Manden og Muren

Der går ikke mange minutter, fra Anders Østergaard og jeg sætter os for at tale på en café på Vesterbro, til den danske dokumentarfilminstruktør synes en smule irriteret over mine spørgsmål.

Emnet for vores snak er Østergaards nye film, 1989, der fortæller om de hændelser i Ungarn i 1989, som førte til, at Jerntæppet mellem øst og vest faldt, og Muren blev revet ned. Hovedpersonen i filmen er den daværende, meget unge ungarske ministerpræsident Miklós Németh, der var uddannet økonom.

Han blev sat til at rydde op i landets skrantende økonomi, men endte med – efter at en grænsevagt skød og dræbte en østtysk flygtning – at åbne grænserne til Østrig og gav dermed udviklingen det afgørende skub.

I 1989, der er en dramadokumentarisk genskabelse af begivenhederne fra dengang, tillader Østergaard sig at blande arkivmateriale med rekonstruktioner, de rigtige personer med skuespillere og endda lægge ord i munden på både Sovjetunionens Gorbatjov og Østtysklands Erich Honecker i gamle klip, hvor de egentlig talte om noget andet, men nu diskuterer situationen i Ungarn og resten af Europa med deres rådgivere, hinanden eller Miklós Németh selv.

Instruktøren, der ikke ligefrem er dokumentarist af den traditionelle, journalistiske skole, har benyttet sig af lignende greb i tidligere film, for eksempel Tintin og mig, Gasolin’ og den Oscar-nominerede Burma VJ, men i 1989 går han længere end nogensinde før. Det er det, jeg til at begynde med i interviewet bliver ved med at spørge ham om, og det er derfor, forklarer han senere, at han har paraderne oppe.

»Jeg får hele tiden at vide, at nu bliver der nok en masse ballade,« siger Anders Østergaard. »Men det er svært at forudse, hvad folk synes er for galt. Det kan jeg jo ikke vide. Jeg laver bare det, jeg har lyst til, og så må de jo bestemme, om jeg må det eller ej.«

Desuden vil Østergaard hellere tale indhold end form og metoder. Det er vigtigere, synes han og forklarer, at han gerne ville lave en film om Murens fald, fordi »det var den lykkeligste begivenhed i min levetid – noget, der på mange måder definerede min generation og gjorde os til begejstrede europæere. Jeg frygter, at Europa igen bliver spaltet i øst og vest, og jeg håber, at filmen med sine medvirkende og i hele sin tone kan minde os om, at det europæiske fællesskab er umistelig vigtigt.«

Filmens eksistensberettigelse

At Anders Østergaard i 1989 valgte at fokusere på den relativt ukendte Miklós Németh og f.eks. ikke på Murens fysiske fald i Berlin, skyldtes, at han havde læst nogle artikler af den britiske historiker og kommentator Timothy Garton Ash, der reflekterede over de såkaldte sommerfuglevingeslag, bittesmå handlinger og individer, som har udløst store forandringer.

»En af dem, jeg kiggede på, var historien om den østtysker, der døde ved den østrig-ungarske grænse,« siger Østergaard.

»Jeg spekulerede på, om der var en sammenhæng mellem det dødsfald og beslutningen om at åbne grænsen, der blev taget af Miklós Németh dagen efter. Det viste sig, da jeg talte med Németh, at det var der. Dødsfaldet var katalysatoren for alt det, der skete, og deri lå det journalistiske scoop, som gav filmen sin eksistensberettigelse. Og det var så også en anledning til at snakke om det politiske klima rundt omkring denne unge ministerpræsident.«

1989 er en film om beslutningers ensomhed, forklarer Anders Østergaard, der er fascineret af det øjeblik, hvor Miklós Németh skulle tage beslutningen om at åbne Ungarns grænser eller lade dem forblive lukkede. I det øjeblik lyttede ministerpræsidenten til sin indre stemme.

»Det er i virkeligheden af moralske grunde, at han åbner grænsen,« siger instruktøren.

»Han kan ikke bære, at der er flere, der skal dø af det. Der er meget lidt realpolitisk overvejelse over det. 1989 er en form for fejring af, at her blev taget et valg med det indre kompas, som igen har noget at gøre med hans far. Det er et privat motiv, der spiller ind i det, og det tror jeg, det gør, fordi vi er mennesker og er påvirkede af den slags ting.«

Det er desuden vigtigt at minde om, siger Østergaard, at det slet ikke var så nemt, som det lyder, og at det lige så godt kunne være gået galt.

»Det var absolut et spil på rouletten, ikke at Jerntæppet faldt, men at det skete så hurtigt og så ikkevoldeligt. Det var et mindre mirakel.«

Optimal dokumentation

Der er selvfølgelig mange måder at fortælle sådan en historie på, og Anders Østergaard beskriver sig selv som en »en gal videnskabsmand«, der i sit laboratorium foretager æstetiske eksperimenter og forsøger at finde den bedste og mest engagerende måde.

»Jeg vælger f.eks. at bruge arkivmateriale i stedet for at sætte skuespillere til at ligne virkelige personer,« siger instruktøren og forklarer, at 1989 er dramadokumentarisme med et iscenesat udgangspunkt og en rekonstrueret dialog.

»Det er en gammel genre. Den har vi kendt i årtier. Som barn sad jeg og så BBC lave sådan nogle ting. Jeg låner de virkelige personers ansigt og kropssprog, men ud fra en tankegang om, at det jo er det ansigt og kropssprog, de har haft hele tiden. Jeg kan ikke se, at jeg lægger dem mere ord i munden, end hvis jeg sætter en skuespiller til det.«

Det afgørende er selvfølgelig, at ordene er sande, og at indholdet i filmen er i orden, understreger han.

»Ansvaret for, at det, personerne siger, er dokumenteret, går jeg rigtig meget op i. Jeg har haft syv historiske konsulenter til at gennemtrawle manuskript og dialog. I de tilfælde, hvor vi ikke havde 100 procents dokumentation, men måtte rekonstruere replikkerne ud fra referater, konsulterede vi eksperter i, hvordan ordene mon kunne være faldet. Det er så tæt på den optimale dokumentation, man kan komme, vil jeg mene, hvis man vil prøve at genskabe de her situationer.«

Det handler også om den kontrakt, man indgår med publikum, forklarer Anders Østergaard – om publikum er med på legen, forstår, hvad det er, det skal se, og i øvrigt stoler på ham som fortæller.

»Har vi en TV-Avisen-kontrakt, har vi en fiktionskontrakt, har vi en dokumentarfilmkontrakt? Vi prøver jo at lave vores skilte i begyndelsen af filmen, hvor der står, at vi har leget med arkivet for at dramatisere tingene. Men ofte læser publikum ikke de skilte, og i virkeligheden skal filmen tale for sig selv, så man ved, hvad det er, man går ind til.«

Jeg fortæller ham, at jeg selv brugte de første 15-20 minutter af 1989 på at forstå, hvad det var, jeg så.

»Det er også i orden,« siger han.

»Jeg forventer, at folk siger, ’hvad fanden er nu det?’ Men 20 minutter var godt nok længe. Jeg håber, det er de første fem-ti minutter, de første scener, og så har man vænnet sig til filmen og begynder at glemme alle grebene. Men det er ikke skidt for mig, at folk lige retter sig op i stolen, tværtimod. Det er da en måde at gribe fat i dem og spørge, ’vil du være med til det her?’«

Bare en film

I det hele taget er det traditionelle dokumentariske begreb i opløsning og har været det i nogle år, og det er den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX, der i næste uge indledes med verdenspremiere på Anders Østergaards 1989, et levende bevis for.

»Jeg plejer nogle gange at sige, ’hvis ikke det er dokumentarfilm, så er det ikke det.’ Det generer mig ikke at sige det – det er bare en film, jeg har lavet. Hvilken mærkat den har, er egentlig ikke så afgørende. Jeg ved, at den er lige sandfærdig, uanset hvad folk kalder den,« siger Anders Østergaard.

»Hovedovervejelsen, når man sidder og udvikler, er æstetisk. Kan vi få det her til at virke? Det er vigtigt, at jeg ikke tænker på, hvad jeg må og ikke må, men at jeg bare buldrer på kreativt. Ellers kan jeg ikke udvikle et formsprog. Jeg begejstres over mine muligheder. Og det bliver jeg ved med, indtil nogen stopper mig. Og det er nemt at stoppe mig. Man kan bare lade være med at give mig penge. Men det er der altså nogen, der har gjort, og det må de have gjort af en grund – fordi de mente, at mine ideer kunne et eller andet i forhold til at formidle det historiske stof.«

Der er ikke et modsætningsforhold mellem lysten til at underholde og ønsket om at præsentere publikum for sandheden, mener han. Tværtimod ville han føle, at han svigtede en formidlingsopgave, hvis ikke hans film engagerede publikum.

Engagerende sandhed

»Sandheden er det allermest interessante,« siger Anders Østergaard.

»Jeg har en lyst, også æstetisk, til at finde ud af, hvordan det i virkeligheden foregik. Jeg ved, at hvis jeg finder ud af det, vil jeg også følge de psykologiske love for at forstå et givent handlingsforløb. Mit ærinde er at vise de menneskelige faktorer, at det ikke bare var folkets vilje, der fik tingene til at ske, men at det også var individer og individers handlinger eller ikke-handling i en bestemt periode. Og det kan jeg kun beskrive tilbundsgående nok ved at møde dem som de mennesker, de er. Jeg kan kun forstå og beskrive deres personligheders betydning for forløbet ved at vise dem.«

Instruktøren holder en pause og siger så, mens han slår i bordet med sin ene hånd som for at understrege sin pointe:

»Jeg er optaget af, hvad 1989 kan bidrage med i forhold til forståelsen af de her begivenheder. Hvis det er en ordentlig og lødig film, jeg har lavet, er jeg ikke bange for at tage den kritik, der måtte komme.«

’1989’ har premiere på CPH:DOX på onsdag, hvor også Miklós Németh kommer til Danmark. Filmen kan efterfølgende ses i flere biografer landet over.