Læsetid: 14 min.

Hvor det nøgne, sårbare menneske gemmer sig

I sin nye film, ’Stille hjerte’, stiller Bille August vigtige spørgsmål om menneskets forhold til døden. Det mener den danske instruktør er en af hans store opgaver, og med hver ny film forsøger han at trænge dybere ind i de hemmelige kamre, hvor det nøgne, sårbare menneske gemmer sig
Bille August fortæller, at han indimellem sniger sig ind i en biograf for at opleve sine film sammen med et publikum. ’Man kan mærke på åndedrættet i salen, på stemningen, om publikum er med eller ej. Især de steder i filmen, der også er morsomme – om de forstår det. Når de gør, er det belønningen på en eller anden måde,’ siger han.

Bille August fortæller, at han indimellem sniger sig ind i en biograf for at opleve sine film sammen med et publikum. ’Man kan mærke på åndedrættet i salen, på stemningen, om publikum er med eller ej. Især de steder i filmen, der også er morsomme – om de forstår det. Når de gør, er det belønningen på en eller anden måde,’ siger han.

Sigrid Nygaard

30. oktober 2014

Det er de stille eksistenser – helt almindelige mennesker – der interesserer Bille August. Det er dem, han ynder at lave film om, og ser man tilbage på hans efterhånden ganske omfattende værk – 16 spillefilm plus det løse – er det et af de gennemgående temaer: Hvordan reagerer et almindeligt menneske, når det havner i en ekstraordinær situation?

»Det er tit det, der er den gode historie,« siger den danske instruktør, da vi sidder over for hinanden i hans og hustruen, skuespilleren Sara-Marie Malthas, kridhvide hus med udsigt over Øresund.

»I bund og grund har det noget at gøre med, at min identifikation ligger hos de stille eksistenser. Dem, der ikke råber allerhøjest. Og der har den ligget lige siden Honning måne (debutfilmen fra 1978, red.). Det er sikkert en rød tråd.«

En tråd, man også genfinder i Bille Augusts nye film, dramaet Stille hjerte, der snart har dansk premiere.

En kærlighedshistorie

Stille hjerte handler om en aldrende kvinde, Esther (Ghita Nørby), der er uhelbredeligt syg, og som for at få en værdig død i forståelse med sin mand, Poul (Morten Grunwald) – der er læge – har besluttet at tage livet af sig selv, inden hendes krop holder op med at fungere. I den weekend, hvor Esther skal dø, inviterer hun og Poul deres to voksne døtre, Heidi (Paprika Steen) og Sanne (Danica Curcic), og deres familier på besøg for at sige farvel. Men døtrene er slet ikke så afklarede omkring Esthers beslutning, som de selv og moren troede, og weekenden går ikke som planlagt.

»Temaet var interessant,« siger Bille August om filmen, der har manuskript af Christian Torpe (manden bag blandt andet tv-serien Rita), og som instruktøren lod sig overtale til at lave, fordi den stiller vedkommende spørgsmål.

»Det er vigtigt, at vi i samfundet diskuterer, om vi skal hjælpe mennesker til at afslutte livet på en værdig måde. Og jeg synes, at temaet blev fint berørt igennem den her familiehistorie – hvordan de forskellige familiemedlemmer reagerer i en meget akavet situation. Frem for alt oplever jeg det som en kærlighedshistorie. Alle vil jo det bedste for Esther, men ud fra forskellige forudsætninger. I virkeligheden vil de jo livet alle sammen og have, at hun skal blive bare et minut, en time, en dag længere. Men der viser sig en vis egoisme undervejs – måske også hos moren, der har besluttet sig for at tage sit liv. Er det en egoistisk handling eller ej? Det rejser en masse spørgsmål, og uden at jeg på nogen måde har villet lave en debatfilm, synes jeg, at det har været vigtigt at belyse emnet indefra.«

Et tikkende ur

Da Stille hjerte begynder, har familien været igennem de – formoder man – svære og grådkvalte diskussioner om Esthers beslutning, og alle synes umiddelbart afklarede. Det er de dog ikke, og tiden er ved at løbe ud. Det giver filmen en indre spænding, den ikke ville have haft, havde den taget fat i familien tidligere.

»Vi overvejede den mulighed, at ingen af dem vidste, hvad der skulle foregå, når de samledes,« siger Bille August om nogle af de diskussioner, Christian Torpe og han har haft om historien.

»At Esther fortalte dem det der, og at man så deres reaktioner. Men det gav en bedre historie at fortælle det på en anden måde. At de allerede ved det, når de kommer, at det fra starten er akavet, og at de prøver at få det bedste ud af det, selv om nedtællingen er gået i gang. Der er hele tiden et tikkende ur, og det handler om, hvordan de prøver at håndtere den utroligt vanskelige beslutning, moren har taget.«

Lys og mørke

Stille hjerte er en film om døden, men den er også en livsbekræftende film, og for Bille August var det afgørende, at han fandt den helt rigtige balance mellem netop lys og mørke. Det gjorde han gennem arbejdet med hovedpersonerne.

»Det vigtige har været at give hver karakter en mangfoldighed, at det ikke blev endimensionale karakterer, men at de fik liv og sjæl og derved også blev til rigtige mennesker,« siger han.

»Det er lyset i filmen. De er oppe imod det her frygtelige, der skal ske, men der er så megen dybde og kærlighed i hver person.«

Han er stille et øjeblik.

»Det, der har været den største udfordring, har været at undgå enhver form for sentimentalitet. Jeg vidste godt, at vi bevægede os på en knivsæg hele tiden. Jeg har måttet tage en beslutning om, hvor niveauet for alting skulle ligge, både i det filmiske udtryk, i manipulationen af følelserne og i skuespillet. Man kan gå alle mulige veje, men man må prøve at finde et niveau, der er sandt i det her univers.«

’Så snart vi prøver med film at blive internationale eller bevidst forsøger at tale til et større publikum, så mister filmen sin sjæl. Jo mere dansk en film er, jo mere skandinavisk vi laver film, jo mere internationale er vi. Jo mere italiensk en italiensk film er, jo mere international bliver den også,’ siger Bille August.

Sigrid Nygaard

Instruktøren som dirigent

Bille August sammenligner filminstruktøren med en dirigent, der skal forsøge at få et symfoniorkester til at spille den samme melodi på den rigtige måde og med den rigtige rytme og styrke.

»Hvor lægger man niveauet i udtrykket? Hvor sofistikeret kan man tillade sig at være i forhold til publikum? Det er noget, jeg virkelig bruger meget tid på,« siger han.

»Det er en mavefornemmelse, og det begynder allerede på manuskriptstadiet. Man forsøger hele tiden at raffinere udtrykket og prøver at ekskludere det, som gør, at det bliver sentimentalt eller overtydeligt. Skuespillerne, fotografen, de andre filmarbejdere og jeg – vi skal lave den samme film. Det skal spille sammen det her. Man er som en dirigent, der skal lytte til alle instrumenterne og få det til at lyde rigtigt. I forhold til skuespillerne ser jeg på, hvilken funktion de enkelte karakterer har i historien. De må ikke stjæle fra hinanden. Spillerne kommer med hver sit udgangspunkt, og det er så mit job at sørge for, at de spiller samme melodi. Det er en orkestrering. Det fælles udtryk skal være den grundfølelse, som publikum sidder tilbage med, og som kun film kan give. Det er det, man husker, når man har set en film. Det er det, der er filmens magi. Det er det, kun film kan.«

Og Bille August arbejder hele tiden på at raffinere sit filmsprog og gøre sig så forståelig som muligt, mens han samtidig prøver at »gøre det mere subtilt og sofistikeret i persontegningen og relationsdramaet«.

Den gode historie

Filmens og fiktionens magi opdagede Bille August allerede som barn, når han flygtede ind i sin fantasiverden og skrev små skuespil og iscenesatte teaterforestillinger.

»Det er på en eller anden måde det, jeg har raffineret i mit voksenliv,« siger han.

»Jeg kan huske, at jeg som barn fik sådan en lille filmfremviser, hvor jeg kunne køre en strimmel film frem og tilbage. Det var en eller anden tåbelig farvefilm, der varede halvandet minut. Men jeg var så fascineret af den magi, at det bevægede sig, og der skete noget, og det har siddet i mig siden da.«

Det var dog til at begynde med fotografiet, der trak i den unge Bille August, der som 17-årig blev optaget på Christer Strömholms fotoskole i Stockholm. Men der manglede noget, og han skiftede først til filmfotografiet – og stod bag kameraet på en halv snes film – og siden instruktørgerningen.

»Der var noget i fiktionen, som jeg godt kunne lide. At man kunne beskrive mennesker og fortælle noget om deres tilværelse, som man ikke kan registrere i det virkelige liv i den koncentrerede form, som et fotografi er. Hændelser sat i et forløb giver et vist indblik i den menneskelige psyke. Og så kan jeg godt lide dramaet og det at skabe en nødvendighed. Det er virkelig noget, der ansporer mig – at kunne skrue tingene sammen, så der er noget på spil hele tiden, som der skal være i godt drama. Og den gode historie. Det er vigtigt.«

Det nøgne menneske

Arbejdet som filmfotograf kom Bille August til stor nytte, da han begyndte at instruere film – ikke mindst forstod han at begå sig på en filmoptagelse – men faktisk var det allerede, da han studerede fotografi, at det gik op for ham, hvad det var, der virkelig interesserede ham ved den kunstneriske proces og billedmedierne.

»Richard Avedon (berømt amerikansk fotograf, red.) var gæstelærer på fotoskolen, og her for nylig var der en fin udstilling på Louisiana af hans portrætter,« siger instruktøren.

»De forestiller mennesker fra alle samfundslag og kulturer og af alle nationaliteter, men når man studerer billederne, er det på en eller anden måde det samme ansigt, man ser. Richard Avedon kunne nå om bag facaden, og han gik dybere og dybere ind i portrættet af det enkelte menneske. Og det var stort set det samme menneske hver gang. Jeg tror, at jeg søger det samme i mine film.«

Og det er det, Bille August kalder ’det nøgne menneske’. »Når man skræller alting væk, når man ind til det nøgne menneske. Det er også derfor, at det er fascinerende, hvis man i en fortælling, i begyndelsen af en film, kan sætte et menneske på nulpunktet. I Pelle Erobreren ankommer to mennesker, far og søn, til et nyt land. De er på nulpunktet. Det er det nøgne menneske, og derfra begynder historien. Også i Stille hjerte er familien på et nulpunkt, da den mødes den sidste weekend. Hvad sker der så? Det er fascinerende, og rent dramaturgisk giver det en enorm spænding og en skøn bevægelse og fremdrift i historien.«

Hemmelige menneskekamre

En af filminstruktørens store opgaver er at stille spørgsmål, mener Bille August.

»I hvert fald ser jeg det som min opgave,« siger han.

»Som instruktør kan man give sjæl og hjerte til nogle komplekse situationer. Jeg stiller spørgsmålene, og så må det være op til vore politikere og professorer og eksperter at komme med statistikkerne og alle svarene. Det er ikke min opgave. Jeg prøver at nå endnu dybere ind i de hemmelige menneskekamre. Hvad jeg for eksempel ved om den mentale tilstand i Kina, Italien og Amerika, ved jeg fra de vidunderlige kinesiske, italienske og amerikanske film, jeg har set. Film kan fortælle noget om dagliglivet og folkesjælen i et samfund, og det er, synes jeg, storheden i film.«

Deraf følger også, at den danske filmmager får fortalt noget om livet og sjælen i Danmark og Skandinavien i de film, han har lavet i herhjemme og i Sverige. Han har dog endnu ikke fundet ud af præcis, hvad det er.

»Det vil jeg blive ved med at forske i. Det er sjovt og spændende at dykke ned i, hvad det specielt danske er. Jeg har nogle ideer, jeg arbejder lidt på ... Men så snart vi prøver med film at blive internationale eller bevidst forsøger at tale til et større publikum, så mister filmen sin sjæl. Jo mere dansk en film er, jo mere skandinavisk vi laver film, jo mere internationale er vi. Jo mere italiensk en italiensk film er, jo mere international bliver den også. Jeg er interesseret i relationer mellem mennesker. Det er altid i relationerne, man begynder at forstå det inderste i mennesket. Det er der, jeg kan sige noget om danskheden. Jeg vil ikke pege fingre ad nogen. Jeg prøver at se mangfoldigheden, diversiteten i hvert enkelt menneske, og at give det så mange nuancer som muligt.«

Dybde og mangfoldighed

Men i bund og grund er mennesker ’bare’ mennesker, ligegyldigt hvor i verden de bor, understreger Bille August og siger, at jo mere han har forsket i mennesker, jo mindre forstår han.

»Det er også skønheden i det. Samtidig synes jeg – og det kan godt være, at det lyder modsætningsfuldt – at jo mere man ser på mennesker, jo større er lighederne. Det er derfor, vi kan identificere os med personer i kinesiske film og italienske film. Og det er måske det, der gør, at de gode film, som er sande og oprigtige, beskriver en slående lighed.«

Jeg spørger ham, om han kan se sig selv i de mennesker, han fortæller om – om hans film er en slags selvportrætter.

»Det er det sikkert,« siger han. »Jeg sidder i øjeblikket og skriver på Lykke-Per (udviklingsroman af Henrik Pontoppidan, red.), som jeg forhåbentlig snart skal lave, og jeg genkender da utroligt mange ting af mig selv i ham, især i min ungdom. Det ambitiøse menneske, som har et enormt forbrug af både det ene og det andet. Jeg kan godt genkende mig selv i ham, og jeg tror, at man generelt som instruktør eller forfatter skal kunne genkende sig selv i karaktererne, også selv om man er uenig med dem, netop for at de skal få en dybde og en mangfoldighed.«

Publikums åndedræt

Gennem sin snart 40 år lange karriere har Bille August vundet både en Oscar og Den Gyldne Palme (for henholdsvis Pelle Erobreren og Den gode vilje), men især i de seneste 15-20 år er det gået op og ned med anerkendelsen fra både kritikere og publikum. Ikke mindst de store internationale og engelsksprogede produktioner, han har lavet en del af, har haft det svært – med en vis ret, indrømmer instruktøren, når det gælder for eksempel thrillerne Frøken Smillas fornemmelse for sne og Return to Sender – mens de danske og skandinaviske produktioner ofte har klaret sig bedre. Man fornemmer, ikke overraskende, at Bille August her har følt sig på hjemmebane.

Med årene er han blevet mere hårdhudet, når det kommer til kritikerne og pressens reaktioner og hårde domme, men det er heller ikke længere filmpriserne eller anerkendelsen, der er det vigtigste for Bille August. (Og så skal det siges, at hans film på verdensplan faktisk sælger mange billetter.)

»Hvis man kan formå at skabe stemninger og vække følelser og få publikum til at reflektere ikke bare over det, der sker på lærredet, men også deres eget liv, er det det hele værd,« siger han.

»Det er i virkeligheden det, det går ud på. Jeg kan godt lide at skabe de momenter, hvor publikum får en følelse af, at det kun er dem selv, der er vidne til det, de ser på lærredet. At det kun er den enkelte, der kan regne pointerne ud; ikke personen ved siden af i biografen. Den følelse af intimitet.«

Instruktøren fortæller, at han indimellem sniger sig ind i en biograf for at opleve sine film sammen med et publikum.

»Man kan mærke på åndedrættet i salen, på stemningen, om publikum er med eller ej. Især de steder i filmen, der også er morsomme – om de forstår det. Når de gør, er det belønningen på en eller anden måde.«

Nysgerrighed og livslyst

Bille August er 65 år gammel – han bliver lige straks 66 – og er med andre ord ganske tæt på pensionsalderen. Han har dog ikke tænkt sig at trække sig tilbage, tanken ligger han endog meget fjernt, og ud over arbejdet med Lykke-Per forbereder han lige nu en amerikansk film, 55 Steps, et drama med Helena Bonham Carter, Vera Farmiga og John Goodman i hovedrollerne, som han snart tager til USA for at optage.

»Da jeg skulle lave Stille hjerte, prøvede jeg at finde ud af, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg pludselig fik en dødsdom og kun havde en uge tilbage. Om jeg så også ville bede nogen om at hjælpe mig med at dø,« siger han.

»Men jeg kan slet ikke forestille mig det. Jeg tror, at det er en beskyttelsesmekanisme, vi har som mennesker, at vi ikke kan forestille os, hvornår og hvordan det skal ske. Heldigvis. Det er noget, vi skubber væk. Det er også en modenhedsting. Unge mennesker, især mænd, tror ikke, de skal dø. Det er også derfor, at man kan sende dem i krig som soldater. De er ikke modne nok til at tænke tanken. Men når man bliver ældre og får børn, kommer der et helt andet bevidsthedsniveau. Så vil man leve for dem. Jeg har otte børn. Jeg har altid forestillet mig, at jeg på et eller andet tidspunkt vil være mæt af dage og tænke tilbage på et godt liv og føle mig forløst og være klar til at dø. Men det er fantasi. Det har ikke noget på sig overhovedet. Jeg synes, at tanken er rædselsfuld. Jeg elsker livet så meget.«

Et opmuntrende møde

Derfor opsøger Bille August heller ikke bevidst sine tidligere film. Når han så en gang imellem ser en af dem, får han øje på alle de ting, han gerne ville have gjort anderledes. Det kan godt være svært.

»Åndernes hus blev vist i fjernsynet for ikke så længe siden, og det gør ondt at se den, fordi jeg bare sidder og tænker: ’Hvorfor pokker var det der med? Hvorfor gjorde jeg ikke det der anderledes?’ Hver film repræsenterer jo et stadie i mit liv. Zappa og Tro, håb og kærlighed er lavet på et tidspunkt, hvor jeg havde et utroligt behov for at fortælle om min egen ungdom, og den generation, som i 1950’erne og 1960’erne var med til at skabe hele teenagekulturen. Jeg ville ikke have lavet dem i dag, men dengang var det vigtigt for mig.«

Han holder en pause.

»Og så kom Pelle Erobreren, som udsprang af, at mit forhold til min egen far var så belastet. Her var en historie, som beskrev et forhold mellem far og søn, der var så smukt, og en far, der gav betingelsesløs kærlighed til sin søn. Det var enormt vigtigt for mig at beskrive det på det tidspunkt i mit liv. Når jeg genser mine film, tænker jeg på de stadier i mit liv. Og selvfølgelig også En sang for Martin, der er, jeg vil ikke sige en mere moden film, men en film, som beskriver kærligheden mellem mennesker oppe i årene. Og som jeg ikke kunne have lavet, da jeg var yngre.«

Bille August fortæller, at da han for to år siden lavede en film i Portugal, Night Train to Lisbon, mødte han mødte den nu 105-årige filmskaber Manoel de Oliveira, som stadig laver film. Det var et meget opmuntrende møde.

»Er det ikke fantastisk!? Og Polanski er 80. Det er også noget mentalt. Jeg kan godt forstå, hvis man bliver træt og ikke gider mere. Men jeg synes jo, at det er vanvittigt sjovt, både at lave film og livet i det hele taget. Jeg prøver at være så åben og fordomsfri som muligt og bevare min nysgerrighed og livslysten. Når man mister det, så tror jeg, at man synker ind i sig selv og lever i fortiden og med minderne. Det er jeg ikke i nærheden af. Der er hele tiden nye projekter og små børn på halvandet år og en helt ny familie.«

’Stille hjerte’ har premiere den 13. november

Kom til forpremiere på ’Stille hjerte’ med Information. Det foregår i Grand Teatret på tirsdag den 4. november kl. 18.30. Bagefter kan man opleve Bille August, Christian Torpe og Ghita Nørby i samtale med Christian Monggaard. Billetter kan købes her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Malmgren

Den film lyder så interessant, at jeg faktisk har lyst til at se den og jeg er ellers ikke meget for danske film. Men da jeg er alvorligt syg, så gør jeg mig indlysende også nogle tanker om døden.

Michael Kongstad Nielsen

Og jeg mener, at han skulle have holdt fast i egne årer, fremfor at falde for den internationale virak, der udfoldede sig efter Oscar-belønningen. Den internationale film-magi passer ikke til herren psyke, så hvorfor lade sig indrullere i dette pengeværk. Og hvorfor filmen om den underskønne hustru til P. S. Krøyer på Skagens sønderstrand?
http://www.kunstnyt.dk/krosprin.htm
Ren pjat.

Søren Kristensen

Alle film, ja, al kunst er på en eller anden måde et selvportræt. Skrev jeg allerede før jeg havde læst artiklen og så er det jo bare fint, at den giver mig ret. Eller at de giver mig ret, for der jo tale om to artikler: en om den nye film Stille Hjerte og en om Bille Augusts karriere.

Henrik Brøndum

Er noegenheden nu blevet en fast fase som de modne mandlige filminstruktoerer skal igennem? Foerst Joergen Leth og nu Bille August? Der maa skrives nogle phd-afhandlinger!

Michael Kongstad Nielsen

Det flotteste var "Den gode vilje", synes jeg. Tyst, nordisk, fuld af kontrolleret temperament og kærligheds prøvelse, - han fik en omfavnelse af mesteren, Ingmar Bergman, som tak, måske mere værd end en Oscar.

Vibeke Rasmussen

… og "Honningmåne"! Sammen med "Den gode vilje" er det, efter min mening, det bedste, det mest ægte gribende, han har lavet.