Læsetid 8 min.

Hvis tiden kun gik for de andre

Den islandske forfatter og miljøaktivist Andri Snær Magnason har skrevet en børnebog om konger, prinsesser, dværge og ansvarsløse politikere. Ved at bruge myternes metaforer peger han på, at det kan have mytologiske konsekvenser at lægge sig ud med elementerne og håbe, at andre løser de problemer, man selv har skabt
I mere end ti år har Andri Snær Magnason beskæftiget sig med miljøaktivisme og kapitalismekritik. Samtidig har han skrevet digte og adskillige debat- og børnebøger, og de to sider af hans virke smelter sammen.

Kristine Kiilerich

17. oktober 2014

Andri Snær Magnasons bedsteforældre var gletsjerforskere. De kortlagde de islandske højlande og målte snetykkelsen på gletsjerne. Gletsjere er altid i bevægelse. Da de i 1936 tog på bryllupsrejse til en gletsjer bevægede den sig umærkeligt og langsomt mod havet – et meget lille stykke på måske 500 år. »Nu vil nogle af de gletsjere helt forsvinde blot i løbet af levetiden for en person, der bliver født i dag,« siger Andri Snær Magnason. Han er miljøaktivist og en kendt og anerkendt forfatter og debattør i Island – og internationalt. Dagen efter vores samtale i Reykjavik, skal han flyve til Hamburg for at holde en keynote speech om fremtidsperspektiver og klimaproblematik ved en konference arrangeret af ZEIT-Stiftung. Men vi skal tale om hans børnebog Tidskisten, der er nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris.

Eller ikke men. For ham hænger det sammen. I mere end ti år har han beskæftiget sig med miljøaktivisme og kapitalismekritik. Samtidig har han skrevet digte og adskillige bøger, og de to sider af hans virke smelter sammen. »Mine bøger er altid påvirket af det, jeg foretager mig. Fyldt med metaforer for det, der optager mig. Tidskisten handler ikke om klimaproblematikken eller krisen på Island, men nogle af ideerne stammer fra de situationer, og det udvikler sig så videre. Som en omvendt Babuschka.« I Tidskisten er et moderne samfund i krise. Økonomerne taler dystert på tv, og de voksne gribes af panik, men så dukker der et firma op, som tilbyder en vej ud. Det sælger tidskister.

Hvor elementerne raser

Inde i kisten stopper tiden, og man står selv forseglet og forstenet, mens den omliggende verden bevæger sig videre. Kisten kan indstilles til at åbne sig, når man ønsker det, og hovedpersonen Sigruns forældre køber tidskister til hele familien og sætter dem til at åbne sig, når markederne igen er oppe. Snart er der mange, der gør det samme. Lærerne må købe kister, da der ingen elever er tilbage. Lægerne, fordi der ikke er nogen patienter. Bønderne må sætte deres dyr derind, for der er ingen, der køber mad. Derefter vender de sig mod politikerne for at spørge, hvad de skal gøre. Og så køber politikerne også tidskister.

Kirstine Kiilerich

Med humor og lethed flettes det nutidige spor sammen med et fantastisk eventyr om Kong Dimon, der ville give sin smukke datter Ravnetinna evigt liv og skærme hende fra tiden.

Tidskisten er fyldt med referencer til eventyr, sagaer og folklore. Det er en svær disciplin at bruge de virkemidler og historier, der er blevet brugt og genfortalt i generationer – og undgå klicheen og parodien. Det tog da også Andri Snær Magnason et år at komme i gang med den del af historien. Men da han først kom i gang, fandt han, at netop eventyrgenren, sagaerne og gamle fortællinger om Prometheus og Midas er de steder, hvor elementer raser. Hvor mennesker udfordrer guderne, naturen og dimensionerne. Det er i mytologien, at de store spørgsmål stilles og besvares.

»Jeg begyndte på denne bog for seks år siden, og der skete så mange ekstreme ting i Island, mens jeg skrev den. Ting, som vi ikke kunne forstå omfanget af, selvom de var lige for næsen af os. Vi skulle være det rigeste land i verden, vi skulle have de største banker og vi skulle bygge de største aluminiumværker. Alt dette skete, uden at vi gjorde os begreb om, at store beslutninger indebærer store risici. Ved at bruge mytologiens metaforer kunne jeg bedre arbejde med det store perspektiv. Fra myterne kender vi konsekvensen af at lægge sig ud med elementerne.«

Otte dages fængsel

Andri Snær Magnason afbryder sin rolige og afmålte talestrøm. Vi sidder i hans bil og kører rundt i det knudrede lavalandskab, der ligger blot få kilometer uden for hovedstaden Reykjavik. Han sukker og peger ud af bilruden: »De ødelægger lavafeltet for at bygge en vej,« siger han. Ikke vredt eller aggressivt – nærmere desillusioneret. Gálgahraun hedder området, hvor maskinerne nu lægger asfalt. Her stod en af Islands største kunstnere, Jóhannes Kjarval, ofte og malede: De mosbelagte og lyngbevoksede lavaknolde i Gálgahraun var hans yndlingsmotiv. Fremspring og formationer, skygger og nuancer, der ikke bare skaber ét billede, men et mytisk landskab, der næsten er kubistisk. Det er Island i ramme. Området er et af de få bevarede og uspolerede stykker natur så tæt på Reykjavik.

»Ni demonstranter fik i går dom for at protestere mod byggeriet,« fortæller Andri Snær Magnason.

– For at protestere!? spørger jeg. Nu er det mig, der er desillusioneret. »Ja,« konstaterer han, »politiet kom for at bede dem flytte sig, men det gjorde de ikke. Så nu har de fået en dom. De kan vælge mellem otte dages fængsel eller en bøde på 1000 dollar.« Han var der faktisk selv, da politiet kom, fortæller han.

– Men du blev ikke arresteret?

»Nej, jeg skulle hente mine børn fra skole,« siger han og griner det afvæbnende grin, som dukker op flere gange i vores samtale. »Jeg skammer mig lidt over det.«

Men Andri Snær Magnason har protesteret mod den tilsyneladende tankeløse behandling af Islands natur og ressourcer. I 2006 udkom hans debatbog Drømmeland. I hans afdæmpede og filosofiske stil stiller han de spørgsmål, som de industribegejstrede islændinge enten ignorerede eller var for målrettede til at overveje. Det er nøgterne observationer, der vender det givne på hovedet, og trods sin stilfærdighed rejste bogen sønderlemmende kritik af den førte politik og konsekvenserne for klimaet og Islands enestående miljø. Samtidig er Island blot det lille koncentrerede eksempel på en hel verdens tilstand.

Et børnekorstog

Connie Hedegaard har snart sidste arbejdsdag i EU. I den forbindelse bragte DR2 i denne uge Anders Aggers program Indefra med klimakommissæren i centrum. Man følger hende i møder med verdensledere. »Fornemmelsen er, at USA ikke gør noget, før Kina gør det,« siger Connie Hedegaard sådan en passant på et af de utallige møder med sine embedsmænd. Det er den verden, Andri Snær Magnason forsøger at få os til at se anderledes på. En verden, hvor lederne ikke tager ansvaret på sig, men venter på, at andre skal gøre det. Og måske håber, at tiden står stille imens.

Tidskisten er svær at genfortælle kort, uden at den kommer til at lyde forenklet, men historien om Ravnetinna og tidskisterne er meget troværdigt skrevet. Den kan læses som en medrivende og fabulerende fortælling, hvis man nu helst vil ignorere det større budskab, som bogen også formidler. Den undgår behændigt den didaktik, som man er så bange for i børnelitteraturen. Den er filosofisk undersøgende og ikke pædagogisk retningsanvisende.

»Mine bøger har stærke metaforer for nutidige dagsordener, men de er ikke agendabøger. Agenda kan hurtigt komme til at fungere som product placement. Som den store Coca-Cola James Bond drikker, før han sætter sig ud i sin Aston Martin. Hvis historien ikke fungerer, er der ikke noget, der fungerer, men man kan godt forholde sig til store temaer uden at det behøver være en agendabog.« Det er ikke første gang, at han gør det i bøger for børn. I 1999 udkom hans bog Historien om den blå planet, og i februar får den premiere som teaterstykke på Aalborg Teater. Den handler om en planet, der udelukkende er befolket af børn. En dag får børnene på den ene side af planeten mulighed for at beholde solen for altid. Der bliver slået et søm i den, og det går først sent op for dem, at konsekvensen af, at kun den ene side af planeten får sol, er, at den anden ikke gør. På den internationale børnebogsfestival i Reykjavik har Andri Snær Magnason netop talt om, hvordan man fortæller børn om så alvorlige emner som klimaproblematik og global ulighed. For ham fungerer disse fortællinger bare bedst, hvis hovedpersonerne er børn.

»Historien er det centrale, og det narrative fungerer godt for mig, når karaktererne er meget rene. Børnene har ikke en kompliceret fortid eller hverdagsproblemer, som kan forstyrre.«

Det er, som om vi i børnelitteraturen – som i eventyr og sagaer – nemmere kan acceptere, at tilsyneladende komplicerede situationer bliver fremstillet så simple, som de fleste dilemmaer faktisk er. Reelt set er det ofte et spørgsmål om at gøre noget eller ikke gøre noget.

»Samtidig handler det også lidt om, at det er børnene, vi efterlader det her rod til. Det kan vi jo ikke lade som om ikke er tilfældet. Vi skal kunne og bør også fortælle dem om det. Det er dem, der bliver tvunget til at åbne tidskisterne,« siger han og tilføjer højlydt grinende: »Og så læser de min bog og samler sig i et børnekorstog for at redde verden!«

Den risikovillige onkel

Det er tydeligt, at meget forekommer ham tragikomisk. Vi taler om Islands aluminiumseventyr. Store internationale firmaer etablerede sig i begyndelsen af det nye årtusind i Island. Det er stilnet af nu, da der er finansieringsproblemer i aluminiumbranchen. Men Andri Snær Magnason fornemmer, at kæmpen er begyndt at røre på sig igen. Den nye regering i Island er meget pro industri, og han frygter, at miljøforkæmperne igen må i gang med at rulle stenen op ad bakken og protestere mod udnyttelsen af den islandske natur. »Lokale entreprenører tager sig af byggeriet af dæmningerne og værkerne, og så kommer de internationale firmaer og tjener penge på at udnytte Islands naturressourcer. De islandske firmaer tager risikoen på nationens vegne, mens de internationale selskaber får profitten,« forklarer han mig, kulturjournalisten, der ikke kender meget til økosystemet i den internationale aluminiumbranche.

– Det virker da ulogisk? pointerer jeg. »Det kan du sige,« siger han og griner af min kortfattede analyse. »Men på den måde har de lokale entreprenører arbejde i fire år, og når de er færdige med et værk, bliver de så nødt til at bygge et nyt for at være i arbejde. Økonomien bliver afhængig af, at vi hele tiden er i gang med at bygge et værk, og det går ud over nogle enestående naturområder. Det er hovedløst, men sådan er det i mange tredje verdenslande.«

– Men Island er ikke noget tredje verdensland?

»På mange måder har vi det samme neokolonialistiske tankesæt,« siger han og holder en pause. »Island har energi, der kunne dække Danmarks behov. Vi fanger omkring to procent af verdens fisk, og vi har flere turister end de fleste andre lande per capita. Vi burde være ret rige. Men alle familier i Island har denne ene onkel, der er forretningsmand og egentlig har en meget stabil fast indkomst, men han gør altid et eller andet dumt, så han går konkurs. Island er lidt ligesom den onkel. Hvilket er ret irriterende, for med alle vore naturressourcer burde vi opføre os meget konservativt og bare være kedelige administratorer og leve et stabilt norsk liv. Men så ville vi selvfølgelig ikke have så meget at skrive om.«

Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris uddeles i Stockholm 29. oktober.

Rejsen til Island var betalt af Nordens Hus i Reykjavik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for randi christiansen
    randi christiansen
randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Den sædvanlige gamle historie om dumhed og kortsynethed - og om den langsynede i udkigsposten som de dumme ikke vil lytte til. Naturcrundlaget er fredhelligt og bør erklæres for verdens arv. Udnyttelse til human overlevelse må kun ske på bæredygtig vis > balanceret input/output. Men nej, tåberne hersker - hvorledes detronisere dem fra deres terrorregime? Græsrøddernes oprør - eller dø. Fat det dog.