Jo, der kan åbenbart stadig digtes om Auschwitz og slippe godt fra det på dansk. Tag nu Glenn Christians digtsamling Mudret sol, et af de seks nominerede værker til Montanas Litteraturpris 2014. Glenn Christian skriver om barnet Hurbinek, der optræder i Primo Levis vidnesbyrd fra Holocaust Hvis dette er et menneske. Hurbinek fødes og dør som treårig i Auschwitz. Han er en ingen, et barn af døden. Bortset fra nogle få lyde ejer han ikke evnen til at tale, mens behovet for at udtrykke sig viser sig i de brændende øjne.
Men lige her hos Glenn Christian halvfjers år efter Holocaust genopstår Hurbinek i en sprængt digtform som et kødeligt vidnesbyrd om kroppen, der ikke vil. Han er et spøgelse, en uudgrundelig figur, som stadig har appel til os i dag, for når man graver et stik dybere i erindringen og sproget, så hører man det stadig: »Hurbinek Hurbinek // Din tale / sproget / som sten i halsen // Dine tre år er gået.«
Glenn Christians Mudret sol viser, at litteraturen ingen grænser kender for, hvad den kan indlemme og bearbejde. Den bevæger sig fra digtsamlingens første Ovartaci-suite, hvor kroppen, nedbrudt og betændt, er en slagmark for køn og identitet over andel del, hvor jeg’et og kroppen efterlades for den større skueplads, byen Tarnac som en krigszone, for i en afsøgen af den tynde fernis under civilisationen og de pludselige afvigelser at ende tilbage i Auschwitz.
Hvis der er noget, som de nominerede værker er optaget af, er det eksistensens bagtæppe og af at trænge om bag den scene, hvor livet udspiller sig overfladisk. De skriver om ubehaget ved kulturen, om at være omgivet af klam materie, det opkastede grundvand og alle de falske billeder, der fastholder mennesket i låste forestillinger, men også om, hvordan man ikke kan gøre sig fri heraf, når den er en del af os og vores historie.
Glenn Christian taler om »et nordisk mørke«. Og mørke er, hvad der kendetegner Harald Voetmanns roman Alt under månen. I denne dybt personlige fortolkning af en historisk roman om Tycho Brahe er alt mørke, druk, hor, sult og kulde.
Alt er flydende
Hos Voetmann er der ikke nogen grund til at fæstne lid til mennesket, som primært består af flydende materie, eller nationen:
»Dette helvedes land er én lang kyststrækning. Det er svøbt i tåge, i dis og gus og damp og mosedunst. Og som om dét ikke var galt nok, hænger de tunge grå skyer over det hele. Intet sted på jorden har et dårligere udsyn. Intet sted på jorden er så dækket til og tynget ned […] Jeg har afluret universets hemmeligheder fra denne suppeterrin af et land.«
Når alt er flydende, er det umuligt at skabe orden og struktur i verden, og det mærkes helt nede i Voetmanns suværent opstyltede sprog båret af den største komik. Her forbliver vi i bogstavelig forstand nede i sølet. Ubærlige, ubændige sætninger kendetegner sammen med en forpligtelse på steder, de seks nominerede værker. Det har altid ligget i Montanaprisen at honorere den litteratur, der rykker rent æstetisk og sprogligt, men af samme grund også har det vanskeligt på markedsvilkår.
I Majse Aymo-Boots roman Over os hænger en vidunderlig sol er sproget kogt ind, så der intet overflødigt er tilbage. Fortællingens ramme er skole, barndom og socialitet, men i hendes vision bliver den ramme mere et mikrosocialt diagram for vilde dagdrømme og flugt ud i de potentielle rum, der opstår af almene betragtninger og forestillingen om fælles krav og normer. Majse Aymo-Boots bog bliver dermed en slags vejviser til en anden måde at forstå vores tilværelse på og det i det smukkeste sprog, som dansk kan opvise.
Stedet spiller en konkret og vigtig rolle i to andre nominerede værker. Mest udtalt i Christian Yde Frostholms Paris en brugsanvisning. Bogen kan bruges som en alternativ og meget personlig guide til Paris, men samtidig også som en guide til George Perecs forfatterskab. Bogen låner metode fra Perec og handler om at tage ind, notere sig, registrere og opdage de små ting. De uspektakulære detaljer får her lov at spille hovedroller i en række formidable sansninger, som får byen til at fremstå på en ny måde.
Sorgfuldt sammenbrud
I Peter Højrups roman har stedet sneget sig helt ind i titlen Island, som er en metafor for den tabte kærlighed og forgæves forsøg på at omfavne den igen. Bogen er ét stort sorgfuldt sammenbrud, men også en meget munter beretning. Den handler om en forfatter, men også om dig og mig. Den handler om samfundet på en kritisk, men også kærlig måde. Og den handler om litteraturen som en overfladisk underholdningsbranche med prisshow, hyldest og hykleri.
Christina Hagen er i Boyfrind først og fremmest på rejse. Mellem lokaliteter og i det bastard-engelsk, hun har gjort til sit eget litteratursprog, fordi hun vil sabotere ethvert tiltag til lækkert litterært sprog. Skønheden og det perfekte ligger hele tiden på lur i det danske sprog, så derfor går hun efter det uperfekte menneske i det uperfekte forhold og det i et fladt og klichépræget engelsk. Og det gør Hagen i den imiterede coffeetable-bog, hvor det uperfekte og grimme liv har sin helt egen skønhed, og hvor der indimellem pludselig bliver vendt op og ned på gamle kønsroller, og postkoloniale dagsordener kortsluttes i overraskende tankerækker og fotos. Lige dér kigger en anden virkelighed ind midt i vores ellers perfekte liv.
