Læsetid: 8 min.

Heiberg ind under huden

Et sjældent dokument fra en af guldalderens mest fascinerende kærlighedsaffærer var i går under hammeren hos Bruun Rasmussen. Et elskovsbrev signeret af Johan Ludvig Heiberg til sin kommende hustru Johanne Pätges. For en af landets største Heiberg-eksperter var dagen imødeset med mere end almindelig spænding
En brevveksling mellem guldalderens ubetinget mest feterede ’power couple’ var i går sat til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen. ’Deres ægteskab var ikke båret af den store lidenskab, men snarere af en kærlighed og loyalitet til langt ud over døden,’ forklarer historiker Marianne Ninna Philipsen.

En brevveksling mellem guldalderens ubetinget mest feterede ’power couple’ var i går sat til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen. ’Deres ægteskab var ikke båret af den store lidenskab, men snarere af en kærlighed og loyalitet til langt ud over døden,’ forklarer historiker Marianne Ninna Philipsen.

Scanpix

26. november 2014

Den 8. marts 1831: Johan Ludvig Heiberg lister ind ad døren til sin forlovedes hjem i København og lægger et brev i en bordskuffe. Det er stilet til Johanne Luise Pätges, som knap fem måneder senere ved alteret i Slangerup Kirke skal ændre navn til Johanne Luise Heiberg. Men denne aften synes bryllupsklokkerne langt væk.

Brevet er skrevet efter et skænderi. Hvad de to elskende har skændtes om, fremgår ikke, men i brevet beklager den langt ældre Heiberg gårsdagens hændelser og beder indtrængende, næsten tryglende, sin »Hanne« om ikke at være vred på ham.

»Kjære Hanne; Da jeg mærkede igaar Aftes, at du var vred paa mig, saa kan jeg ikke undlade at sende Dig et par formildende Ord,« indleder han.

Skriften er imposant, udført i blæk med svungne bogstaver, men ordlyden er usikker. Som om den dybt respekterede kritiker og dramaturg ikke helt ved, hvordan han skal bryde isen over for den 21 år yngre teaterskønhed.

»Naar jeg betænker, hvor tydeligt Du lod mig føle dit Mishag, saa forekommer det mig, at jeg maa have havt Uret. Ja, dersom jeg skulle bedømme Størrelsen af min Uret efter Straffen, saa maa hiin være endnu langt større, end jeg kan formode,« fortsætter han vævende, mens han begræder, at hun ikke i det mindste har kunnet afse bare »et Øjeblik« til at tale om det hændte.

»Da jeg ikke saa Dig til Middag, og i Aften nok ikke finder Leilighed til at tale med Dig [ ....] ville det være smukt af Dig, om Du, inden Du tager paa Theatret lagde et Par venlige Ord i din Bordskuffe; jeg kunne da erfare Din Stemning, inden jeg saa Dig, og Du vilde dermed erholde et nyt Krav på min Taknemmelighed.«

Afslører nye lag

Brevvekslingen mellem guldalderens ubetinget mest feterede power couple var i går sat til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen til en estimeret pris på 50.000 kroner.

De såkaldte bordskuffebreve regnes for værdifulde rariteter i samlerkredse. Brevene blev udvekslet i rigt mål, mens Johanne Luise Pätges i en årrække boede hjemme hos sin kommende svigermor, Thomasine Gyllembourg, men de fleste er siden gået til i den store papirmølle. Det aktuelle brev har været i en privat ejers samling de sidste 20-30 år.

»Det er et fantastisk brev – jeg har siddet og savlet over det hele ugen,« siger Marianne Ninna Philipsen, der er en af Danmarks førende eksperter i Johanne Luise Heiberg og blandt andet står bag bogen Den dæmoniske lidenskab om familien Heibergs forhold til kærligheden.

Ifølge den Aarhus-baserede historiker føjer brevet et ekstra lag til fortællingen om en af guldalderens mest fascinerende og betydningsfulde kærlighedsaffærer.

»I sine erindringer fremstiller Johanne sig selv som forsagt og tilbageholdende i sine yngre år. Men brevet her viser, at hun allerede som 18-årig kunne slå i bordet over for Ludvig og har haft mod til at sige fra, selv om det var ham, der havde lært hende næsten alt omkring adfærd og dannelse.«

De såkaldte bordskuffebreve blev udvekslet mellem Johan Ludvig Heiberg og Johanne Luise Pätges i 1831, mens den unge skuespillerinde stadig boede hjemme hos sin kommende svigermor, Thomasine Gyllembourg.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Dybe aftryk

De fleste kender i grove træk historien om den fattige jødepige, der blev født på bunden af det københavnske samfund, men som bare 9-årig debuterede som balletdanserinde på Det Kongelige Teater og via en række eventyrlige tilfældigheder kom til at indtage en central plads i 1800-tallets danske ånds- og kulturliv. Men kun få kender historien lige så godt som Marianne Ninna Philipsen. Hun begyndte at interessere sig for Johanne Luise Heiberg allerede i sin studietid, da hun en sommer tilfældigt faldt over hendes erindringer på et antikvarisk loppemarked. Da hun begyndte at læse, kunne hun ikke holde op, og hun er fortsat lige siden.

»For når man læser om ’Fru Heiberg’, kommer man ikke bare omkring en enkelt person, men omkring alle centrale skikkelser i det 19. århundredes København. Alt, hvad der foregik politisk, kulturelt og religiøst havde hun på en eller anden måde berøring med. Man får simpelthen et helt århundrede op under neglene.«

Og ind under huden, kunne man tilføje. På Marianne Ninna Philipsens højre underarm sidder nemlig resultatet af hendes dybe, flerårige passion: En specialdesignet tatovering, der forestiller Johanne Luise Heiberg i profil, med knold i nakken, markerede øjenbryn og smalle, stramme læber. Hun fik den lavet af en grafiker tidligere i år og printet ind i huden hos Art of Ink i Aarhus.

»Jeg møder tit folk, som spørger: Er du besat? Og så må jeg forklare, at det altså ikke har noget med dét at gøre. Johanne Luise Heiberg er ikke min heltinde; tværtimod er hun netop spændende, fordi man kan finde så meget menneske i hende – på godt og ondt og helt ud i ekstremerne.«

En kærlighedshistorie

Bag det netop fremkomne bordskuffebrev hos Bruun Rasmussen gemmer sig en af guldalderens store kærlighedsaffærer.

I 1826, bare 13 år gammel, optræder Johanne Luise Pätges med stor succes i rollen som den knibske og naive Trine i Poul Martin Møllers Hans og Trine. Efter forestillingen opsøges hun bag scenen af en skrutrygget og tyndhåret mand, der har insisteret på at møde hende. Med tårer i øjnene lægger han sine hænder på hendes hoved og kysser hendes pande. Johanne Luise Pätges er benovet, for det er ingen ringere end den store Heiberg – der nogle år tidligere er brudt igennem med sine Vaudeviller om det københavnske borgerskab – som står for håndspålæggelsen.

Nogle uger senere opsøger Heiberg hende igen, denne gang med en nyskrevet vaudeville med en skræddersyet hovedrolle til netop hende. Rollen i Aprilsnarrene bliver Johannes store gennembrud, og Heiberg fortsætter de kommende år med at skrive nye stykker til sin unge muse. I 1828, da hun blot er 15 år gammel, spørger han om hendes hånd. Hun afslår og bliver i stedet forlovet med en skuespiller på Det Kongelige Teater – som hun dog også hurtigt mister interessen for – og to år senere prøver han igen, nu med større held.

»Johanne havde brug for ro, og det fik hun hos Ludvig,« forklarer Marianne Ninna Philipsen.

»Hele hendes liv havde op til da været tumultarisk. Hun kom fra et fattigt og alkoholiseret hjem, hvor faderen både slog moderen og børnene. Og senere, da hun blev en del af teaterlivet, blev hun udsat for en række meget stærke lidenskaber fra diverse mænd.«

Hele tre mænd menes at have taget livet af sig selv, fordi hun ikke ville være sammen med dem. Den første skød sig, den anden hængte sig og den tredje tog gift.

»Midt i dette kaos kom Heiberg med en ro og en kølighed, som hun havde brug for. Han gav sig ikke sine lidenskaber i vold, da hun afviste ham, men fortsatte i stedet med at være hendes ven. Det var den ene grund til, at hun giftede sig med ham. Den anden var den åbenlyse, at han jo var det ypperste inden for dansk teater på det her tidspunkt – og teatret var jo også hele Johannes liv, forklarer Marianne Ninna Philipsen.

‘Saa kold og fornem ....’

Ægteskabet med Ludvig trak Johanne Luise Heiberg op i den åndelige elites inderste cirkler. Men selve forholdet var ikke nogen ’stormfuld forelskelse’.

»Deres ægteskab var ikke båret af den store lidenskab, men snarere af en kærlighed og loyalitet til langt ud over døden. Det var en gensidig afhængighed. Hun var stjerne på den danske teaterhimmel og overstrålede alt og alle – og han var den store teaterdigter, smagsdommer og senere teaterdirektør. De var et fantastisk, magtfuldt par.«

I bordskuffebrevene svinger Johanne mellem at vise dyb respekt for sin kommende mand og at hidse sig op over hans utilnærmelighed.

Han er af og til »saa kold og fornem, at du ordentlig støder en tilbage ved din Kulde,« skriver hun et sted. Til andre tider er brevene gennemsyret af en erotisk leg med sproget, som ikke kun var forbeholdt papiret. Af og til ville de snige sig til private øjeblikke i Johannes kammer, hvor de stjal sig til vovede kærtegn med »Haanden, Foden og alle slige Kneb«.

Selv om Ludvig altså havde adgang til hendes ‘kammer’, var der et andet rum, inde i hende selv, som Johanne livet igennem holdt lukket for ham – og som ikke mindst skyldtes hendes egen fornemmelse af utilstrækkelighed:

»Jeg skammer mig sådan over at staa saa langt tilbage for Dig,« skriver hun et sted.

Ifølge Marianne Ninna Philipsen var Johannes sociale ophav et tilbagevendende konfliktpunkt i ægteskabet.

»Ludvig brød sig ikke om, at de brugte for meget tid sammen med hendes familie, og han bad om, at hun ville have takt nok til at holde familien lidt på afstand, når de blev gift. Han synes ikke, at de ligesom passede helt ind i hans fine omgangskreds. Men når man ser hans senere regnskabsbøger, har han alligevel konstant lånt penge af sin svigermor. Så det kan godt være, at hun ikke var fin nok, men hendes penge fejlede åbenbart ikke noget,« siger Marianne Ninna Philipsen.

Johan Ludvig Heibergs reservationer over for sin hustrus familie kunne meget vel være et kvalificeret gæt på, hvad det omtalte skænderi i bordskuffebrevet har omhandlet. Men det er gisninger, understreger Marianne Ninna Philipsen.

»Og desværre finder vi nok aldrig helt præcis ud af det – selv om jeg ville give min højre arm for at vide det,« siger hun.

I øvrigt blev ægteskabet aldrig kronet med børn, i hvert fald ikke parrets egne – og formentlig på grund af Johan Ludvig Heibergs reservationer.

»Johanne skriver et sted, at Ludvig ikke brød sig så meget om børn. Det gav så meget uorden i hjemmet. Men selv havde hun stor børnetække og var glad for børn, så efter hans død adopterede hun hele tre døtre fra Vestindien.«

Ved en senere lejlighed sagde hendes ven, digteren Bjørnstjerne Bjørnson til hende, at det undrede ham, at hun ikke havde fået 24 af hendes egne unger. Hun kiggede hvast på ham og sagde:

»De tror da vel ikke, at det var min skyld.«

Johanne Luise Heiberg døde i december 1890, men lever stadig igennem de mange skrifter og godt 2000 breve, hun har efterladt sig. Et af dem er bordskuffebrevet hos Bruun Rasmussen.

Efter gårsdagens auktion er brevet stadig til salg. Hammerslaget udeblev.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, selv dengang scorede de kendte andre kendte :)

Maleriet af Johanne Luise Heiberg er iøvrigt fantastisk. Specielt i farver. Dér kan man tale om en kvinde som udstråler en vis form for "power"!

randi christiansen

Hammerslaget udblev - brevet er vel en del af den danske kulturarv. Kulturministeriet, kulturarvstyrelsen eller rette statslige instans bør fluks investere i det.