Læsetid: 5 min.

Dagligstuens drama helt op i skyen

Radiotopia revolutionerer kreativiteten i amerikanske podcasts. Information har besøgt en af initiativets nye indieradiostjerner, Jonathan Mitchell, i hans hjem i New York, hvor han med sin podcast ’The Truth’ har genopfundet audiofiktionens virkemidler inspireret af alt fra Star Wars til Frank Zappa
Radiotopia revolutionerer kreativiteten i amerikanske podcasts. Information har besøgt en af initiativets nye indieradiostjerner, Jonathan Mitchell, i hans hjem i New York, hvor han med sin podcast ’The Truth’ har genopfundet audiofiktionens virkemidler inspireret af alt fra Star Wars til Frank Zappa

Modelfoto: Trevor Cummings

25. november 2014

Da den amerikanske radioproducer Jonathan Mitchell var en lille purk i 1977, fik han grammofonpladen The Story of Star Wars i julegave. Pladen var soundtracket fra den første Star Wars-film med en fortællerstemme, der guidede lytteren igennem George Lucas’ episke science fiction-drama.

»Jeg lærte Star Wars-universet at kende gennem lyd, ikke som film« fortæller han. Lille Mitchell lyttede til pladen igen og igen. Han overspillede den til kassettebånd, så han kunne lytte til den overalt. Og da det nationale radionetværk NPR i 1983 lavede et radiodrama om Star Wars, der blev spillet som en heldagsmaraton på Mitchells lokalradio, var han helt oppe at støde.

»Jeg lyttede til det på mit værelse hele dagen lang,« siger Mitchell, men da radiodramaet sluttede, var han skuffet.

»Den føltes ikke virkelig ligesom min plade. Den føltes lang og konstrueret. Skuespillet var ikke godt, stemmerne var helt forkerte,« siger han. »Det, jeg havde elsket ved The Story of Star Wars, havde at gøre med filmlyden og måden, den var optaget på, at den kom fra noget, som oprindeligt havde en visuel komponent, der gav det hele en realistisk følelse.«

Derfor har han altid siden tænkt: »Jeg vil lave ’pladen’, jeg ville ikke lave radiodramaet.«

Legesyg audiofiktion

Jeg besøger Jonathan Mitchell i hans kombinerede lejlighed og arbejdskammer i Chelsea, New York. Kontoret er en lydnørds troldmandsværksted fyldt med keyboards, lydoptagere, nodebøger, romaner, filmmanuskripter, en stor computerskærm, hvor han i denne uge sidder og klipper i en lyddramatisering af en Philip K. Dick-novelle, der lige nu består af over 50 forskellige lydspor af fodtrin, rumlyde, stemmer, musik. En kæmpe nullermand af en kat ligger og brummer bag Mitchells ophedede MacBook Pro. Det er sjældent et glamourøst, snarere passioneret, syn at besøge selvstændige radiofolk.

Mitchell har tidligere været producent på verdens nok mest perfektionistisk og musikalsk producerede radioshow, det populærvidenskabelige Radiolab. Han har lavet indslag til omtrent alle større amerikanske radiomagasiner. Og så har han, og det er derfor, jeg er her, de seneste år lavet noget af det mest legesyge og overbevisende radiodrama eller nærmere ’audiofiktion’, jeg har hørt i de senere år, med The Truth. »Film til dine ører,« lyder mottoet til podcasten, der er blevet en del af det nye, amerikanske podcastfællesskab Radiotopia. Den eksplosive udvikling inden for podcastbranchen har omsider givet ham mulighed for at lave et produkt, som almindelig radio ikke har kunnet finde plads til.

»Tidligere lavede jeg mange kunstnerportrætter, men jeg fik lyst til at lave stykker, som ikke handlede om noget andet, stykker, som var en kunstform i sig selv. Jeg ville bruge radio som et kreativt artistisk udtryk. Det får fiktionen ofte nemmere lov til,« fortæller han.

Alting udfoldet i dagligstuen

Jeg har været på månen med Jonathan Mitchell. Jeg har været med ham til en psykosadistisk spinningtime fortalt gennem to passivt-aggressive kvinders hadefulde tanker om hinanden. Jeg har været på en dårlig date på et penismuseum i Brooklyn med Mitchell. Er man blevet banket rundt i The Truths alsidige fiktionsuniverser, er det svært at forestille sig at det hele, fra idéplan til udførelse, har udfoldet sig på det bløde gulvtæppe i hans dagligstue. Men det er produktionsbetingelserne. Og så er hjemmet en afslappet ramme for hans improvisationsbaserede metode.

Stemmen kan nemt blive din værste fjende i audiodramatik, fordi den kan være så svær at blive overbevist af, og det har Mitchell gerne villet omgå i The Truth. Først opfører hans frivillige skuespillere et manuskript baseret på en historie, som ofte er blevet talt frem i fællesskab. Så lægger de manuskriptet fra sig og optager scenerne ud fra hukommelsen. Og efter tredje eller fjerde optagelse er scenen ren improvisation.

»Jeg kan lide, når folk udtrykker sig med sprog, som du ikke kan finde på at skrive ned. Jeg leder efter et lydudtryk, der føles levende,« siger han.

Ud fra de mange optagelser sammenstykker Mitchell efterfølgende under klipningen en fin mosaik af alt det, der er optaget. Således er slut- resultatet både helt levende, supermanipuleret og føles – virkeligt.

Titlen ’The Truth’ har hentet inspiration fra et kendt citat fra den amerikanske poet Ralph Waldo Emerson: »Fiktion afdækker den sandhed, som virkeligheden tilslører.«

Og så var titlen også tænkt som en kommentar til den populære radiodokumentargenres monopol på at formidle ’virkelighed’: »Det var en måde at pointere, at det, vi laver, blot er en anden måde at nærme sig det samme på,« siger Mitchell.

»Ved at udforske sandheden gennem fiktion kan man få perspektiver og aspekter af liv og sandhed og livets poesi med på en måde, som du ikke kan med dokumentar. Du kan komme steder hen, som du aldrig ville have adgang til ellers. Du kan tilbyde perspektiver, som ellers er umulige at skabe. Du kan gøre magi virkelig.«

Poesi og musik

Som audiodramatiker kan man samle inspiration alle vegne, fra film og teater over litteraturen til journalistik og musik.

Den danske digter og radiodokumentarist Pejk Malinovski, der selv skriver og er inspireret af konceptuel poesi, har i år for BBC lavet den mesterlige, poetiske meditation over film, Everything, Nothing, Harvey Keitel, der for nylig vandt prisen for bedste radiodramaproduktion på Prix Europa.

I dansk regi har legen med radiodokumentarismens fortælleformater vundet land inden for P1’s radiodramatik. Det er senest hørt i den garvede radiodokumentarist Torben Brandts donordrama ’Sæd’ og i Radiofortællingers Louise Witt-Hansens ’Efter Fyringerne’, sorthumoristiske interviewdramaer om virksomhedskultur, der for nylig vandt den prestigiøse Prix Italia.

For Jonathan Mitchell, der er uddannet musikkomponist, opstår audiodramaet i mødet mellem musik og film. Da han gik på high school hørte han Pink Floyds Dark Side Of the Moon og The Wall, der indeholder små radiodramatiske elementer.

»Dengang tænkte jeg: ’hvad hvis man lavede et helt album kun med det?’,« husker han.

På college lyttede han til modernistiske komponister som Steve Reich og til popmusik og til Frank Zappa, som bruger lydstudiet kreativt og har flere taledominerede plader.

»Lumpy Gravy (Zappas debutplade, red.) har format som et abstrakt radioshow med temamusik i starten og i slutningen og en masse tale, der ikke giver logisk mening. Han havde betalt et orkester for at indspille musik, og så speedede han dem op eller spillede musikken baglæns eller lagrede dem med andre elementer. Den frie brug af optaget materiale var virkelig inspirerende for mig.«

Mens radiodrama havde sin storhedstid i 1980’erne, er det siden forsvundet fra det amerikanske lydlandskab, fordi det mistede grebet om lytterne.

»Folk har givet genren skylden, men det har også været producenternes skyld,« siger Mitchell nu, hvor han med Zappa og Star Wars i baghovedet arbejder for at udbrede barndommens ’filmiske plade’ som podcast.

»Der er en måde at gøre det på. Man skal bare gøre det rigtigt.«

Læs også:

En radio­socialistisk utopi bliver virkelighed
Mennesket i podcastens guldalder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • line jung lindhard
line jung lindhard anbefalede denne artikel

Kommentarer