Læsetid: 9 min.

På sporet af et tabt liv

Patrick Modiano, dette års modtager af Nobels litteraturpris, er en forfatter, der formår at bringe læseren tættere på virkelighedens menneskelige gåder, netop fordi han ikke med sin forestillingsevne postulerer at løse dem. Modianos kunst og hans respekt for den erfaring, der ikke lader sig dele, består i at tøve på tærsklen til de fremmede liv, skriver Jens Christian Grøndahl i et essay om Modiano
Patrick Modiano møder pressen på sit forlag Gallimard i Paris, efter offentliggørelsen af, at Modiano får Nobels Litteraturpris 2014.

Charles Platiau

17. oktober 2014

Er forfatteren bundet af sin erfaring eller kun af sin forestillingsevne? Det er ikke bare et æstetisk spørgsmål. Den alvorligste udfordring i anden halvdel af det tyvende århundred blev ikke, om der kunne skrives digte efter Auschwitz, men om der kunne skrives om Auschwitz, og hvordan. Over for romantikkens og modernismens helliggørelse af den suveræne kunstner stod det spørgsmåf om der er stof, man ganske enkelt ikke har ret til. Stof som det, primo Levis og Imre Kertész’ forfatterskaber er gjort af. At de er store forfattere, skyldes ikke, at de har været i Auschwitz, men det giver på den anden side ikke mening at tale om deres litterære kunst uden også at tale om holocaust. De er forfattere, men de er også vidner. På forskellige måder er forpligtelsen til at vidne deres afgørende grund til at skrive. Enhver forfatter, der ikke har været i Auschwitz, og som lader sin roman udspille sig dér, vil sammenlignet med Levi og Kertész uvægerligt komme til at fremstå som én, der vidner falsk.

Der er erfaringer, man ikke kan leve sig ind i, og som kun banaliseres, hvis man forsøger. Holocaust er en af dem. Man kan ikke mindes ofrene ved at sætte sig i deres sted på den begrænsede indlevelses præmisser. Man kan kun ære deres minde ved at standse foran det tomrum, hvor de forsvandt. Markere tomrummets ydre grænse. Fastholde og værne om dette sorte hul i historien, så det ikke dækkes til af glemslen eller af den relativisme, der udvisker bevidstheden om en forbrydelse ved at sammenligne med andre forbrydelser uden skelen til proportioner. Jeg tænker blandt andre på José Saramago, da han sammenlignede israelernes behandling af palæstinenserne med Auschwitz. Måske fortjente han sin Nobelpris, jeg ved det ikke, og efter den bemærkning finder jeg nok aldrig ud af det. Hans litterære meritter kan selvfølgelig ikke måles med hans politiske dumheds alen, problemet er bare, at dumheden fratager mig lysten til at lære ham at kende som forfatter.

Jeg tror allerede, jeg har givet baggrunden for, at jeg ikke har valgt at skrive om en roman af Primo Levi eller Imre Kertész. Jeg kan nemlig kun forholde mig til dem som læser, ikke som forfatter. En forfatter læser for at finde ud af, hvordan man også kan skrive, og som forfatter er jeg ikke i øjenhøjde med de to. Det er ikke en lidelsens adel, der adskiller os, eller den misforståede ærbødighed, som kun kan have gjort dem mere ensomme, end de var i forvejen. Det er erfaringen selv, dens radikale forskellighed, der afmærker grænsen for mit sprog og min forestillingsevne.

Ingen illusioner

I stedet vil jeg skrive om en bog, der både i sin form og i sit udtryk for moralsk engagement har fundet et litterært svar på spørgsmålet om, hvordan man nærmer sig det utilgængelige. Patrick Modiano er født i 1945, og to perioder danner den tilbagevendende historiske baggrund for hans romaner: dels tresserne, hans egen ungdom, dels den tyske besættelse af Frankrig. Han hører til de forfattere, om hvem man kan sige, at deres bøger vokser ud af hinanden som udstrækninger af den samme oprindelige bevæggrund til at skrive.

Frem for den episk gestaltede fortælling foretrækker han at lade sine bøger kredse om et sted, byen Paris, og om erindringen selv i form af et indre blik, der rettes mod fortidens ansigter og miljøer. Det lyder næsten som Proust, men i modsætning til Proust er Modiano enkel, neddæmpet og prunkløs. Hos ham er der ikke tale om at genfinde den tabte tid i sproget og erindringen, han har ingen illusioner. Hans tekster er ikke rekonstruktioner, men udmålinger af afstanden mellem en meditativ iagttager og de livsafsnit og personer, han har mistet forbindelsen med. Der er kun stederne tilbage, det flygtige livs trods alt mere varige kulisser, omend også de er under forvandling.

En af grundene til Modianos store popularitet i Frankrig er hans afsøgninger af den parisiske topografi, og få forfattere har som han forstået at udnytte stednavnenes poesi. De danner deres eget atmosfæreskabende mønster hen over siderne i hans bøger, så navnene selv udløser illusionen om forsvundne kvarterer, ydre boulevarder og søndage i august, for nu at parafrasere et par af hans lakoniske titler.

Igen og igen handler det om personer, som eftersøges eller optræder under skiftende dæknavne, lyssky, rodløse og hemmelighedsfulde. Skyggevæsener på samfundets rand, der flytter fra det ene hotel til det andet, uden fast adresse eller indkomst. Sortbørshandlere, spillefugle, evighedsstudenter eller blot purunge på flugt fra en kærlighedsløs barndom og en voksenverden af fjendtlige autoriteter. Indimellem knyttes en kortvarig forbindelse mellem disse ensomme og kuldslåede eksistenser for brat at blive afbrudt af den indifferente storbys anonyme strøm. Bagefter er der kun de falmende erindringsglimt tilbage, og der er byens kvarterer, som Modianos fortællere gennemstrejfer, og hvor de kan sidde i timevis på en café, fremmede blandt andre fremmede.

Skønt grænsen mellem erfaring og fiktion i Modianos romanunivers er flydende, adskiller Dora Bruder sig fra de øvrige ved, at forfatteren her helt utilsløret optræder som fortæller. I en udgave af Paris-Soir fra 1941 finder han en notits, hvori man efterlyser den femtenårige pige, som bogen er opkaldt efter, datter af M. og Mme Bruder, 41 boulevard Ornano. Med en forskydning, der er karakteristisk for bogen og Modianos form i det hele taget, nærmer han sig indirekte gåden om den forsvundne pige gennem sine egne ungdomsindtryk fra kvarteret omkring boulevard Ornano.

Teksten veksler mellem personlige erindringer og citater fra politipræfekturets og kommunens arkiver, gamle vejvisere, telefonbøger og aviser. Deres rudimentære og upersonlige stumper af information er hans eneste holdepunkter i sin kredsen om det sidste år af en jødisk piges liv. Besættelsens Paris er en verden af truende myndigheder og et net, der strammes ubønhørligt om jø- derne, som overalt i Europa.

Dokumentarisk omrids

Dora stikker af fra det katolske pigehjem, hvor hendes forældre har anbragt hende, i sikkerhed, håber de.

Hun bliver indfanget, stikker af igen, men er kun på fri fod i kort tid, før hun sendes til Drancy, interneringslejren i det nordøstlige Paris, hvorfra hun og hendes forældre sammen med tusinder og atter tusinder af franske jø- der bliver deporteret østpå, »mod ukendt mål«.

Modiano forsøger med sine egne erindringer at forbinde det Paris, han har kendt, med det, der omgav Dora: »Jeg har indtryk af at være den eneste til at knytte bånd mellem Paris dengang og Paris i dag, den eneste til at huske alle disse detaljer. Der er øjeblikke, hvor båndet bliver tyndere og er nær ved at briste, andre aftener synes byen af i går at vise sig for mig i flygtige reflekser bag byen af i dag.«

De overleverede enkeltheder er snart trædesten, snart gåder i sig selv: »Jeg blev hjemsøgt af nogle få detaljers ekstreme præcision: Boulevard Ornano 41, 1 meter og 54 centimeter, ovalt ansigt, gråbrune øjne, kort grå frakke, vinrød sweater, marineblå nederdel og hat, brune snøresko. Og natten, det ukendte, glemslen, tomheden rundt om det hele.«

Hvor arkivernes sparsomme oplysninger slipper op, kan han kun undgå helt at miste hende af syne ved at læse gamle vejrudsigter. Registreringerne af kuldegrader og snefald indgår ligesom byens topografiske kontinuum i det dokumentariske omrids, som Modiano tegner af den forsvundne pige og de fire vintermåneder, hun tilbragte på flugt.

Han finder ud af, at Dora var datter af fattige, indvandrede jøder fra Østettopa. Han taler med en overlevende slægtning, får fat i nogle fotografier af pigen og opsøger det ene arkiv efter det andet, besat af et forehavende, som han ved, er umuligt. Måske er det Doras flugt fra den relative sikkerhed hos nonnerne, som han har lettest ved at identificere sig med, han, der selv som ung flygtede og en tid strejfede omkring i Paris: »Det var beruselsen ved med ét at skære alle bånd over: et brutalt og forsætligt brud med den disciplin, som man bliver underkastet ... Uden tvivl en af de få gange i mit liv, hvor jeg virkelig har følt mig fri og været i trit med mig selv ... Og en sen formiddag hænder det, at himlen er lyseblå, og intet tynger én. Viserne på uret i Tuilerierne er ubevægelige for altid.«

Den nationale skam

Flugtmotivet har større betydning end forfatterens og hans ukendte hovedpersons fælles jødiske identitet. Han forestiller sig ikke, at Dora har skænket det en tanke, at hun var jøde. Det er først og fremmest en klassifikation anvendt af myndighederne; en anonym monolit med magt til at fratage én alt, i sidste ende livet. Modiano hæver ikke stemmen, indignationen holdes i kort snor, men gennem forsøget på at indkredse Doras færden i nogle måneder under Besættelsen opridser han samtidig omfanget af den nationale skam, som udleveringen af de franske jøder efterlod deres landsmænd med.

Bogens moralske styrke består ikke blot i, at den holder sig til at konstatere forræderiet frem for at fordømme det, men også i, at forfatteren så konsekvent forholder sig fremmedgjort og uforstående over for Historien. Den menneskelige virkelighed er en anden end arkivernes, og mærkeligt nok formår han at synliggøre den netop ved pedantisk at citere de bureaukratiske spor af et tabt liv. Politirapporternes gulnede og livløse konstateringer udgør en nødtørftig epik, hvis punkter med indbyrdes afstand udstikker rammerne omkring den historie, som Modiano ikke kan fortælle, blot forestille sig, drømme og gisne om.

Som erklæret forsøg på historieskrivning skiller Dora Bruder sig ud fra Modianos andre tekster. Alligevel er bogen karakteristisk for et forfatterskab, der formår at bringe læseren tættere på virkelighedens menneskelige gåder netop fordi han ikke med sin forestillingsevne postulerer at løse dem. Modianos kunst og hans respekt for den erfaring, der ikke lader sig dele, består i at tøve på tærsklen til de fremmede liv, som kun en fælles fysisk livsverden giver adgang til at forestille sig.

Han finder aldrig ud af, hvad Dora foretog sig de vinter- og forårsmåneder, hun var forsvundet. lngen ved det. Denne »fattige, men dyrebare hemmelighed« har ingen kunnet tage fra hende, heller ikke de kræfter, der ødelagde hende. Kun indirekte, ad omveje, kan han forsøgsvis leve sig ind i den ukendte pige, og identifikationen sker gennem detaljerne, hvad enten det er et signalement af Dora eller hans egne beskrivelser af byens boulevarder og sidegader, dens pladser og metrostationer, dens vejr og navne.

Det er byen selv, der forbinder Modiano og Dora. Sammenfaldet af steder, hvor de med tyve års mellemrum har færdedes og forbundet sig med de samme omgivelser, det samme lys og de samme dufte. Sammenfaldene bliver bogens kompositionsprincip, på én gang dens moralske og kunstneriske pulsslag, når teksten indirekte lader adskilte liv berøre hinanden i kraft af korrespondancer i tid og rum. Deres mønster vibrerer med en slags dokumentarisk patos, den eneste, som denne lavmælte og subtile forfatter tillader sig.

Ikke en roman om Auschwitz

Et sted citerer han Jean Genets roman Miracle de la rose, skrevet i det samme fængsel, hvor Dora en overgang sidder, før hun sendes til Drancy. Mindre end et år adskiller deres ophold, og Modiano tænker på Dora, da han reflekterer over en passage om parisisk slang: »Gule stjerner var blevet påtvunget børn med polske, russiske og rumænske navne, børn, der var så parisiske, at de flød sammen med husenes facader, fortovene, de uendelige nuancer af gråt, der kun findes i Paris. Ligesom Dora Bruder talte de alle sammen med pariseraccent og brugte slangord, hvis bedrøvede ømhed Jean Genet havde fornemmet.«

Modiano har ikke skrevet en roman om Auschwitz. Han har skrevet den bog, han kunne skrive som franskmand, jøde og pariser, født, da krigen sluttede. Kun på afstand kan han skitsere omridset af den historie, hverken han eller nogen anden ville kunne fortælle uden at have været der. Ved ikke at tilsløre sin uvidenhed med sine forestillinger om hende gør han Doras fravær levende.

Som én, der fortsat mangler.

’På sporet af et tabt liv’ er et uddrag af Jens Christian Grøndahls essaysamling ’Den sibiriske måne’, 2013, Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
Niels Roed anbefalede denne artikel

Kommentarer

Patrick Modiano

Havde aldrig hørt eller set det navn før
Men det har jeg nu
Og får stor lyst til at læse ham