Verden går fra hinanden

Ægteskaber, planeten og menneskeheden er i forfald i dette års nominerede værker til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris. Man kan jo aldrig regne med de voksne
Gro Dahles ’Krigen’ handler om Julies oplevelse af hendes forældres skilsmisse. Og i Kaia Dahle Nyhus’ illustrationer ser vi, hvordan Julies menneskelighed lige så stille forsvinder.Illustration: Kala Dahle Nyhus/’Krigen’

Gro Dahles ’Krigen’ handler om Julies oplevelse af hendes forældres skilsmisse. Og i Kaia Dahle Nyhus’ illustrationer ser vi, hvordan Julies menneskelighed lige så stille forsvinder.
Illustration: Kala Dahle Nyhus/’Krigen’

24. oktober 2014

De er de første, der mærker konsekvensen af afmagt. Børnene, som er overladt til de voksnes luner. De gives ingen myndighed og må derfor forlade sig på, at andre forstår at bruge deres. Måske er det derfor, at dystopien trives i børne- og ungdomslitteraturen lige nu. Mens vi stadig venter på den store roman til de voksne om de menneskelige konsekvenser af klimaforandringer, globale konflikter og en ny verdensorden, så bliver situationen mere og mere alvorlig, når det gælder bøger for børn og unge. Civilisationer går i opløsning, katastrofer hærger og trygheden forsvinder, måske for altid. Således er der heller ikke meget hjem-ude-hjem over de børnebøger, der er nomineret til dette års Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris.

»Hun var bekymret, fordi hun vidste, at deres verden og deres liv nu var i hænderne på de andre. De som hun ikke kunne nå, de som ingen havde adgang til. Det eneste hun eller nogen af dem kunne gøre, var at vente og håbe på forbedringer. At de rigtige hoveder skulle komme til fornuft så tingene kunne blive bedre.« Sådan taler en gammel seerske i samiske Máret Ánne Saras Mellem verdener. Søskendeparret Lemme og Sanne har skændtes med deres far om etableringen af en motocrossbane på nogle af de få rensdyrgræsgange, der er tilbage i området, men da de i raseri flygter fra hjemmet, møder de et underjordisk væsen, der sender dem til en anden verden. I rensdyrkroppe. En sort tåge er ved at opsluge de underjordiskes verden, og det er først, da det går op for Lemme og Sanne, at det er menneskers hensynsløse bebyggelse af naturområder, der er ved at tilintetgøre en hel civilisation, at de begynder at kunne finde vej hjem.

Den menneskelige natur

Der er sket et forræderi. Mennesket har mistet forbindelsen til naturen. Ikke kun i Mellem verdener, men også i islandske Andri Snær Magnasons Tidskisten. Her bryder Kong Dimon den forståelse mellem arterne, at dyret tjener mennesket, så længe det ikke bliver brugt mod andre mennesker. Den selvsamme rådgiver, der anbefaler Kong Dimon at forbryde sig mod naturen, er den, der påstår, at han har »fundet en måde, hvorpå man kan forvandle luft til guld«. Exel hedder han. Mennesket beriger sig altså på naturens bekostning, og den del af Tidskistens fabulerende fortælling er en overbevisende metafor for den indstilling, der prægede Island i begyndelsen af 00’erne. Udnyttelse af landets naturressourcer blev første led i en blind jagt på økonomisk verdensherredømme. Her troede man også på, at luft kunne forvandles til guld – selvom det lyder som noget, der kun sker i eventyr.

Både Andri Snær Magnason og Máret Ánne Sara gør brug af folklore i deres fortællinger. Som Andri Snær Magnason har sagt i et interview med Information, så er det fra mytologien, »vi kender konsekvensen af at lægge sig ud med elementerne«. Det er altså i det mytiske, vi ser virkeligheden klarest. Her kan de store overvejelser rummes, og man kan frit undersøge de konkrete konsekvenser af problematikker, som virker abstrakte. Morgenkaffe og klimaforandringer virker så sært uforenelige, og perspektivet forsvinder hurtigt ned i køkkenvasken sammen med kaffegrumset. I svenske Sofia Nordins Et sekund ad gangen spørger pigen Hedvig sig selv: »Er det vigtigere med smør end med resten af menneskeheden?« da hun gemmer sig i den daglige trummerum på en bondegård i stedet for at gå ud i verden for at finde ud af, om der er andre, der har overlevet den epidemi, der har slået hendes familie og hele samfund ihjel.

Afmagten bliver en kropslig erfaring i de tre værker. Ældning stoppes, ham skiftes og vilkårlig sygdom rammer. Børnene mærker simpelthen på deres egen krop, at verden er af lave. Det er noget af en bedrift, at værkerne ikke bare udfordrer vores natursyn, kulturvaner og civilisationsform, men også ligger i forlængelse af tendenser inden for litteraturen generelt, hvor den menneskelige tilstand undersøges ud fra hylsteret, det befinder sig i. Det tilmed uden at give køb på det narrative og uden at forfalde til det ’ungdommelige’ sprog, som ofte forekommer i ungdomsbøger skrevet af forfattere, der mest af alt tænker på, at de skriver til ’nogen’. Det er ambitiøst, det her!

Tilbage til hverdagen

Det er heftigt, det, der foregår i ungdomslitteraturen. Det må da være anderledes fredeligt i bøgerne for de små, tænker man. Men: »Alt bliver trådt på og trampet ned. Glas knuses i tusind stykker. Støvler, der tramper, lugten af pap og støv og gamle kufferter, tøj i poser, bøger i kasser.« Sådan skriver norske Gro Dahle i Krigen. Den handler om Julie og hendes oplevelse af forældrenes skilsmisse. Med hæsblæsende og uoverskuelig fart forvandles hendes trygge hjem til en kampplads, hvor krigens ord er det eneste, der rigtigt kan beskrive det. Julie er det civile offer i en krig, hun ikke har startet, men ikke kan undslippe. I Kaia Dahle Nyhus’ illustrationer ser vi, hvordan Julies menneskelighed lige så stille forsvinder. Krigen sætter sig i hendes ansigt og hår og til sidst er kroppen blot en uformelig skal. Noget rødt strømmer fra et stort hul i maven. For hendes småbrødre var krigen kort. Bagefter fik de dobbelt så mange julegaver, »Men for Julie blev det en hundredeårskrig.« Hun vil være sig selv igen. Sit eget gamle jeg, siger hun. Men som i de næsten dystopiske ungdomsbøger, så står det klart, at trygheden ikke kan genoprettes. Selvom freden kommer, så vil den for altid være truet af en torden, der rumler i det fjerne.

Krigen er tydeligvis skrevet fra børnenes perspektiv. Det er ubehagelig læsning for forældre, der kender skilsmisseraten, men for børn er det en måske tragisk, men også troværdig fortælling, om hvordan virkeligheden også kan se ud. Den er jo ikke altid sådan, som de voksne beskriver den. Det fortæller også Hanne Kvist i To af alting, hvor endnu et ægteskab går i stykker. »Der skal ske noget nyt,« fortæller mor og far deres dreng: »Fra nu af får du dobbelt så meget af alting.« Men så snart drengen og hans hund Uffe går ud i haven, forsvinder hans hjem. En skypumpe kommer og løfter det op, ting bliver smidt ud og i stedet for at få to af alting, så lander fjernsynet, sofaen og klaveret foran ham og splittes i to. Det hele går fra hinanden. Også huset. Forældrene smiler og smiler og præsenterer nye familiemedlemmer for Uffe og til sidst også en ny hund. Effu. Den skal bo hos mor. Uffe bor hos far. Men så er det nok. Drengen og Uffe graver en tunnel mellem de to husdele og kalder det deres hjem. Forældrene tør ikke være i deres ord, som de er i deres handlinger, og drengen må selv finde den tryghed, de ikke længere kan levere. Når de ikke engang kan sige sandheden, hvordan kan de så forholde sig til den?

Skrøbelighed

Tryghed er skrøbelig, og man kan ikke ville sig tryg, som Stína forsøger det i Lani Yamamotos bog af samme navn. Stína fryser hele tiden og pakker sig ind i tæpper og udarbejder sindrige systemer, så hun undgår kulden fra køleskabet og den omkringliggende verden. Planerne er spredt rundt på siderne i form af arbejdstegninger på blåt papir. Stína strikker og laver varm kakao – det kan man finde opskrifterne på i bogen i Lani Yamamotos kølige blå og grønne nuancer. Men hun får først varmen, da hun vover at snakke med de børn, der løber rundt udenfor i sneen – uden at fryse! Vi har kun set verden fra vinduet, men til sidst står døren helt åben. Svunget helt op mod væggen. Alt er ikke håbløst, men trygheden må man selv skabe, for der er et fravær af voksne og voksenhandling i næsten samtlige nominerede værker til dette års pris. Vi har at gøre med højst kompetente hovedpersoner, der tager det ansvar, som andre vender ryggen til. Man kan kun applaudere, at børnelitteraturen er ved at løsrive sig fra angsten for didaktikken og nu igen tør beskæftige sig med noget væsentligt. Det kan tydeligvis sagtens lade sig gøre, uden at der går skolemester i den.

Selvom der altså er tydelige tendenser i den nordiske børnelitteratur, så er alsidigheden selvfølgelig stor blandt de 13 værker. Børnelitteraturen er også et sprogligt og visuelt laboratorie, og heldigvis for det, for ellers ville økosystemet springe et led over. Det hele synes at begynde og ende hos Louis Jensens firkanter. Han har holdt eventyrenes figurer i live for os, så de ikke virker bedagede, når vi møder dem igen og igen – for det gør vi jo, som det fremgår af denne gennemgang. Sjældent giver en firkant anledning til så frie tanker, som Lillian Brøgger viser os vej til med sine illustrationer. Så stramt et sprog, så firkantet en firkant! Louis Jensen holder os i ørerne, så de rigtig kan blafre.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

De nominerede

Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier
Louis Jensen og Lilian Brøgger (ill.)
Gyldendal, 2012         
Danmark

To af alting
Hanne Kvist
Gyldendal, 2013
Danmark

Råttan Bettan och masken Baudelaire.
Babypoesi och vilda ramsor
Annika Sandelin og Karoliina Pertamo (ill.)
Schildts & Söderströms, 2013
Finland

Vain pahaa unta
(Bara en ond drøm)
Ville Tietäväinen og Aino Tietäväinen
WSOY, 2013
Finland

Tímakistan
Andri Snær Magnason
Mál og menning, 2013
Island

Stína stórasæng
Lani Yamamoto
Crymogea, 2013
Island

Krigen
Gro Dahle og Kaia Linnea Dahle Nyhus (ill.)
Cappelen Damm, 2013
Norge

Brune
Håkon Øvreås og Øyvind Torseter (ill.)
Gyldendal, 2013
Norge

Olli och Mo
Eva Lindström
Alfabeta Bokförlag, 2012
Sverige

En sekund i taget
Sofia Nordin
Rabén & Sjögren, 2013
Sverige

Nasaq teqqialik piginnaanilik
(Den magiske kasket)
Kathrine Rosing og Nina Spore Kreutzmann (ill.)
Milik Publishing, 2012
Grønland

Flata kaninin
(Den flade kanin)
Bárður Oskarsson
Bókadeildin, 2011
Færøerne

Ilmmiid Gaskkas
(Mellem verdener)
Máret Ánne Sara
DAT, 2013
Det samiske sprogområde

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer