’Jeg voksede op i en ødelagt verden og troede den skulle se sådan ud’

Menneskers fravær er ofte mere sigende end deres tilstedeværelse, mener Wim Wenders. Det er en af grundene til, at den 69-årige tyske filminstruktør og fotografs billeder som regel er helt tømt for mennesker og dermed i stedet overlader historiefortællingen til de steder, landskaber og byer, han fotograferer.

»Lige så snart der er mennesker i billedet – selv hvis de er små – fanger de beskuerens hele opmærksomhed, og man prøver at finde ud af, hvem de er, og hvad deres historie er,« siger han, da vi sidder over for hinanden midt i den udstilling af hans fotografier, man lige nu kan se på Kunstforeningen Gl Strand i København.

»Jeg vil hellere have, at stederne fortæller om os og om de mennesker, der bor der eller engang boede der. Og så er det nemmere for mig, hvis der ingen mennesker er. Det handler alt sammen om at fortælle historier. Det handler om at fortælle historier om mennesker, og deres fravær er nogle gange mere sigende, end deres tilstedeværelse nogensinde kunne være.«

Wim Wenders, der er en høj og venlig mand med markant gråt, bølget hår og tykke, runde briller, peger på et fotografi bag mig af et tomt gadehjørne i den amerikanske by Butte, der ligger i Montana.

»Jeg har en version af det samme billede, hvor en cowboy læner sig op ad en lygtepæl, og det hele kom til at handle om ham. Så tog jeg billedet uden ham, og nu fortæller det lille gadehjørne næsten om hele den amerikanske drøm. Nu, hvor der ingen er i billedet, fokuserer man på andre ting.«

Open-air Screen, Palermo, 2007

Wim Wenders

Sporene

Der er ensomhed, melankoli, forfald og forladthed i de fleste af Wenders’ fotografier, der er taget over hele verden, siden han under optagelserne til filmen Paris, Texas i 1983 også begyndte at tage fotografiet alvorligt som en anden måde at udtrykke sig på sideløbende med filmarbejdet.

»Jeg er interesseret i de spor, vi som race efterlader os i byer og landskaber, og hvad disse spor fortæller om vores drømme og håb, og hvem vi er. For en gangs skyld prøver jeg at lade stederne fortælle hele historien og ikke lade os overtage al historiefortællingen som sædvanlig.«

Et eksempel på Wim Wenders’ måde at fortælle på som fotograf er to billeder, han har taget i Armenien. Begge viser det samme rustne pariserhjul, men fra to forskellige vinkler, der fortæller to forskellige historier.

»Det er grunden til, at jeg for en gangs skyld også tog et billede fra den modsatte vinkel,« siger han.

»Fordi de var så iøjnefaldende forskellige. Til den ene side ser man det tomme landskab, horisonten, uendeligheden. Det forfaldne pariserhjul var så stærkt et budskab sat op imod landskabet. Ser man pariserhjulet fra den anden side, ser man også en masse barakker og bygninger bagved. De er vel fra 1950’erne. En russisk bosættelse, hvor de russiske soldater og deres familier boede, da Sovjetunionen havde besat landet«.

Ved at skifte vinkel fortalte pariserhjulet en helt anden historie.

»Man forstår nu, hvorfor det blev bygget – nemlig waf hensyn til de mennesker, som boede der, og som var flyttet dertil fra et fremmed land, som besættere. Armenien er et lille land oppe i bjergene, og russerne kedede sig og byggede en forlystelsespark. Og så forlod de stedet igen i 1990’erne og efterlod forlystelsesparken, som ingen nu har brug for. Det pariserhjul fortæller en lang historie. Man kan næsten stadig høre dem grine og synge og more sig.«

Ferris Wheel, Armenia, 2008 (udsnit)

Wim Wenders

Den rigtige historie

Det tog Wim Wenders tre dage at få taget de rigtige billeder af pariserhjulet, fortæller han. Den første dag var der børn overalt, og så blev pariserhjulet en fortælling om håb. Den anden dag var der en vaskeægte cowboy med sin fåreflok – han lignede Marlboro-manden, og det duede heller ikke. »Det var ikke den historie, stedet prøvede at fortælle mig,« siger Wenders. »Jeg kom så tilbage en tredje dag, og der var helt tomt, og endelig kunne pariserhjulet fortælle mig sin egen historie, ikke en falsk historie. Børnene og cowboyen fortalte ikke den virkelige historie.«

Født i ødelæggelse

Et fotografi er dog altid et udtryk for det menneske, der har taget det, understreger Wim Wenders. Man aldrig kan abstrahere fra sig selv, og hvem man er, og hvor man kommer fra.

Vi begynder at tale om et andet fotografi. Det er fra Japan og viser en gruppe mennesker, der står foran et stort krigsskib – rester af krig, konflikt og ødelæggelse er også et motiv, der går igen i Wenders’ billeder.

»Hvor meget jeg end forsøger at forsvinde og ikke fortælle min egen historie, har jeg en historie med mig som øjet bag kameraet,« siger han.

»Måske skyldes det, at jeg er født i 1945, en uge efter at atombomben blev smidt over Japan. Og måske er det derfor, at krigsskibet, der er en filmkulisse, interesserede mig. Efter den amerikanske besættelse af Japan, måtte japanerne ikke længere bygge krigsskibe. I denne by byggede de ubåde og krigsskibe før krigen. Det måtte de nu ikke længere, men de byggede på et tidspunkt en filmkulisse, der skulle vise deres tidligere storhed. Måske var den lille dreng, der blev født i 1945, særligt følsom over for den historie. Man kan aldrig helt lægge sin egen historie fra sig, hvis man forsøger at dechifrere et steds historie.«

Wim Wenders peger på et andet fotografi på væggen bag mig. Det er en nogle år gammelt og forestiller en butiksfacade i Berlin med en masse skudhuller, der er malet røde.

»Jeg aner ikke, hvem der malede dem røde. Men hullerne stammer fra dengang, den sovjetiske hær indtog Berlin, og de kæmpede mod nazisterne om hvert hus og hver gade. Det var nogle af de sidste skudhuller, der var tilbage, og i dag er de væk. Der er en souvenirbutik samme sted nu – dernede i kælderen sælger de souvenirs, hvilket der måske er en dybere mening med. Måske kan jeg relatere til netop den tid og de begivenheder, fordi jeg er født på det tidspunkt, jeg er.«

Han er tavs et øjeblik, inden han fortsætter.

»Måske finder man her den lille dreng, der voksede op i et landskab, hvor alting var ødelagt. Düsseldorf, hvor jeg voksede op, blev for 80 procents vedkommende ødelagt under krigen. Måske er det stadig synligt i mine fotografier, og måske er ødelæggelsen og forfaldet, der kan ses, en del af det faktum, at jeg ikke kendte til andet, da jeg voksede op. Det betyder noget, hvor man vokser op, og for mig så verden sådan ud: Den var ødelagt. Jeg vidste ikke engang, at den var ødelagt. Jeg troede bare, at den skulle se sådan ud.«

Street Corner in Butte Montana, 2003

Wim Wenders

Film og fotografi

Den snes fotografier i stor størrelse, man kan se i Kunstforeningen Gl Strand er blot en lillebitte del af de mange tusinde fotografier, Wim Wenders har taget gennem de seneste 30 år, mens han har lavet utallige spillefilm og dokumentarfilm, blandt andre Himlen over Berlin, The Million Dollar Hotel, Til verdens ende, Buena Vista Social Club, Land of Plenty og Pina. Spørgsmålet er, om fotografierne ligger i forlængelse af hans film, om det er de samme historier, han forsøger at fortælle.

»Ja og nej,« siger han.

Instruktør og fotograf Wim Wenders sammen med Informations journalist, Christian Monggaard.

Tor Birk Trads

»På mange måder er det hinandens antitese. Som fotograf kan jeg være helt alene. Som filminstruktør er jeg helt og holdent afhængig af mange andre mennesker. Som filmskaber begynder jeg hvert projekt med en fornemmelse af et sted og et ønske om at udforske et landskab eller en by, og så kommer jeg med min historie og mine skuespillere, og byen og landskabet bliver et bagtæppe. Som fotograf kan jeg vente, indtil alle menneskene er væk, så stederne får al opmærksomheden. Man kan sige, at de to kunstarter komplementerer hinanden, men man kan også sige, at jeg har to meget forskellige professioner.«

Men der er store ligheder mellem måden, han fotograferer og filmer byer og landskaber på, siger jeg til sidst. Det har ikke mindst at gøre med måden, han indrammer tingene på, forholdet mellem landskab og by og himmel og horisont.

Han smiler og siger så: »Ophavsmanden til begge dele er en tysk romantiker.«

Wim Wenders’ fotografier kan ses på Kunstforeningen Gl. Strand til og med den 23. november. www.glstrand.dk