Læsetid: 9 min.

Manden, der satte skred i DDR’s undergang

Præsten Christoph Wonneberger var en af hovedpersonerne, da op mod 100.000 mennesker den 9. oktober 1989 demonstrerede for frihed og demokrati i Leipzigs gader. Da Leipzig og ikke Berlin blev centrum for Den Fredelige Revolution. Tre uger senere fik Wonneberger en blodprop og var i en lang årrække ude af rampelyset. To nye bøger giver ham den plads i historien, som han fortjener
Leipzig spillede en stor rolle for den fredelige revolution i DDR, hvor de såkaldte mandagsdemonstrationer og mandagsgudstjenester i september og oktober 1989 kunne samle mere end 70.000 deltagere.

Leipzig spillede en stor rolle for den fredelige revolution i DDR, hvor de såkaldte mandagsdemonstrationer og mandagsgudstjenester i september og oktober 1989 kunne samle mere end 70.000 deltagere.

Michael Daugaard

3. oktober 2014

En halvkold dag i juni i år rejste en lille væver mand i smoking sig i den gamle huguenotkirke Französischer Dom i Berlin. Med et polisk smil svævende over sin røde butterfly gik han op på podiet. Og for næsen af tilskuere som tidligere forbundspræsident Horst Köhler og tidligere indenrigs- og udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher rullede han et banner ud og hængte det op foran på talerstolen, før han stillede sig op på den. Schwerter zu Pflugscharen – sværd til plov – stod der rundt om et billede af en ung mand i færd med at hamre et sværd om til en plov.

Den lille mand var Christoph Wonneberger. Anledningen var, at den Tyske Nationalpris blev uddelt til tre personer, der havde spillet en afgørende rolle i forbindelse med mandagsdemonstrationerne i Leipzig i efteråret 1989. Demonstrationer, der slutteligt førte til Murens fald og DDR’s sammenbrud. Christoph Wonneberger fik prisen på vegne af alle de mennesker, der deltog i demonstrationerne uden at vide, om de i den sidste ende ville komme til at betale for det med deres liv. Han modtog den sammen med præsten Christian Führer, der døde få dage senere, og borgerrettighedsforkæmper Uwe Schwabe. Symbolet på Wonnebergers banner er synonymt med den Fredelige Revolution i DDR. ’Sværd til plov’ er et citat fra Det Gamle Testamente, fra profeterne Mikas og Esajas’ bøger: »De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.«

Lige stået af toget i Leipzig en hed julidag nogle uger senere går jeg hen ad perronen med næsen i de sidste sider af en bog. En ung naver kommer op på siden af mig. »Hvad er det for en bog, der er så spændende?« spørger han. Jeg viser ham omslaget med titlen Der nicht aufgibt (Han, der ikke giver op). »Det er en bog om Christoph Wonneberger. Kender De ham?« spørger jeg. »Næ,« lyder svaret. »Han er revolutionspræsten fra 1989 her i Leipzig,« siger jeg. »Nå, jeg troede ellers, at det var Christian Führer,« siger han. »Det tror de fleste, men det er forkert. Men Christoph Wonneberger fik en blodprop i hjernen, lige inden Muren faldt, mistede i mange år evnen til at tale og var derfor slet ikke i rampelyset, da Tyskland blev genforenet,« forklarer jeg. Den unge naver smiler. Han ligner sommerens tyske fodboldhelt Mario Götze, der scorede det afgørende mål i VM-finalen mod Argentina. »Og jeg er først født, dagen før Muren faldt. Den 8. november 1989. Men jeg checker ham ud,« lover han, før han forsvinder ud i Leipzig med sine naverkammerater.

Fred, kvinder, retfærdighed

Efter at have læst de sidste sider af biografien om Wonneberger finder jeg frem til hans lejlighed i nærheden af Leipzigs zoologiske have. Det er en af sommerens varmeste dage, og skønt Wonneberger kun har en ganske lille parasol, der umuligt kan skygge for os begge, synes han, at vi skal nyde det gode vejr på altanen. Her har vi udsigt til et kirketårn. Ikke langt herfra i centrum af Leipzig ligger den gamle Nikolaikirke, byens største kirke. Den smukke plads uden for kirken er brostensbelagt. Flere steder er en sten taget op og erstattet af en lille gennemsigtig plade. Om aftenen lyser pladerne i forskellige farver, hvilket skal minde om den mangfoldighed af mennesker, der i slutningen af 1980’erne samledes i kirken til den ugentlige fredsbøn i håbet om at DDR en dag kunne blive et frit land for frit tænkende mennesker. I 1986 bad kirkeledelsen Christoph Wonnneberger om at koordinere fredsbønnerne, der havde fundet sted i Leipzig siden 1982 uden større tilslutning. Wonneberger involverede omgående politisk-alternative basisgrupper, der beskæftigede sig med temaer som fred, kvinder, retfærdighed, den tredje verden og miljø. Antallet af deltagere til fredsbønnerne steg lynhurtigt fra omkring de 100 til op imod 1.200. Snart blandede en ny gruppe, de »udrejsevillige«, sig også. Mennesker, der ikke ønskede at ændre DDR til det bedre, men at forlade det for bestandig. Wonneberger bød dem velkommen og tog deres argumenter alvorligt. Immervæk steg antallet af udrejseansøgninger fra 78.000 i 1986 til 112.000 i 1987.

»Det har altid ligget mig på sinde at stå frem offentligt. Den kristne tro er ingen privat sag. Heller ikke selv om forskellige stater mener det. Profeterne spurgte aldrig: Må vi det og det? Det, der skal siges, det skal siges,« siger Christoph Wonneberger. Mod og provokation er ord, der hyppigt forekommer, når talen falder på ham. Rainer Eppelmann, der var en af de førende oppositionspræster i Berlin, sammenligner ham med Jesus. »Jesus var en provokatør, og Wonneberger er en provokatør,« siger han. »Man skal provokere. Fremtiden skal provokeres. Ellers har nutiden ingen fremtid,« siger Wonneberger.

Fredsbønnerne i Nikolaikirke blev stadig mere politiske, og SED (Tysklands Socialistiske Enhedsparti) mere og mere bekymret. Partiet pressede provst Friedrich Magirius til at sætte Wonneberger fra bestillingen som bønneko- odinator, hvad provsten gjorde i august 1988. Også de politiske grupper og de udrejsevillige blev nu udelukket fra at medarrangere Fredsbønnerne. Nikolaikirkes præst Christian Führer tog over. Wonnebergers mod havde han ikke. Hver tredje lørdag i måneden lod Wonneberger nu grupperne mødes i sin egen Lukaskirke. I februar 1989 besluttede kirkeledelsen atter at lade de politiske grupper deltage i den indholdsmæssige del af fredsbønnen i Nikolaikirke, såfremt de holdt sig til visse regler. Blandt andet at de valgte en ordineret præst til at udlægge teksten. Ikke overraskende valgte de Christoph Wonneberger.

Den 25. september 1989 cyklede Christoph Wonneberger som så mange mandage før til fredsbøn klokken 17. I sin taske havde han en tale, der i dag er gået over i den tyske historie. Kirken var fyldt til bristepunktet, der var 2.500 deltagere. Talen handlede om vold. Eller om ikkevold. »Den, der svinger en gummiknippel, må hellere selv tage en hjelm på. Den, der blænder andre, bliver selv blind. Den, der vilkårligt berøver andres deres frihed, har ikke selv længere nogen flugtvej. Den, der griber til sværdet, vil selv omkomme ved sværdet,« sagde han. Wonneberger blev flere gange afbrudt af heftigt bifald. Udenfor ventede yderligere 1.500 mennesker, og sammen gik de alle gennem Leipzigs indre by, mens de sang den amerikanske »We shall overcome« og »Internationale«.

Måske en form for frygt

Det 20. århundredes tyske historie er spækket med øjeblikke, hvor mennesker skulle have handlet, men af angst afholdt sig fra det. Christoph Wonneberger er ikke et af den slags mennesker. »Jeg har altid haft næse for, hvad der rører sig. Man er inde i tingene, man siger: Det skal være. Jeg lader mig ikke tale fra det,« siger han. »Jeg har aldrig ladet angsten tage over. Hvis der var en angst, var det ikke angsten for, at nogle bestandig kiggede mig over skulderen. For det gjorde de. Men måske en form for frygt. At føle mig truet har jeg kendt til. Men så forsøger man at udvikle sin egen styrke. Man siger: Det kan godt være, men det er ikke nogen god grund til at lade være. Tværtimod er det grund til at gøre mere,« forklarer han. Har han følelsen af, at han smittede Leipzigs borgere med sin holdning? »Jeg har i hvert fald opfattet det som min pligt at forsøge. Jeg talte også helt åbent med grupperne om det. Mange var 10-15 år yngre end jeg, og jeg sagde: Hvis ikke jeg går mindst to skridt længere end jer, hvad skal jeg så kunne forvente af jer? Jeg må selv gå forrest. Mange udenforstående sagde, at jeg ville lade de yngre mennesker løbe direkte ind i kniven. Intet kunne være mere forkert. Jeg gjorde dem altid klart: I kan ikke uden videre gøre, hvad jeg gør. Jeg har et meget større frirum, jeg er væsentligt bedre beskyttet,« siger han. Den 2. oktober 1989 gik 25.000 mennesker gennem byen i mandagsdemonstration efter fredsbønnen, og ordensmagten gik brutalt til værks. Da politiet også slog hårdt ned på de mennesker, der forsøgte at demonstrere på DDR’s 40-års fødselsdag lørdag den 7. oktober, var Christoph Wonneberger og nogle medlemmer fra borgerretsgrupperne bekymrede for den kommende fredsbøn. De endte med at skrive en appel, hvor der blandt andet stod: »Også sidste mandag endte det med vold. Vi er bekymrede, bekymrede for os selv, bekymrede for vores venner, for mennesket ved vor side og for det, der står over for os i uniform. Vi er bekymrede for vort lands fremtid.« Med andre ord: Folk skulle undgå at gribe til vold.

I tre dage kørte trykkemaskinen i Wonnebergers menighedslokaler uafbrudt, og om eftermiddagen den 9. oktober blev de 30.000 flyveblade fordelt over hele byen. Erich Honecker og partiapparatet hvæssede sablerne. Natten til den 9. havde Stasi opdateret sin anholdelsesliste, så den var oppe på 103 personer. Christoph Wonnebergers navn stod allerøverst på listen over mennesker, som myndighederne havde tænkt sig at internere i »isoleringslejre«.

Efter Fredsbønnen gik demonstranter fredeligt og med lys i hænderne ad ringvejen omkring Leipzig. Undervejs kom de forbi det forhadte Stasi-hovedkvarter Runde Ecke. Her satte flere af dem lys fra sig på trappen. Politiet greb ikke ind. Moralen i dets kamptropper brød sammen. Mange havde slægtninge og venner blandt demonstranterne, og samtidig oplevede politifolkene, hvordan det officielle »fjendebillede« af de »kontrarevolutionære« passede dårligt med de fredsommelige mennesker, der bar på levende lys. Fra sit menighedslokale i Lukaskirken gav Christoph Wonneberger klokken 22.30 et seks minutter langt interview til det vesttyske ARD’s tv-avis. Han forklarede, hvordan angsten havde været enorm både hos demonstranterne og formentlig også hos politiet, men at alt var forløbet fredeligt. Han nævnte tallet 70.000 mennesker, som har bidt sig fast. I dag er historikeren Rainer Eckert, der leder Tidshistorisk Forum i Leipzig, sikker på, at det var grebet ud af luften. Senere opgørelser taler for, at der snarere var tale om 100.000 demonstranter.

Få styr på Wonneberger

Minister for Statssikkerhed Erich Mielke kaldte kirken i DDR for »modstanderens lovlige organisation«. Som eneste institution i landet havde kirken bevaret en omfattende selvstændighed, og SED forsøgte så vidt muligt at trænge den i baggrunden. Staten pressede kirkeledelsen i Sachsen til at få styr på Wonneberger.

Men det skyldtes andre årsager, at han pludselig blev tavs. Når Christoph Wonneberger taler, er det på umiskendelig sachsisk dialekt, og det går strygende. Men indimellem kommer han til at bytte om på to vokaler, så for eksempel ordet »labil« bliver til »libal«. Grunden er, at han har måttet lære at tale igen, helt fra begyndelsen. Den 30. oktober 1989, ti dage før Muren faldt i Berlin, sad den 45-årige Christoph Wonneberger i sit kontor. Pludselig bevægede hans højre arm sig af sig selv. Han var blevet ramt af en blodprop i hjernen, og den mand, der om nogen havde bevæget og flyttet Leipzigs borgere med sine flammende taler og prædikener til både hjerte og hjerne, havde mistet talens brug.

»Jeg var væk,« siger han selv i dag. Og da kirkeledelsen, som over årerne havde haft sit hyr med den halsstarrige Wonneberger, ikke ville give ham en halvtidsstilling, mens han genvandt sit sprog, var der ikke andet for end at lade sig pensionere. De følgende tyve år brugte han til at passe sine to bittesmå børn, født i 1987 og 1989, og til at genfinde sit sprog og sig selv.

Thomas Mayer: ’Der nicht aufgibt. Christoph Wonneberger – eine Biographie’, Evangelische Verlagsanstalt, Leipzig 2014

Andreas Peter Pausch: ’Widerstehen. Pfarrer Christoph Wonneberger’, Metropol Verlag, Berlin 2014

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Rasmussen
  • Tom Paamand
Thomas Rasmussen og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu