Læsetid: 4 min.

Det kunne have været årets bog

Belgiske Stefan Hertmans har skrevet en eminent og kunstnerisk bevægende roman om sin bedstefars deltagelse i den store europæiske tragedie mellem 1914 og 1918 og om tragediens lange fortsættelse. Havde romanen været dansk, ville den have rejst en ’Her Er Årets Bog’-messen
Stefan Hertmans baserer sin bog på bedstefarens efterladte erindringer, bl.a. om hans tid ved fronten under Første Verdenskrig, og blander dem med egne minder om bedstefaren.

Stefan Hertmans baserer sin bog på bedstefarens efterladte erindringer, bl.a. om hans tid ved fronten under Første Verdenskrig, og blander dem med egne minder om bedstefaren.

Mary Evans

3. oktober 2014

Hvad nu hvis belgiske Stefan Hertmans’ roman om hans bedstefars opvækst i årene omkring forrige århundredskifte, hans deltagelse i Første Verdenskrigs ubegribelige massenedslagtninger og om krigens langvarige sårfeber var skrevet af en dansk forfatter?

Lad os altså sige, at bedstefaren ikke var vokset op som søn af en fattig kirkemaler i Gent, en ydmyg katolik, der brugte sit liv på at give farveblege freskoer og vægmalerier deres glans tilbage, men i for eksempel Faaborg. Og lad os flytte bedstefarens frontafsnit, hvor han tre, fire gange blev såret og efterfølgende dekoreret med ildkorset, Leopold-ordenens hæderstegn, ridderkorset, krigskorset osv., fra Ijzer ved den belgisk-franske grænse til noget med en mere velkendt klang, lad os sige Somme. Og lad os også forestille os, at krigsveteranen, der indtil krigsudbruddet havde slidt sig fordærvet på et jernstøberi, og som ved hjemkomsten fik et mindre lemlæstende arbejde på et jernbaneværksted, i stedet havde være beskæftiget hos Burmeister og Wain på Refshaleøen, og at han hustru, en søster til hans afdøde elskede (fældet af den spanske syge), ikke var en kartoffel- og kornhandlers datter, men barn af en brygger, og at det ikke var den flamske bevægelse, bedstefaren efter Verdenskrigens omfattende skuffelser havde følt sig tiltrukket af, men Flensborgbevægelsen. Osv. osv. med dansk toning og hjemlig indfatning. Hvad så?

Dum automatik?

Jeg tror, at romanen ville have rejst en ’Her Er Årets Bog’-messen og sendt forfatteren på rundfart til alle det litterære miljøs platforme, fra Bogforum til de maksimale 90 sekunder på tv (i virkelighedens verden og i sin vante belgiske skikkelse har Hertmans været på Åby Bibliotek, og det er rigtignok ikke noget dårligt sted, men det er kun ét sted). Når det trods alle romanens mange kvaliteter, de kunstneriske og de ikonisk europæiske, ikke sker, hvad skyldes det så? At Belgien er usexet som litterært sted, at vi er uvant med, at der sker noget dér (og i øvrigt ikke rigtig ved, hvad der sker)? Eller at historien er for bøvlet at fortælle, på forhånd dømt til at mislykkes, alene af den årsag, at ingen danskere aner, hvem Stefan Hertmans er, og formentlig aldrig kommer til det, fordi hans forfatterskab – hvis dets skæbne følger det gængse mønster i tidens forlagspolitik – slutter med dette ene skud på dansk?

Jeg brokker mig, kan man høre (et sammensparet pip fra oversættelsernes reservat).

Hertmans bog ankommer ligesom så mange andre med den information, at den er solgt i 100.000 (eller 200.000 eller hvorfor ikke en million?) eksemplarer, oversat til femten, seksten sprog og tungt behængt med priser. Og selvfølgelig er han en af Belgiens »førende forfattere«, for hvem er ikke det? Forskellen er, at Hertmans’ bog virkelig er et stykke væsentlig litteratur, tung i ordets bedste betydning. Men den opsigt, den kommer til at vække, inden den igen er glemt, vil sandsynligvis være som et dryp i Aarhus å mod den fontæneagtige opmærksomhed, der samler sig om langt mindre gode danske bøger. Er der ikke opstået en dum automatik, en næsten bevidstløs følgagtighed, i den danske litteraturformidling på det punkt?

Melankoli og mytisk stemning

Stefan Hertmans baserer sin bog på bedstefarens efterladte erindringer, skrevet i en sen alder, og blander dem med, hvad han husker om bedstefaren fra sin egen barndom. Det giver os en fascinerende dobbelteksponering af hovedpersonen og skaber et godt rum for Hertmans’ reflekterende, granskende og sansemættede essaystil.

Det tabte er virkelig tabt, tilbage er konturerne bag tidens og slagsmarkernes sølvgrå dis. Eller det er forsvundet bag himmelporte, som romanens titel antyder. Bedstefaren var ligesom sin far maler, en dygtig, kunstelskende amatør, der fremstillede enkelte originale portrætter og skitser, men var som faren først og fremmest kopist. Det bringer bedstefaren i samme forhold til en forgudet, evigt attrået, men uopnåelig skønhed (og sandhed og lykke, muligvis), som forfatteren og fortælleren Hertmans står i over for bedstefarens historie. De genskaber begge to, men altså forgæves.

Deraf kommer den mytiske stemning, der strømmer gennem bogen. Det er tragik og skæbne i klassisk forstand, noget af Prometeus-myten synger med her. Deraf kommer også melankolien, der kan minde lidt om den hos italienske Claudio Magris og hos tyske W.G. Sebald (fra sidstnævnte låner Hertmans ideen med at indsætte små sort/hvide fotografier i teksten som rudimenter af fortid).

Endelig knytter romanen en forbindelse mellem bedstefarens personlige fortælling – et ædelt menneske og en tjenstivrig helt på slagmarken, men kun glimtvis lykkelig – og den store historie. Blandt andet historien om de magtfulde fransktalende valloner og de lavere rangerende flamlændere, som bedstefaren hørte til, og om Verdenskrigens dybe forvandling af begreberne for det kulturelle og for det menneskelige, begge dele sikkert anbragt i bedstefarens blikretning og ikke forskudt til undertekster eller digressioner.

Det godt hundrede sider lange midterafsnit om bedstefarens tid ved fronten, baseret på bedstefarens notesbøger, men overskrevet (genskabt) af Hertmans, er efter min mening lige lovlig skønskrevet, altså meget Hertmans og meget lidt støberiarbejder bedstefar. Glansen i fremstillingen synes at overstråle originalen, og det berøver stykket dokumentarisk ægthed og en sproglig ubehjælpsomheds autenticitet.

Bortset fra det er jeg forsvarsløst taget af Stefan Hermans’ eminente og kunstnerisk bevægende fortælling om den lange europæiske tragedie.

Min bedstefars himmel
Stefan Hertmans
Oversat af Birthe Lundsgaard
Forlaget People’s Press
 293 sider
299,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu