Læsetid: 5 min.

Publikum elsker igen finske film

Finsk film er et uudforsket område for de fleste andre end finnerne selv. Men det er synd, mener den finske filmjournalist og kritiker Kalle Kinnunen. I anledning af at Nordisk Råd på onsdag uddeler sin årlige filmpris – måske til Finland – besøger vi en af filmverdenskortets hvide pletter
14-årige Simo bor i Helsinkis slum, hvor det tætteste han kommer på et faderbillede er storebroen Ilkka, der er på vej i fængsel for at afsone en mindre narkodom. Filmen handler om de svigt, der går i arv i familier.
23. oktober 2014

Spørger man sig for, har de fleste mennesker den samme opfattelse af finsk film, som de har af Finland og finnerne: Nordisk tungsind og en vis drikfældighed. Og hvor vi i Danmark måske ikke ofte, men jævnligt kan se både svenske, norske og islandske film i biograferne, så kniber det med de finske film.

Det sker nærmest kun, når Aki Kaurismäki hvert femte år laver endnu et af sine stilfærdigt humoristiske, musikalske og humanistiske dramaer om mennesker nær bunden af det finske samfund. Og det er unfair, mener den finske filmjournalist og -kritiker Kalle Kinnunen, der opfordrer os til at se flere finske film og lade fordommene blive hjemme.

»Ofte handler forventningerne til en finsk film ude i Europa om, hvorvidt det mon er en film i stil med Kaurismäkis, og jeg ved, at en masse finske instruktører og producenter føler, og det er ikke helt forkert, at de lever i hans skygge,« siger han.

International appeal

Kalle Kinnunen understreger, at der er sket meget med finsk film gennem de seneste fem-syv år, men han indrømmer også, at situationen tidligere har været meget slem, både økonomisk og kvalitetsmæssigt.

»I 1960’erne og 1970’erne var det statslige støttesystem politisk, og størstedelen af støtten gik til en lille gruppe filmskabere, som lavede meget kunstneriske film. Nogle af dem blev populære, hvis de handlede om for eksempel Anden Verdenskrig, men de fleste af dem var for svære for et stort publikum, og de var heller ikke gode nok. Vores filmindustri var i en elendig forfatning, og vi mistede kontakten med publikum. Men sidst i 1990’erne skete der et skifte, og det skyldtes blandt andet, at en ny generation af producenter blev færdige på filmskolen, og de havde ikke samme politiske og hardcore kunstneriske prætentioner med i bagagen. Indtil da blev der ret beset lavet meget få gode finske film. Så fulgte en periode på cirka 10 år, hvor tingene langsomt blev bedre, og publikum igen fandt de finske film. Og nu tror jeg, at vi er på vej i en ny retning, hvor der er forskellige måder at lave film på i Finland, og det også er muligt at lave noget, der har en international appel.«

Den unge generation af finske filmfolk er for eksempel ikke lige så bange for at kommunikere med et stort publikum som de tidligere generationer.

»I lang tid ville de fleste instruktører bare gerne være seriøse, og hvis de fik et manuskript til en komedie, forsøgte de at gøre den mere alvorlig, men nu er det ikke længere dårligt at være kommerciel eller underholdende,« siger Kalle Kinnunen.

Finske genrefilm

Der bliver lavet omkring 25 spillefilm om året i Finland, hvilket er lidt flere end i Danmark, og ligesom herhjemme drejer det sig om alt fra populære børne- og familiefilm – for eksempel serien om Ricky Rapper – og folkelige komedier til modne dramaer og regulær arthouse i stil med årets kandidat til både Nordisk Råds Filmpris og en finsk Oscarnominering, Pirjo Honkasalos uhørt smukke Betonnatten.

En af de mere underholdende tendenser i finsk film er, at man ligesom i Norge nu tilmed laver ofte kulørte genrefilm, hvad enten det så er action, gys eller science fiction.

Det begyndte for alvor med en finsk-kinesisk koproduktion, kung fu-filmen Jade Warrior, og det er fortsat med Rare Exports, Iron Sky og senest Big Game, en finskproduceret, delvist amerikansk finansieret actionfilm med Samuel L. Jackson i hovedrollen. Det er film, som sælger billetter i Finland, og som også har succes i udlandet.

Send flere penge

Således spejler finsk films udvikling i nogen udstrækning den udvikling, som dansk film har været igennem i løbet af de seneste 20 år, og som ud over unge og mere modige og udadvendte filmskabere også har forudsat en politisk vilje og masser af støttekroner.

Det finske støttesystem, der varetages af Den Finske Filmfond, minder om det danske med en støtteordning til de kommercielle film og én til de mere kunstneriske. Men den finske stat giver langtfra lige så mange penge til finsk film, som den danske stat giver til dansk film, og det er et problem, når der bliver produceret flere film i Finland, forklarer Kalle Kinnunen.

»Vi får stadig kun cirka halvdelen af den offentlige støtte, som dansk film får (Det Danske Filminstitut får ca. 470 mio. kroner om året, heraf bruges ca. 290 mio. til produktion og udvikling, red.). Men støtten er steget, og de fleste finske filmskabere er ganske glade for støttesystemet, måske ikke støttebeløbet, men hvordan pengene bliver fordelt.«

At støtten trods alt er steget, skyldes, at Finland i 2007 var så heldig at få en filmbegejstret kulturminister, Stefan Wallin, der gerne ville hjælpe finsk film.

»Det var også nødvendigt, fordi den store tv-station, YLE, havde økonomiske problemer, og deres støtte var en af hjørnestenene i finansieringen af finsk film (som DR og TV 2 er det i Danmark, red.),« siger Kalle Kinnunen.

»Da de ikke længere kunne støtte så mange film, var det skidt for branchen. Desuden har vi manglet og mangler sådan set stadigvæk en stærk enhed, hvad enten det er Filmfonden, dens leder eller en anden institution og person, som kan gå i spidsen for finsk film og kæmpe for at få flere penge fra staten.«

I en liga for sig

Endelig mangler der ifølge Kalle Kinnunen også den ene film eller instruktør – en slags messias – der kan overbevise alle os andre om, at finske film er værd at se. Men har man ikke allerede det i Aki Kaurismäki?

»Kaurismäki er i en liga for sig,« siger Kinnunen.

»Udenforstående ser finsk film som Kaurismäki og så nogle få andre ting. Selv betragter vi ham som en stor kunstner, der begaver os med en film hvert femte år. Han arbejder så at sige uden for systemet, bruger skuespillere, der ikke er blandt de mest populære, og er som regel nået ret langt, før han overhovedet annoncerer sine nye projekter.«

Finner vil meget gerne vide, hvad andre mennesker synes om dem, forklarer Kalle Kinnunen, og derfor betyder det også meget, når en finsk film klarer sig godt i udlandet.

»Branchen venter på, at en eller anden viser verden, at vi ikke kun er Kaurismäki, og publikum venter på, at en eller anden, der kan vise verden, at finner kan finde ud af at lave film. En af de film, man fæstnede stor lid til, var en film baseret på Udrensning, en roman af Sofi Oksanan. Men den havde stort set ikke premiere i udlandet. Det er ellers en ret god film. Big Game har lige haft premiere på filmfestivalen i Toronto, hvor den fik gode anmeldelser. Den er det absolut modsatte af Kaurismäki, og den knytter der sig nu store forventninger til.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu