Læsetid: 7 min.

Når fortidens krig skaber mere debat end nutidens

Søndag har tv-serien ’1864’ premiere. Informations Lasse Jensen har mødt sin gamle kontorfælle, forfatteren Tom Buk-Swienty, til en samtale om Dybbøl, kunsten, der giver nye dimensioner, krige, der får deres eget liv, og ahistoriske politikere
’Ole Bornedal er kunstner, og kunstneres bidrag til den historiske dimension er vildt vigtige. De kan og skal ikke være absolut historisk korrekte, men de bidrager med en ny dimension,’ siger Tom Buk-Swienty.

Tor Birk Trads

11. oktober 2014

»Når man går i krig, skal man vide, at man altid sætter en kæde af voldshandlinger i gang. Krig er konkret – aldrig abstrakt. Nogle betaler den højeste pris. Nogle familier bærer byrden i generationer, mens vi andre går i Netto.«

Tom Buk-Swienty kigger ud ad bilvinduet, da vi passerer Lillebæltsbroen. Derovre ligger Fredericia. Her vandt Danmark en stor sejr under treårskrigen »i natten klam og kold« den 6. juli 1849. En sejr, der skabte en form for national beruselse, der bidrog til katastrofen ved Dybbøl i 1864. Og krigene fortsatte med at danne baggrund for hinanden.

»Dybbøl trak lange spor – helt op til i dag. Efter nederlaget krøb vi ind i os selv og udviklede en fælles fortælling om den stilfærdige lille stat med fredelige borgere. Det var en fortælling, der helt så bort fra, at Danmark i de 1.000 år, der lå før Dybbøl, var en ret krigerisk og indflydelsesrig europæisk magt. Lilleputstaten undgik Første Verdenskrig og slap relativt billigt fra den anden. Krig indgik ligesom ikke i vores politiske overvejelser i mere end 100 år,« fortæller Tom Buk-Swienty.

Og det er en vigtig erkendelse – ikke mindst i disse uger, hvor danske fly igen er på vingerne i endnu en krig.

»Min egen lommefilosofi er så, at det måske er her, vi finder noget af svaret på, hvorfor vi – i modsætning til andre lande – ikke har nogen voldsom debat om at gå i krig. I Tyskland sidder afskyen for krig dybt, og debatten er intens. I Storbritannien og USA debatteres der for fuld kraft, fordi de af egen, lange erfaring godt ved, hvad krig er. De kan føle historien.«

Anderledes er det i Danmark. Her mangler vi måske erkendelse af, at sporskiftet efter Dybbøl havde noget for sig.

»Den danske overlevelsesstrategi efter Dybbøl var jo en succes. Vi var udenfor. Måske i så lang tid, at danske politikere er blevet ahistoriske og på det sidste er blevet lidt løsere på aftrækkeren. Jeg spørger mig selv om, hvilke mekanismer der nu er gået i gang. Er vi blevet en nation af naive krigere?«

Krig er ikke et computerspil

Vi skal til Aarhus, hvor Buk-Swienty skal holde foredrag på Århus Akademi. Foredrag nummer 20 siden sommerferien. Senere skal vi til gallapremiere på Ole Bornedals 1864 i DR’s koncerthus. En tv-serie til 173 millioner kroner, inspireret af Buk-Swientys bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.

Vi taler om det måske lidt groteske, at nationen i disse dage diskuterer en 150 år gammel krig mere end det faktum, at vi i sidste uge gik på vingerne i Mellemøsten. Men det hænger sammen, fastslår han. Han slutter f.eks. altid sine foredrag med at vise billeder af danske soldater, der er faldet i Afghanistan.

»Krig handler altid om mennesker,« siger han.

Og om blod. Jeg mødte Tom Buk-Swienty på Syddansk Universitet i 2006. Vi delte kontor. Han underviste i den »lange journalistik«. En dag ankom en rullevogn, med gulnede bøger. Handbuch der kriegschirurgischen Technik bind 1-4 af Friederich van Esmarch. Udgivet i 1877. Hvad har det med den lange journalistik at gøre? Tom Buk-Swienty grinede dengang – det gør han gerne – og forklarede, at han var i gang med sit livs længste journalistiske projekt. Om Dybbøl. Han er journalist og cand.mag. i historie.

»Nu vil jeg helt ind i den krig, og denne håndbog er skrevet af en mand, der var feltlæge under krigen i 1864. Man kan jo ikke skrive en bog om Dybbøl uden at studere de mindste, blodige detaljer,« forklarede han.

300 HF-studerende venter i Aarhus. Tom Buk-Swienty vil have tilhørerne til at opleve, at krig ikke er et computerspil, men »kød og blod«, som han siger. Meget blod. Ordstyreren, den 39-årige lærer Klaus Daugaard, lyttede intenst til Buk-Swientys fortælling om soldatens krig og om, hvordan krige får deres eget utilsigtede liv. Fortællingen om veteranen Jens, der var med det første hold i Irak. Han fik fortalt, at han ville blive modtaget med åbne arme og blomster, »men i stedet blev der skudt på os«. En befrielseskrig endte som en blodig besættelse. Det gik ikke som forudset, og soldaterne og de civile betalte prisen.

Klaus Daugaard er dansk veteran fra Bosnien og Kosovo. »Den historie kunne jeg i den grad genkende,« sagde han, da vi tog afsked.

I bilen reflekterer Tom Buk-Swienty videre om krigene, der hænger sammen – tager hinanden.

»Krige får deres eget liv. De får altid uforudsete konsekvenser. Vi ville formentlig ikke have haft Islamisk Stat uden den anden Irak-krig. Afghanistan er stadig en rodebutik.«

Krig er også et redskab

Vi kører tilbage. Tom Buk-Swienty får sms’er fra journalister, der vil have hans kommentar til den debat, som tv-serien 1864 allerede har sat i gang. Historikere mener, at serien ligefrem forfalsker historien om Dybbøl. Politikere anklager serien for at misbruge 1864 til politisk propaganda. Serien indeholder nemlig også en nutidsfortælling om søsteren til en dansk soldat, faldet i Afghanistan.

Tom Buk-Swientys Dybbøl-bog har inspireret serien, og han har været seriens historiske konsulent. Han ved godt, at han nu risikerer at blive klemt flad mellem Ole Bornedals værk og kritikerne af det. Som osten i den cheeseburger, vi spiser på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj. Som historiker skal han have pinlig orden i papirerne. Som journalist og forfatter skal han på denne baggrund sikre, at hans fortælling bliver nærværende. Han har valgt at gøre det ved at prioritere krigens menneskeskæbner – soldaternes, de pårørendes, politikernes. Men krig er ikke kun en fortælling om skæbner, siger han.

»Jeg er vokset op med fodnoter og pacifisme, men er ikke så naiv, at jeg afviser krig som et redskab. Jeg synes bare, at det i orden at påpege og dokumentere, at når man går i krig, får man blod på hænderne ... egne hænder og andres. Der er gået 150 år siden Dybbøl, og vi diskuterer stadig den krig. Jo mere vi fortæller, jo større historisk interesse kan vi måske opmuntre til. Det er da ikke så dårligt – heller ikke at historikere har forskellige fortolkninger af kildematerialet – vel?«

En historisk nødvendighed

Tom Buk-Swienty er ikke i tvivl om Bornedals værk:

»Ole Bornedal er kunstner, og kunstneres bidrag til den historiske dimension er vildt vigtige. De kan og skal ikke være absolut historisk korrekte, men de bidrager med en ny dimension.«

Bornedal vælger for eksempel at portrættere konseilspræsident Monrad som en mand på galskabens rand.

»Han var rent faktisk maniodepressiv, og han stod midt i en vild national beruselse. Nicolas Bros fortolkning af Monrads indre kampe med sine dæmoner er fantastisk. Den er muligvis helt forkert. Men det kan heller ikke afvises, at den rammer plet. Det finder vi aldrig ud af. Det er fiktion, og hvis den kan skabe interesse og nysgerrighed for historien om Dybbøl, er det da fantastisk. Det er jo det, kunst skal: inspirere og sætte tanker i gang,« siger Buk-Swienty.

Han nævner som et eksempel Picassos Guernica-billede.

»Det er ikke virkelighed, men en stor kunstners fortolkning af den. Det abstrakte kunstværk hang som Minerva-reproduktion i tusinder af danske hjem, hvor det bidrog til interesse og samtale om den spanske borgerkrig!«

Og det behøver ikke engang være ’fin kunst’. F.eks. blev hans egen interesse for Karen Blixen skabt, da han så Meryl Streep og Robert Redford i Out of Africa.

»Filmen digtede vildt videre på historiske kendsgerninger og stemninger. Men den satte mig i gang, og jeg har lige afleveret andet bind af bogen om Karen Blixens far!«

Den store fortælling

Vi skilles og mødes igen om aftenen i DR-Byen over pindemadder og høje glas. Snakken går livligt – også om den debat, der tager til før premieren. Tom Buk-Swienty er netop blevet adjungeret professor i historie på Syddansk Universitet og han afparerer stilfærdigt kritikken og udtrykker sin respekt for de kritiske historie-kollegers faglighed, selv om han undrer sig lidt over, at de, der tilhører en stand, som sætter en ære i grundighed, ikke venter med deres kritik, til de har set alle otte afsnit. For sæt nu, at der ligefrem er en pointe med de friheder, Bornedal tager sig, som man først forstår til sidst? Hvem bliver så de første faldne i denne nye slesvigske krig?

Instruktør Ole Bornedal er på scenen i Koncerthuset knapt så stilfærdig:

»Historien er altid i bevægelse. Også 1864, som stadig – den dag i dag – får lektorale nullermænd til at blæse ud på gulvet fra nede under sofaen, når man åbner vinduet og laver gennemtræk. Og det er godt. Det fortæller os, at hvis man vil have den absolutte viden, så kan man indhente den gennem mange vinduer. Ikke kun ét,« lyder budskabet.

Tom Buk-Swienty har brugt hele dagen – og uger og måneder – på at fortælle om, hvordan Dybbøl skabte et Danmark, der indad vandt, hvad udad tabtes, og hvor tusind års store kriger-fortælling blev erstattet med den lille smukke historie om pragmatisme og fredelig velfærds-færden. Han har kun en bekymring for den tv-serie, som hans bøger inspirerede til:

»Er vi klar til den store fortælling, når vi er opdraget til den lille?«

Information anmelder første afsnit af ’1864’ i mandagsavisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Malan Helge
  • Niels Mosbak
  • Carsten Mortensen
  • Morten Kjeldgaard
  • Dorte Sørensen
  • Rasmus Knus
  • Bjørn Pedersen
Espen Bøgh, Malan Helge, Niels Mosbak, Carsten Mortensen, Morten Kjeldgaard, Dorte Sørensen, Rasmus Knus og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Krig er djævelskab.
Desværre har flere af de omtalte i artiklen ikke fattet det endnu.

Tom Buk-Swienty :
»Jeg er vokset op med fodnoter og pacifisme, men er ikke så naiv, at jeg afviser krig som et redskab. ... «

Christel Gruner-Olesen, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Det minder mig lidt om den artikel, "Vi er på vej mod et dement samfund", Politiken bragte den 5. oktober, samt en (mere politisk og amerikansk-centreret) podcast udsendelse, der ligeledes bragte historieundervisning og den politiske brug af historien på banen (Dan Carlin's "Common Sense" afsnit 281 - "Controlling the Past". (gratis på iTunes) ).

Og netop den med at "Danmark jo bare er et lille land" er jo netop et narrativ, vi har vænnet os til igennem mere end et århundrede. Jeg tror dog bestemt ikke at vi er begyndt at se os som en "krigernation", men vi er ihvertfald ved at gøre op med den gamle narrativ om at "lille Danmark" der da ikke kan have nogen indflydelse på resten af verden. Tror man at man alligevel ikke har nogen indflydelse, vil man være tilbøjelig til at være ligeglad med den (formodede ikke-eksisterende indflydelse), så tror man at man gør, kan det anspore til stadig interesse i hvordan Danmark påvirker omverdenen.

Og så var det iøvrigt ellers en fornøjelse at læse artiklen. God afslutning.

Og det er et træls projekt. Underlig tilbøjelighed at dyrke et 150 år gammelt nederlag.
DF strømningen i samfundet går igennem rygmarven på dette projekt.

Bjørn Pedersen

*stadig størrere interesse, skulle der have stået.

(Information burde måske lade sig inspirere af Slate.com's kommentarfunktion, navnligt den tidsbegrænsede redigering).

Bjørn Pedersen

@Hans Hansen
At dokumentere er vel ikke lig at "dyrke".

Og når et nederlag har medvirket til at forme den måde flere senere generationer af danskeres historieundervisning, historiebevidsthed, nationale bevidsthed (nu du nævner DF) og kulturelle identitet, så er det vel ikke så underligt netop at påpege det nederlag som en væsentlig begivenhed?

Glimrende artikel - så burde forskellen på historieskrivning og kunst (tv-serier) være slået fast med syvtommer-søm og dermed er det et spørgsmål om ikke at ville forstå - dvs. politiseren.

Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek, Morten Kjeldgaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror desværre, at det er fascinationen af krig, der driver værket.

Hanne Ribens, Christel Gruner-Olesen og curt jensen anbefalede denne kommentar

Hvis filmen 1864 er tro mod historien, så vil den vise os alle den danske magtelites ligegyldighed overfor ofrene for deres beslutninger...

... og det er i marxistisk sammenhæng en nødvendighed for, at forstå hvilke mekanismer i samfundet der svigter, og dermed forstå hvor fredsarbejdet skal sættes ind.

http://www.fredsvagt.dk/

Anne Eriksen, Per Torbensen, Niels Engelsted og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Bjørn,

det var sgu ikke selve nederlaget, men de radikales sejre i historieskrivningen, kulturlivet og over skolevæsenet - umiddelbart efter nederlaget var folk flest i Danmark ganske revanchistiske - men de radikale vandt kampen om historien, en dominerende stilling i kulturlivet og skolevæsenet, hvorefter defaitisme, kvasipacifisme og anationalt hysteri i en forloren rationalisme blev promoveret med held i Danmark - og fejrede sin største succes med Danmarks demonstrative hurtige underkastelse den 9. April - til stor skade for Danmarks ry og rygte, hvad har konkret betydning for vores sikkerhed.

Lars R. Hansen

Der er rigtig mange nationer, der har fået værre bank end Danmark i 1864 som ikke gik i udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk fosterstilling i små hundrede år.

Mads Kjærgård

Det var da ikke tyskerne, der påtvang os den krig eller? Var det ikke november forfatningen, der brød med Londonprotokollen? Og således gav tyskerne moralsk og legitimt grundlag for at anvende militærmagt?

Sabine Behrmann, Peter Knap, Malan Helge, Niels Mosbak, curt jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Det var tyskerne, der angreb Danmark, men Danmark brød rigtig nok den af stormagterne vedtaget Londonprotokol II, hvad tjente som påskud for det tyske angreb på Danmark og annekteringen af Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvad skam også var et eklatant brud på fredsaftalen, der hverken var moralsk eller legitim blot udtryk for magt er ret.

Lars R. Hansen

Men det er radikal historieskrivning, at Danmark med novemberforfatningen
nærmest tvang tyskerne til at angreb Danmark og annektere hertugdømmerne.

Mads Kjærgård

"Der er rigtig mange nationer, der har fået værre bank end Danmark i 1864 som ikke gik i udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk fosterstilling i små hundrede år."

Tror også at det er en myte på et eller andet plan, men vi indså vel, at vi havde tabt det våbenteknologiske kapløb, (nå ja, og så kunne tyskerne vel relativt nemt have taget København, og der bor politikerne jo, som jo så også skyndte sig at bevillige penge til Københavns Befæstning. Så der fik de squ nok en skræk i livet, og kan hænde de kommer til det igen, når først de kommer i lag med nogle, der er i stand til at slå igen) Hmm, ja vi kan alle huske Fogh på tv, da indvandrer ungdommen herhjemme gav sig til at antænde containere, så var cigarføringen ikke så høj længere. Men at slå børn og kvinder ihjel i fremmede lande for USA, det tør vi godt!

Dana Hansen, Peter Knap, henrik hansen, Niels Mosbak, Bjarne Bisgaard Jensen, Andreas Trägårdh og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Hvornår kan folk dog forstå, at der IKKE var noget, der hed Tyskland før den 1871! Bismarck forenede dette år alle staterne i de det Tyske Forbund til et egentligt Tysk Kejserrige. Preusserne og Østrigerne var det....

Anne Eriksen, Sabine Behrmann, Peter Knap, Niels Engelsted, Malan Helge, Bjørn Pedersen, Peter Ole Kvint, jens peter hansen, Christel Gruner-Olesen, Thomas Rasmussen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Mads,

klart nok, der gik efter Als panik i København, men faktisk have den danske flåde overlegenhed, så tyskerne kunne ikke (på daværende tidspunkt) tage København - forresten ville tyskerne have tabt slaget om Als stort, hvis vi havde haft lidt krigslykke og den overlegne danske flåde havde grebet ind i tyskerne overgang, hvad kunne have fået betydning for fredsslutning og grænsedragningen.

Karsten,

men der var sgu tyskere før 1871.

Ja, ja, ja - men det var altså Bismarcks Preussen, der sammen med Østrig angreb os (sådan cirka). Der fandtes ikke noget Tysk Kejserrige før 1871! Og dengang var man ikke tysker i Holsten og i Schleswig, man var enten Schleswiger eller Holstener. Og sådan som jeg lige husker det ville hverken Holsten eller Schleswig ind i et Tysk Kejserrige, domineret af Preussen. Og af Jernkansleren, Bismarck!

Karsten,

Preussere, holstenere, sachsere, bayere og alle de andre VAR/er (også) tyskere!
Bismarck skabte sgu ikke Tyskland/Deutschland/Germany/Allemagne...... Det var der hele tiden. Men han samlede det (meste) i en stat, hvilket er noget andet, som mange desværre løber sur i.

Europa er heller ikke lig med EU, hvor gerne nogle end vil lade som om. Både det og europæerne var der faktisk længe før (helt uden stat eller union)!

tyskerne vel relativt nemt have taget København, ...
Russerne havde aldrig tilladt tyskerne magten over indsejlingen til Østersøen.

Den "overlegne danske flåde" bestod at et panserskib med en uduelig kaptajn. Næppe nok til at holde en preussisk-østrig/ungarnsk hær på potentielt en halv million mand stangen. Var der ikke noget om at Tysken nåede helt til Ålborg? Nogle frygtede at Danmark blev delt: Jylland og Fyn blev tysk, Sjælland svensk. Og det var vist Bismarck der afviste Chr IX's føler om at lade Danmark blive en slags tysk/prøjsisk lydstat. Det er en fascinerende historie.

Anne Eriksen, Dana Hansen, Grethe Preisler, Hanne Ribens, Karsten Aaen, Malan Helge, Niels Mosbak og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det var novemberforfatningen der gav Preussen legitimitet til angrebet. Danmark mod Preussen og Østrig. Man behøvede vel ikke at være bagklog for at se at dette aldrig kunne gå godt, men man håbede selvfølgelig på at Frankrig, England og Rusland ville komme DK til hjælp. Resultatet kender vi og slesvigholstenerne blev preussere, måske mod deres vilje, men efterhånden med fuld musik, med undtagelse af de stædige sønderjyder i nord. Sårfeberen fra Dybbøl, som Herman Bang kaldte det, har hærget lige siden, i alle til fælde for dem som har skullet forklare hvorfor vi lagde os ned i forhold til Tyskland indtil 1945 og nu er i krig alverdens steder. Da man afholdt mindedag på Dybbøl Banke her i år med dronningen, statsministeren og andre politikere blev det fuldstændigt ignoreret af DR, som lod TV-Syd om at sende til bonderøvene derovre. Man havde jo en serie i baghånden og det er jo også meget mere virkeligt end en lille høj og en gammel mølle.
Det var de universitetsuddannede ministre der mistolkede de faktiske forhold, minder det ikke lidt for meget om situationen lige nu ?

Ahistoriske journalister

Hvorfor ofres de mange penge ikke på en mere korrekt historisk fortælling end dette forfalskede og forlorne pladdernationalistiske journalistmakværk om krigen 1864 - Folkeudgaven - den mest dramatiske historie i Sønderjylland kan levere drama nok til flere TV-serier …

Næppe en seriøs dokumentation eller historieskrivning med det litterære journalistiske grundlag, som nævnt, men en rendyrket kommercialisering med følelsesporno, som efterlader danskerne lige uvidende om denne nationale katastrofe …

Seertallet søges optimeret med endnu mere 'X-faktor' og 'Melodi Grand Prix' - kulturelt junk og pengespild med baggrund i påståede ’nye dimensioner’ hentet fra et par underlødige bøger, hvor forfatteren ikke engang har været i stand til at holde historiske personer ude fra hinanden – kildekritik er åbenbart ikke noget man bruger på forlaget Gyldendal, som i 2010 fik tilsendt denne grausame Salbe fra en seriøs historisk interesseret sønderjyde, der er vokset op for foden af Dybbøl Banke -

Kære Gyldendal: jeg vidste det egentlig godt, mit vand havde for længst fortalt det. I går var jeg på Sønderborg Slot for at købe en bestemt bog, den havde man imidlertid ikke fået hjem endnu og så faldt mit hvileløse blik desværre på journalist Tom Buk Swienty og hans Dommedag Als med alle disse flotte anmeldelser på smudsbindet, 1 udgave, 2 oplag.

Allerede ved første gennembladring faldt jeg over gårdejer Henrik P. Hansen på Dybbøl Mark, side 83ff, der åbenbart havde skrevet dagbøger, dog ikke nævnt i litteraturlisten. Han var nu ikke gårdejer, men gårdforpagter under grevskabet Reventlow og født 1823, en storebror til Christen Hansen født 1825, senere ejer af gården Nørremølle Men det værste af det hele er, at på side 85 bliver Henrik forvekslet med sin nevø, den senere danskhedens frontkæmper og den sønderjyske politiker i den prøjsiske rigsdag, Hans Peter Hanssen-Nørremølle, søn af ovennævnte Christen, rigtig nok født 1862, og der bliver, igen uden kildehenvisning, refereret fra H. P. Hanssens: Et Tilbageblik, bind 1, Barndom og Ungdom..

Hvordan kan denne utilstedelige eliminering af en sønderjysk ’frihedskæmper’ slippe forbi historieekspertisen på forlaget, bogen fremstår ikke som et troværdigt bidrag til sønderjysk historieskrivning, men Gyldendal kunne jo rette fadæsen med næste oplag af ’Dommedag’.

Bogen havner nok ulæst i reolen – den led for øvrigt den skæbne, at blive solgt videre, noget som aldrig er sket tidligere fra nærværende bogsamling - og ’Slagtebænken’ har jeg ikke fået større lyst til at investere i - vandet havde talt …

I nærværende artikel sammenligner forfatteren sig så gud hjælpe mig med Picasso - det kan næppe blive mere patetisk vandet ...

Anne Eriksen, ulrik mortensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Lasse Johansen skriver - " umiddelbart efter nederlaget var folk flest i Danmark ganske revanchistiske".

Det kan gerne være, men hvad ville man tage revanche med - kaste pinde efter tysken?

Den danske landhær var stort set elimineret af en numerisk og teknologisk overlegen fjende.
Hele kampen om hertugdømmerne, som Danmark bragte over sig selv, kom til at handle om at undgå at den danske landhær blev udslettet, noget som de danske generaler var udmærket klar over, mens krigsministeren i København, der befandt sig på tryg afstand af begivenhederne vidste bedre.

Dana Hansen, Karsten Aaen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar

Det er dog utroligt hvordan et TV-show, et underholdningsprogram, kan skabe uro og murren.

De damer og herrer, dette er Game of Thrones, version DK!

Og så er der ingen af jer der har set den endnu, så alt jeres "viden" om indhold og form af den er i bedste tilfælde sekundærkilder. I morgen aften efter første afsnit er vi allesammen klogere.

Joen Elmbak, Lone Sæderup og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar

Udfra en materialistisk historieopfattelse, og en deraf følgende analyse og forståelse, helt frem til idag, af magteliternes tankegang, grådighed og kynisme, ville en historisk behandling af 1. verdenskrig, have været langt mere interessant, end de bedrøvelige kendsgerninger om uduelige politikeres skyld i nederlaget i 1864 ...som altså får lov at overskygge 100 året for 1. verdenskrig. Det bliver navlepillende kedeligt.

...også som en optakt til 100 året for Den Russike revolution i 2017. Men den skal vel også forbigås i tavshed.

Dana Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen og Q Eight anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Nu var der hersker, som skulle have afprøvning af sit nye militær. Så er det bare at finde en grund til at afprøve det. Og det blev så tilfældigt Danmark, som blev prøveklud.

jens peter hansen

Danmark fik faktisk en ny hærlov i 1867, en lov der gjorde hæren langt mere effektiv og som skulle bruges hvis der kom et opgør mellem Preussen og Frankrig. For en gangs skyld holdt de klogeste af politikerne igen i 1870 og vi blev ikke fedtet ind i Napoleon d. 3. s fald. Dette ville formentlig ellers have været finis Dania.

Lars R. Hansen

"Den "overlegne danske flåde" bestod at et panserskib med en uduelig kaptajn. Næppe nok til at holde en preussisk-østrig/ungarnsk hær på potentielt en halv million mand stangen. "

For det første bestod den dansk flåde ikke af ét panserskib - Østersø-eskadren, der var til rådighed ved slaget om Als, bestod af 15 større skibe og en mængde mindre heraf flere moderne panserskibe/batterier med skruefregatten SJÆLLAND af NIELS JUEL-klassen som flagskib - og var på enhver måde de tyske flådestyrker overlegen.

For det andet ville selv en potentiel hær på 500.000 tyskere, tyskerne havde kun omkring 80.000 mand indsat, komme til kort over for den danske flåde - når den halve million mand mødte den danske flåde i robåde og transportpramme eller på pontonbroer - det behøver man næppe være nogen stor militær militærstrateg for at kunne begribe.

For det tredje var orlogskaptajn Hans Peter Rothe, der som chef på panserbatteriet ROLF KRAKE havde kommandoen over den danske flådestyrke, der var afsat til forsvaret af Als, ikke uduelig, hvad vi har en kommissionsdomstols afgørelse for.

Og så var det forresten ikke nogen tysk lydstat Christian IX foreslog Danmark skulle være, men at Danmark kom med i det tyske forbund, hvad Bismarck klogeligt ikke var interesseret i.

Lars R. Hansen

Mosbak,

man havde nok tænkt sig, at man først skulle anskaffe sig noget moderne artilleri, der mindst havde samme kadence og rækkevide som Krupps - og en alliance med en stormagt - hvad ikke var en umulighed.

Desuden var den danske strategi sund nok - med flankestillingerne og søherredømmet - der naturligvis krævede stillingerne var bragt i ordentlig stand, hvad politikerne dog havde undladt, ja, undladt at træffe de mest åbenbare krigsforberedelser, der kunne havde medført et bedre resultat, hvad man naturligvis ikke skulle gentage.

Men det også ligegyldigt - pointen var at befolkningen ikke lod sig slå ud af nederlaget - og det først var langt senere - med de radikale sejre - at Danmark blev kujoneret og selvnedlandende.

Det er meget få film, tv-serier, dokumentarfilm m v , der er loyale over for historiske facts ( eller andre facts ).

Tingene skal sælges for at investeringen og et eventuelt overskud kan hentes hjem, og det gøres bedst ved at "snyde på vægten" og "pynte / forbedre" på, hvad der rent faktisk er realiteterne.

Og kritik af "snyderet" afpareres ofte med , at der er tale om "kunstnerisk frihed", eller med noget i retning af, at sandheder altid er subjektive - det subjektivt sande er altså i disse tilfælde objektivt forkert.

Uden dette "snyderi" ville f eks mange fortrinlige krigsfilm om f eks 2. verdenskrig og drama-dokumentarer o s v aldrig være blevet lavet.

Jo mere kunstnerne "tvister" historien og facts - jo vigtigere bliver det, at seriøse fag-historikere og journalister sikrer og dokumenterer et lødigt kildemateriale , der er tilgængeligt for alle interesserede .

Lars R. Hansen

Med de bedste historiske dramaer - er dem som arbejder med de historiske facts fremfor mod dem - som en historiker bemærkede i berlingske.

ellen nielsen, Lone Sæderup og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Lasse Johansen
Man har historisk set nærmest "fejret" nederlaget i 1864, som en national/etnisk sejr. Hvad det da også er, hvis man er nationalist, da resultatet jo blev at Danmark blev den etnisk homogene stat, som den nationale historieskrivning - indtil den mere kritiske historieskrivning vandt frem - så som et nationalromantisk ideal. Og hverken den radikale (hvis du mener kulturradikale) eller marxistiske historieskrivning, har da ingenlunde været den dominerende i skolevæsen og kulturliv før 1960'erne.

Niels Engelsted

Lasse har selvfølgelig ret, vi manglede bare lidt mere held, så havde vi vundet over Prøjserne på Als. Det samme kan iøvrigt siges om vores nedtur i Afghanistan, med bare lidt mere held...

Men heldet var der ikke, som Morten Olsen plejer at sige, og vi var endda så gode og havde sådan fortjent at vinde.

Michael Kongstad Nielsen

Ved lov af 6/6 1867 blev Københavns volde sløjfet, da byen var propfuld med mennesker. De krigeriske folk fra Højre mente ikke længere, at hele Danmark kunne forsvares, men København måtte overleve for enhver pris, så fra 1886 startede danmarkshistoriens største fejlinvestering i form af byggeriet af Københavns land- og søbefæstning. I 8 år tappede det statskassen for gigantiske summer, som regeringen ikke havde flertal for, men som det lykkedes Estrup at få igennem med henvisning til grundlovens § 25, hvorefter der "i særdeles påtrængende tilfælde" kunne udstedes provisoriske love. De forskellige fløje i partiet Venstre kunne ikke enes om andet end ikke at gøre noget. De 8 års byggeri forhindrede etablering af moderne velfærdsydelser såsom sygekasser, alderdomsforsørgelse, social bistand. Befæstningen blev nedlagt ved lov i 1920 uden nogen sinde at være kommet i brug.

Mihail Larsen, Grethe Preisler, Dana Hansen, Per Torbensen, Karsten Aaen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

Jeg glæder mig utroligt til at se Ole Bornedals TV-drama på baggrund af krigen 1864. Alene dét, at Pia Kjærsgaard har stemplet den som "et makværk" er et solidt kvalitetsstempel i mine øjne.

Fri os nu for al det pladder om "historisk korrekthed". Nogle få borgelige historikere kan ikke komme sig over at TV-serien ikke er en filmet Ph.D. afhandling. Navnlig Rasmus Glenthøj, som gerne vil være personen der udlægger 2. slesvigske krig for danskerne, har været harsk i sin kritik. På Radio 24syv harsellerede han især over, at Bornedal har slået flere politiske personer sammen til én, i dette tilfælde DG Monrad, som skulle repræsentere op til syv personer. Gud være lovet vi ikke skal slæbes igennem et Glenthøjsk persongalleri. Seerne ville falde fra i stimer.

I Radio 24syv (AK 24syv, den 6. oktober) hånede Glenthøj ligeledes Bornedal for at:

"indskrive en indvandrervinkel i '1864'-fortællingen som ikke heeelt har noget med fortiden at gøre, for at sige det mildt. Mig bekendt fandtes der ingen sigøjnere i Danmark i 1864, de kom først rigtigt til landet i 1870."

Dette narrativ er øjeblikkelig blevet adopteret af Pia Kjærsgaard, endda ordret. Måske Glenthøj skulle holde sig til det nittende århundredes historie. Der har levet sigøjnerne i Danmark siden 1500-tallet.

I det hele taget lyder det rigtig spændende at Bornedal har valgt at fremstille en parallelhistorie med nutidig krigsproblematik, nemlig Afghanistan-krigen, og sammenholde den med 1864-krigen. Sorgen over de faldne, og den menneskelige konsekvenser for familien og de nærmeste, er de samme nu som altid. Jeg har læst begge Tom Buk Swientys bøger, og jeg glæder mig til at se '1864'!

Niels Engelsted

Michael, når vi taler om nytteløse og illusoriske projekter som Dannevirke og Vestvolden, og tag gerne Maginotlinjen med, som jeg netop har besøgt, så kan vi også nævne det kommende køb for 30 milliarder kroner af krigsfly beregnet til brug mod indbildte fjender. Som de andre hvide elefanter vil heller ikke de være til mindste gavn mod virkelige trusler som Ebola og klimaændringerne, men helt sikkert gøre indhug i vores sociale velfærd, børneinstitutioner, skoler, sundhedsydelser og ældreomsorg.

Espen Bøgh, Hanne Ribens, Anne Eriksen, Thomas Borghus, Christel Gruner-Olesen, Dana Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Morten Kjeldgaard har åbenbart et ret snævert kvalitetsbegreb – hvad en historisk ignorant som Pia Kjærsgaard stempler som ’makværk’ må således være ensbetydende med et kvalitetsprodukt – så vi ser frem til Mortens egen recension af ’Konstrukt 1864’ om lidt udsendt i ’masse TV’ for ahistoriske postmoderne antiintellektuelle, der garanteret lider af glosuppe med kikboller …

1864 i børnehaven

Og alt imens de åbenbart særlig vidende kommentanter diskuterer de faktuelle historiske tildragelser i 1864, sikkert mest sakset fra Google, får ungerne i en lokal børnehave på Bjerget en omgang historiefortælling uden substans – ’en god soldat er en sund soldat’, lærer ernæringseksperten og fysioterapeuten docerer, at ’bevægelse og ordentlig kost er vigtig – både for soldater og små børn’ …

Så angriber rød stue og grøn stue de voksne ude i gården – og sidstnævnte må naturligvis hurtigt give op over for den første højrystede angrebsbølge – Tyskerne bliver de kaldt, men det fik pædagogen hurtigt rettet til prøjserne, samtidig med at hun kan fortælle, at det egentlig var danskerne selv, som var skyld i nederlaget i 1864 …

Gad vide, hvad ungerne fik ud af den omgang pædagogik? - Braue dæk!

Lars R. Hansen

Bjørn,

du må revidere den opfattelse - den radikale defaitisme og de radikale anationale strømninger vandt indpas langt tidligere - og den radikale historieopfattelse var dominerende fra 1890 med Erslev, Munch, Rubin, Arup og Friis som nogle af de væsentligste radikale historikere, der fuldstændig dominerede dansk historieskrivning og udfærdigelsen af lærebøger fra universitetsniveau og ned - og endvidere fra Zahle og frem med alliancen med Socialdemokraterne haft afgørende indflydelse på kultur- og skolepolitikken - ja, først fra omkring 1970 fik strømningen hård konkurrence fra de marxistiske strømninger på de højere læreanstalter, i medieverden og kulturlivet.

Og så var der sgu ingen nationale, der fejrede Danmark tabte urdansk land til tyskerne.

Niels E.

Sagen er den, at dansk sejr så afgjort var mulig i slaget om Als - den tyske overgang var en risikabel operation, der med den danske flådes indgriben meget vel kunne være endt i tysk nederlag med store tab af liv og vigtigt overgangsmateriel - men krigslykken var ikke med os.

Og så giver det ingen mening at sammen ligne med vores indsats i Afghanistan - hvor vi ikke har tabt et slag og hvor vi har løst den militære opgave - at fjerne den terrortrussel, der udsprang af Afghanistan gav fjendtlige terrorgruppe husly og beskyttelse - den politisk-civile opgave med at skabe et demokratisk, velfungerede og indbyrdes fredelig afghansk velfærdsstat er så ikke lykkes - men det har heller ikke så meget relevans med situationen omkring slaget om Als.

Forresten virkede Maginotlinjen så godt og afskærkende på tyskerne - at tyskerne omgik den - at en befæstningslinje omgås bør man ikke lægge den til last.

Kongstad,

det passer ikke, at Københavns befæstning ikke kom i anvendelse - den blev bemandet under første verdenskrig, da Danmark opretholdt et troværdigt og væbnedede neutralitetsforsvar - hvor det som bekendt lykkedes os at holde Danmark ude af krigen - mens vi ved anden verdenskrig blev besat som følge af SR-regeringen stort set havde lykkes med at få afvæbnet Danmark - og højlydt meddelt omverden, at Danmark ikke ville sætte sig til modværge ved angreb.

Morten K.

Sigøjnergrupper har rigtig nok tidligere end 1864 været på besøg i Danmark, men er blevet smidt ud igen - og i 1864 var der, som Glenthøj anfører, formodentlig ingen sigøjnere i Danmark - og i hvert fald ingen kilder, der kan bære sådanne blev overfaldet og voldtaget.

Jan,

det lyder som en rigtig fin børnehave med nogle rigtigt fine pædagogmedhjælpere har det nok været.

Bjørn Pedersen

Weis, du mener måske, at det er "pædagogisk ukorrekt" at gøre opmærksom på at der ikke eksisterede en stat kaldet Tyskland før 1870?

Niels Engelsted

Lasse, du ved forhåbentlig, at terrortruslen, som vores danske tropper befriede os for, inden de trak sig ud fra deres befæstede pindsvindestilling, var ren indbildning? Eller måske rettere, noget der var beregnet for de tosser i Danmark, der tror på alt, som forsvarsministeren og udenrigsministeren fortæller i fjernsynet.

Espen Bøgh, Jan Bisp Zarghami og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Når man der så megen viden,
om 1864 - krigen,
ville jeg nok hellere se den så dokumentarisk som muligt!

Men vi får se, hvad den byder på af historieforfalskning,
dog forhåbentlig kun lidt kuntnerisk frihed!

1. Holsten har aldrig været urdansk. Det har altid været del af det tyske rige. Hvad der jo var en del af problemet.

2. Det kan godt være at den danske flåde stærkere end den prøjsiske. Men Als sund er 8 km lang, 500 m bred og 8-10 m dyb. Hvilket betyder at navigationsmulighederne der er meget begrænsede. Hvilket betyder at den var fuldstændig dækket af det prøjsiske artilleri, "under the gun" som det hedder. Hvilket betyder at Rolf Krake meget hurtigt ville været Rev Krake i stedet for. Det samme for den skyld resten af flåden. Jeg henviser til Christian VIII og Gefion.

Bjørn Pedersen

Lasse, der var en grund til at jeg satte fejre i gåseøjne. For en nationalist er etnisk homogenitet et ideal. Det Danmark nationalromantikere dyrker, er jo ikke Danmark af "fordums tid", men det "lille, etnisk homogene, harmløse, og hyggelige Danmark".

Hvad i alverden er der radikalt/kulturradikalt over Erslev? Og på hvad baserer du at han skulle have været "anational". Jeg sidder her med Bernard Eric Jensens "Historie - Livsverden og Fag", som brugtes i faget "historieteori" da jeg læste historie på AAU. Her modsiger BEJ dig direkte når han skriver:

"Det samfundsteoretiske nøglebegreb hos Erslev var "folket", og på det punkt videreførte han den nationale tilgang og betragtede "det danske folk" som omdrejningspunktet for en danmarkshistorie".

Med Arup medgiver jeg dog at du har ret i, at han var radikal og at jeg også tog fejl mht. perioderne. Men han og andre radikale dominerede ikke historieskrivningen akademisk, kulturelt, og i skolevæsenet. Det jeg læser nu i bogen nævnt ovenfor, er at med Erslevs død udfoldede der sig lidt af en faglig strid mellem Arup og hans støtter og en national "identitetspolitisk" historiker ved navn La Cour. En strid, der medførte tab af prestige for historiefaget (i Danmark), og at identitetspolitisk historieskrivning røg i unåde - ikke fordi Arup vandt striden, men pga. ingen ville indblandes i den daværende strid.

Lars R. Hansen

Niels E.

Kan vi ikke gemme dine konspirationsteorier - om Al-Qaeda slet ikke var i Afghanistan og derfra udvirkede terrorangreb mod os - til nogle andre tråde?

Thomas Holm

Det var ikke Holsten vi kæmpede om, men Slesvig - Holsten ville vi gerne af med, mens vi ville have den demokratiske grundlov til at omfatte det urdanske Slevig - det troede jeg ikke nogen var i tvivl om.

Og flåden kunne skam godt operere i Alssund - hvad den da også gjorde - og vores panserenheder var ganske tolerante over for den tyske artilleribeskydning, men tysk infanteri i robåde var knap så tolerante over for flådens beskydning eller vædring - læs evt. denne korte beretning:

http://www.navalhistory.dk/danish/Historien/1848_1864/Rolf_Krake_Als_186...

Bjørn,

at historieprofosser Erslev var radikal - ja, det tilskriver jeg primært hans virke som en betydelig radikal kraft i dansk historieforskning og formidling - og så blev han forøvrigt da også opstillet til folketinget for det radikale venstre, hvad også kunne antyde han var radikal.

At de radikale strømninger i perioden var dominerende i historieskrivningen og skolepolitikken - det ses blandt andet ved de lærebøger, der blev brugt ved KU og andre niveauer helt overvejende fulgte den radikaletradition og var forfattede af radikale historikere - fx. P. Munchs historebog til gymnasieniveau.

Som sagt, en del af problemet. "Up ewig ungedeelt" enten begge eller ingen.

Og som din kilde selv siger, Rolf Krake var til ingen nytte.

Sider