Læsetid: 5 min.

Et rædselsrockkabinet i nyt sort

Samarbejdet mellem den 71-årige katastrofe-crooner Scott Walker og drone metal-bandet Sunn O))) viser sig at være et ægteskab skabt i en grum himmel. Alt imens drone metal-pionererne i Earth trives anderledes konservativt saliggørende med deres nye gæstevokalister
Kultur
20. oktober 2014

En tyrepisk synger brutalt gennem mørket og rammer sit bytte. Kirkeklokker bimler sørgmodigt. Et rædselskabinet med stroboskoplys og sirener åbner sig om ørerne på dig. Et rovdyr knurrer dybt og olmt et sted inde i mørket.

Soused – engelsk for syltet eller hønefuld – hedder samarbejdet mellem den 71-årige katastrofe-crooner Scott Walker og drone metal-bandet Sunn O))), og det er et ægteskab skabt i en grum himmel. Lige så åbenbart som uventet finder disse sære skabninger i den musikalske åbenbaring helt lydefrit sammen. Walker synger deklamatorisk betonede lommeoperaer for en rådden modernitet til lyden af Sunn O))), der gasser op for deres blodtørstige karburatorer i slow motion.

Allerede i 2009 kontaktede bandet Walker for at få ham til at medvirke på deres album Monoliths & Dimensions. Fire år senere vendte Walker tilbage og foreslog, at de lavede et album sammen, som han havde skrevet med Sunn O))) i tankerne. Og voila, her står vi så – i en tyk blodig suppe af menneskeligt fordærv, i psykopati, død og ulykke. I et værk, der ikke kommer til at blive easy listening i supermarkedet i andet end Bizarro Worlds omvendte verden.

»A beating would do me a world of good,« synger amerikanske Scott Walker på åbningsnummeret »Brando«, hvor han kravler i den afdøde mesterskuespiller Marlon Brandos skind og igen bliver gennemtævet af gangsteren Johnny Friendlys bøller i filmklassikeren On The Waterfront.

Korsfæstelse og klimakatastrofe

Og i andre sange: En kvinde gemmer sine børn for Herodes 2014 – den mest berømte Herodes var ham, der i følge Matthæusevangeliet beordrede alle drengebørn på to og derunder dræbt, for at gøre kål på Jesus i en tidlig alder. Der er tæpper af lig, rustninger svejset sammen med menneskehud, korsfæstelse, hud-fetichister med travle knive, fluffere. Der er vistnok en klimakatastrofe, som da bare skal komme an, for vi vil ikke savne bierne eller træerne, som det lyder på »Bull« – måske som i bullshit? Og der er et privathedsproblem på internettet, der beskrives sådan her: »The most intimate personal choices and requests central to your dignity will be sung

Sangene på Soused kan høres som én lang katalogisering af vold og dårskab, af mennesker stangstive på magt, penge, blod, begær. Picassos Guernica, Goyas sorte malerier, måske især Saturn æder sit barn og Gustave Dorés bloddryppende illustrationer til Bibelen bliver bundet stramt om øjnene på en. Alt dét istemmer Sunn O))) med deres jordskælvsrystende drone metal – med lyden af enorme, dybtstikkende mure af elguitarer og synth, der skurrer så ildevarslende, men også så sanseligt berusende. Du skal lægge dig på pinebænken nu og lære at elske din bøddel.

Det er elektriske rovdyr, der blotter deres tænder, og der sker det interessante, at det amerikanske band gør Walkers tunge og langstrakte konstruktioner sexede – på en dyster måde, det siger sig selv, men ikke desto mindre summer det ret så behageligt i skelettet. Alt imens Walker piller det sidste kød af knoglerne.

Samtidig forlader bandet, der altid optræder indhyllet i tøris og kutter, deres monolitiske stil og kaster sig ud i noget så uvant som guitarriff, ja, på »Brando« kan omkvæd-riffet endda lede tankerne hen på Guns N’ Roses’ »Sweet Child O’ Mine«! Andre steder er det trompet, sax, synth eller sværindustri, der hyler skamskudt og sender olme strejflys gennem mørket.

Med Soused gennemfører Scott Walker en yderligere mutation i sin lange og i forvejen bizarre karriere. Fra at have været familievenlig crooner i trioen Walker Brothers ud i de stadig mørkere, men stadig traditionelt smukke tidlige soloværker. Og siden det stadigt mere konsekvente skred ud i en mørk og ufremkommelig musik et sted mellem avantgarde, støj og opera. Og nu: Vel ankommet i et sort læderklædt og morbidt grineren rædselsrockkabinet, hvor Sunn O))) bløder nye former for mesteren – som skabt til at være Walkers nye band. Og det er grumt fascinerende at høre, hvordan de sammen finder et nyt sort i det gamle sort.

Mere tilgængelig

I interviews har Sunn O)))’s ene frontfigur Stephen O’Malley (den anden er Greg Anderson) hævdet, at bandnavnet (ud over at være taget fra guitarforstærkeren Sunn) blev valgt som et ordspil i respons på landsmændene og åndsfællerne i Earth. De to bands har spillet mange koncerter sammen, og der er en Sunn O)))-musiker med på Earths nye 10. album Primitive and Deadly. Det noget ældre Earth kan med deres tungt dronende vidder ses som en slags foregangsmænd for Sunn O))). Men der er også noget andet på spil, ikke mindst med de mere eller mindre tydelige afsmitninger fra blues og country, der strækkes ud over enorme, langsomt afviklede lærreder fulde af tungmetaller.

Primitive and Deadly har frontfigur Dylan Carlson valgt en mere tilgængelig stil. Som en slags Black Sabbath i halvt tempo kuller bandet igennem enorme metalnumre med gæstevokalister på flere numre, hvilket løfter Earth ud af deres nogle gange lige lovlig forudsigelige trick-skab fra rock’n’roll-museet.

De højt tårnende akkorder, der styrter i frekvensernes afgrund igen og igen, kan godt blive lidt traurige med tiden, fordi spændingsopbygningerne virker fortærskede. Men der sker noget, når de to vokalister, Rabia Shabeen Qazi og Mark Lanegan, skiftevis kommer til orde. Sangene får deres egne, besværgende karakterer, ja, en nærmest psykedelisk strøm begynder at sitre gennem dem. Og imens gløder og buldrer bandet i unison vælde, når Carlson altså ikke lige hyler mod præriemånen med sin tårnende elguitar.

Qazi og Lanegan er væsensforskellige fra Scott Walker. De er sangere i en mere traditionel og rockmusikalsk stilistik, og Earths drone metal er langt mere traditionelt tungrocket. Det er en fordel og en ulempe alt efter hvilken fod, man står på. Vil man rystes og ruskes brutalt kærligt i Scott Walker og Sunn O)))’s kunstmusik, der forsøger at flå det bestående i stykker? Eller vil man hengive sig til det vindblæste, men genkendelige kosmos, som Earth forvandler de amerikanske vidder til? Nedrivning eller konservering? I det her tilfælde foretrækker jeg nedrivningen – fordi den kilder så meget i maven på en skræmmende måde.

Scott Walker + Sunn O))): Soused (4AD/Playground). Udkommer i dag.

Earth: Primitive and Deadly (Southern Lord) southernlord.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her