Det var franskmændenes argument, jeg ikke kunne slippe. Martin Amis’ nye roman, The Zone of Interest, der udspiller sig i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, er blevet droppet af forfatterens faste forlag i Tyskland og Frankrig. Tyskerne mener, at den vil være svær at sælge, og det kan jeg snildt forestille mig. Heller ikke i Danmark har Martin Amis (født 1949) noget stort publikum, hvilket nok er en af årsagerne til, at vi ikke har fået hans tre seneste romaner på dansk.
Nej, det var som nævnt franskmændene, der fik mig til at studse lidt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke følger den franske bogbranche lige så tæt som den engelsksprogede, men siden det ligefrem er nødvendigt at melde ud, at hans nye titel ikke bliver oversat, formoder jeg, at her er tale om en undtagelse, og at forfatterskabet i øvrigt er blevet solidt dyrket i det franske.
Klinger hult
Imidlertid meldte det fornemme forlag Gallimard ud, at man takkede nej til romanen, fordi den ikke er særlig overbevisende. »Det var af litterære årsager«, hed det sig fra officielt hold, og selv om det jo umiddelbart lyder som et godt argument, klinger det i mine ører hult i dette tilfælde. Siden Amis toppede med Money (1984) og London Fields (1988) har den skønlitterære del af forfatterskabet mildt sagt været på det jævne med Tidens pil (1991) og Mødernes hus (2006) som de mest positive undtagelser. Hvorfor ikke have gjort som herhjemme og droppet en oversættelse af forfatterskabet »af litterære årsager« for fem-ti-femten år siden?
Samtidig er Martin Amis denne gang paradoksalt nok blevet mødt af fremragende anmeldelser i både England og USA, og den positive kritik deles naturligvis af det mindre franske forlag, Calmann-Lévy, som har valgt at udgive The Zone of Interest på fransk næste år. Til den britiske avis The Guardian kalder de romanen et »eminent litterært objekt med en bemærkelsesværdig stil, et meget stærkt sprog og en udpræget korrekt tone«.
Hvem har ret? Er The Zone of Interest værd at læse eller ej? Martin Amis har altid interesseret mig – blandt andet fordi jeg interesserer mig for, hvad der får mænd til at kamme over og opføre sig som dumme svin – men denne gang var jeg naturligvis mere spændt på hans nye roman end ellers.
Glubende appetit på kvinder
Vi befinder os i en fiktiv version af koncentrationslejren Auschwitz ved navn Kat Zet, som Amis også besøgte i Tidens pil. Deri skildredes historien om en nazidoktors skæbne baglæns; denne gang afvikles handlingen mere konventionelt gennem tre handlingsspor, der følger henholdsvis de to nazi-officerer Golo Thomsen og Paul Doll samt jøden Szmul fra Sonderkommandoen, der var med til at gennemføre drabsprocesserne i lejrene.
En af udfordringerne ved en Martin Amis-roman er at finde handlingens moralske center. Hvem skal man holde med – eller holde af – når alle synes klar til at sælge deres sjæl for succes, stoffer eller sex? Hvis overhovedet nogen.
I The Zone of Interest ligger sympatien naturligvis hos Szmul, der præsenteres i en for forfatteren atypisk dæmpet tone. »We are in fact the saddest men in the history of the world. And of all these sad men I am the saddest,« skriver Szmul i det dokument, som han håber en dag vil blive læst som et bevis for nazisternes rædsler, når han inden længe formodentlig selv bliver henrettet. Amis kæmper bravt med at gøre Szmuls rørende stemme levende, men det lykkes ikke helt, og det samme gælder Doll, hvis stress på jobbet, menneskelige mindreværd og problemer i ægteskabet kun glimtvis føles troværdigt.
Romanens mest interessante person er Golo Thomsen, en ung og stærk mand med ariske træk, dybblå øjne, en fin karriere og en glubende appetit på kvinder, som han nedlægger på stribe. Ved romanens start forelsker Thomsen sig i Paul Dolls smukke kone. Hun lægger godt nok ikke skjul på, at hendes jaloux mand trods magt og uniform med medaljer ikke er mand nok til hende, men ligefrem tro på kærligheden tør hun heller ikke: »Imagine how disgusting it would be if anything good came out of that place,« som hun siger med reference til koncentrationslejren, der stinker så stærkt af brændte lig, at selv naboerne brokker sig. Den stank vælger nazi-cheferne imidlertid at ignorere. De har andet at tænke på. Presset fra Berlin om på den ene side at øge produktionen i Kat Zets fabrik og på den anden side at effektivisere henrettelsen af jøderne holder Doll vågen om natten. Også Thomsen bliver involveret i de pragmatiske overvejelser. Konstant render han på IG Farbens habitklædte ingeniører, designere og regnskabschefer, der på vej ind og ud af fabrikken må skræve over »the bodies of the wounded, the unconscious, and the dead« med deres mapper og dokumenter og rationaliseringsplaner. Da Thomsen en dag bliver foreslået, at man som noget nyt begynder at give jøderne lidt mere at spise, bliver han stillet for det dilemma, der for alvor giver The Zone of Interest sit fængende sorthumoristiske og dramatiske drive.
Hvad gør en god mand?
Tillid og respekt vil motivere jøderne, får Golo Thomsen at vide, ikke sult og frygt. Måske produktionen ligefrem kunne øges med 200-300 procent. Hvad gør en god nazist så? Eller rettere en god mand, for måske er Thomsen, når det kommer til stykket, ikke nogen god nazist, og hvorfor så ligefrem træffe en beslutning, der er med til at styrke den tyske krigsindustri? Selv om det kan redde menneskeliv.
The Zone of Interest finder specielt sin styrke i skildringen af de stressede nazibureaukraters banale udfordringer med at effektivisere arbejdsstyrken, blive forfremmet og komme i seng med deres kollegers koner og kærester. Det er med andre ord en kulsort satire, Martin Amis har skrevet, og måske tyskerne og franskmændene ikke helt har fanget den meget britiske humor. Eller måske er de bange for at provokere nogen eller noget i den omtumlede debat om racisme, religion, ytringsfrihed og antisemitisme, der kører rundt omkring i det kulturelt splittede Europa. Hvem ved? Det ændrer i hvert fald ikke ved, at The Zone of Interest er en yderst original Holocaust-roman og tillige forfatterens bedste roman meget længe. Så for at besvare mit eget spørgsmål: Ja, Martin Amis er i den grad værd at læse – igen.
Martin Amis: ’The Zone of Interest’, Jonathan Cape, London, 310 sider, 13,99 pund.
