Læsetid: 2 min.

Carlsen pressede luften ud af Anand

Normanden bragte sig med powerplay foran i VM-matchen
Skak
11. november 2014

Det andet parti i VM-matchen i Sotji udviklede sig til en ren magtdemonstration fra Magnus Carlsens side. Den forsvarende verdensmester, endnu ikke fyldt 24 år, virkede i lange faser af partiet sin modstander overlegen, og partiet sluttede dramatisk med, at en hårdt presset Anand begik en bommert af den kategori, enhver dansk klubspiller med respekt for sig selv vil græmme sig gevaldigt over. Carlsen havde hvid, og parterne styrede ind i spansk parti: 1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lb5 Sf6 ...

Inviterer til såkaldte ’Berlinmur’ (efter 4.0‑0 Sxe4 5.d4 Sd6 6.Lxc6 dxc6 7.dxe5 Sf5 8.Dxd8+ Kxd8 etc.), men Carlsen vælger det roligere: 4.d3 Lc5 5.0–0 d6 6.Te1 0–0 7.Lxc6 bxc6 8.h3 Te8 9.Sbd2 Sd7 10.Sc4 Lb6 11.a4 a5 12.Sxb6 cxb6 13.d4 Dc7 14.Ta3!

Meget kreativt spillet, tårnet skal snart svinges over på kongefløjen.

14. Sf8 15.dxe5 dxe5 16.Sh4 Td8 17.Dh5 f6 18.Sf5 Le6 19.Tg3 Sg6 20.h4! Lxf5 ...

Det er forståeligt, at Anand ikke længere havde nerver til at se på den fæle hvide forpostspringer. Nu er det hvide angreb midlertidigt afblæst, men til gengæld er den hvide stilling positionelt overlegen.

21.exf5 Sf4 22.Lxf4 exf4 23.Tc3 c5 24.Te6 ... En ny forpost melder sig til tjeneste.

24. Tab8 25.Tc4! Dd7 26.Kh2 Tf8 27.Tce4! – rent powerplay – Tb7 28.De2 b5 29.b3 bxa4 30.bxa4 Tb4 31.Te7 Dd6 32.Df3 Txe4 33.Dxe4 f3+ 34.g3 ...

Se diagrammet.

Det er her, den kommer, den indiske eksverdensmesters graverende fejl: 34. h5??

Partiet var måske nok tabt under alle omstændigheder, men alligevel. På norsk TV1 så det ud, som om Carlsen nu nærmest borede sin dronning ned på feltet b7:

35.Db7 – og Anand smed omgående håndklædet i ringen.

Efter dette parti føler jeg mig overbevist om, Anand også vil være ’eks’, når matchen i Sotji om et par uger er overstået.

Betænkningstiden er for øvrigt to timer til de første 40 træk, derefter får spillerne hver en time til de følgende 20 – og endelig har man 15 minutter tillægstid til resten af partiet samt fra det 61. træk en bonus på 30 sekunder for hvert udført træk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu