Læsetid: 4 min.

Taknemmelig for livet

Tirsdag i denne uge døde den store tyske forfatter Siegfried Lenz efter lang tids sygdom
Siegfried Lenz har flere gange sagt, at han var taknemmelig for det liv, han havde haft. Heldet har været med ham, og han har været modig på de rigtige tidspunkter og har truffet de rigtige valg.

Siegfried Lenz har flere gange sagt, at han var taknemmelig for det liv, han havde haft. Heldet har været med ham, og han har været modig på de rigtige tidspunkter og har truffet de rigtige valg.

Maurizio Gambarini

10. oktober 2014

Siegfried Lenz havde været syg i mange år og var stærkt svækket, da jeg besøgte ham en efterårsdag for to år siden i hans skovriderhus på Sydfyn. Han gennemgik strålebehandlinger og havde været igennem flere store operationer. Smerterne var »en fast ledsager«, sagde han.

Men han sagde også flere gange, at han var taknemmelig for det liv, han havde og havde haft. Heldet havde været med ham, og han havde på de rigtige tidspunkter været modig og truffet de rigtige valg. Vel vidende, at han ikke havde længe tilbage at leve i, var han optaget af sådanne eksistentielle overvejelser, ligesom hans seneste bøger kredsede om de store menneskelige spørgsmål snarere end de politiske temaer, der prægede den tidligere del af hans værk.

Tidligt tirsdag morgen i denne uge nåede hans liv sin afslutning. I en alder af 88 år døde Lenz omgivet af sin familie i Hamborg. En nyhed, der fik den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier til at udtale: »En del af Tyskland har forladt os i dag.«

For Lenz selv var det en vigtig pointe, at hans liv kunne være sluttet langt tidligere. I foråret 1945 blev han som 19-årig efter halvandet års værnepligt på en tysk panserkrydser sendt videre til udstationering i Danmark. Få dage senere sænkede engelske bombefly den panserkrydser, som Lenz netop havde forladt. Det blev en formativ begivenhed for ham. Den gjorde det klart for ham, hvor skrøbeligt livet er, og hvor vigtigt det derfor er at turde udnytte det til fulde og gribe de chancer, der opstår undervejs.

Greb chancen

Da Lenz ankom til Danmark kort før krigens afslutning, deserterede han og klarede sig igennem på må og få, indtil britiske soldater kom til landet og tog ham som krigsfange. For Lenz var krigsfangenskabet en god oplevelse. Han fik faste måltider og en madras at sove på, og nogle britiske officerer opdagede, at han var en intelligent ung mand. Han fortalte dem, at han drømte om at studere og engang at lave avis, og de hjalp ham med at få en praktikplads på avisen Die Welt og at blive indskrevet på universitetet i Hamborg, hvor kunne studere filosofi, litteraturvidenskab og engelsk.

Lenz’ job på Die Welt bestod i at finde romaner, der kunne bringes som føljeton i avisen. Men en dag besluttede han at gøre forsøget og selv skrive en roman, der kunne bruges til formålet. Stor litteratur var det vist ikke, men avisens kulturredaktør, der havde været en nær ven af Franz Kafka, besluttede at bringe den. Og på den måde satte han gang i den karriere, der skulle gøre Siegfried Lenz til en af Tysklands mest betydningsfulde forfattere, der solgte 25 millioner bøger, blev oversat til 30 sprog og fik sine samlede værker udgivet i 20 bind.

At tage konsekvenserne

Krigen fik afgørende betydning for Lenz. Hans skulle yde sit lille bidrag til at undgå noget lignende i fremtiden, besluttede han. Som han sagde til mig, da jeg besøgte ham: »Når man har været øjenvidne til krigen – til elendigheden, døden, fortvivlelsen, den enorme nød – så må man tage konsekvenserne. Man kan ikke bare lade det ske uden at blive berørt.«

Et resultat var, at Lenz blev en tro støtte af den socialdemokratiske kansler Willy Brandt, der søgte dialog og forsoning med østblokken snarere end konfrontation. De to blev også nære venner, og Lenz var ligesom Günter Grass med Brandt i Polen, da kansleren ikonisk knælede foran det jødiske mindesmærke for ofrene for Holocaust forud for underskrivelsen af Warszawatraktaten i 1970.

En endnu tættere ven af Lenz blev Brandts efterfølger som kansler, Helmut Schmidt, der i dag er 95 og fortsat er medudgiver af den tyske ugeavis Die Zeit. Til det sidste sås de to så ofte som muligt, nogle gange i Hamborg og ofte på Fyn, hvor Schmidt ankom til huset i skoven med et opbud af sikkerhedsfolk for at besøge sin gamle ven Siggi, som han kaldte Lenz.

Smukt sentimental

Lenz’ gennembrudsværk var romanen Tysktime fra 1968, hvor han går i rette med fortællingen om de mange tyskere, der aldrig sagde fra over for det nazistiske styre, men blot gjorde deres pligt og på den måde støttede regimet. I romanen får en nordtysk landbetjent til opgave at forhindre en ekspressionistisk maler i at udøve sin kunst, fordi det nazistiske styre har nedlagt forbud imod den. Oprindelig har de to mænd været venner, men betjenten parerer ordre, hvor svært det end falder ham.

Senere skete der som sagt en forskydning i Lenz’ værk fra det politiske til det mere eksistentielle. Nok både fordi hans eget liv var ved at rinde ud, men også fordi hans kone gennem 57 år døde i 2006, hvilket efterlod Lenz i en alvorlig livskrise. Tabet behandlede han i den fine lille fortælling Et minuts stilhed fra 2008, der er skrevet i en smukt sentimental, men samtidig ukunstlet prosa. I fortællingen forelsker gymnasieeleven Christian og hans engelsklærerinde Stella sig i hinanden, men hun omkommer pludseligt ved en ulykke. Christian forsøger gennem sin fortælling om Stella at genetablere en form for nærvær, ligesom Lenz vist selv arbejdede med minderne om den kvinde, han havde mistet. Som Christian siger et sted i fortællingen om det umulige og så måske alligevel lidt mulige forsøg på at fortælle det fraværende nærværende: »Det, der er fortid, er trods alt sket og vil vare ved, og ledsaget af smerte og en iboende angst vil jeg forsøge at finde det, der ikke kan bringes tilbage.«

Selv har Lenz afsat sig spor, der netop vil blive stående. Som præsidenten for det tyske parlament, Norbert Lammert, sagde om hans død: »En stor litterær stemme er forstummet, men hans værker bliver hos os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu