Læsetid: 5 min.

Berlins misfostre

Konserverede menneskelige misfostre fra museet ved Charité-hospitalet i Berlin optræder hyppigt i tysk litteratur efter murens fald som central metafor for dannelsen af et nyt Berlin
Konserverede menneskelige misfostre fra museet ved Charité-hospitalet i Berlin optræder hyppigt i tysk litteratur efter murens fald som central metafor for dannelsen af et nyt Berlin

Sofie Holm Larsen

7. november 2014

Med en glasskærer baner Benno sig vej ind i Charité-museet. Hans gummisko laver pibelyde på linoleumsgulvene. Ellers er der fuldstændigt stille. På hylderne med de såkaldte »Frøhoveder« og »Sirenebabyer,« der ligger i store glas konserveret i formalin, finder han glasset mærket med det rigtige navn og årstal. Leo, 1979.

Leos højre arm er vokset sammen med hans krop. Han har ingen næse, og han har en stor sprække i overlæben. Han er et misfoster, og han er Bennos dødfødte tvillingebror, der blev taget som gidsel af videnskaben, og som Benno nu vil fejre deres fælles 18-års fødselsdag sammen med.

Benno tager låget af glasset, indånder gasserne fra formalinen og hælder væsken ud over sig selv for at forene sig med broderens skæbne. Han løfter Leo ud af glasset og tager ham med i Tiergarten. Her spiller han fødselsdagssange for ham og ryger en joint med ham i en spøjs genforenelsesakt, mens han forestiller sig, at der i al harmoni sidder misfostre rundt omkring i træerne.

I Tanja Dückers roman Spielzone fra 1999 er de konserverede misfostre et billede på Berlins splittelse, og da Benno befrier sin tvillingebror er det en gestus, der peger frem mod genforening. Det mener litteraturforsker Katharina Gerstenberger fra University of Utah, som har forsket i tysk litteratur efter murens fald og skrevet bogen Writing the New Berlin. Men i den tyske litteratur finder hun også eksempler, som peger på en mere vedvarende splittelse imellem Øst og Vest.

Efter murens fald var opbygningen af en ny tysk og ikke mindst en ny berlinsk identitet et centralt emne for store dele af den tyske kunstproduktion, og det medicinske museum ved Charité, som efter åbningen af grænserne igen var placeret i hjertet af Berlin, fik en central placering i litteraturen. Katharina Gerstenberger skriver i bogen Writing the New Berlin, at de misdannede fostre udgør en ideel æstetisk repræsentation af Berlins og byens skiftende grænser, fordi de selv »presser grænserne for menneskelig eksistens«, og fordi de udgør en metafor for byen som en deform krop.

Den flittige patolog

Men lad os først tage et hurtigt kig på virkelighedens misfostre og på en mand, som havde en særlig interesse for det anormale. I midten af det nittende århundrede begyndte patologen og politikeren Rudolf Virchow at opbygge en samling af konserverede medicinske tilfælde. Virchow var især interesseret i anatomiske anormaliteter, og i hans yderst særegne samling var der en stor mængde deforme dødfødte babyer og aborterede fostre.

Efter han døde i 1902 fortsatte hans kolleger med at udbygge kollektionen, men et bombeangreb i slutningen af Anden Verdenskrig ødelagde store dele af museet. Da krigen var ovre, blev museet, som nu lå i det nye Østberlin, lukket for offentligheden, og først i 1998 genåbnede det i sin nuværende form med resterne af Virchows samling og med materiale indsamlet i den mellemliggende tid.

Den deformerede krop som metafor bliver taget til det ekstreme i Thomas Hettches roman Nox fra 1995. Her får fortælleren, en ung forfatter, halsen skåret over af en kvinde allerede i begyndelsen af romanen, og mens hans lig forfalder, følger han kvindens færden rundt i Berlin om aftenen den 9. november 1989, aftenen for murens fald. I Nox er Berlinmuren byens »stenede rygrad« og de forladte områder omkring muren er »arvæv«. Murens fald skildres derfor i romanen som en oplevelse af »individuel smerte frem for en oplevelse af kollektiv glæde«. Det er med andre ord ikke den store genforening, der er på spil i Nox. Tværtimod er murens fald en slags apokalypse, og romanen skildrer på den måde en uforenelighed mellem Øst og Vest.

Og denne uforenelighed bliver også levendegjort af misfostrene på Charité-museet. Udover at følge sin egen morder følger fortælleren nemlig også Professor Matern, som har ansvaret for Virchows samling, mens han på dagen for murens fald viser en gruppe studerende rundt på Charité-museet. Han fortæller de studerende, at »monstrene« – de deforme fostre – er kommet til Berlin i en lind strøm fra øst, og at det kun er muren, der har kunnet stoppe det: »Muren var det kirurgiske snit, med hvilket byen skar sig fri fra Østen.« Gerstenberger skriver derfor, at man må gå ud fra, at uden murens fravær vil man åbne op for, at monstrene og »alt muligt andet« igen kan strømme frit ind over grænsen.

Monstrøs markedsføring

Der er dog også forfattere, skriver Gerstenberger, som har en kritisk tilgang til sammenkoblingen mellem det monstrøse og Berlins genforening. I sin satiriske novelle fra 2001 »Das Blutwunder von Mitte oder: Wie Heinz sein Bein dazu brachte, nicht mehr zu weinen« (’Blodmiraklet fra Mitte eller: Hvordan Heinz fik sit ben til at stoppe med at græde’), betegner forfatteren Stephan Porombka tendensen med at bruge misfostrene fra Charité-museet til at skrive det nye Berlin som en slags monstrøs markedsføring.

I novellen bliver hovedpersonen, den proletariske Heinz fra Neu- kölln, skambidt af sin halvfemspunds kamphund Lutscher, og hans ben må amputeres. I stedet for at donere benet til hundefoder – som man åbenbart normalt ville gøre – donerer Heinz anonymt det »blødende og højlydt grædende« ben til Charité-museet. Benet udstilles og bliver hurtigt en stor attraktion, fordi det kan kurere de syge, og fordi det har en underholdende evne til med sit blod at skrive morsomme sætninger som: »Lutscher, jeg slår dig ihjel, din forbandede køter.«

»Porombkas historie,« skriver Gerstenberger, »modstiller to vidt forskellige segmenter af Berlins indbyggere. Grupper som har mindre og mindre tilfælles i den klassemæssigt opdelte by: proletarisk kultur fra Neukölln, som også er hjemstavn for størstedelen af Berlins kamphunde, og det såkaldte Nye Berlin i bydelen Mitte, der blandt andet hylder sig selv med happenings, som den med Heinz’ amputerede ben.«

Kritikken er ikke uvæsentlig, skriver Gerstenberger, men hun mener stadigvæk, at forfatternes undersøgelse af byen som krop og koblingen mellem byen og det monstrøse er relevant: »Porombkas kritik er rettet mod den selvforstærkende sensationalisme, der omgærder udstillinger som den på Charité-museet. Forfattere og publikum især er mål for hans kritik, når han viser, hvordan deres begær efter nye Berlin-romaner er narcissistisk, og at de i deres glæde over det ’Nye Berlin’ overser byens reelle problemer.«

Men kritikken bør ikke tage fokus fra Charité-museets fremtrædende plads i forhold til Berlins nye selvforståelse, mener Gerstenberger. Og den bør ikke tage fokus fra det vigtige ved de kropslige metaforer, som er kendetegnende for 90’ernes litteratur, og som har rod i Berlins historie, hvor det anormale har en central plads, skriver hun.

Katharina Gerstenberger: ’Writing the New Berlin’, Camden House, 2008

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu