Kommentar
Læsetid: 5 min.

Du aner ikke, hvem jeg er

Jeg har en længere portefølje af tekster, ord og bøger bag mig, end jeg nogensinde havde turdet drømme om i min spæde ungdom. Alligevel kender du ikke mit navn
Kultur
14. november 2014
Det er kun en gang lykkedes mig at blive anmeldt i en avis. Det fik jeg trumfet igennem efter at have skrevet tre henvendelser til en kritiker i Midtjylland med en længere beskrivelse af mit tilhør til netop den del af Danmark.

Det er kun en gang lykkedes mig at blive anmeldt i en avis. Det fik jeg trumfet igennem efter at have skrevet tre henvendelser til en kritiker i Midtjylland med en længere beskrivelse af mit tilhør til netop den del af Danmark.

Josephine Kyhn/iBureauet

Stating the facts: Jeg har udgivet tre skønlitterære bøger. Mine første tekster blev trykt i en antologi for ti år siden, og jeg debuterede med første selvstændige værk i 2010. Jeg har en længere portefølje af tekster, ord og bøger bag mig, end jeg nogensinde havde turdet drømme om i min spæde ungdom. Jeg har skrevet, siden jeg kunne sætte to ord sammen, og det er næppe en passion, der brænder ud. Jeg er 32 år gammel og synes egentligt, på en god dag, at ovenstående er en udmærket bedrift min alder taget i betragtning, især i et lille land som Danmark. Men du aner ikke, hvem jeg er.

På det seneste har jeg flere gange fået besked om, at jeg skal skrive »andre bøger« for at blive et navn. Jeg skal skrive »rigtige bøger« og i en genre, der er mere bredt tilgængelig, mainstream, mere folkelig. Forleden dag signerer jeg et eksemplar af min seneste bog til min yogainstruktør. Undervejs snakker vi om udfordringen med at få omtale. På vej ud af døren vifter hun med bogen og råber efter mig: »Den her bliver mange penge værd en dag.« Det har hun måske ret i, men bare ikke lige i dag, for i dag er der ingen, der aner, hvem jeg er.

Jeg hører, hvad folk siger. Ja, jeg forstår endda, hvad det er, de mener. Jeg siger det, som jeg føler det, også selv om det måske er romantisk i et pengestyret samfund. En forfatter skal skrive de bøger, en forfatter skal skrive. For mig er hverken indhold eller form et rationelt valg med salg for øje. Det handler altid om andet og mere end det.

Nogen skal kende mit navn

Hvis jeg selv valgte, hvilke bøger jeg skrev, ville jeg måske starte forfra med en bestseller, så jeg i det mindste havde lidt mere end en symbolsk indtægt at køre videre på. Hvis jeg var mere komfortabel med den nuværende litteraturscene og med mit dertilhørende eget selvværd, så ville jeg nok være bedre til at træde frem i rampelyset. For selv om jeg skriver de bøger, jeg skal skrive og ikke er god til det med scenen, så vil jeg stadig gerne omtalen. Omtale er den eneste måde at få spredt budskabet om mine bøgers eksistens. Nogen skal kende mit navn for at gå på biblioteket og spørge efter bøgerne. Nogen skal kende mit navn for at spørge efter mine bøger i boghandlen.

Jeg er ikke særlig god til at råbe højt, når først jeg bevæger mig ud over bøgernes sider, som nogle forfattere mener, at man bør være. Jeg er forfatter, fordi jeg elsker at skrive fiktion. Jeg skriver for at blive hørt! Jeg skriver for at få aflad for det, der er i mig og andre. Jeg skriver for at sige noget, som, jeg synes, er væsentligt for min generation, min samtid. Jeg skriver for at sige noget på den måde, jeg kan og med de øjne, jeg ser med.

Folk ser mig stå til udgivelsesreceptionen med et eksemplar af bogen og kan forholde sig til den som et nummer. Min tredje bog. Personligt er jeg langt mere optaget af processen og kampen for at komme igennem nåleøjerne 1.) Skrive bogen (og skrive den om og igennem i årevis) 2.) Få manuskriptet antaget (og henvende sig typisk mere end et sted uden begrundede afslag eller total radiostilhed) og 3.) Blive omtalt i medierne uden markeds- eller presseafdelinger. Både 1 og 2 har jeg efterhånden lært ikke at lade mig slå ud af, sværere bliver det med nummer 3, der bliver ved med at være et bjerg bag et bjerg.

Den ene anmeldelse

Da jeg debuterede, sagde forlagsindehaveren til mig, at jeg ikke måtte blive ked af det, hvis jeg ikke blev anmeldt. Han sagde, at han var sikker på, at den ville blive godt anmeldt, hvis det nu var, men det var ekstremt svært i Danmark at blive anmeldt i det hele taget og i særdeles i min position: Ung debutant med meget lille litterært netværk og endnu mindre kritikernetværk. Dengang var jeg meget optaget af alene at blive publiceret, og min lykke ville ingen ende tage, men nu har jeg udgivet tre værker, og det undrer mig efterhånden at der ikke er tre linjers omtaleinteresse til mig et eller andet sted i det danske medielandskab. Vi er de historier, vi fortæller, men hvis ingen spørger om noget, så forsvinder historien i stilhed, således også min.

I kontrast til mine skønlitterære bedrifter, der efterhånden er en lille håndfuld af, er det kun én gang lykkedes mig at blive anmeldt i en avis. Det fik jeg trumfet igennem efter at have skrevet tre henvendelser til en kritiker i Midtjylland med en længere beskrivelse af mit tilhør til netop den del af Danmark. Efterfølgende sværgede jeg, at jeg aldrig nogensinde ville fortælle nogen, at det havde krævet så mange henvendelser at blive set af det offentlige øje, fordi det føles pinligt at kalde på opmærksomheden.

Det er som om, at det er blevet et billede, at man skal kunne råbe højt om sin egen formåen, og hvis man er introvert som jeg er, så skal man enten have bannerførere i 5. gear, eller også skal man ændre den måde, man er på. Jeg ser allerede nu for mig, hvordan kommentarfeltet til denne kronik bliver beskudt med at jeg ser mig som et offer. Dét gør jeg ikke. Jeg synes, jeg er ekstremt privilegeret i min situation. Jeg synes, jeg er kommet langt, og jeg synes også fra den position, at det er o.k. at kalde på omtale fra »undergrunden«.

Spontant kan jeg nævne omkring otte forfattere i min generation, som jeg kender nok til med det samme at kunne fremkalde deres ansigt foran mig. Ikke fordi jeg har læst alt hvad de har skrevet, men fordi de er af stor interesse for medierne og har været bragt i samtlige aviser op til udgivelserne. Jeg er ikke uddannet journalist. Jeg ved ikke, hvordan den redaktionelle udvælgelsesproces foregår, men jeg ved, at et moderne ord som buzz hænger ufravigeligt sammen med mediebilledet. Der udkommer flere tusinde bogtitler om året i Danmark, og det ville unægtelig være interessant om også nogle af dem fra den mørke ende af gyden blev fremhævet, måske mod alle ods.

På trods af de moderne og sociale mediers mulighed for selvomtale, så bliver de klassiske medier ved med at være offentlighedens øjne. Jeg tror ikke, at alle kunstnere selv kan skabe den buzz, der er nødvendig for at blive omtalt eller anmeldt. Det betyder imidlertidigt ikke, at man ikke har noget at sige, eller at det ikke er god litteratur. Ud af de tre nåleøjer, man som forfatter skal igennem, tror jeg ikke, at jeg har været forberedt på, at det sidste ville være det absolut snævreste, og der hvor jeg må kaste håndklædet i ringen og erklære, at jeg simpelthen ikke ved, hvorfor det er sådan. Du kender ikke mit navn og jeg ville ønske nogen havde introduceret os for hinanden.

Annette Brogaard er forfatter og sociolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her