppen også razziaer ved såkaldte LAN-parties, hvor teenagere mødtes i weekender for at spille computerspil mod hinanden og udveksle filer. Samtidig kørte man en række agressive annoncekampagner, blandt andet under overskriften: »Vi sagsøger dig langt ind i helvede.«

»Tankegangen var, at ’du gør noget ulovligt, det skal du betale for. Punktum’. Og i starten virkede det godt, i forhold til at man vandt en del sager og fik folk til at betale erstatning. Men fremgangen virkede dårligt i forhold til, at den medførte en ulmende følelse af urimelighed hos folk,« siger Maria Fredenslund.

Særligt Antipiratgruppens razzia mod et LAN-party i Esbjerg i 2001 skabte røre om gruppen. Da Antipiratgruppen sendte breve til flere hundrede unge for at få dem til at tilstå, at de havde kopieret ulovligt, skabte det store protester.

Ja, vi er pirater

Et af de unge mennesker, der i nullerne blev stødt over Antipiratgruppen, var Troels Møller, der i dag er 31 år gammel og læser sociologi på Københavns Universitet. I starten af det nye årtusinde var han stærkt optaget af internettets muligheder for at dele viden og software med folk på den anden side af kloden.

»Da jeg hørte, at Antipiratgruppen havde sendt breve til tilfældige mennesker, hvor den truede dem med retssager og alt muligt, blev jeg harm over dens metoder,« fortæller han. Og det var der også andre, der gjorde. I 2004 dannedes Piratgruppen, som Troels Møller senere skulle blive talsperson for.

»Antipiratgruppen prøvede at dæmonisere folk ved at kalde dem pirater, men vi tog ordet til os og sagde: ’Ja, vi er pirater, det er ikke dårligt, og vi er stolte af det’,« forklarer Troels Møller. Piratgruppens formål var primært at tale fildelernes sag og at komme med et modspil til, hvad man opfattede som en alt for voldsom fremfærd fra brancheorganisationernes side. Modsat Antipiratgruppen, som primært bestod af advokater, bestod Piratgruppen af en mindre og mere løst organiseret flok aktivister. Til gengæld havde den en stor og aktiv gruppe brugere på sin hjemmeside.

Modvind

Samtidig med at fronterne mellem befolkningen og Antipiratgruppen blev trukket stadig hårdere op, gjorde den rivende digitale udvikling det sværere og sværere at få dømt personer for brud på ophavsretten.

Ligesom netforbindelsernes hastighed voksede, voksede også både mængden af indhold og antal brugere hos illegale tjenester. Nu var det ikke længere muligt kun at downloade musik, det blev også nemt og hurtigt at downloade store film- og tv-filer. Samtidig blev både programmer og brugere bedre til at dække deres spor. Med indførelsen af trådløse netværk, blev det for alvor svært for Antipiratgruppen at løfte sager, fordi man nu skulle bevise, at den sagsøgte ikke var et offer for, der selv havde fået misbrugt sit trådløse netværk. Det betød, at Antipiratgruppen tabte en række retssager. Den stride folkelige og juridiske modvind kulminerede i 2011.

»Ligegyldigt om vi førte retssag mod den ’stakkels’ bruger eller mod den hårdkogte kriminelle, som virkelig havde organiseret den illegale fildeling og tjente store penge på bannerreklamer, så blev det opfattet som kampurimeligt,« siger Maria Fredenslund.

Opfattelsen deltes både af journalister og i befolkingen generelt, men også politikerne var i stigende grad kritiske over for Antipriatgruppen. Samtidig var domstolene begyndt at give mildere domme for digitale brud på ophavsretten.

I Antipiratgruppen nåede man derfor til den konklusion, at indsatsen var blevet kontraproduktiv. De besluttede at nedlægge gruppen og at oprette en ny organisation med navnet RettighedsAlliancen. Den nye organisation har en markant anden tilgang til, hvordan man begrænser den illegale kopiering.

I stedet for at gå efter den enkelte bruger, satser den på at sagsøge bagmændende for de forskellige fildelingstjenester. Forbrugerne skal derimod gøres til genstand for en langt blødere pædagogik.

»Vi prøver i langt højere grad at vise forbrugeren vej til de lovlige alternativer i stedet for at se ham som en kriminel,« forklarer Maria Fredenslund.

Den nye tilgang ses tydeligt i Share with Care-kampagnen, som RettighedsAlliancen for nylig gennemførte i samarbejde med Kulturministeriet og Teleindustrien. Den fokuserer blandt andet på at overtale brugeren til at skifte fra ulovlig til lovlig adfærd. Eksempelvis ved at lægge links, der viser vej til lovligt indhold, ind der, hvor brugeren leder efter illegale downloads. Tankegangen i kampagnen bygger, som der står i håndbogen, på »at rose i stedet for at skælde ud«.

Også Troels Møller har bemærket den nye strategi.

»Det er bemærkelsesværdigt, hvordan de i Share With Care-kampagnen hele tiden skriver, at man ikke skal moralisere, og at man ikke skal tvinge folk til at ændre adfærd. Som jeg ser det, viser det, at de har indset, at de tidligere havde en forfejlet strategi,« siger Troels Møller. Han var i 2012 med til at trække stikket til Piratgruppen.

»Jeg oplevede, at selv om teknologien blev mere og mere spændende, så rykkede debatten sig ikke ud af stedet. Journalisterne spurgte altid om de samme ting. Vi blev sat i verden for at give et modsvar til Antipiratgruppens hårde fremfærd, og da den begyndte at indse, at den hårde retorik ikke virkede og stoppede med at sagsøge almindelige mennesker, mente vi egentlig, at vi langt hen ad vejen havde vundet kampen,« siger Troels Møller.

Vi har sejret

I dag beskæftiger han sig i stedet med en lang række andre problemstillinger på internettet, f.eks. debatten om privatliv og overvågning. Skønt man i RettighedsAlliancen langtfra ser kampen mod piratkopiering for at være vundet, er man alligevel mere optimistisk end længe. De mange lovlige tjenester som Netflix og Spotify er med til at skabe indkomst til erstatning for den, som plade- og filmbranchen mistede, da salget af fysiske eksemplarer dalede. Samtidig oplever Maria Fredenslund og Mikala Lene Poulsen også, at en del af den ideologiske kritik af deres arbejde er forstummet.

»Dengang havde man de her meget værdiladede diskussioner om, at fildeling var i overensstemmelse med internettes natur. Den slags argumenter om frihed på internettet ser vi slet ikke på samme måde længere,« siger Marie Fredenslund. Troels Møller er enig i, at kritikken ikke er så voldsom som tidligere.

»Vi er kun holdt op med at kritisere dem, fordi de har blødt op. Det er derfor, jeg mener, at vi har sejret,« siger Troels Møller.

Han ser stadig tegn på, at industrien ikke har lært at begå sig i den nye virkelighed. Det viser eksempelvis Zentropas politianmeldelse af teleselskaberne, som Troels Møller ser som et udtryk for desperation.

»Filmbranchen kommer med lige så skingre udmeldinger, som musikbranchen gjorde tidligere. Det er så latterligt. Det er utroligt, at de ikke kan se, at de gentager alle de fejl, som musikbranchen har begået. Der gælder andre naturlove på internettet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Anders Feder
David Zennaro, Steffen Gliese og Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Argumentet i vores del af verden vil altid være - især over for filmbranchen - at det i høj grad er folks skattepenge, der har finansieret løjerne.

Jens Harder Vingaard Larsen

At beskylde teleselskaberne for at nogle af deres brugere downloader ulovligt er vel ligesom at beskylde vejdirektoratet for at nogle billister kører for stærkt...

Niels Duus Nielsen, Helmut R., Henrik Petersen, Klaus Henriksen, Bjarne Nielsen, Bjørn Pedersen, Bjørn Jørnvig, Peter Taitto, Tue Romanow, Henrik Christensen, Rune Petersen, Janus Agerbo, Subhana Ahmed, lars abildgaard, Helene Nørgaard Knudsen, Niels Mosbak og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hmm, måske nogen skulle anklage trafikministeren for hæleri med alle de tyvekoster, der transporteres ud af landet på ministerens vejnet.

- Var det ikke lige noget for dig Aalbæk?

Problemet omkring årtusindskiftet, hvor internetforbindelser kun lige var begyndt at blive udbredt i de danske hjem, var at vi stod med en stor voksengeneration der ikke rigtig anede hvad dette 'inder--net' var. Det betød at en række forskellige kræfter forsøgte at udnytte tomrummet til at trække forskellige drakoniske lovregimer ned over den vordende internet-infrastruktur, som de tydeligt kunne se snart ville være ligeså integreret en del af samfundet som motorveje og fastnettelefonen, hvoraf Antipiratgruppen blot var én. Det var det der dengang pissede mig, og vist også nævnte Troels Møller, af.

Heldigvis tog visse organisationer kampen op, og afværgede de mest grelle overgreb. Hvem husker i dag Martin Thorborgs tåbelige forslag om en særlig afgift på internet der skulle komme hans værdiløse søgemaskine, Jubii, til gode? Samtidig er de mest håbløse personligheder indenfor politi og stat sendt på pension, og erstattet af folk med en mere nuanceret forståelse af problemstillingerne.

Så den "ideologiske kritik" som Maria Fredenslund omtaler er ikke "forstummet" - der er bare ikke samme akutte behov for den som der var dengang.

Niels Duus Nielsen, Janus Agerbo, Jakob Silberbrandt og Gry W. Nielsen anbefalede denne kommentar

Niels Mosbak: Der er stadig enkeltsager der er problematiske. Men det har, efter min mening, ikke den systemiske karakter det har haft før, hvor man i tide og utide skulle se på folk som Preben Andersen gå ud og lyve offentligheden i ansigtet fordi han ingen forstand havde på det han talte om.

Sagen er enkel: Indtjeningen på indspillet musik er flyttet fra producenterne til net udbyderne. At tale om indtægter fra spotify er ren hån.
Hvis vi sammenligner med andre erhverv svarer det til at man betaler 0,005 ører for den seneste Apple telefon.eller bare tager den gratis.
Resultatet af at der ikke bliver gjort noget seriøst ved tyveri og hæleri af musik er at de fleste studier er gået ned og at produktionerne af musik i høj grad laves hjemme, med dermed følgende ringere kvalitet på alle områder.
De såkaldte pirater er en flok nyttige idioter for en seriøs udsultning af musiklivet.
Ålbæk har da fuldstændig ret i at anklage teleselselskaberne for hæleri. Han har netop set hvordan det er gået i musikbranchen. Filmidustrien har absolut ingen interesse i lade stå til og give efter for pirater og teleselskaber. For der er jo altid nogle der vinder når andre taber.
Jeg kan ikke forstå at det ikke er ligeså strafbart at stjæle musik og film som at stjæle æbler eller guldringe. Det er jo pærenemt at se hvem der stjæler, så man kan jo indkræve en bøde over skatten eller lignende.

Man kan jo også forestille sig at netudbyderne betaler 10 kr pr ulovligt downloadet musikstykke eller 70 kr pr film. Så må det være deres ansvar at sende regningen videre.
Pengene kan betales de forskellige rettighedsfonde som Koda etc.
Der findes masser af løsninger.
Det kræver selvfølgelig at nettet er overvåget, men det er det jo allerede, som vi ved.

Hasse Poulsen

Det er som bekendt ikke en straffelovsovertrædelse, men en særlovsovertrædelse, når man downloader musik man ikke har betalt for. Det er en krænkelse af ophavsretten, men på ingen måde tyveri, da selve gerningsindholdet i tyveriparagraffen strfl. §276 ikke er opfyldt - nemlig at man har borttaget en fremmed, rørlig ting.
Digital musik på nettet er for det første ikke noget man kan røre ved - og dernæst har man ikke borttaget noget, idet de nedtagne bytes ikke er forsvundet, men stadig er til rådighed for ihændehaveren.
At der muligvis ligger et formuetab for musikeren ved handlingen kan ikke afvises - men det har jo til stadighed været de "fede katte" i musikindustrien, der påberåber sig at have lidt det største tab.
Men at det skulle være pærenemt at se hvem der ulovligt downloader musik, er nu ikke givet. Det var det dengang fildelingstjenesten hed Kazaa - men efter at bit-torrent vandt frem som en måde at dele - også lovlige - filer på og ved anvendelse af seed-boxe og servere i udlandet, er det bestemt ikke pærenemt at se hvem der downloader hvad.

Der foreligger vist også meget få domme i den slags sager, da antipiratgruppen som oftest truede med retslige skridt, for at få synderne til at indgå et frivilligt forlig.

Niels Duus Nielsen, Janus Agerbo og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Arne Stensgaard Berg

@ Anders Feder:
"Efterårets salg af Jubii har givet god grund til jubel hos portalens ejere. Salget indbragte de danske ejere mere end 300 millioner kroner målt i dagens aktiekurser." (Computerworld, 16. januar 2001)

Så helt værdiløs var Jubii trods alt ikke... :)

Jesper Nielsen

@ Arne Stensgaard Berg:

Jubii viste sig at være helt og aldeles værdiløs: http://www.onvista.de/aktien/JUBII-EUROPE-N-V-Aktie-NL0000233195
Aktie værdien var halveret efter ganske få måneder og værdiløst efter et år.

Jubii var et klasse eksempel på dot com-boblen og et eksempel på hvordan alt kunne sælges til vanvittige priser i slutningen af halvfemserne og i starten af 2000.

Det mest vanvittige var dog at handlen fandt sted efter boblen var sprunget, NASDAQ nåede sit højdepunkt i marts 2000, men så gik det ellers hurtigt nedad derfra.

Mosbak, der er ikke "muligvis" tale om et indtægtstab for musikerne. Der er tale om et dramatisk og reelt fald i indtjeningensmulighederne for musikere, komponister osv.
At tale om at det ikke er tyveri fordi man juridisk ikke mener at et download er at tage et objekt viser kun at lovgiverne ikke ved hvilket ben de skal stå på.
Musik er ALDRIG noget man kan røre ved. Det er bølger som opfattes af ørerne. Det fysiske medium skifter fra plader over CDer til netudbydere, men producenterne af medierne bør stadigvæk betale for indholdet. Det er umuligt at få de enkelte platforme Spotify, youtube og hvad de ellers hedder til at betale, da de netop kan gemme sig i lovløse lande, til gengæld er både butikkerne (netudbyderne) og kunderne fysisk til stede, så det gælder om at finde rimelige måder at få dem til at betale.
At tale om beskyttet og ubeskyttet musik holder ikke. På samme måde som et spillested eller en tøjbutik betaler samme afgift til Koda uanset hvilken musik der spilles.
Radiostationer skal jo også betale afgifter for spillet musik, så hvorfor ikke internet udbydere?
Vi taler om menneskabte problemer, så mennesker kan finde løsningerne.

Henrik Petersen

I "gamle dage" - før internettet - var der monopollignende forhold i forhold til salg af film og musik.

Dem der foregav at ville musikere og filmfolk det godt levede fedt af at sælge deres kunst. Da det burde være gået op for disse folk, at deres forretningsmodel ikke kunne holde til internettet, gik de drastisk til værks. Der var eksempler på, at pædagoger blev truet med sagsanlæg fordi de brugte et lovligt indkøbt kassettebånd til rytmik i børnehaven.

Der er noget helt galt i disse menneskers tankegang. De bliver nødt til at tilpasse sig den verden vi andre lever i.

Næste slagsmål kommer til at gå på softwarepatenter, patenter på gener osv. Nogle mennesker vil bare eje verden.

Hele diskussionen om ejendomsret har ikke en døjt at gøre med om musikere og filmfolk skal kunne tjene penge på deres arbejde.

Hvis man vil have et indblik i, hvordan internettet virker, så kan man se på Googles nyhedstjeneste. Den er verdens største. Og det uden de har ansat en eneste journalist. Mystisk ikke? Her er der vist tale om en godt eksempel på "lovlig kriminalitet".

Rune Petersen, Niels Duus Nielsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Søren Sørensen

"Der er tale om et dramatisk og reelt fald i indtjeningensmulighederne for musikere, komponister osv."
Bid mærke i "osv."
Faktisk er det ikke så meget musikerne og komponisterne som det er de store plade- og distributionsselskaber der taber penge. Musikerne har aldrig fået ret meget af den del af kagen der handlede om salg af fysiske medier og distribution, der for størstedelens vedkommende gik (og går) til den ikke-kreative del af musikbranchen.

Derfor har der overhovedet været retssager om copyright - det er/var en industri der forsøgte at opretholde sine indtægtskilder vha den ufatteligt tåbelige copyrightlovgivning på det kunstneriske område - som egentligt bare giver nogle få store spillere noget nærmest et monopol.
Altså et monopol som de store etablerede selskaber tjente ret gode penge på dengang musik ikke kunne deles sådan uden videre.

Grunden til at det er blevet "sværere" for musikere at tjene penge på musik i dag er det faktum at alle der har en PC som udgangspunkt gratis og lovligt kan downloade software der svarer til et fuldt udstyret pladestudie, hvilket har gjort udbuddet af tilgængelig musik ufatteligt meget større (bestemt ikke nødvendigvis bedre) end det nogensinde har været før.
Konkurrencen om synlighed er blevet langt hårdere på et marked der er mere end overmættet.

Samtidigt med det satser de store aktører i musikbranchen jo stort set ikke på "nyt talent" der ikke passer ind i en fiks og færdig marketingskabelon.
...men det gjorde de nu heller ikke i gamle dage - det var stadigvæk kun et lille fåtal af musikere og komponister der fik adgang til at få distribueret deres musik og kunne leve af den...

Det at fremstille copyrightlovgivningen som en beskyttelse af "kunstnerne" er som sagt rent blændværk fra nogle selskaber der netop lever af at udbytte de samme kunstnere.

"The music business is a cruel and shallow money trench, a long plastic hallway where thieves and pimps run free, and good men die like dogs. There's also a negative side."

Deniz Holdt, Rune Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg ser det som en pligt som venstreorienteret at bekæmpe magten ved hjælp af disse metoder. Ideen om at der ikke er censur i de vestlige demokratier er en miasme. Smalle kulturprodukter er næsten ikke til at få fat på i almindelig køb. Antikapitalistiske og systemkritiske kulturprodukter bliver ikke censureret, de er bare næsten ikke til at få fat i, i mængden af kulturindustriens bras. Hvad jeg kan se lovligt på ex netflix og andre tjenester er systembekræftende, indoktrinerende, passiverende lort. Hvis jeg vil se en film af Von Trotta om Rosa Luxemburg er det helt umuligt uden at se den ulovligt. Kapitalismens strategi er at sige - se ingen censur, alle kan sige og udgive hvad de vil. Men de drukner det i braset og det bliver næsten ikke tilgængeligt hvis du ikke ved at det eksistere og hvor. Og som noget andet er kopiering også en måde at bekæmpe magten.

Hasse Poulsen

Jeg forstår at bekymringen mest går på "osv.".

I længst hensvundne tider kunne man jo efter fremkomsten af båndoptageren, frit optage fra Danmarks Radio.
Der var næppe nogle kunstnere, der hævdede at de led økonomisk skade derved.

Det er ligeledes sådan, at min samling af vinylplader kan jeg frit kopiere over på et digitalt medie.
Altså er overførslen af musik fra "en rørlig ting" en LP (analogt medie) - til et digitalt medie fuldstændig lovligt.
Men hvis jeg nu fandt en af mine LP-er i digital form på nettet og downloadede den - så ville det pludseligt være en krænkelse af ophavsretten.

I din optik tyveri. Fordi det er nemt?

Eller måske snarere fordi ophavsretten er funderet i en århundrede gammel tradition, der egentlig blev indført for at beskytte bogtrykkeren, længe inden nogen havde tænkt på pladeindustrien?

Det er faktisk sådan at straffeloven er en relativt moderne lov, forfattet oprindeligt i 1933.

De eneste man rent faktisk kan beskylde for ikke at have fulgt med tiden og den teknologiske udvikling er pladeindustrien, der naturligvis klynger sig til deres guldkalv. Men industrien må se i øjnene, som så mange andre erhverv før dem, at deres tid er forbi. Det gælder for gørtlere og typografer og pladeindustriens "fede katte".

Og musikerne - ja de må jo ud og optræde og spille levende musik - det er vel det musikere gør?

Niels Duus Nielsen

I gamle dage, inden harddisk-recording blev en ting, opfandt man et format - DAT (eller ADAT) - der kunne kopiere lyd digitalt uden kvalitetstab lige så mange gange, man havde lyst til. Inden da var lydteknikere henvist til at kopiere analogt, med kvalitetstab til følge. Hvilket betyder, at man kun kan foretage så og så mange dubs, før signal/støj forholdet (også kaldet "sus") bliver uacceptabelt.

Jeg var så heldig, at jeg fik indkøbt to ADAT maskiner til min arbejdsplads, inden formatet af hensyn til rettighedshaverne blev droslet ned til kun at tillade to (tror jeg det var) kopier, hvorefter lydfilen blev låst.

Alle mine kolleger i branchen var dybt misundelige. Den danske professionelle showbiz var så lille og fattig, at der var tradition for, at teknikerne lånte hinanden de dyre maskiner. I en periode var det den mest udlånte tekniske dims, jeg havde til rådighed.

Min pointe er, at et teknologisk gennembrud havde gjort det muligt at skabe lydkollager i en kvalitet, som man indtil da kun kunne havde kunnet drømme om, men at kortsigtede interessehavere opførte sig som maskinstormere og ludditer, i en kamp som de havde tabt på forhånd.

Jeg kan ikke forstå at et flertal af kommentatorerne mener at de gør nogen en tjeneste ved insistere på at downloade gratis. Der er et voldsomt had til musikindustriens store producenter, som ses som udbyttere af musikere...vel vel. Hvad med ejerne af teleselskaberne og deres perverst overbetalte direktører? Det er et helt andet niveau og de producerer ingen musik.
Og pas på med myterne. Digital kopiering er ikke en til en. Det kommer an på så mange forskellige elementer. Det er en myte der har solgt godt. OG det er ikke muligt at downloade programmer gratis der kan erstatte et godt studie. Et godt studie kræver store investeringer i akustik, udstyr..mikrofoner, forstærkere..mixerpult(regn med mellem 1 og 2millioner kr) osv...
Og en god tekniker, han skal vel have løn...og teknikerens assistent.
Jeg kender mange musikere der kan lave gode optagelser, men ingen der kommer i nærheden af hvad en god studitekniker kan lave i et godt studie.
Sidst: For at få dygtige forretningsfolk til at beskæftige sig med musik, må de kunne tjene gode penge. Det er blevet svært nu så de sælger andre ting.
Musikindustrien har brug for alle led: Musikere, spillestedsledere, bookere,prodicenter,journalister og mange mange flere og alle skal kunne tjene rimeligt.
Se DET er solidaritet!
Så alle jer tyve, pirater eller hvad i nu vil kaldes, i er og bliver nyttige idioter for en nedbrydning af musikindustrien..og måske snart filmindustrien.

Hasse Poulsen: De eneste der stjæler er jer grådige industrimusikere, der forventer betaling flere gange for samme vare.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Det er jo ikke mindst stof til eftertanke, at Maria Fredenslund til Internetdagen tilkendegav, at hun synes, at det gav god mening med et samarbejde mellem Rettighedsalliancen og Center for Cybersikkerhed. Jeg ved ikke, om det er indikativt for hendes selvbillede som endeløst vigtig eller for den disproportionelle genklang hendes ærinde har i politiske kredse, men at skulle sætte Forsvarets Efterretningstjeneste ind for piratfangst... så er vi på vildveje.