Læsetid: 7 min.

’Jeg vil være whistleblower i forhold til kultureliten’

Først talte han sig ud af rollen som ’den evige indvandrer’ og ind i rollen som ’kulturradikal elitedreng’. Nu vil han gøre op med det, han kalder ’kulturelitens dobbeltmoral’. Samtidig har Hassan Preislers selvbiografiske skuespil, ’Brun mands byrde’, premiere i København
’Vi tilslutter os i princippet forestillingen om en mangfoldig verden, som er tolerant og inkluderende, men vi lever selv de mest ekskluderende liv af alle,’ siger Hassan Preisler om den danske kulturelite.

Tor Birk Trads

13. oktober 2014

En ung kvinde i designertøj sidder ved et bord og ligner en, der venter. To midaldrende mænd taler om bestyrelsesposter, receptioner og forretninger. Vi er på café Dag H på Østerbro. Lokalet emmer af elite.

Hassan Preisler passer godt ind. Han bevæger sig sikkert rundt og er mindst lige så velklædt som de andre gæster. Det eneste, der umiddelbart adskiller ham fra kvinden og de to mænd, er hans brune hud – men igen: Vi befinder os i et ambassadekvarter, så hans brune hud er ikke som sådan et særsyn.

Han taler, ligesom han skriver. I lange, veldrejede sætninger, hvor bisætningerne hober sig op, men hvor hans budskaber står umådeligt klart. Han taler sig ud af indvandrerrollen over i rollen som den kulturradikale elitedreng, som han selv siger, og sproget er en vigtig del af dette hamskifte.

Sidste år udgav han således den selvbiografiske bog Brun mands byrde, og nu følger han op på bogsuccesen med et teaterstykke af samme navn. Med bogen manifesterede han for alvor sin plads i kultureliten, og pludselig fandt han sig selv »marcherende i takt«, som han siger, med resten af eliten, selv om han forsøger at gøre op med trangen til at passe ind i enhver gruppe, han indgår i. Teaterstykket handler derfor meget om at finde modet til at turde at sige fra over for sig selv og sit miljø, hvis man opdager, at der er noget forkert på færde. Uanset hvilket miljø man færdes i.

»Man skal turde påtage sig rollen som sin egen og sit miljøs whistleblower. Også hvis man – ligesom jeg – er en del af kultureliten,« siger Hassan Preisler.

Det er svært at interviewe Hassan Preisler. For selv om det er lidt en kliché at sige, at man ikke ved, hvor man har skuespilleren henne, at man ikke ved, hvornår han spiller en rolle, så er det ikke desto mindre en kliché, der passer godt på Preisler. Han peger endda selv på, at han spiller roller i det virkelige liv. Og nu spiller han oven i købet rollen som sig selv i teaterstykket Brun mands byrde. På den måde opstår der et helt fletværk af Hassan’er:

»Jeg spiller jo Hassan på scenen, ligesom jeg også spiller Hassan i virkeligheden, men uanset hvor meget jeg kommer til at fjerne mig fra mig selv, så er jeg jo også Hassan.«

Han er meget bevidst om de stereotype billeder, som folk knytter til ham. Ikke mindst på grund af hans brune hud. Hans identitetsprojekt, hans leg med rollen som Hassan, handler derfor ikke mindst om at udfordre indvandrerstereotyperne.

»Det er jo klart, at når jeg på den ene side siger, ’ja, jeg har pakistansk baggrund’, og jeg på den anden side siger, ’jeg tilhører en kulturradikal overklassefamilie’, så er der allerede i den fremstilling af mig selv et clash i forhold til den traditionelle skildring af indvandreren. Det at jeg har været nede i arkiverne for at dokumentere, at jeg tilhører en kulturel overklasse, det er jo også noget, jeg har konstrueret for at fortælle mig ud af en fortælling om ham der indvandrersønnen, der spiser hvidløg og karry og kommer fra Pakistan fra hårde kår og har en religiøs fundamentalist boende dybt inde i sig.«

Den generelle Hassan

Da en anden Hassan, Yahya, trådte ind på den litterære scene, fandt Hassan Preisler ud af, at de betragtede ham som en indvandrerrepræsentant. De tildelte ham rollen som en generel ’Hassan’:

»I dagene efter Yahya Hassans bog udkom, ringede de til mig fra aviser og magasiner, fra DR2 og TV 2, med spørgsmål til den nye bølge i litteraturen. Jeg havde ikke helt fanget, hvad der foregik, så jeg tænkte ’hvilken ny bølge? Forfattere med 40-års-krise, eller skribenter med selvværdsproblemer? Er det mig og Martin Kongstad og Kaspar Colling Nielsen, altså mænd i 40’erne, som beskriver, hvor bøvlet det er at være til?’ Og så siger de ’nej nej, altså indvandrerforfattere med indvandrer-issues. Hvad mener du om indvandrerbølgen?’ Men det er jo helt vildt underligt,« siger Hassan Preisler.

Han mener, at både han og Yahya Hassan blev gjort til sandhedsvidner for forskellige politiske fortællinger om indvandreren, og at de dermed blev brugt til at styrke forskellige politiske agendaer:

»Altså, venstrefløjen brugte jo for eksempel Yahya Hassan til at bekræfte, at det er rigtig hårdt at være farvet i Danmark, og til at sige, at vi skal yde ekstra omsorg, og at vi skal forstå deres baggrund, og at de kommer fra hårde kår, og at de lever i ghettoer, og at de er marginaliserede mennesker. Og højrefløjen brugte ham til at bekræfte fortællingen om, at vi skal begrænse indvandringen, fordi store antal af uuddannede mennesker, der kommer hertil, vil gøre, at de bare bliver samlet i ghettoerne.«

Rollen som den generelle Hassan kan også udnyttes. Både når man går i skole, og når man skal sælge bøger:

»Jeg lærte jo meget tidligt, at hvis jeg brugte min etniske baggrund som Hassan med mørkt hår og store brune øjne, så kunne jeg få lærerne til at reagere på en helt bestemt måde. Jeg lavede ekstremt meget ballade i skolen og jeg mobbede alle de andre, men hvis jeg spillede etnicitetskortet, kunne jeg få ekstra omsorg og tilgivelse for noget, som ikke skulle tilgives. Og man finder jo hurtigt ud af, at man kan spille de kort i denne her verden, og at man kan fortsætte med at gøre det også som voksen. Også når man så skriver en bog.«

Men udnyttelsen har et dobbelt formål:

»På den ene side vil jeg gerne sælge bøger, jeg vil gerne læses og have succes, og på den anden side ønsker jeg jo at fortælle noget.«

Blæs i fløjten

Nu sidder Hassan Preisler så her på Dag H og blæser i fløjten af den dobbeltmoral, han ser i kultureliten, hvor man prædiker mangfoldighed, men lever eksklusionen:

»Jeg har siddet i rigtig mange elitære sammenhænge og hørt på, hvor onde Dansk Folkeparti er, og hvor meget man bør rumme og inkludere mangfoldigheden, og når vi så går hjem fra de der elitære sammenhænge, sætter vi os i vores luksuslejligheder omkring Verner Panton-bordet på Arne Jacobsen-stole foran Børge Mogensen-reolen med folk, der ligner os selv, mener det samme, som vi gør, tænker på samme måde, som vi gør. Vi tilslutter os i princippet forestillingen om en mangfoldig verden, som er tolerant og inkluderende, men vi lever selv de mest ekskluderende liv af alle. Så hold kæft, hvor er der lidt overensstemmelse imellem det, vi deklamerer, og det, vi eksisterer.«

Hassan Preisler mener, at man hele tiden skal spørge sig selv, om man lever op til egne moralske standarder.

»Whistleblowere er mine helte i denne verden. Det er dem, der tør kigge på den sammenhæng, de selv indgår i, og sige ’hey, vi gør noget forkert’. Jeg kunne godt tænke mig at være whistleblower i forhold til det, jeg synes er forkert.«

Og det vil du så gøre inden for kultureliten?

»Ja, nu har jeg opnået denne her position, og så må jeg ligesom være whistleblower herfra. Altså inden for den kulturelle elite i Danmark kender vi hinanden alle sammen, fordeler støttekroner til hinanden og rygklapper hinanden, går til middage, drikker os fulde, ryger hash og tager coke med hinanden. Og hvad så? Lever vi så op til alt det, vi formulerer på vores papirer, at vi gerne vil: Forandrer vi verden, gør vi den mere rummelig, forstår vi komplicerede sammenhænge og skildrer dem for folk, sådan at vi åbner deres øjne? Gør vi det, eller gentager vi bare gamle fortællinger for hinanden for at opnå det, vi kan få, fra hinanden, såsom penge og magt og succes? Det synes jeg er rigtig spændende at spørge mig selv om lige nu: altså, tør jeg fortsat at leve op til det, jeg synes, jeg bør gøre som individ, i den nye gruppe, jeg er kommet ind i?«

Men gør du så det?

»Altså, nu sidder jeg jo her og deklamerer, men jeg håber på, at jeg kan leve et mindre deklamerende liv og et mere insisterende liv. Ved for eksempel at holde op med at tale om Det Kgl. Teaters mangfoldighedsproblematikker og i stedet tage mit eget teater og flytte det ud af Østre Gasværk og ind på Ydre Nørrebro. I stedet for at sidde og snakke om, at folk, der stemmer på DF, ikke rummer mangfoldigheden, vil jeg i stedet tage mig selv og min egen krop og flytte den ud af min luksuslejlighed på Østerbro og hen på Nørrebro, hvor der er mennesker, som tænker anderledes og er anderledes, end jeg er. Jeg vil leve det i stedet for bare at tale om det.«

Interviewet glider direkte over i en fotosession i ambassadekvarteret. Hassan Preisler skal videre i sit program.

’Brun mands byrde’ spiller på teatret Sort/Hvid i Skindergade, København. Spilleperioden er blevet forlænget frem til den 15. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Rasmussen
  • Oluf Husted
Thomas Rasmussen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg forstår ikke, hvad det er, han siger.

Kristian Rikard, lars abildgaard, Morten Kjeldgaard og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Det tjener i sandhed Hassan Preisler til stor ære, at han i dette interview giver en velfortjent åndelig kæberasler til den selvudråbte kulturradikale elite herhjemme, der så gerne vil fremstå som nationens intellektuelle fyrtårne i ganske almindelige menneskers bevidsthed, skønt der ikke er noget der rager dem mere end industriarbejderen, der hver dag står og knokler ude ved maskinerne for at tjene landets bruttonationalprodukt hjem, så de kan rage offentlige støttekroner til sig, og dermed leve et socialt og økonomisk ubekymret liv.

Sandheden om de kulturradikale pinger har altid været, at de grundlæggende hader politisk og menneskeligt anderledes tænkende mennesker, hvilket måske bedst illustreres af en forfatter som Klaus Rifbjerg, der uden at blinke med øjnene siger, at der findes 2000 begavede mennesker i Danmark, mens resten er menneskeligt dumme, uformående og nogle styrvolter, der kan sammenlignes med den pøbel, som Kierkegaard og Grundtvig frygtede.

De kulturradikale pinger har gennem årtier opbygget en afskyelig selvforståelse, selvoptagethed, indbildskhed og selvforherligelse om, at nationens åndsliv aldrig ville kunne fungere uden deres rablende ligegyldige skriverier, som ingen sjæle med en normal intelligenskvotient gider læse, og de vil aldrig kunne få brød og smør på bordet, hvis de som andre skulle tjene deres penge gennem almindeligt lønarbejde på de frie markedsvilkårs betingelser.

Mere end nogen andre har de kulturradikale pinger i Danmark nydt godt af ytringsfriheden som det tikkende hjerte i et land, der gennem 165 år har valgt demokratiet som politisk styreform, men gennem de sidste fire årtier har de gjort alt muligt for i den offentlige debat, at underminere ytringsfriheden for politisk anderledes tænkende borgere, så den kun gælder for dem selv og deres meningsfæller.

Tænk bare på forfatteren og islamkritikeren Lars Hedegaard.

Hvis det havde været kristne fundamentalister og terrorister fra den angelsaksiske kirke eller den romersk-katolske kirke, der truede en mand som Lars Hedegaard på livet, fordi han skrev kritisk om for eksempel Biblens indhold, ja, så ville de kulturradikale pinger have skreget løs om knægtelse af ytringsfriheden, og krævet samtlige involverede stillet for retten med henblik på straf og frihedsberøvelse.

Derimod skal de kulturradikale pinger nok holde sig langt væk fra enhver kritik af islam som lovreligion for 1,4 milliarder troende muslimer, selv om nationens eneste chance for at holde islam stangen er, at netop modige forfattere og debattører tør stille kritisk lys på en lovreligion, hvis ideologer og magthavere venter som rovdyr på, at de kan sætte demokratiet ud af kraft som politisk styreform, og i stedet lade det afløse af et kalifat med politisk og religiøs enhed under tvang.

Ingen kan vel forestille sig, at forfatter Klaus Rifbjerg vil flytte hjem fra Spanien til Nørrebro, eller forfatter Carsten Jensen vil flytte væk fra Østerbro til Nørrebro, og så her leve i mangfoldighed og tolerance med individer fra alverdens mislykkede regimer, som tænker anderledes og er anderledes, for de hører jo til den kulturradikale elite og de 2000 begavede mennesker i Danmark, og de skal selvfølgelig ikke leve sammen med pøblen af dumme og uvidende mennesker.

Men jeg løfter under alle omstændigheder hatten i respekt for Hassan Preisler, der her tør være åndelig whistleblower og sætte et relevant spørgsmålstegn ved de kulturradikale pingers løbende hadefulde adfærd over for den almindelige befolkning, hvor de fuldstændig blottet for etik og moral sviner politisk anderledes tænkende mennesker til, samtidig med at de propper hinandens lommer fulde af offentlige støttekroner fra pøblen, og samtidig med de frækt påstår, at de som den kulturradikale elite repræsenterer ånden og sjælen i det ægte demokrati og folkestyre.

Held og lykke til Hassan Preisler med teaterstykket "Brun mands byrde".

Kim Houmøller, Gert Sørensen, Laust Holst, Jørgen M. Mollerup og Frans Kristian Randlev Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Søren Peter Langkjær Bojsen

Hvis nu Hassan Preissler skrev krimier om seriemordere eller digte om blomstermarker, kunne man måske forstå, at han kritiserer mediernes fokus på hans indvandrerbaggrund, men når nu han rent faktisk skriver teaterstykker og bøger, der handler om at have en anden etnisk herkomst i Danmark, så virker det absurd, at han fornærmes over henvendelserne - medierne spørger ham om det, han beskæftiger sig med, hvad forventer han? I forlængelse af ovenstående kunne Preissler passende skrive en kommentar i Politiken, hvor han kritiserer Information for at give interviewet med ham en "indvandrer"-vinkel. Og så kan han bagefter skrive en bog om den generelle tendens i venstreorienterede medier til at fremstille ham som indvandrerkommentator. Og så kan han blive interviewet til Information igen.

Vibeke Rasmussen

Desværre er – i dette tilfælde Hassan Preislers befriende – selvironi svær at gengive på tryk. Hvis man vil opleve også den side af ham, og i det hele taget få et mere nuanceret indtryk, end hvad et skriftligt indlæg formår, kan jeg varmt anbefale at lytte til hans medvirken i Syvkabalen på Radio24syv for et årstid siden.

http://arkiv.radio24syv.dk/video/8961681/syvkabalen-uge-47-2013-1
http://arkiv.radio24syv.dk/video/8961849/syvkabalen-uge-47-2013-2

Johanne Nygaard

Spændende pointer, synes jeg. Principielt en god ide med lidt intern kritik. Men uha!! HELT til Nørrebro??!! Det er stærke sager...

Gert Sørensen

Meget præcis og på kornet. Lev mangfoldigheden eller hold dine politiske korrekte meninger for dig selv. Det kunne den såkaldte kulturelite med de "rigtige" meninger lære uendelig meget af.

Steffen Gliese

Problemet er det samme overalt: man vil hellere forholde sig kritisk til, hvad der gøres på det rent formelle plan, frem for at diskutere kunstens udsagn og betydning. Værst er det med Lasse Markers skændsel af et program på P1, "Kulturknuserne" - og det gør de så!