Læsetid: 5 min.

Gigantiske solbriller er centrum i sydafrikansk kulturkamp

En kunstner beskyldes for misbrug af Mandelas minde efter et par kæmpesolbriller har startet en voldsom diskussion om kunst i det offentlige rum i Sydafrika. ’Folk er vrede, fordi de ser det som en del af de privilegier, jeg har som hvid mand,’ mener kunstneren
Først da demonstranter malede graffiti på Michael Elions skulptur ’Perceiving Freedom’,  blev den for alvor til kunst, mener en professor, som siger, skulpturen er forræderi mod Nelson Mandelas arv.

MIKE HUTCHINGS

1. december 2014

Vi knuste dine hjerter,« står der med sort spraymaling på de mandsstore brilleglas i et par gigantiske solbriller i skinnende stål ved Sea Point-promenaden i Cape Town. Omkring brillerne motionerer den sydafrikanske middelklasse, og flere kaster nysgerrige blikke på en mand, der er i færd med at afmontere de store brilleglas.

Manden hedder Michael Elion, og han er kunstneren bag skulpturen. Denne dag ser det ud som om, det er hans hjerte, der er blevet knust. Måske forståeligt, for skulpturen er både blevet overmalet i nattemørket – bl.a. efter opfordring fra det radikale og anonyme kunstnerkollektiv Tokolos Stencil Collective – og blevet centrum i en voldsom offentlig debat om kunstens rolle i det offentlige rum og om Sydafrikas nyere historie. En underskriftsindsamling er blevet startet for at få gigantbrillen fjernet, og Michael Elion er blevet beskyldt for smagløst at profitere på Mandelas minde. Selv har han politianmeldt flere kunstnere for trusler om vold på Facebook.

Hvordan et par briller i overstørrelse pludselig har givet anledning til politianmeldelser, trusler og underskriftsindsamlinger, finder man ikke ud af ved at kigge på selve skulpturen. For særligt kontroversielle er stålbriller ikke – lige meget hvor store de er. Problemet er snarere den medfølgende, forklarende tekst samt brillernes placering: Skulpturen hedder »Perceiving Freedom«, og gennem dem kan man se Robben Island, hvor Nelson Mandela tilbragte 18 år i små celler og støvede stenbrud. Mandela iført solbriller, der ligner Ray Bans, kan man se på et billede på en platte ved siden af skulpturen. På samme platte kan man læse, at skulpturen søger at spørge os alle, hvad det egentlig betyder at være fri.

Mandela som reklamesøjle

Og måske allervigtigst er skulpturens sponsor, solbrilleproducenten Ray Ban, markeret med et rødt logo. Eller rettere var, for platten med teksten er blevet fjernet, hvilket ikke har stoppet hverken aktivister med spraydåser eller kritiske fingre i en rasende dans over tastaturer i hele landet.

En forståelig reaktion, mener Adam Haupt, der er professor ved institut for Film og Medier ved University of Cape Town.

»Først og fremmest er skulpturen placeret i det offentlige rum og dermed klædt ud som offentlig kunst. Ret beset er det en reklame for Ray Ban. For det andet er folk ophidsede over, at skulpturen henviser til Nelson Mandela, fordi det er en form for opportunistisk misbrug af hans navn,« siger han.

Derfor er Adam Haupt heller ikke enig med dem, der kalder graffitien på skulpturen hærværk. Skulpturen, der er sanktioneret af bystyret, er nærmere blevet forbedret, mener han.

»Skulpturen blev først for alvor til kunst, da den blev udsat for graffiti. Først da fik vi en dialog, og kunstneren blev sagt imod, byens nærsynede kunstpolitik blev sagt imod, og det blev klart, at der her var tale om et forræderi mod Nelson Mandelas arv.«

Som folkemordet

»Du har sikkert set billeder af mig, eftersom jeg er offentlighedens fjende nummer ét for tiden,« siger kunstner Michael Elion i telefonen inden vores møde på en café i Cape Town. Han siger det grinende, men forklarer også, at han er meget opmærksom på sine omgivelser, når han går rundt i byen. I et radiointerview har han forklaret, at nogle af de vrede følelser, der er kommet frem efter lanceringen af hans skulptur, minder ham om folkestemningen, der førte til folkemordet i Rwanda. En sammenligning, der blev misforstået, siger han, mens han ryger en cigaret til sin kaffe på fortovet foran cafeen. Han talte ikke om folkemordet, men om de følelser, debatten skabte i folk. Følelser, der fik ham til at frygte for sin sikkerhed og til at melde flere kritikere fra det sydafrikanske kunstnermiljø til politiet for trusler fremsat på Facebook.

»Der er nogle meget dybtliggende frustrationer i kunstverdenen. Mange er frustrerede over, at de arbejder hårdt, men ikke kommer nogen vegne. De ser det som en del af de privilegier, jeg har som hvid mand, at jeg kunne opstille min skulptur, men så let er det ikke. Jeg har arbejdet på talrige store projekter i mere end ti år, og mange er aldrig blevet realiserede,« siger Michael Elion.

Neoliberal politik

Frustrationer og misundelse er ikke den dybere årsag til forargelsen over Michael Elions store solbriller, mener professor Adam Haupt. Han siger, at skulpturen er endnu et eksempel på, at kommercielle interesser får lov at invadere det offentlige rum i Sydafrika, hvor mange i forvejen er skuffede over regeringens prioritering af kommercielle interesser over den fattige del af befolkningen.

»Vi lever i et demokrati, hvor det var meningen, at vi alle skulle have lige muligheder, men i stedet ser vi, at uligheden vokser. Det er, fordi vi fører en neoliberal økonomisk politik, som betyder, at det store primært sorte flertal fortsat er marginaliseret rent økonomisk. I den kontekst er en gigantisk Ray Ban-reklame i det offentlige rum at føje spot til skade,« siger professor Adam Haupt.

Figuren Mandela

Promenaden i Sea Point, der er et af Cape Towns rige kvarterer, var oprindeligt ikke der, skulpturen skulle have stået. Det var heller ikke meningen, at den skulle have noget med Mandela at gøre. Men på grund af en manglende miljøundersøgelse endte skulpturen, hvor den gjorde, og det var først, da han stod på promenaden og så på Robben Island, Michael Elion besluttede at værket skulle bære en reference til Mandela. Elion mener ikke, at Ray Bans involvering burde have konsekvenser, og hele sagen er ifølge ham en perfekt, men tilfældig cocktail. Professor Adam Haupt kalder det en devaluering af Mandelas arv.

»Nelson Mandela var ikke bare den her smilende, glade, bedstefaderlige figur. Han var en intelligent mand med meget udfordrende ideer og benhårde principper. Folk fejrer de bløde og ufarlige dele af Mandelas personlighed og glemmer, at han også var en sand revolutionær, der fik de sociale strukturer til at skælve,« mener professoren.

»Det er sandt,« medgiver Michael Elion, men Mandela var ikke kun revolutionær. Han var også forsoningens stemme.

»Mandela var et multifacetteret menneske som alle os andre, og jeg valgte at kommentere på den facet, der skaber genklang hos de fleste,« siger Michael Elion, der slet ikke er interesseret i vred, politisk kunst.

»Jeg er ikke en politisk kunstner. Mit primære mål er at søge efter det smukke i alting. Jeg er en positiv person, og min kunst handler om skønhed og perception. Og retten til at bestemme over de konceptuelle rammer for min kunst er min, ligesom det er for enhver kunstner.«

Sand kunst

På promenaden står et stort, tomt brillestel tilbage. De politiske budskaber er skrubbet væk, og debatten i medierne er så småt begyndt at stilne af. Aktivisterne fra det anonyme kunstnerkollektiv Tokolos Stencil Collective, har opnået at skabe opmærksomhed om deres mærkesager. For eksempel Marikana-massakren fra 2012, der kulminerede med politiets nedskydning af 34 strejkende minearbejdere på én dag.

Man kan ikke spørge aktivisterne, om de fremover vil lade brillerne være, for de giver kun interview til journalister, der selv deltager i kampen. For eksempel ved at male graffiti efter kollektivets instruktioner. Til gengæld står det klart, at de er lodret uenige med Michael Elions ambition om at søge efter skønhed i kunsten.

»Sand kunst,« skriver de på deres hjemmeside, »er til for at gøre de privilegerede utilpasse«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bemærkelsesværdig graffiti. I en by der ellers er kendetgnet ved bygninger med kridhvide flader der aldrig graffities.

Havde det været een fra Dragabrygget der stod bag skulpturen, stod han/de nok også bag ved graffitien, tilføjet i nattens mulm og mørke. Det giver jo lissom extra omtale. Desuden må dette betegnes som 'hvid' kunst. Gad vide hvor mange ikke-hvide der kan se kunsten i det?