Læsetid: 11 min.

Undskyld, hvad får dig til at tro, at jeg skriver til kvinder?

Vi skal blive ved med at tale om, hvorfor vi opfatter mænd og kvinder så forskelligt. Det er den eneste måde, vi kan bryde gamle mønstre og vaner, som vi ellers gentager helt per automatik, mener Siri Hustvedt
Siri Hustvedts seneste, bog ’Den flammende verden’, handler om, hvor forskelligt vi opfatter verden og hinanden.
10. oktober 2014

En lilla tandbørste, tegninger, en sok, tuscher, en rød brandbil og en ditto plastiktallerken. Jeg sidder ved mit spisebord og skriver på et interview med Siri Hustvedt, og rodet irriterer mig. Jeg kradser i noget indtørret havregrød på bordkanten. Af en eller anden grund er det altid mig, der fjerner det. Piger bliver generelt opdraget til at være meget mere imødekommende, omsorgsfulde, servicerende – det er stadig en del af den feminine realitet, pointerer den succesrige norsk- amerikanske digter, forfatter og essayist i interviewet. Hun er optaget af de mønstre og vaner, der gang på gang får os til at falde ind i stereotype kønsroller. Det gælder i det private, når kvinder fjerner gamle håndklæder fra sofaen, inden gæsterne ankommer, og det gælder på et kulturelt niveau, for eksempel når kvindelige kunstnere bliver fravalgt til fordel for mandlige. Det sidste er blevet omdrejningspunktet for Siri Hustvedts seneste roman Den flammende verden, hvis handling udspiller sig på New Yorks kunstscene.

Hovedpersonen i bogen hedder Harry (Harriet) Burden. Hun er kunstner, og hun har i mange år stået i skyggen af sin mand, den feterede kunstsamler Felix Lord. Harry udtænker en ambitiøs plan, hvor hun vil bruge tre mandlige kunstnere som ’masker’, udstille sin kunst i deres navne, se dem blive badet i anerkendelse for til sidst at afsløre, at hun er den egentlige ophavskvinde til værkerne. Med dette stunt vil hun vise, hvor meget nemmere det er for en mandlig kunstner at blive anerkendt for sit arbejde. Som Harry udtrykker det meget præcist i romanens indledende sætning: »Alle intellektuelle produkter, alle kunstværker, selv vittigheder, satirer og parodier, får en bedre modtagelse hos mængden, hvis mængden – et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan finde en pik og et par nosser.« Harry vil få det sidste ord – tror hun.

Det er særligt menneskets indre geografi, der er i fokus i Siri Hustvedts bøger. Vi er alle skabt gennem andre, gennem livets første relationer, og det kan vi ikke løbe fra, mener forfatteren.

Kvinde i stedet for kollega

Da jeg spørger Siri Hustvedt, om hun selv har følt, at hendes køn har haft betydning for, hvordan hendes arbejde er blevet bedømt, svarer hun:

»Oh sure« uden at tøve. »Det tror jeg, de fleste kvinder har. For en kunstner er en af de bedste ting ved at blive ældre, at det begynder at fylde mindre. Jeg kender en strålende forsker i neurologi, som har fortalt mig, at hun har ældre kolleger, der helt præcist kan pege på det øjeblik, hvor de ikke længere blev opfattet som kvinder, men som kolleger. Det var ret sent – de havde rundet 60 år,« fortæller hun.

»Som det står i Den flammende verden, så er det er interessant at iagttage, at når kvinder får reel anerkendelse for deres kunst, er det ofte, når deres dage som eftertragtede seksuelle væsener er ovre. Og det samme gælder naturligvis ikke de mandlige ’helte’, hverken i litteraturens verden eller kunstverdenen,« siger Siri Hustvedt.

Forfatteren var 37 år, da hendes første roman Med bind for øjnene blev udgivet i USA. Den blev efterfølgende oversat til 17 sprog, og på en turné rundt i Europa, talte hun blandt andre med en tysk journalist, der var meget begejstret for bogen.

»Men så sagde han: ’Jeg tror bare ikke, du har skrevet den selv. Jeg tror, at det er din mand (forfatteren Paul Auster, red.), der har skrevet den.’ Jeg var lamslået. I dag tror jeg, at jeg ville have givet ham igen på en meget rolig måde – det er noget, man lærer – men dengang vidste jeg bare ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg sagde nok, at det var latterligt, eller noget i den stil men jeg håndterede det ikke på en særlig cool måde. I dag tolererer jeg ikke den slags crap,« siger Siri Hustvedt og fortsætter: »Jeg ved ikke, om han bare prøvede at være ond. Når især unge kvinder laver kunst, og de gør det godt, så kan de møde ret megen fjendtlighed fra både mænd og kvinder. ’Hvem tror hun, at hun er?’ Jeg har aldrig set den slags overgå en mand.«

– hvorfor ikke, tror du?

»Den seksualiserede krop bliver i langt højere grad associeret med kvinder end med mænd. Og i vores stereotype opfattelse er den yndige unge kvinde ikke kompatibel med ideen om kunstnerhelten eller videnskabsmanden.«

Hvad vi ser

Diskussionen om kønsfordelingen på Manhattans kunstscene startede, længe før Siri Hustvedt skrev Den flammende verden – newyorker-gruppen Guerrilla Girls har siden 1985 sat fokus på undertrykkelsen af kvinder i kunstverdenen. Og måske handler bogen også mest af alt om, hvor forskelligt vi mennesker opfatter verden, kunst, hinanden. Den flammende verden er sammensat af en række forskellige stemmer, der alle kommenterer Harry, hendes projekt og hendes kunstværker.

»I kunstverdenen er argumentet for den kønsmæssige skævvridning ofte, at det simpelthen er de bedste kunstnere, der bliver valgt ud. Og det er en af grundende til, at jeg ville skrive en bog om, hvordan vi opfatter verden på forskellig vis. Hver stemme i bogen har sin egen opfattelse af, hvad det er, der foregår,« fortæller Siri Hustvedt. For det nytter ifølge forfatteren ikke at diskutere, hvem der er de bedste kunstnere, at rangordne mænd og kvinder, det nytter noget at diskutere, hvorfor vi ser, hvad vi ser. Vi skaber selv vores opfattelser og synspunkter – og mange af dem er baseret på fortidens forventninger. Mønstre, der bliver til forventninger.

»Vores syn på kunst er påvirket af de ubevidste slutninger, vi drager. En kvindelig kunstner kan ligefrem forurene et kunstværk med ideer om krop, lidenskab, urenhed – alle de ting, der er kodet til femininitet. Og findes der noget, som tredjepersonsobjektivitet? Nej. Utallige studier viser, at sætter man en kvinde og en mands navn på for eksempel et essay, og beder man både mænd og kvinder, om at anmelde det, vil de dømme den kvindelige skribent hårdere.«

Uden at vide det tillægger folk altså et værk lavet af en mand større værdi end et lavet af en kvinde, understreger Siri Hustvedt.

»Det er det, jeg kalder the masculine enhancement effect. Og det er ikke nødvendigvis af ond vilje.«

En undskyldning

Jeg tager en avis op af min taske og viser Siri Hustvedt en artikel i Information fra forrige tirsdag med titlen »Kunstmuseer favoriserer (stadig) mandlige kunstnere«.

»Se, det foregår stadig! Det er slet ikke et overstået kapitel! Nogle af tallene for kønsfordelingen i New York er blevet lidt bedre, men ikke meget. Næste år vil The Museum of Modern Art (MoMA, red.) kun udstille kvindelige kunstnere. Det er en undskyldning – for det har været grotesk …«

I Den flammende verden er kunstscenen i New York et billede på en bredere kultur, forklarer Siri Hustvedt. »Kunstverdenen er nemlig ikke det eneste sted, hvor mennesker er besat af penge, berømmelse – eller hvor maskulinitet faktisk er en fordel,« siger hun. Siri Hustvedt har opfattet sig selv som en feminist, siden hun var 14 og gik rundt med antologien Sisterhood is Powerful under armen. Dengang, fortæller hun, begyndte en fælles bevidsthed at dukke op – en bevidsthed om, hvordan vores opfattelser bliver skabt. Og de diskussioner skal vi blive ved med at have, mener Siri Hustvedt. Det er feminismens udfordring i dag.

»Der er meget på spil her. Vi har brug for både private og offentlige åbne dialoger, hvor vi erkender, at vi alle er biased. Alt det her angår også vores børn – og det handler om, hvad vi efterlader til dem. Drenge lider også under sexisme. Forventninger til drenge og piger er stadig forskellige, og det har ikke kun betydning for vores døtre, men også vores sønner,« siger hun og fortsætter:

»Som Freud sagde: Neuroser er opførsel på baggrund af mønstre, som patienten ikke selv er bevidst om. Terapien går ud på, at patienten bliver bevidst om de mønstre, der gør hans eller hende liv elendigt. På samme måde skal vi, på et kulturelt niveau, blive bevidste om, hvordan vores opfattelser er blevet formet. Så man i mødet med et andet menneske kan sige: ’Undskyld mig, hvad var det for en antagelse, der fik dig til at sige det her? Kan du forklare det for mig?’ Stille og roligt. Jeg mødte én, der havde læst Den flammende verden, og som sagde til mig: ’Det her er tydeligvis en bog, der er skrevet til kvinder’. Jeg svarede: ’Nej, den er ikke skrevet til kvinder. Og hvis du ser på anmeldelserne, tror jeg heller ikke, at det er sådan, folk opfatter den’. Vi talte frem og tilbage. Jeg blev ved, høfligt og roligt. Til sidst følte han sig så truet af mine forklaringer, at han begyndte at opførte sig på en måde, vi egentlig opfatter som klassisk kvindelig: Han blev hysterisk på den teatralske facon.«

Strategi for de magtesløse

Da fotograf Sigrid Nygaard og jeg tidligere bevægede os mod forlaget i Vognmagergade i København for at møde Siri Hustvedt, talte vi om vores hverdag. Om os og mændene. Om en underlig følelse af, at vi har det overordnede ansvar for hjemmet som helhed; at det ser nogenlunde ud, at der er rart at være – på trods af, at vi ellers deler alle hverdagens gøremål og pligter med dem. Vi er begge født i 1980, men følte os et øjeblik – da vi drejede op ad Grønnegade – som to gamle klicheer. Det kom sammen med børnene.

»Det er fascinerende, som det hænger ved. Der er forskellige måder at gribe det an på. En måde er simpelthen at stoppe,« siger Siri Hustvedt, samtidig med at hun løfter begge hænder.

»Det kan være hårdt, og en del af dramaet er, at to mennesker så faktisk skal sætte sig ned og forhandle. Principielt set kan det jo også være omvendt: at en mand er besat af orden, men ofte er det sådan, at kvinder er vokset op med alle de her standarder for rengøring, oprydning, sengeredning og whatever, og at slippe det, at tolerere det mulige kaos, det er svært. Det handler om at beslutte sig for, hvad der er vigtigt. Det her er noget, jeg erkendte som midaldrende: At hakke på sin partner er en kendt ’kvindeting’: blablablablablablabla! Og det gik op for mig, at det at kritisere og hakke er en strategi for den magtesløse. Det er en endeløs gentagelse, og det har ingen effekt. Ingen styrke. Det kræver styrke at stoppe, og se hvad der sker … hahaha! Og forhandl jer så til en rimelig vej ud. Fordi det er en feminin position, og igen, mange af de her mønstre er automatiske – indtil man bliver opmærksom på dem.«

Når Siri Hustvedt forklarer og argumenterer for sine synspunkter, tager hun ofte udgangspunkt i sine fiktive karakterer. Den flammende verden er som nævnt bygget op af en række forskellige udsagn med hovedpersonen Harry som omdrejningspunkt. Hvad har Harry haft gang i? Nogle af bogens personer hader hende, andre elsker hende. Siri Hustvedt selv er ikke i tvivl:

»Jeg elsker Harry! Hun har masser af fejl, men det har vi alle. Jeg elsker hende, men jeg er udmærket klar over, at det er der mange læsere, der ikke gør. Det jeg kan lide ved hende er … at hun er i live! Jo ældre jeg bliver, jo mere beundrer jeg den her urlivskraft – som den, man finder hos nogle af personerne i Det Gamle Testamente. De var ikke særlig rare, men meget levende.«

En karakter i bogen, kulturjournalisten Oswald Case beskriver Harry sådan her: »Hun lignede en tegneseriefigur, store bryster og hofter, næsten to meter høj – et kolossalt gungrende kvindemenneske med lange, muskuløse arme og gigantiske hænder,« mens Harrys elsker beskriver hende på følgende måde: »Det var ikke en almindelig dame. Nej, det var en dukke med forfinet smag, med ideer dansende som ildfluer i sit hoved.«

Alene den måde, vi opfatter hinandens udseende meget forskelligt på, er ifølge Siri Hustvedt bemærkelsesværdig.

»Nogle gange kommer min mand og jeg hjem fra en aften ude, og jeg siger: ’Åh jeg synes, at han eller hun så så vidunderlig ud’, og han svarer: ’Det synes jeg slet ikke’. Der sker noget i interaktionen imellem to mennesker, som har en betydning for, hvordan vi opfatter hinanden visuelt.«

Det er dog hovedsageligt den indre geografi, der er i fokus i Siri Hustvedts bøger. I en scene i Den flammende verden tager Harry og en af de kunstnere, hun bruger til at udstille sine værker, masker på, og Harry opdager en ny side af sig selv.

»Ved at tage en maske på, har man mulighed for at udforske en indre verden, som man ikke kender til. Gennem Harrys tre mande-masker finder hun sin egen maskulinitet. Vi har alle feminine og maskuline sider. I mine andre bøger er det gået den anden vej, Burton (En amerikaners lidelser) føler sig lykkelig, når han går klædt som en kvinde. Vi er alle skabt gennem andre. Vores biologiske rytme, vores humør, tanker, følelser, vaner og forventninger er opstået i livets første relationer, og vi kan ikke undslippe det.«

Et kierkegaardsk øjeblik

Da Harry omsider vil afslutte sit store stunt og fortælle verden, at hun er kunstneren bag de tre anmelderroste udstillinger, skriver hun et brev til et tidsskriftet Det åbne øje under pseudonymet Richard Brickman. Og i brevet henviser hun/han til forfatteren Siri Hustvedt, som beskrives som a moving target (et mål i bevægelse). Hvorfor denne henvisning, og hvorfor et ’mål i bevægelse’? »Det er det mest intense, ironiske og komplicerede øjeblik i hele teksten. Det er måske ikke romanens reelle klimaks, men et højdepunkt, når det kommer til ideerne bag. Altså: Harriet Burden skriver et brev under pseudonymet Richard Brickman. Men Richard Brickman er en sadistisk karakter, som hun selv spiller i et maskespil. Det er det mest koncentrerede kierkegaardske øjeblik. Lidt som øjeblikket i Forførerens Dagbog: Johannes er skabt af A, tror vi, A er også skabt af Victor Eremita, ham, der skriver forordet, som igen er skabt af Søren Kierkegaard, som ikke engang vedkender sig forfatterskabet. Det her er mit kierkegaardske træk. For mig var det her det rette øjeblik … hvor pseudonymiteten var blevet så kompleks og så dyb, at jeg pegede ud af bogen på mig selv, som forfatteren af forfatteren af … som en kinesisk æske. Undskyld, hvad var spørgsmålet?,« siger Siri Hustvedt og ler.

»Åh ja,’ målet i bevægelse’. Læseren må ind i sig selv for at forstå, hvad der foregår forklarer hun.

»Ideen om et mål i bevægelse er en reference til bogen selv. Vi ved, at jeg skrev den, og det her er det øjeblik, jeg vedgår mig, at det er et stykke konstrueret fiktion. Det er sjovt, det er der aldrig nogen, der har nævnt før.«

Jeg lukker min computer, overvejer et øjeblik at fjerne vasketøj fra vindueskarmen, fylde opvaskemaskinen og sætte morgenens skåle med havregrød i blød. Havregrød bliver til cement, når det størkner. Men jeg vælger at lade være og lade rod være rod. Så længe jeg kan holde det ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
  • Lone Christensen
  • René Bjerregaard
  • Ingrid Uma
Niels Roed, Lone Christensen, René Bjerregaard og Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det er jo ikke sådan at det kun er mænd der læser bøger og går på kunstmuseer. Måske snarere tvært imod, så på en måde er det en mærkelig diskussion, for hvis kvinder er lige så gode kunstnere som mænd, målt på gængse parametre, kan de jo (i dag) bare lave noget fremragende kunst og hvis problemet er at publikum ser på kunst på en forudindtaget måde og derfor overser de eventuelle kvindelige genier, der måtte vandsmægte bl.a. fordi de ikke udkommer under synonym, så har kvindelige kunstnere selvfølgelig en opgave foran sig; men den har de så bare haft så længe nu, at der måske snarere er tale om taberens retorik.

Der er ikke andet at gøre end at komme ind i kampen søstre, hvis I har noget på hjerte. Don´t tell - do! Nogle kvinder har jo bevist at det kan lade sig gøre, fx. J.K. Rowling og Julie Nord for nu at tage to fra forskellige kunstarter.

Personligt er jeg glad for de her hæklede ting nogle kvinder hænger op på lygtepæle og den slags steder; det er (gade)kunst som rummer overraskelse, generøsitet og provokation og man er ikke i tvivl om at de er lavet af kvinder. Men selvfølgelig, målt på museumvægplads, kroner og ører og spalteplads i de kulørte kunstmagasiner, så tager mændende stadig medaljen, ligesom de gør på så mange andre fronter, hvor det gælder om at blæse sig op: i den økonomiske - , den politiske -, den militære og den videnskabelige verden, kort sagt alle de verdener der ligger uden om den første, den umiddelbare, den nære, den som ofte give trøst og tryghed.

Tryghed og kunst ligger ofte i hver sin ende af et spekter og man kan ikke altid få det hele, så selv om kvinder over en kam måske ikke har de bedste biologiske forudsætninger for at blive de bedste kunstnere (sagt indtil det modsatte er bevist) så kan og er de så meget andet, der vel sådan set også bliver givet point for hen ad vejen, hvis man har øje for det. Men nu var det jo kunst det drejer sig om, så igen: Hvis I har noget I synes vi skal se eller høre, kvinder, så fyr det af, med eller uden synonym.

P.S. Jeg læser for tiden Peter Høegs Effekten af Susan og det er min fordom at det letter læsningen noget, at den kvindelige jeg-fortæller er skrevet af en mand, for der er notorisk ingen kønspolitiske underliggende agendaer, som man fx. finder dem hos en Grethe Lise Holm, som i øvrigt også er en fremragende forfatter. Om det modsatte er tilfældet den anden vej rundt, når kvinder gestalter mandefigurer, har jeg ikke gjort mig klart, men det skal såmænd nok være tilfældet, alene af den grund at mænd ofte ikke har så mange underliggende agendaer :)

Lise Lotte Rahbek

Søren Kristensen

Du skriver: "alene af den grund at mænd ofte ikke har så mange underliggende agendaer :) "
Jo I har. I er bare ikke bevidste om dem. ;-)

Jeg selv læser Grete-Lise Holm "Møgkællinger" for tiden.

Christel Larsen, Lone Christensen og René Bjerregaard anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Angående at opfatte verden og hinanden forskelligt, så har redaktionen leveret dette eksempel: "Næste år vil The Museum of Modern Art (MoMA, red.) kun udstille kvindelige kunstnere."

Nå, ja - det er måske et pseudo-problem, at det allerede i artiklen korrekt benævnte forklares med dets populær-forkortelse (MoMA). Normalt er det jo forkortelserne og populærnavnene, der kalder på forklaring.

Men gad vide, hvem det her er, redaktionen opfatter/mener har dette behov?

"Når især unge kvinder laver kunst, og de gør det godt, så kan de møde ret megen fjendtlighed fra både mænd og kvinder. ’Hvem tror hun, at hun er?’ Jeg har aldrig set den slags overgå en mand.«"

Gælder også i arbejdslivet.

Søren Kristensen - du skriver: "så selv om kvinder over en kam måske ikke har de bedste biologiske forudsætninger for at blive de bedste kunstnere"

Mener du dermed at kvinder ganske enkelt, generelt set, er dårligere kunstnere end mænd? Eller har jeg misforstået noget?

For hvis den bemærkning skal tages for pålydende, så bør den understøttes af en eller anden form for evidens. Og mig bekendt findes der intet der beviser at kvinder skulle være ringere end mænd til at udtrykke sig kunstnerisk.

Uddybning ønskes, tak.

Bente Simonsen

"Det er jo ikke sådan at det kun er mænd der læser bøger og går på kunstmuseer. Måske snarere tvært imod, så på en måde er det en mærkelig diskussion, for hvis kvinder er lige så gode kunstnere som mænd, målt på gængse parametre, kan de jo (i dag) bare lave noget fremragende kunst og hvis problemet er at publikum ser på kunst på en forudindtaget måde og derfor overser de eventuelle kvindelige genier, der måtte vandsmægte bl.a. fordi de ikke udkommer under synonym, så har kvindelige kunstnere selvfølgelig en opgave foran sig; men den har de så bare haft så længe nu, at der måske snarere er tale om taberens retorik."

Søren kristensen
Ovenstående siger alt om dit kvindesyn, men du er sandsynligvis ikke selv klar over, hvad det fortæller os andre, kvinderne altså.