Læsetid: 6 min.

Hankeløs krukke?

Louise Zeuthens biografi om Suzanne Brøgger går ikke i tilstrækkelig grad i dybden med at fortolke kompleksiteterne i Suzanne Brøggers historie. Der er tydeligvis emner, der har været ’off limit’ for Zeuthen
Louise Zeuthens roste biografi, ’Krukke’ er som bekendt blevet til ud fra Suzanne Brøggers eget valg af biograf og under den udtrykkelige betingelse, at livsløbet kun måtte beskrives til det fyldte fyrretyvende år. Privat

Louise Zeuthens roste biografi, ’Krukke’ er som bekendt blevet til ud fra Suzanne Brøggers eget valg af biograf og under den udtrykkelige betingelse, at livsløbet kun måtte beskrives til det fyldte fyrretyvende år. Privat

Privatfoto fra bogen 'Krukke'

21. november 2014

Jeg overværede engang Carsten Jensen interviewe Suzanne Brøgger på bogmessen. Jensen tog spørgsmålet om forfatteres ret til at inddrage og bruge andre menneskers private liv i deres litteratur op. Kunne man det, eller var det en illegitim handling? Først slog det mig, at SB så irriteret ud (man må jo også huske, at hun er blevet stillet det spørgsmål i ét væk gennem sit liv som skrivende intellektuel og kunstner). Så svarede hun (efter hukommelsen): »Her er hvordan folk gerne vil skrives om«, og knaldede i samme nu et festskrift til en eller andens ære i bordet.

Og jo, det var vel en sand nok beskrivelse af den ambivalens, som eksisterer angående præcis dette. Det er ikke fordi folk ikke vil skrives om (selv om det er, hvad de siger). De vil bare gerne bekræftes, idealiseres og helst slippe for kritik. Men den underforståede meddelelse var jo, at sådan spiller klaveret bare ikke! Hvis folk vil skrives om, må de tage det sure med det søde.

Jeg kan ikke lade være med at koble den lille erindringsstump til den kontrol, jeg mener, at SB søger at udøve over sit »eftermæle« i anledning af sin 70-års-fødselsdag. Louise Zeuthens vidt og bredt roste biografi Krukke er som bekendt blevet til ud fra SB’s eget valg af biograf og under den udtrykkelige betingelse, at livsløbet kun måtte beskrives til det fyldte fyrretyvende år. Med den begrundelse, at da var »alting« alligevel sket. Men det er jo virkelig ikke sandt! Af alle mennesker kan netop SB altså ikke bilde mig ind, at livet som mor, hustru, midaldrende kvinde ikke er af betydning.

Vi elskede hende

Som ung og ikke så ung mere studerende i 80’erne var jeg og mine kvindelige medstuderende fuldkommen vildt opslugte af Suzanne Brøggers forfatterskab. De indsigter om parforholdet, som blev kommunikeret ... Den spirituelle verden som i kombination med samfundskritik blev åbnet op! Suzanne Brøgger har lært mig, at der ingen principiel adskillelse er imellem spiritualitet og samfundskritik. Og alene for dette er jeg hende evigt taknemmelig. Hendes gennemlysning af kvindens situation i parforholdet, som hun skrev frem i sine essays – og især i romanen Ja, hvor hun gør op med det påduttede erotiske projekt, som skildres fyldigt hos Zeuthen, – fandt jeg/vi kvindelige studerende på danskstudiet i 80’erne rene åbenbaringer. Og vi elskede hende! Hun var »søgende« og dyb. Vi ville også være søgende og dybe. Og så ville vi nægte at gå ind i parforholdet med den samme form for kritikløs ubevidsthed og uvidenhed, som vi syntes, at tidligere generationer af kvinder havde gjort. SB bevæbnede os til tænderne med spirituelle og dybtgående kritiske forståelser af parforholdet og seksualiteten.

Derfor læser jeg selvsagt også Louise Zeuthens biografi om Brøgger med den største interesse! Og jeg er ikke blind for de litterære kvaliteter i bogen. Men specielt Zeuthens »nænsomhed«, som er blevet bemærket af mange som en kvalitet, har jeg faktisk et godt øje til! Med den interesse, som jeg (og mange i min generation, tror jeg) har haft for SB, ser jeg udmærket godt visse væsentlige overspring. For mig står det ret klart, at Louise Zeuthen fik dette opportune opdrag imod at træde let – herunder som sagt at holde sig væk fra at beskrive SB’s liv efter det fyldte fyrretyvende år. Men der er sandelig også væsentlige lakuner i beskrivelsen af hendes liv før de fyrre!

To udeladelser

De to væsentligste udeladelser i beskrivelsen af betydningsfulde relationer, som jeg syntes burde have været behandlet anderledes dybtgående er: 1) Forholdet til Suzanne Brøggers lidt yngre søster (det man kalder en pseudotvilling), Barbara Brøgger (børnebogsillustrator). Denne søster har Suzanne Brøgger et meget kompliceret forhold til. Hvis man læser Jadekatten, som efter min mening egentlig er Suzanne Brøggers egen selvbiografi på det tidspunkt, hvor den blev skrevet, er det forfærdeligt, hvordan lillesøsteren bliver kaldt for »Myren« og i høj grad berøvet værdighed i skriften. Hun er dette barn, der slider og slæber for at holde sammen på stumperne af sin vildt dysfunktionelle familie. Netop i forhold den tidlige familiehistorie kommer Zeuthens nænsomhed til sin ret. For det lykkes fint at skildre, hvilken alvorligt socialt belastet familie, Suzanne Brøgger reelt vokser op i, når de eksotiske iscenesættelser ryddes væk. Men det burde jo ikke kvalificere søsteren til at modtage Suzanne Brøggers ufortyndede foragt. Den samme egentlig uformidlede fjendtlighed imod søsteren lige fra barnsben fremgår visse steder i Zeuthens biografi, men kun sporadisk som citater fra dagbogen og der gives ikke noget bud på, hvordan vi skal forstå forholdet. Som sagt modtager hun adskillige uflatterende beskrivelser i forfatterskabet, uden at man forstår, hvad søsteren egentlig har gjort SB. Men Barbara Brøgger har i tidens løb taget afstand fra SB’s brug af familiehistorien. I Louise Zeuthens bog får man fat i fligen af dette modsætningsforhold, som jeg ville vurdere som værende væsentligt at trænge ind i, hvis man skal forstå SB’s liv. Men der kradses kun i overfladen – og så accepterer Zeuthen at forlade emnet igen. Det synes jeg ikke, at en biograf skal gøre!

2) Jeg betragter det som en alvorlig mangel ved biografien, at vi stort set ikke får historien om det (i forhold til forfatterskabet på det tidspunkt) mest betydningsfulde, brydefulde og omvæltende forhold til en mand. Ham, Brøgger kender, imens hun skriver Fri os fra kærligheden. Forholdet til hvem hun, sammen med det erotiske frihedsprojekt, gør heftigt og smertefuldt op med i Ja: Hjertekirurgen »Sigge«. Manden døde så vidt jeg ved tragisk ret kort efter at Ja var udkommet. Ikke fordi jeg ønsker at ansvarliggøre Suzanne Brøgger for et sådant forløb i et andet menneskes liv(!) Men det skriger jo både på en beskrivelse og en fortolkning og ingen af delene får vi. Og det kunne jeg da have på fornemmelsen måske er en af de måder, Louise Zeuthen skal please SB for at få lov til at skrive hendes biografi. Jeg gætter. Men faktum er i hvert fald, at det mangler!

Jeg mener, at Louises Zeuthens biografi om Suzanne Brøgger ikke i tilstrækkelig grad går i dybden med at fortolke kompleksiteterne i Suzanne Brøggers historie. F.eks. berøres det stort set heller ikke, at SB’s elsker fra den pure ungdom helt frem til at Ja udkommer, den franske overklassediplomat, Philippe Baude trods alt er gift – og er der slet ikke en historie i det? Baudes kone glimrer i hvert fald i det store og hele ved sit fravær i skildringen.

Andre regler?

Der er blevet gisnet om, hvad grunden dog kunne være til, at SB ønsker biograferingen af sit livsløb standset ved det fyrretyvende år. For mig forekommer det fuldkommen indlysende: Brøgger har et barn, en ægtemand, et parforhold og et familieliv at beskytte. Man skulle jo være lavet af sten, hvis man ikke godt kunne forstå det! Spørgsmålet er bare, om det er hensyn, der tæller i forhold til litteraturen og kunsten? Og kan SB gøre krav på at blive behandlet efter andre regler end dem, hun selv stiller op?

Jeg ved godt, at det repræsenterer SB’s historie efter det fyldte fyrretyvende år og derfor er off limit for Zeuthen som biograf. Men, kære læsere. Hvis I interesserer jer for hvilke erfaringer med ægteskabet, Suzanne Brøgger har gjort, skulle I læse Linda Evangelista Olsen (kattebogen). Og Et frit og muntert lig og Sølve. Men læs dem allegorisk og få ganske kontroversielle oplysninger om det ægteskab, SB jo faktisk endte med at sige »ja« til. Dette for himlens skyld ikke for at udråbe denne individuelle mand til en »forbryder« på parforholdsområdet. Men han kommer til at inkarnere nogle fæle patriarkalske strukturer.

Således siger SB faktisk ganske kontroversielle ting i sit sene forfatterskab om parforhold og kvindeliv. Men ekstremt krypteret! Every woman for herself.

Nej, SB påtager sig i hvert fald ikke et pædagogisk projekt. Og det behøver hun jo som kunstner og intellektuel kulturkritiker heller ikke. Men jeg mener, at ansvaret for ikke at udsige teksternes betydning, må ligge på litteraterne. Og her gælder »respektfuldhed« ingen vegne.

Jette Hansen er mag.art. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sabine Celeste Svendsen
Sabine Celeste Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I gamle dage hed det neger.
Louise Zeuthens biografi er i den kategori. Vi får en rundbarbering, men savner en obduktion af fænomenet.