Læsetid: 2 min.

Arrangeret ægteskab med seerne

20. november 2014

Det skulle være så godt og videnskabeligt, og så er det faktisk så skidt og underholdende.

DR’s satsning udi kærlighedsreality-tv, Gift ved første blik, som her i anden sæson er flyttet fra arnestedet DR3 til moderkanalen DR1, har suget seere til sig som få. Faktisk blev netop den – relativt lille – produktion, i sidste uge brugt til at vise hvor dårligt det går med 1864 ved at fremhæve, at Gift ved første blik nu havde næsten lige så mange seere som danmarkshistoriens dyreste tv-serie. Men kritikken vokser. Vores anmelder Lone Nikolajsen skriver for eksempel i dagens Film&Fjernsyn, at det det denne gang er svært ikke at tro, at eksperterne – der med deres baggrund i psykologien, antropologien og kristendommen, ellers er sat til at finde det perfekte match – ikke er blevet overtrumfet af mere konfliktsøgende castere.

»En, der gerne vil have børn sættes sammen med én, der ikke vil have flere. En nyforladt mand, der mangler en ’powerkvinde’ til at samle sit sårede ego op, sættes sammen med en, der har været enlig boss i 10 år. Det bryllup er ikke et kønt syn. Der er store, fede uoverensstemmelser frem for den almindelige forlegenheds mere uforudsigelige drama.«

Der er i princippet ingenting i vejen med konstruerede konflikter. Faktisk er det blevet reality-tv’s speciale, og hvem kan sige sig fri for at få det en lille smule bedre med sit eget liv ved at se på andre folks genvordigheder. Men når DR siger, at de vil lave begavet kærligheds-tv og faktisk krydrer optakten med tal for, hvor mange mennesker, der bliver skilt i Danmark samt et åbent spørgsmål om, hvorvidt ’de andres’ arrangerede ægteskaber nu også er så skidt endda, har de edderbrandbrølemig også at holde kontrakten og faktisk lade eksperter søge de tandhjul, der passer – se det, så forstår du metafor-valget – frem for dem, der knager mest. For lige som et ægteskab er en kontrakt, der gerne skulle udstikke nogle ret klare retningslinjer for, hvad man hver især kan forvente af relationen, skal et tv-program også holde sin kontrakt med seeren.

Så hvad siger du så til, at seerne vælter til, Anna? Jeg siger, at det er godt, at jeg ikke er programplanlægger, men bare realitytv-fan og professionel brokmås.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu