Baggrund
Læsetid: 7 min.

Her er ’Faust’ en knytnæve

Mesterværk af en biografi over drengen Yehya E., der som flygtning landede på bunden af det tyske samfund i Neukölln i Berlin. Og blev der. Christian Stahls bog er en opskrift, eller et skræmmebillede, på, hvordan man bedst skaber fremtidens kriminelle
Yehya El-Ahmad er vred. Vred over ikke at få opholdstilladelse, over ikke at måtte studere, over ikke at måtte forlade Berlin, over ikke at måtte tage et kørekort.

Oliver Kern

Kultur
7. november 2014

Nogle gange, når Yehya E. gik hjem fra skole, gik han en omvej. Så kom han forbi en bygning, hvorfra man kunne høre klaverspil. I vinduet stod et skilt: »Klaverspil for børn fra 10 år«. Der var stadig fire måneder til hans ti års fødselsdag. Utålmodigt afventede han den 16. oktober 2000. To dage før sagde han til sine forældre, at hvis de ville give ham noget, der ville gøre ham virkelig glad, kunne de lade ham få klavertimer.

På sønnens fødselsdag gik faderen med derhen. Ja, han kunne godt gå til klaver, det kostede 100 mark om måneden, lød beskeden. Hans far så bestyrtet ud, det havde de slet ikke råd til. Overfor lå en bokseklub. Som et plaster på såret foreslog faderen, at Yehya begyndte til boksning. Nej, det havde drengen ikke lyst til. Det var noget for dyr. For at glæde sin far gik han dog med ind i bokseklubben, så de kunne forhøre sig. Ti mark om måneden, og han kunne begynde den næste dag. Boksning i stedet for klaverspil.

Journalisten Christian Stahl har skrevet en bog omYehya. I banderne fra Neukölln. Yehya E.’s liv hedder den, og som han selv siger, er det en tysk historie: For Yehyas problemer er opstået i det Tyskland, hvortil han kom, da han var 25 dage gammel. Det er en bog, der fængsler som en kriminalroman. Ikke underligt, i og med at kriminalitet er en af bogens hovedingredienser. Og så er den meget mere end det.

Den er et gennemresearchet, grundlæggende indblik i en parallelverden i Neukölln, hvor »urtyskere« bliver kaldt kartofler (udtalt med lukket o), hvor man på gaden ikke kigger folk, man ikke kender, i øjnene, hvor de unge tager et halvautomatisk våben med, når der skal klares en strid om, hvem der har sagt hvad om hvis pige. Bare for en sikkerheds skyld. Hvis tingene skulle eskalere. Og hvor de unge i tysktimerne i fængslet lyser op, da de hører, at de skal læse Johann Wolfgang von Goethes skuespil Faust. At Faust er en mand, der indgår en pagt med djævelen, aner de ikke. Men de ved, at Faust betyder knytnæve på tysk.

Meningsløs brutalitet

Den er ikke et skønmaleri af det farverige og berigende multikulti, men en bog med fakta og tal og data, som får læseren til at ryste på hovedet over så meget nådes- og meningsløs vold og brutalitet. Men den er også et beskæmmende billede af til tider hensynsløse myndigheder og et absurd retssystem, der lader mennesker, som i forvejen har oplevet værre ting, end mange af os heldigvis har fantasi til at forestille os, henslæbe deres liv i et årelangt vakuum uden permanent opholdstilladelse, uden arbejdstilladelse, uden mulighed for at studere. Bare fordi man regner med, i hvert fald håber på, at de skrubber af igen. Til hvor de kom fra.

Christian Stahl har skrevet en historie, der vækker til refleksion og eftertanke, på et tidspunkt hvor flygtningespørgsmålet er mere påtrængende end længe. Stahl har fulgt Yehya, siden den 20 år ældre journalist tilfældigvis flyttede ind i Yehyas og hans families opgang i Neukölln i 2005.

Neukölln er et kvarter i det sydvestlige Berlin. Der bor 320.000 mennesker, og de kommer fra i alt 160 forskellige nationer. 11 procent har tyrkiske rødder, ni procent en baggrund i et arabisk land. I dag er kvarteret på vej op ad hipster-skalaen, men da Christian Stahl ledte efter en lejlighed, ledte han faktisk alle andre steder i Berlin. Han skulle bare ikke bo i Neukölln. Men Neukölln blev det, og en dag mødte han den 15-årige Yehya på trappen. Drengens dresscode med guldkæde og Mike Tyson-frisure passede perfekt til klicheen om den unge araber, men Yehya talte rigstysk uden accent og tilbød at bære Stahls tunge indkøb op på femte sal. Bare for at træne sine biceps. Penge afslog han. Sådan begyndte de ti års research, der ligger bag Stahls bog.

Snart gik det op for Stahl, at Yehya var to ting. Der var den venlige høflige dreng fra trappeopgangen, og så var der ham, som han oplevede en dag i skolegården ved Rütli-skolen, den skole, der blev kendt langt ud over Tysklands grænser i 2006, da en af lærerne skrev et brev til myndighederne: Man måtte give op. Hærværk, respektløshed, aggressivitet og ignorance herskede. Yehya var en af de ledende figurer, havde det afgørende ord over for en bande på over hundrede unge. Det vidste lærerne intet om, og de gav den begavede dreng topkarakterer. Men sine kammerater terroriserede og tyranniserede han både i det små og i det store. Stahl blev nysgerrig og begyndte at interviewe denne dreng med de to ansigter. Planen var at lave en film om ham.

Yehya blev født i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon. Da han var knap en måned gammel, flygtede hans mor med ham og hans to ældre søskende til Berlin. Faderen blev fanget på vejen, røg i fængsel og kom først senere. I Tyskland fik forældrene hverken sprog- eller integrationskurser eller bare en permanent opholdstilladelse. Tværtimod fik Yehyas far 13 års arbejdsforbud, han skulle jo snart forlade landet igen, mente man.

Da Yehya var syv år, brændte han et træskur af, som stod bag det asylhjem, hvor familien boede. Den første af en lang række af politianmeldelser var i hus. Da han var ti, sårede han for første gang en kammerat med en kniv. Årsagen var en pige, som begge ville »gå med«. Før han fyldte fjorten, havde han som intensivkriminel egen advokat. Advokaten var han stolt af. Da han var 15 år, blev han bedt om at forlade Rütli-skolen, året efter begik han med nogle kammerater et groft røveri i Hamburg og fik en dom på tre år. Han kom ud efter to. Et halvt år efter tog han udvidet afgangseksamen fra grundskolen med et gennemsnit på 2,0 (det tyske karaktersystem går fra 1 til 6, hvoraf 1 er det bedste), studentereksamenen lå lige for. Fuld af entusiasme begyndte han på gymnasiet, kun for at blive hevet ud af klassen af udlændingestyrelsen to dage efter. Han måtte »ikke tage pladsen op for en tysker«.

Jeg er tysker, habibi

Stahls film Gangsterläufer kom i 2011 og blev en kæmpe succes. Yehya var en stjerne. Men han kunne ikke få lov at rejse med til premieren på en filmfestival i Saarbrücken. Hans flygtningestatus forbød ham at forlade Berlin. Da Stahl spurgte ham over telefonen, hvad han skulle sige fra ham til den begejstrede sal, sagde han: »Sig til dem, at jeg er tysker, habibiHabibi er arabisk for ven. Yehya blev intergationsmyndighedernes yndling. Han fik lov at sidde med ved møder, og han begyndte en uddannelse til socialassistent på en privatskole, som hans venner og familie samlede penge ind til. Men kort efter endt uddannelse, atter med et gennemsnit på 2,0, begyndte Yehya sidste år igen med kriminalitet. I oktober 2013 blev han idømt seks års fængsel.

Det er nemt at fælde en dom over Yehya. Han er selv ude om det, hvorfor kan han ikke bare tage sig sammen osv., osv. Den første til at være skuffet er Christian Stahl. Alligevel viser han os med sine ti års intensive arbejde med Yehya, at det ikke er så ligetil. Yehyas forældre er fulde af taknemmelighed over for Tyskland. Selv om faderen, der var velstillet i Libanon med et firma med 55 ansatte, ikke har fået nogen mulighed for her at bevise, hvad han kan, er de alligevel dybt taknemmelige over for det land, der reddede dem fra krigen.

Anderledes med Yehya. Han er vred. Vred over ikke at få opholdstilladelse, over ikke at måtte studere, over ikke at måtte forlade Berlin, over ikke at måtte tage et kørekort. Vreden er sparet sammen over årene. Over den lærer, der håner hans forældre som sociale snyltere, da Yehya lige er begyndt i første klasse og skal fortælle, hvad hans far laver, og han fortæller, at han ikke arbejder. Over Frau Müller i udlændingestyrelsen, der råber ind til sin kollega ved siden af, da Yehya siger, at han føler sig som tysker: »Hahaha, har De hørt, hvad araberen siger, Frau Schmitz?«. Over Frau Z. fra udlændingestyrelsen, der meddeler ham, at han er udvist, og at han, såfremt han ikke forlader landet frivilligt, vil blive udvist til Ukraine. Som åbenbart er en slags skraldespand for utilpassede mennesker fra Tyskland. Eller hvad? Vreden er ikke svær at forstå. At kriminalitet er det narkotikum, der dulmer den, har veltilpassede lovlydige borgere straks sværere ved at forlige sig med.

Under Yehyas sidste retssag mente Statsadvokaten lettere pikeret, at Christian Stahl forsvarede Yehya, »og hvordan er det foreneligt med Deres gode borgerlige moral, hr. Stahl?«. Hvortil hr. Stahl svarede: »Hans far havde arbejdsforbud i tretten år og måtte lukke sin blomsterforretning igen. Politiet, som vi ringer til, så de kan beskytte os, føles for de flygtninge, der har levet over tyve år i Tyskland, uden at måtte være tyske, som en permanent trussel, som udviser og kontrollerer papirer. I Neukölln ringer man ikke til dem, man stikker af fra dem. Og hvis man føler sig truet som araber i Neukölln, beskytter man så sig selv, med knytnæverne. Er det godt? Nej. Er det forståeligt? Jeg skulle mene, ja. Og hvis De vil, tager jeg Dem gerne med på en af cafeerne på Sonnenallee, så kan De danne dem Deres eget billede af denne verden.«

Et andet rigtig godt sted at begynde er ved at læse Christian Stahls fremragende bog.

Christian Stahl: ’In den Gangs von Neu- kölln. Das Leben von Yehya E.’, Hoffmann und Campe, 2014, 17,99 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her