Læsetid: 4 min.

’Efterhånden kan jeg ikke kende forskel på likes, orgasmer og omsorg’

I et år udfoldede værket ’Trylleformuleringer’ sig som en dynamisk digtsamling på det sociale medie Instagram, hvor billeder blev til digte og digte til billeder
14. november 2014

Digtene i værket Trylleformuleringer kredser som i mange andre digtsamlinger om kærlighed, både den ulykkelige og længselsfulde. Men værket cirkler også om vores liv på de sociale medier. Ved netop at være på det sociale medie Instagram.

Jeg kærtegner den grønne prik
når du er online
Du er kun et like væk
Jeg har betalt i dyre drømme

Brugere på Instagram lægger sædvanligvis billeder op af tilværelsens øjeblikke. En kaffestund på café med veninden, en oplevelse af The National på Roskilde Festival eller en regnbue over byen. Men hvorfor ikke blande de momenter med litteratur, spurgte Bianca Fløe sig selv for 1.361 billeder af digte siden.

»På sociale medier er der en skærm imellem os, men jeg ville skrive tekster, som rakte ud over den distance, også rent sprogligt ved at bruge et du. Jeg ville gerne tage det sociale medie seriøst frem for at kalde det en ikkevirkelighed,« siger Bianca Fløe, der er forfatter til Trylleformuleringer.

For virtuelle venskaber og kærlighedsforhold er lige så ægte og nære som dem i den traditionelle virkelighed, understreger hun.

Fra oktober 2013 og et år frem lagde Bianca Fløe billeder op tre til fire gange dagligt. Ved sidste post var hun nået op på 4.558 følgere. Hvert digt fremstår med en enkel typografi og oftest som et farvet kvadrat med et enkelt ord eller en sætning. Ordspil, der drilsk mimer ordsprog eller anden kendt tekst, blander sig også i de andre brugeres billedstrøm.

Litterært forsøg

Egentlig startede Trylleformuleringer lidt som et eksperiment, fortæller Bianca Fløe.

»De fleste er på Instagram, men det er de færreste, som læser poesi. Jeg ville gerne undersøge, om det her sociale medie kunne få folk, der normalt ikke læser lyrik, til at gøre det helt frivilligt,« siger den litterære instagram’er, som desuden er udøver af kunstformen spoken word gennem flere år.

Det litterære og sociale eksperiment kan ses i lyset af de seneste års litteratur på andre sociale medier. For kunstnerne er dér, hvor de nye medier er, siger Mette-Marie Zacher Sørensen, der er postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

»Kunsten følger med de sociale medier. Konstruktivt eller kritisk. Eller et sted midt imellem. Vi ser litteratur på facebook og twitter, og med det her værk nu også på Instagram. Og mere end 4.500 følgere vidner om en forholdsvis stor udbredelse,« siger Mette-Marie Zacher Sørensen og tilføjer, at et tilsvarende oplagstal på 4.500 er sjælden for lyrik.

I oktober beskrev Huffington Post, hvordan den maskerede poet Rio Jones bruger sin Instagramprofil som lyrisk platform, der nu tæller 6.761 følgere.

Ideen med Trylleformuleringer var at lade værket følge det sociale medies logikker af dele- og kommentarfunktioner. Ligesom værket skulle tage form og formuleringerne nå ud via Instagrams omdrejningspunkt; billeder.

»Strømmen af billeder på Instagram kræver, at billederne er hurtige at afkode, og at de umiddelbart vækker noget i en. Det samme skulle Trylleformuleringer gøre. Samtidig havde digtene et overraskelsesmoment i sig ved at skille sig ud som ord i en billedstrøm,« siger Bianca Fløe og tilføjer, at hun ville give værket nærvær ved at flette det ind i modtagernes personlige billedstrøm af venners mere eller mindre intime stunder fra tilværelsen.

Bianca Fløe ville også gøre værket dynamisk og levende. Frem for at udkomme som et færdigt og afgrænset værk på en bestemt dato, blev det til dag for dag, formulering for formulering, billede for billede henover et år.

Mette-Marie Zacher Sørensen peger på, at den visuelle identitet er et særtegn ved Trylleformuleringer.

»De korte og forståelige sætninger er enkelt og flot sat op og peger ind i den billedkultur, vi lever i. Samtidig formidles intime vendinger som ’Jeg er så vred, at jeg selv tager opvasken’ med en standardiseret typografi, så vendingen får en almenhed over sig,« siger hun og tilføjer, at Instagrams visuelle præmis ofte efterlader brugeren med en »hunger efter ord«.

At Trylleformuleringer udfylder de kvadratiske og farvede bokse med ord er med til at give digtene en autoritet ifølge Mette-Marie Zacher Sørensen. Digtene bliver billeder i sig selv, siger hun og drager en parallel til kunsthistorien, nærmere bestemt den amerikanske konceptkunster Barbara Kruger og hendes sort-hvid fotografier med reklamelignende skrift og intime statements om blandt andet seksualitet og magtforhold. I det lys kan Trylleformuleringers »Men jeg kan da huske, at du gav mig finger på din kærestes fødselsdag« ses.

Likes vs. kvalitet

At det litterære projekt skulle være på Instagram, var ud fra en ide om, at »litteratur ikke behøver at være svær gennemtrængelig,« fortæller Bianca Fløe.

Undervejs kunne hun dog godt aflæse af mængden af likes, at nogle formuleringer havde bredere appel end andre. Eksempelvis kunne værkets følgere mindre lide »Ensomme melonmarker i maven« end digte om netop likes.

Lektor i digital æstetik ved Aarhus Universitet Søren Pold bemærker, hvordan litteraturen på Instagram kan have sine begrænsninger, når det kommer til den langsomme fordybelse og refleksion: »Litterære tankebilleder som disse på Instagram er rettet mod hurtig omsætning, hurtig læsning, hurtige likes og små kommentarer. Og måske en mild kritik af samme,« siger han med henvisning til trylleformuleringen »Efterhånden kan jeg ikke kende forskel på likes, orgasmer og omsorg«.

Den hurtige bedømmelse og anerkendelse, som sociale medier lever for, har både været en drivkraft og et tema for værket. »Mennesket har til alle tider søgt efter at blive anerkendt. Dét bliver bare ekstra tydeligt på Instagram, hvor folk lægger billeder op, som andre potentielt kan ’synes godt om’. Den mekanisme er interessant at skildre netop, hvor den sker,« siger Bianca Fløe og fortæller, at Trylleformuleringers følgere ikke nøjedes med at like. Flere læsere, som ikke plejede at læse poesi, har skrevet til Bianca Fløe for at få tips til mere lyrisk læsning. Dem har hun foreslået at læse blandt andre Lone Hørslev og Søren Ulrik Thomsen.

»Til et foredrag hørte jeg en sige, at det, man skriver på Instagram, er ligegyldigt. Det er jeg bestemt ikke enig i,« siger Bianca Fløe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Hvad bringer de gode skribenter i baisse?
Hvad holder de slette skribenter i live?
Jo, alle som skriver, som ikke kan skrive,
læses af alle, som ikke kan læse.
(Piet Hein)

Grethe Preisler

Alt, hvad konen sagde til manden,
gik ind ad hans ene øre og ud af det andet
- uden at møde modstand på vejen.

Kvinder er dummere end mænd -
det må de simpelthen være:
de gifter sig jo som oftest med mænd.