Baggrund
Læsetid: 8 min.

Rock og revolution på storskærm

I Grønland er der langt mellem byerne og endnu længere mellem biograferne. Derfor er dokumentarfilmen om rockbandet Sume taget på tur langs vestkysten – ligesom bandet for 40 år siden selv gjorde det for at vække folket og udbrede budskabet om løsrivelse og grønlandsk selvstændighed
Der er langt imellem biograferne i Grønland. Derfor har Emile Hertling Péronard og Inuk Silis Høegh, mændene bag en ny grønlandsk dokumentar, pakket projektor, plakater, stativ og lærred og genoplivet en gammel grønlandsk tradition: filmforevisning i forsamlingshusene.

Emile Hertling Péronard

Kultur
16. oktober 2014

I Diskobugten dufter luften på én gang tørt og frisk. Her hyler sommersnavsede slædehunde ved spisetid, og sømandshjemmet serverer hakkebøf med bløde løg og brun sovs. Til gengæld har endnu et hus fået brædder for vinduerne, og der kommer først smør om en uge, så grønlandskagen må spises tør. I Diskobugten er man tæt på naturen, men langt fra den næste by. Her er man vant til at se nordlys, men ikke til at se film på storskærm.

»I gamle dage så man altid film i forsamlingshuset i de mindre byer,« siger Inuk Silis Høegh, der har instrueret Sume – lyden af en revolution, dokumentarfilmen om det første band, der spillede rock på grønlandsk. Men den slags filmforevisninger blev droppet i starten af 1980’erne, og nu er det kun biograferne i de tre største byer, der viser film i stort format.

»Men det udgør tilsammen under halvdelen af befolkningen, så hver eneste gang, der bliver lavet en grønlandsk produceret, grønlandsk finansieret film, sidder størstedelen af befolkningen og føler sig holdt udenfor,« forklarer Emile Hertling Péronard, der er dokumentarfilmens producer.

Derfor har de to mænd sammen taget kampen op. Med 84 kg udstyr, syv destinationer og 32 filmvisninger vil de udfordre den kulturelle isolation i et land, hvor byerne ikke er forbundet med veje, men derimod af luft og vand. På en rejse med propelfly, speedbåde, ruteskibe og helikoptere vil de igen samle indbyggerne i de mindre byer om levende billeder.

»Som barn så jeg selv film i forsamlingshuset, og jeg kan huske det der med, at man samledes om at se en film. Og når det endda er en film om at være grønlænder, så tænkte jeg: Den skal man bare have mulighed for at samles om,« siger Inuk Silis Høegh.

For filmen om Sume handler ikke bare om et rockband; den handler om et band, der i 1970’erne var med til at ændre den grønlandske selvforståelse.

Fremmede

I Diskobugten spillede Sume i Aasiaat i 1974. Her sang de om de fremmede. Om myndighederne og deres »forbandede profitjag«. Om undertrykkere og udbytning. Og de sang om et Grønland, der passivt så til, mens danskerne kom og »indførte deres levevis« på bekostning af landets oprindelige kultur.

Bandet var startet af fire unge mænd, der studerede i Danmark, og mens musikken hurtigt blev populær blandt den grønlandske ungdom i København, var der flere forbehold hjemme i Grønland. Debutcoverets afbildning af en inuit, der hoverende vinker med en afreven arm fra den dræbte nordbo, som ligger for hans fødder, var chokerende. Det samme var ord som revolution og løsrivelse på grønlandsk.

Så bandet tog på turné gennem Grønland – den, der blandt andet førte det gennem Aasiaat – ledsaget af den unge aktivist Aqqaluk Lynge, der i politiske taler argumenterede for grønlandsk selvstændighed. På den ene side for at få musikken ud over fjeldene og ind i stuerne, men også for at vække folket og udbrede det politiske budskab, der siden skulle føre til hjemmestyret.

40 år senere, efter at filmen om Sumes historie er gledet over storskærmen i det samme rum, som dengang genlød af politiske paroler, prøver en ivrig, dansk gymnasielærer også at vække et publikum: »Vi forventer, at I har en hel masse spørgsmål, så hvem åbner ballet?«

Luften er lummer på grund af de omkring 150 gymnasieelever, der hænger ungdomsdovent i opstillede plastikstole – misser med biograftrætte øjne og sender teenagetøvende blikke til deres sidemænd. 20-årige Mark Mølgaard melder sig: »De har godt nok tænkt dybt, da de skrev de tekster,« siger han på et lidt tøvende dansk. Han fortæller, hvordan filmen har åbnet hans gråblå øjne for det konstante behov for at definere det grønlandske.

»I gamle dage sagde man, at hvis man ikke kunne ro kajak, så var man ikke grønlænder, og i dag er der mange, der siger, at hvis man ikke kan snakke grønlandsk, så er man ikke grønlænder. Men jeg synes, det er svært at definere det på den måde.«

Den splittelse, som Sume satte ord på i deres tekster, har nemlig stadig klangbund i befolkningen. For den modernisering og danskificering, der i midten af sidste århundrede prægede Grønland, gjorde ikke kun folk fremmede over for dem, der kom udefra, men også over for sig selv og hinanden.

Pengesedler, flag og fremtid

»Der kommer ikke en grønlandsk film hver uge, så når det sker, giver det en stolthed og måske også lysten til at gøre noget selv: Hvis de kan, så kan jeg også,« siger Aminnguak Dahl Petrussen i sit hjem, mens kronprinsparret uddeler deres kulturpris i tv’et.

Hun er selv opvokset i hovedstaden som datter af Sumes ene trommeslager, men bor nu i Aasiaat, hvor hun underviser på gymnasiet. Her oplever hun, hvad det gør, at man i de små byer følger med i mediedækningen af den kulturproduktionen, der strømmer ud fra hovedstaden, når man kun sjældent får del i den selv.

»Der er Nuuk, og så er der resten af Grønland,« siger hun og illustrerer den store afstand ved at udvide mellemrummet mellem sine hænder på bordet. Derfor føler man sig indimellem overset i Diskobugten.

»Den dér tankegang med, at nu er vi blevet glemt igen, den er der altid.«

Og det er et problem, mener hun, når Grønland grundlæggende mangler at finde en fællesskabsfølelse. For mens det i 1970’erne var klart, hvad hensigten var, og hvem der var fjenden, har aftalen om selvstyre og den åbne mulighed for at blive en selvstændig stat fra 2009 nemlig til dels afmonteret den udefrakommende undertrykker. Men hvem kæmper man så imod og for?

»Det handler ikke om et flag eller pengesedler, men om at bygge den grønlandske identitet op og finde en fælles fremtid – hvad vil vi?«

Identitetens tur retur

I Diskobugten er der en, der godt ved, hvad hun vil. Hun hedder Martha Olsen Adelholm, og når hun kommer hjem, vil hun »rigtig græde,« siger hun efter at have set filmen, selvom hendes brilleglas allerede dugger og bliver fugtige. Hun sidder i den lille by Kangaatsiaq i en tom idrætshal, der i dagens anledning er omdannet til en overdimensioneret biograf. Filmen har sendt hende tilbage til dengang, hun studerede på Suhrs Husholdningsskole i København i starten af 1970’erne – dengang Sume var det nye, hvor hun var 20 år gammel og ikke tænkte, at musikken var til andet end sjov og dans. Nu er det gået op for hende, hvad den også kan. Den kan for eksempel minde hende om den splittelse, hun følte ved på den ene side at blive tilskyndet at tage til Danmark for at få en uddannelse, men samtidig hele tiden at være bevidst om, at hun skulle vende hjem igen.

»De sagde: ’I skal tage ud og lære noget, og så skal I komme tilbage igen.’ Og det synes jeg, jeg har gjort. Jeg synes, jeg har gjort, som jeg lovede,« gentager hun som for at overbevise sig selv. Vejen hjem tog nemlig længere tid end uddannelsen og havde også en ufrivillig følgevirkning: »Folk ser meget anderledes på en i sådan en lille by, når man kommer hjem igen.«

Eller som aktivisten Aqqaluk Lynge, der i dag er lige så grå på toppen som Martha Olsen Adelholm, formulerer det i filmen: »Vi var ved at uddanne os på bekostning af vores egen identitet.«

På vej hjem

Den dualistiske bevidsthed har Emile Hertling Péronard også. Han tog ligesom Martha Olsen Adelholm, Aqqaluk Lynge og Sume til Danmark – bare cirka 30 år senere – for at studere, og indtil videre er han blevet. Men arbejdet med filmen om et skift i den grønlandske selvforståelse er også blevet en slags opgør for ham.

»Jeg føler, at jeg på et tidspunkt har vendt landet ryggen. Det tror jeg måske også, man er nødt til at gøre for at finde sit ståsted, når man har denne her dobbelte identitet. Men for mig har der helt klart ligget noget symbolsk i at lave den her film i forhold til at vende tilbage til Grønland.«

Inuk Silis Høegh, der også i lange perioder har opholdt sig i Danmark og udlandet, oplever tilsvarende, at den kamp, der udspiller sig filmen, til dels afspejler hans egen.

»Den kamp for en selvstændig identitet, som filmen portrætterer, har også ligget indbygget i løbet af filmarbejdet for mig personligt. Jeg tror faktisk, vi begge identificerer os med Sumes historie, som nogle, der tog til Danmark for at studere, og så pludselig blev konfronteret med spørgsmålet: Hvem er jeg i verden, når jeg ser mit land på afstand? Så i filmarbejdet har jeg efterhånden tænkt sådan: Vi laver egentlig det samme, vi er også på vej hjem.«

Som rockstjerne og præst

I Diskobugten er man ikke vant til at se film på storskærm, men nu gjorde 1594 mennesker det alligevel. Måske derfor kom mange af dem for sent og måske derfor løb flokke af børn uforstyrret rundt foran skærmen med larmende flyverdragtsben. Måske var det også grunden til, at en lighter vajede på første række i mørket, indtil lyset blev tændt, og at en bedstemor i rullestol kastede mønter mod lærredet, da filmen var slut.

Men det var måske også, fordi folk i filmprojektorens ulideligt klare lys mødte et billede af sig selv, som de har manglet. Som Inuk Silis Høegh siger: »Specielt i den senere tid i Grønland, hvor der har været meget splittelse, har man et lille håb om, at vi snart finder noget, der kan samle befolkningen.«

Og det kunne muligvis være historien om dengang, der faktisk var en sag, der kunne samle befolkningen på tværs af alle grupperinger. En sag, der ikke tog hensyn til, om du kunne sejle kajak eller tale grønlandsk, men simpelthen handlede om, hvorvidt du grundlæggende troede på den grønlandske kulturs overlevelse.

»Det er sikkert lidt blåøjet, men fordi det er så svært for os at komme hen til hinanden i Grønland – og det vil det blive ved med at være – så kan denne her hvide flade, som man kan projicere film op på, måske være med til at samle os, uden at vi nødvendigvis samles fysisk. Filmen kan måske være med til at skabe en følelsesmæssig forståelse, som måske kan skabe et sammenhold i Grønland,« siger Inuk Silis Høegh.

Så når folk i Diskobugten genkender ham og Emile Hertling Péronard på gaden, beder om deres autografer og tager selfies med dem, som om de var rockstjerner, er det måske, fordi de har vist dem noget, de havde brug for at se.

»Jeg tror aldrig, jeg har trykket hånd, så mange gange,« siger Emile Hertling Péronard en aften.

Inuk Silis Høegh nikker: »Man føler sig nærmest som præsten efter en gudstjeneste.«

Turneen varede fra d. 25. september til d. 6. oktober. Information var med i Aasiaat, Kangaatsiaq, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq, men filmen kom desuden forbi Uummannaq, Qaqortoq og Narsaq

Rejsen til Grønland var betalt af Visit Greenland.

Anmeldelse af ’Sume – lyden af en revolution’, som har premiere i dag, på næste side

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her