Interview
Læsetid: 8 min.

Lykke tilkommer ikke mig

Herta Müllers nye bog er vigtig, fordi man kommer nærmere på hende. På hendes verden såvel som hendes metode. Hermed har Herta Müller lagt endnu et værk til et skønt, uforsonligt og skrækindjagende poetisk forfatterskab, der ikke ligner noget andet
I sin nye bog vover Herta Müller sig ud i nogle hidtil uforsøgte forklaringer på det beskadigede eller traumatiseredes menneskes sjæleliv.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
31. oktober 2014

Til Louisiana Literature Festival i år havde jeg lejlighed til at interviewe den tyske forfatter Herta Müller på scenen, og for ikke at få den halve sommer til at gå med forberedelserne skimmede jeg mit arkiv for at finde de spørgsmål, der især havde givet pote i de avisinterviews, jeg har klippet og gemt i årenes løb. Der var en håndfuld. Og altså noget at falde tilbage på, hvis alt skulle gå galt.

Det forbavsende var, at uanset hvor velkendt spørgsmålet må have været for Herta Müller, så reagerede hun aldrig, som om hun havde tænkt over det før. Og det var ikke påtaget. Et spørgsmål er et spørgsmål og ikke udløseren af et færdigt svar. Hver gang gik hun ligesom tøvende ud på svarets line – og tilsvarende nervøs blev jeg: Går hun i stå? – indtil hun fandt fodfæste. Så tændte motoren, og så kørte det, og så kunne det godt tage en rum tid, før hun med stor sikkerhed kom over på den anden side.

På endnu en måde overraskede hun. Stik imod festivalledelsens klare koncept havde hun forlangt en oversætter, helst en simultanoversætter, men i værste fald én, der trådte opsummerende til med et kvarters mellemrum.

Det kunne intet få hende fra. Og til sidst rykkede hun ud med sin trumf. Nej, det var ikke, bare for at alle kunne forstå hvert ord, det var, fordi »… min far var i SS!«

Nå! … Og?

Hvad hun mente var, at tyskere før har tromlet hen over værgeløse danske hoveder. Det ønskede hun ikke at gøre. I Hitlers tjeneste havde hendes far, som hun skriver et sted, engang trukket et spor af kirkegårde efter sig i Europa. Det ville hun nok ikke komme til, men – arrogancen, den ville være den samme …

Det kan forekomme lidt overspændt, men ikke når man har læst hendes nye bog, Mein Vaterland ist ein Apfelkern. Det er i princippet en samtalebog, men læses ikke sådan. Dertil er spørgsmålene (gudskelov!) for få og for korte. Det er fra ende til anden en ægte Herta Müller-bog.

Forbandet alvor

Den minder mig om begge situationer på Louisiana: For det første er jeg simpelthen imponeret over, at alt det man genkender som poetisk materiale i hendes noveller og romaner, har kunnet tages op og behandles en gang til med en sådan nyoplevethed, frygtløshed og koncentration – denne gang i renlivet selvbiografisk prosa.

For det andet forstår man nu bedre end nogensinde, at henvisningen til faderens SS-fortid hverken er hysteri eller affektation, men pure, forbandet alvor.

Herta Müller er født i 1953 i Rumænien i en lille flække i Banat-regionen, hvor et tysk mindretal strandede for århundreder siden. Hendes forældre, der var småbønder, mødte hinanden nogle år efter Anden Verdenskrig, da faderen omsider var sluppet ud af russisk krigsfangenskab, og moderen havde aftjent fem års tvangsarbejde i Rusland. Kreml tog sig nemlig betalt for Hitlers ødelæggelse af Sovjetunionen ved at deportere alle tysktalende (og derfor forræderiske) rumænske kvinder og unge til hoveri i genopbygningen af det ødelagte land.

Forældrenes fortid var tabu, da Herta voksede op. Og tabuer, grænser og forbud var der i det hele taget nok af.

Oven i de krigstraumer, Herta Müllers familie og de andre familier i landsbyen var blevet påført, kom trykket fra landsbysamfundets isolation i almindelighed foruden kontrollen, der blev gennemført i stort og småt af det stalinistiske diktatur, der var blevet installeret i Rumænien som overalt i Østeuropa. Allerede i 1967 fik det sin helt egen absurde karakter, da magten samledes i hænderne på Ceaușescu. Dér lå den stadig, da det lykkedes Herta Müller, der nu var forbudt forfatter, at forlade landet i 1987. Da havde Ceaușescus hemmelige politi Securitate med sadistisk ildhu og opfindsomhed plaget hende i ti år. De sidste ord på rumænsk, hun hørte, var netop en ’securatist’, der hvæsede ad hende i paskontrollen: »Vi skal nok få ram på dig!« Ikke blot den replik, men al den anden ophobede ydmygelse var Herta Müllers bagage. Ét er, at hun, længe efter hun havde slået sig ned i Berlin, blev ved med at modtage anonyme dødstrusler. Dødsangsten sad i det hele taget uudsletteligt i marven på hende efter de mange år med forhør, aflytninger, husundersøgelser og censur. Hun husker de første oplæsninger, hun gav i Vesttyskland. Det var dengang, hendes debutnoveller Niederungen (da. Lavninger) havde vakt opsigt i Vesten, og der regnede priser ned over hende. I mødet mellem hendes fortid og det empatiske publikum, hun stod over for, var der noget unerlaubt. Hun turde ikke glæde sig. Hendes hoved var ikke frit – »jeg tænkte, lykke tilkommer mig ikke«.

Det er i denne type iagttagelser, Herta Müller i Mein Vaterland ist ein Apfelkern tager nogle ekstra spadestik. Hun vover sig ud i nogle hidtil uforsøgte forklaringer på det beskadigede eller traumatiseredes menneskes sjæleliv, der jo ligger som en skygge over hele det fiktive forfatterskab.

Uventet ømhed

Det er kendt, at spædbørn, der har været ude for misrøgt, ikke kan tåle overstrømmende kærlighed, når de pludselig møder den hos hengivne plejeforældre. Det er nøjagtig det: »Jeg tror, man kan skræmmes lige så meget af uventet ømhed – eller måske mere, som af den vold, man regner med.« Som barn fik hun ikke bare prygl ved særlige graverende lejligheder. I hjemmet i landsbyen Nitzkydorf var bank hverdagskost, og Herta prøvede ikke at undgå slagene. Hun fik dem jo alligevel.

»I de regelmæssige prygl mærker man sig selv helt anderledes end uden smerte.« Og det bliver et ønske, en længsel ligefrem, at mærke sig selv i smerten. »Der opstår en sødme, som er forkastelig efter ens egne moralkriterier«, men inde i den fornægtede sødme er der en værdighed. Dette er bestemt ikke noget godt, understreger Herta Müller meget stærkt – for »så er man først for alvorlig beskadiget«. Men det er en realitet. Den skal ikke dyrkes, men heller ikke nægtes.

Romanen Atemschaukel (da. Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig) om en ung rumænsk-tysk mand, der i januar 1945 blev slæbt i russisk arbejdslejr, kredser tit om dette kompleks. Herta Müllers hovedkilde var en overlevende, der vedgik netop den længsel, den hjemve efter lejren, som til hans fortrydelse og skam kunne gribe ham. Alt hvad der graver sig ind i kroppen – som prygl, sult, forfølgelse, trusler – alt sammen ødelægger det sjælen. Gør en uegnet til at skabe relationer. Gør en utilnærmelig. Men – det har også sin egen magnetisme og stærke fortryllelse. Beskadigelsen er også et narkotikum.

Den samme dobbelthed, den samme pinefulde erfaring, som lejren var, på den ene side og på den anden side længslen efter lejren og tiden i lejren – for os andre nærmest et kors for tanken! – kan man i øvrigt også læse om hos ungareren Imre Kertész. Ikke for ingenting skrev Herta Müller også, med Atemschaukel, en kz-roman. For i overført betydning er lejrens indespærring og terror til stede som en altgennemtrængende kulde i hele hendes eget forfatterskab. Det bevæger sig i grunden aldrig ud over de vilkår, hun voksede op under – herunder hendes forældres fortid. Ganske vist endte hun med at vriste sig ud af dem, men da var de allerede blevet en del af hende selv.

Dagligt pres

Det overordnede vilkår, da hun var ung, var det daglige pres, Securitate lagde på hende, da det ville hverve hende som agent. Med løfter og overtalelser og – da det ikke hjalp – voldelighed og åndelig tortur. Man havde hårdt brug for en spion i det kunstnermiljø, hvor hun færdedes. Men hun holdt stand. Hun fastholdt sin angst. Hun solgte den ikke for at få fred. Angsten beskyttede værdigheden. Man kunne samarbejde og blive ødelagt af dét, nemlig miste sin ære for altid. Eller man kunne nægte at samarbejde og blive ødelagt af dét, blive et vrag og ugleset overalt. Når Herta Müller kom hjem fra arbejde, kunne hun f.eks. finde et billede på sin seng. Nogen havde taget det ned fra væggen og lagt det dér. Det hemmelige politi ville vise, at de bevægede sig frit i hendes lejlighed, når hun ikke var hjemme. Big Brother is watching you. Dén sadistiske frækhed tillod man sig ikke i f.eks. DDR.

Da det endegyldigt gik op for Securitate, at hun ikke ville samarbejde, at hendes modstand ikke kunne knækkes, straffede de hende dels ved at anklage hende for prostitution og parasitært lediggængeri osv., dels ved at sprede det rygte – også i Vesten – at Herta Müller netop arbejdede for Securitate og forpestede dermed hendes tilværelse på en ny og udsøgt måde. De hængte hende med andre ord ud for at være lige præcis dét, hun havde nægtet at blive.

Der er kritikere, der har anklaget Herta Müllers forforfatterskab for tematisk monomani: Hun har kåret sig slev som det ultimative offer. Sådan opfatter hun ikke sig selv. Hun er ikke determineret af undertrykkelsen og forfølgelsen, selvom hendes valg var radikalt: at dø på den ene eller den anden måde. Man kunne samarbejde med Securitate og dø af dét. Tværtimod: Hendes valg var frit. Det var ikke gratis, men det var hendes eget.

Barndommens har en ret hurtigt forfaldsdato, siger hun. Derefter er man henvist til sig selv og må opdrage sig selv. Det er klart, at det politiske og historiske har en fatal andel i én, men man bestemmer til syvende og sidst selv, hvad man gør og ikke gør.

Meget forudsigeligt er et vigtigt spor i den nye bog overvejelserne over at skrive. Herta Müller skrev fra begyndelsen af ikke for at skabe litteratur, men for at finde et holdepunkt »i livets elendighed«; senere mere og mere for at tvinge en sandhed frem, ikke en sandhed om virkeligheden, men en sandhed, der går ud over virkeligheden, altså en opfunden sandhed; for virkeligheden bevæger sig også. At skrive er at erfare, at fortidens begivenheder ikke er forbi – de sker igen.

Bogen er vigtig, fordi man kommer nærmere på Herta Müller, hendes verden såvel som hendes metode. Hun har lagt endnu et værk til et skønt, uforsonligt og skrækindjagende poetisk forfatterskab, der ikke ligner noget andet.

Ingen nulevende digter – hun er bare 61 år – har vidnet så stærkt om det 20. århundredes systematiske menneskeforagt i Europa.

Herta Müller: ’Mein Vaterland ist ein Apfelkern. Ein Gespräch mit Angelika Klammer’, Carl Hanser Verlag, 239 sider, 19,90 Euro

Niels Barfoed, forfatter og kritiker, vil fremover skrive om kultur og bøger i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lone Christensen

Bliver den oversat til dansk for os, som ikke læser tysk?

Tilsvarende da hattedamelitteraten Hans Hertel ommodelerede PH til egen småtskårenhed dekonstruerer overmennesket indenvoldse Niels Barfoed rumæneren og berlineren Herta Müller og efterlader sig selv som Babel ikke uden brug af alvidende ansvarsløse ”man” mindst 2 fold.
Spået af Müller selv: Müller, Herta: Barfodet februar. Politisk Revy, 1989

Velkommen til Niels Barfoed.

Velkommen til Niels Barfoed.