Læsetid: 6 min.

Flugten til Danmark – et underbelyst kapitel

Et ukendt antal DDR-borgere druknede i Østersøen i deres forsøg på at nå dansk territorium – andre blev reddet, men også historierne om dem og deres danske redningsmænd mangler i flere tilfælde at blive fortalt
Gedser Rev er et dansk fyrskib, der mellem 1962 og 1972 var stationeret omkring 17 kilometer fra den østtyske kyst. I den periode  lykkedes det skibets tidligere kaptajn Niels Gärtig at hale mindst 50 østtyskere op fra Østersøen.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

7. november 2014

I det nordvestlige hjørne af Bispebjerg kirkegård findes et gravsted med en hemmelighed. Et gammelt rygte vil vide, at det indeholder ligene af 12 østtyske borgere, der på mystisk vis skal være skyllet i land på Danmarks kyster i slutningen af ​​1970’erne.

Over 5.600 østtyskere forsøgte at flygte fra DDR via Østersøen mellem 1961 og 1989. Målet var enten at nå til dansk territorium 40 kilometer væk eller til den vesttyske kystlinje. Det lykkedes for under 1.000 af dem, og snesevis menes omkommet under forsøget. Men mange af deres historier er forblevet ufortalte.

Når Tyskland fejrer 25-års-dagen for ​​Berlinmurens fald, vil der blive genfortalt anekdoter om dem, der hoppede over eller gravede tunneler under muren, ligesom der vil blive afholdt mindehøjtideligheder for dem, der blev dræbt under forsøget på at krydse det ingenmandsland, der gik tværs ned gennem Berlin.

Men historierne om de østtyskere, der forsøgte at flygte over Østersøens ’usynlige grænse’ – i kajakker, på surfbrætter og svømmemadrasser eller i hjemmebyggede ubåde – er i vidt omfang forsvundet i havets dyb.

Mysteriet på Bisbebjerg kirkegård

Først for nylig har Østersøens rolle under Den Kolde Krig vakt en større interesse i Tyskland. Lutz Seiler, dette års vinder af Tysklands fornemmeste litteraturpris – Deutscher Buchpreis – har viet et helt kapitel af sin roman Kruso til mysteriet på Bispebjerg kirkegård. Og direktøren for Berlins Checkpoint Charlie-museum håber desuden på at kunne rejse midler til at dna-teste de lig, der ligger begravet her.

Det samlede antal ofre for Berlinmuren er almindeligt kendt: 138 mennesker døde i et forsøget på at krydse grænsen i den nuværende tyske hovedstad. Præcis hvor mange mennesker der i hele Tyskland blev dræbt under forsøg på at flygte fra den ene stat til den anden, er der dog ikke fuld klarhed over.

To forskellige institutioner i Berlin forsøger for tiden at sammensætte et samlet skøn. Direktøren for museet ved Checkpoint Charlie, Alexandra Hildebrandt, fører en opgørelse, som blev påbegyndt af hendes afdøde mand Rainer, museets grundlægger, og for øjeblikket løber den op i 1.720 ofre.

Et hold af forskere fra Berlins Tekniske Universitet under ledelse af historiker Klaus Schröder har siden 2012 forsøgt at anslå et videnskabeligt mere troværdigt tal ved at sammenholde optegnelser fra Murens øst- og vestside, hvoraf flere indtil for nylig var utilgængelige på grund af stadig verserende sager mod grænseværnssoldater. Også deres projekt når frem til et meget højere antal end hidtil antaget: Ud af omkring fem millioner mennesker, der forsøgte at krydse grænsen mellem 1949 og 1989, mistede de 1.128 livet undervejs.

Desperate forsøg

Langt størstedelen af ​​ofrene var mænd og arbejdere under 25 år, forklarer Schröder på sit kontor i Berlin Dahlem, »hvilket er ironisk i lyset af, at DDR fremstillede sig selv som en arbejderstat«. Hvor intellektuelle eller læger kunne finde officielle anledninger til at forlade landet, havde arbejdere, der var raget uklar med regimet ofte ikke andre flugtveje end et desperat forsøg på at krydse grænsen.

Men selv denne seneste forskning vil næppe kunne løse mysteriet på Bispebjerg kirkegård. En systematisk udforskning af af de menneskelige omkostninger ved Østersø-grænsen ville ifølge Schröder have sprængt hans forskerholds budget.

På et kort ser den strækning af vand, der skiller den østtyske kyst fra Vesten, bedragerisk smal ud. Afstanden mellem den sydligste spids af Danmark og kysten ved Rostock måler godt 40 kilometer.

Det lille farvandsområde mellem Øst- og Vesttyskland efter Travemünde var imidlertid underkastet en intens overvågning ​​med radarsystemer, patruljebåde og Stasi-angivere i fiskermiljøerne. Ifølge Stasi-arkiv-Forskningscenteret i Rostock blev over to tredjedele af de 4.500, som forsøgte at flygte herfra, taget til fange og derpå sendt direkte i fængel.

Mange af dem, der forsøgte at narre patruljebådene ved at tage den mindre direkte rute, blev til gengæld elementernes ofre. Østersøens lave saltindhold gør vandet lettere, hvilket fører til højere bølger i dårligt vejr. Det laveste skøn for dem, der druknede under flugtforsøg på havet, er på 174.

Surfbræt med håndlavet sejl

De omkring 900 østtyskere, for hvem flugten over Østersøen lykkedes, nåede kun frem takket være ekstraordinær beslutsomhed eller sjælden opfindsomhed. I juli 1971 svømmede Peter Dobler i 24 timer uden pause for at tilbagelægge distancen på de 48 kilometer mellem Kühlungsborn i DDR og Femern i Vesttyskland og brugte slanketabletter og chokoladebarer som energitilskud.

I november 1986 begav østberlinerne Karsten Klünder og Dirk Deckert sig ud i farvandet ud for Hiddensee, vest for Rügen, på deres surferbræt med håndlavede sejl. Adskilt af høj søgang ud for øen lykkedes det for Klünder at sejle helt til Møn, mens hans ven Deckert blev reddet af en dansk fiskerbåd, over 24 timer efter at have forladt Østtyskland.

Mange af historierne om de fejlslagne og succesrige flugtforsøg er først dukket op i de seneste år, ikke mindst takket være et opklaringsarbejde fra den danske journalist Jesper Clemmensen, der har interviewet et stort antal tyske flygtninge og deres danske hjælpere til sin bog fra 2012, Flugtrute Østersøen.

En af hans vigtigste kilder er Niels Gärtig, en tidligere kaptajn på Gedser Rev, et fyrskib stationeret omkring 17 kilometer fra den østtyske kyst, der tjente som en de facto-forlængelse af den danske grænse. Mellem 1962 og 1972 lykkedes det Gärtig at hale mindst 50 østtyskere op fra Østersøen.

»August-oktober var altid de travleste perioder for os: Vandet var stadig varmt, men de lyse nætter var forbi,« siger han. Når de var reddet om bord, fik flygtningene tørt tøj på og besked på at holde sig under dæk, således at de ikke kunne ses af af de østtyske patruljebåde og helikoptere, der kunne finde på at inspicere Gedser Rev på tæt hold. Over radio underrettede Gärtig så den lokale postbåd om at bringe hans blinde passager i sikkerhed. Det skete ved hjælp af et på forhånd aftalt kodeord, i tilfælde af at Stasi skulle opsnappe hans henvendelse: »Vi er løbet tør for vand.«

Hans mest ekstraordinære besøgende, husker han, ankom 10. oktober 1969. Ingeniør Manfred Burmeister besluttede sig for at forlade Østtyskland, da han i 1968 hørte om den voldelige nedkæmpelse af Prag-foråret. Men eftersom han arbejdede på en radarfabrik i Berlin, var han helt på det rene med, at det ikke ville blive så let at forlade DDR uden at blive opdaget. Men hvis han rejste under vandet, kunne han forbedre sine chancer.

Motor fra en gammel knallert

I løbet af de næstfølgende måneder flikkede han et skorstensrør, motoren fra en gammel knallert og en motorventilator sammen til en ’ubådsscooter’, der ville være i stand til at føre ham til havs, alt imens han trak vejret gennem en snorkel.

Efter en række testdyk i Müggelsee, en sø ved Berlin, pakkede han sin opfindelse ned i to kufferter, rejste til badebyen Wustrow og gled ned i vandet i de tidlige morgentimer. Da Burmeister nåede Gedser Rev, sørgede han for, at det fartøj, der havde ført ham til friheden, blev løftet ombord på fyrskibet.

I modsætning til Vesttyskland nedtonede Danmark ofte den rolle, det spillede i at yde bistand til østtyskere på flugt fra DDR.

»De danske regeringer ser ud til at have været en smule bekymrede for at skade deres gode handelsforbindelser til Østtyskland,« siger Clemmensen. Som følge heraf er danske redningsfolk store indsats blevet næsten tabt for historien.

Efter at være taget ud af brug i 1972 blev Gedser Rev placeret i Københavns Nyhavn som et museumsskib. En mindeplade på et af skrogets sider fortæller om nogle af skibets eventyr, men nævner intet om dets heroiske rolle under Den Kolde Krig.

Et besøg på Bispebjerg kirkegård afslører ikke yderligere spor. Det nordvestlige hjørne af kirkegården har et afsnit med tyske krigsgrave, og en mindeplade, der omtaler »594 flygtninge«, men intet angiver, at de blev begravet senere end 1944.

Den vigtigste kilde til legenden er Erik Jensen, en tidligere havnefoged på Klintholm. I 1992 fortalte han en tysk journalist, at fiskerne mellem Møn og Rügen jævnligt fik ligene af østtyske flygtninge i deres garn. »Jeg kan huske 12 af dem,« sagde han. Jensen lider i dag af demens og har ikke kunnet interviewes til denne artikel.

Bispebjergs kirkegårdsvejleder, Stine Helweg, siger, at hun ikke har kunnet finde nogen henvisninger til DDR-flygtninge i sine optegnelser, mens Københavns Politi hævder, at det er langt mere sandsynligt, at lig fra omkomne flygtninge er begravet i de lokale kirkegårde langs kysten. Nogle af disse historier kan være gået tabt for evigt i Østersøens tåger.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu