Helten forvrænger folkemordet

Heltens heroiske indsats for at redde sine medmennesker er en klassisk vestlig fortælleskabelon. Men Hollywoods jagt på optimisme og håb forvrænger vores forståelse af folkedrab, siger lektor i litteratur Joseph Slaughter. I anledning af dagens premiere på ’The Look of Silence’ og tiåret for ’Hotel Rwanda’ sætter Information fokus på fortællinger om folkemord
Hvor den Oscarnominerede ’Hotel Rwanda’s plot drives frem af en heroisk mands kamp og derfor har svært ved at formidle folkedrabets nuancer, er det svært at tage blikket fra rekonstruktionen af massakre i ’The Act of Killing’

Hvor den Oscarnominerede ’Hotel Rwanda’s plot drives frem af en heroisk mands kamp og derfor har svært ved at formidle folkedrabets nuancer, er det svært at tage blikket fra rekonstruktionen af massakre i ’The Act of Killing’

Fra filmen Hotel Rwanda
13. november 2014

Filminstruktør Terry George besøgte i slutningen af 1990’erne et mindesmærke i Murambi i Rwanda, der tidligere havde fungeret som byens tekniske skole. Under de hundrede dages udrensning i 1994 af omkring 800.000 tutsier i Rwanda, fik Murambis lokale tutsier at vide af byens borgmester og biskop, at de trygt kunne søge tilflugt på skolen. Det kunne de ikke. 40.000 mennesker blev slået ihjel der. Terry George så de kridhvide, mumificerede lig på rækker ved mindesmærket. Han så ofrenes kranier stablet i bunker. Han talte med en af de få overlevende. På vej ud skrev han højtideligt i gæstebogen: »Jeg lover at fortælle verden denne historie om folkedrab.«

I september for 10 år siden, 20 år efter folkedrabet, havde Georges stort opsatte melodrama Hotel Rwanda verdenspremiere. Filmen indtjente knap 34 millioner på verdensbasis, den vandt Guldbjørnen på Berlin International Film Festival, og Terry George og Keir Pearsons manuskript blev nomineret til en Oscar. I filmens trailer opsummerer en dramatisk dyb, mandlig speakerstemme plottet: »United Artists præsenterer. Den sande historie om en mand. Som overvandt umulige odds for a redde så mange, han kunne. Og skabte et hotel. Hvor håbet overlevede.«

Den type fortælling om folkedrab, heltens og håbets overlevelse, står i dag som den nok mest udbredte historie om folkemordet blandt et vestligt publikum.

Behovet for en helt

Problemet med Hotel Rwanda er imidlertid, at Terry George med sin film ikke rigtigt holdt, hvad han lovede i den gæstebog. Det mener Joseph Slaughter, der er lektor i litteratur på Columbia University og forfatter til bogen Human Rights, Inc. – The World Novel, Narrative Form, and International Law (2007). George fortalte ikke historien om mordet på 800.000 mennesker. I stedet lavede han en amerikansk Hollywood-blockbuster om en overlevende mand, der gjorde en heroisk indsats for at redde liv, mens det internationale samfund så passivt til.

»Historien om folkedrabet, om oplevelsen af folkedrabet, om tragedien ved, at USA og FN ikke intervenerede i Rwanda, er fastlåst i Hollywoods fortælleparadigme, der ikke tager historiens vægt på sig, når der skal en individualiseret helt til at drive plottet fremad,« siger Slaughter.

Vi sidder på hans kontor på Columbia University i New York, hvor han i dette efterår afholder kurset Menneskerettigheder og fortælleformer. Her bruger han fortælleanalysens indsigter til at dissekere den måde, vi formidler menneskerettighedskrænkelser på i humanitære støttekampagner, i litteratur og i film. Kursets centrale filmeksempler er Hotel Rwanda og Joshua Oppenheimers The Act of Killing (2012), der dokumenterer det stadig ubearbejdede folkedrab på kommunister, etniske kinesere og intellektuelle under militærkuppet i Indonesien i 1965. Mens vi i den følger datidens bødler, der stadig sidder ved magten, så portrætterer Oppenheimers premiereaktuelle opfølger, The Look of Silence, ofrenes pårørende, der lever i ængstelig tavshed, og en enkelt mand, Adi, der forsøger at konfrontere og forsone sig med sin brors bødler.

Joseph Slaughters skrivebord er dækket af stabler af skriftlige opgaver fra kursets studerende. Mange af dem studerer til daglig menneskerettigheder.

»Den måde, som man fortællermæssigt skruer historier om menneskerettighedsoverskridelser sammen på, bliver ofte overset af folk, der arbejder med menneskerettigheder og skal fortælle den slags historier,« siger han.

Derfor er den tværfaglige undersøgelse af vores fortællinger om eksempelvis folkemord central. Man vil gerne have et budskab igennem. Man vil fortælle om historiske og nutidige uretfærdigheder. Man vil oplyse og måske endda opmuntre til handling. Og så benytter man sig af de fortælleskabeloner, vi er vant til i vores vestlige kulturkreds. Her kan ikke mindst Hollywoods pragmatiske og profitafhængige fortællestrukturer have store vanskeligheder med nuanceret at formidle nogle af de mest uhyrlige – og uhyrligt komplekse – begivenheder i menneskets historie.

Én ting er behovet for at blive båret (trygt) gennem fortællingen via én karakter, som vi kan identificere os med. I den virkelighedsbaserede Hotel Rwandas tilfælde er det hotelbestyreren Paul Rusesabagina, spillet af Oscarnominerede Don Cheadle, der redder både sin familie, alle andre navngivne personer, vi møder i filmen, og en stor gruppe tutsier på hotellet. Indlagt i filmen er små ’comic reliefs’, hvor vi frygter, at vores navngivne hovedpersoner er døde, og hvor vi igen og igen i overensstemmelse med thrillerens sans for spændingsopbygning og forløsning kan ånde lettet op – nærmest med en latter – over, at det ikke er tilfældet. Mens tusindvis af mennesker bliver slagtet, drager vi som tilskuere igen og igen et lettelsens suk.

Og så har Hotel Rwanda, uagtet at det på ingen måde er en sjov film, det, man kunne kalde den klassiske Shakespeareske komedieforms slutning, påpeger Slaughter.

»En standarddefinition på komediegenren er, at to elskere skilles, at de prøver at finde hinanden og til slut efter mangen en prøvelse forenes. Det gør ikke Hotel Rwanda til en ’komedie’ om folkedrab, men dens typiske fortælleskema gør ikke desto mindre, at vi kan tillade os at vende blikke væk, når filmen er slut.«

Kranier udstillet i Nyamata, hvor tusinder blev slagtet under folkemordet i Rwanda i 1994.

AFP Photo

Slutningens vigtige flertydighed

Der er til sammenligning ikke mange lettelsens suk i hverken The Act of Killing eller The Look of Silence, snarere en konstant strøm af rædselsslagne gisp, og så er det film, man ikke kan vende blikket fra, når rulleteksterne – fyldt med anonyme mennesker på holdlisten, fordi de er truet på livet – glider over skærmen.

I The Act of Killing følger vi som en slags hovedkarakter den gamle gangster og massemorder Anwar Congo, der stadig er en indflydelsesrig person i Indonesien, og som i filmens mest ikonografiske scene demonstrerer sin ’effektive’ henrettelsesmetode med kvælning ved hjælp af en wire på en tagterrasse, hvor et utal af såkaldte ’kommunister’ i 1965 blev henrettet. I filmens slutning, efter at Anwar foran Oppenheimers kamera har gennemspillet filmscener med sig selv som både bøddel og offer, så vender han tilbage til samme tagterrasse. Men denne gang får han, ser vi, opkastnings-krampe, når han prøver at gentage sin ’sejrherrefortælling’ fra tidligere.

Den slutning kan – og bør ifølge Slaughter – opleves flertydig.

»Det er produktivt både at forestille sig, at Anwar Congo her når en indsigt og angrer, at hans krop gør oprør mod den vold, han har begået, men samtidig også at tænke, at det bestemt er muligt, at han spiller skuespil her, at han producerer det billede, som han gerne vil have folk til at se,« siger Slaughter.

At lade de to forståelser af slutningen fungere sideløbende er for ham afgørende for filmens moralske udsagn, som bliver nødt til at forblive tvetydigt.

»Et sprog, der taler om det barbariske og om dyrisk grusomhed, er ikke til megen hjælp, når nu de, der bruger vold og begår menneskerettighedskrænkelser, faktisk er mennesker. Samtidigt har de begået disse komplet foragtelige handlinger, og dem skal de holdes ansvarlige for. De tanker bliver vi nødt til at kunne rumme i hovedet på samme tid.«

Hotel Rwanda derimod er ikke ambivalent i sin afrunding af historien. Under rulleteksterne kan vi læse, hvor de folk, vi har fulgt i filmen, befinder sig i dag. Dermed er kapitlet afsluttet.

»Jeg tror, at et problem med Hotel Rwanda for mig er, at den kommer til at følge det typiske mønster, som fortællinger om folkemordet i Rwanda følger: At folkedrabet tog 100 dage, at det startede med et fly, der blev skudt ned, og endte med tutsioprørere, der vendte tilbage til hovedstaden hundrede dage senere, og at det så var afslutningen, og at vi nu blot skal forholde os til mindet.«

Den forløsning i filmens slutning bliver også en måde at lukke historien på og dermed også den historiske bearbejdelse, påpeger Slaughter.

»Den kommer til at nedtone vigtigheden og de længerevarende effekter af historien, når vi ser filmen i dag. Vi bedes hverken forholde os kritisk til et før eller et efter.«

Nutidens tavshed

Og måske er det så her, hvor Joshua Oppenheimers nye film, The Look of Silence, tager over. Mens dét at følge og portrættere folkedrabets bødler i The Act of Killing umiddelbart virker som den sværeste og mest radikale løsning for et filmhold, så var det for Oppenheimer og hans produktionshold langt nemmere og mindre farligt end at tale med ofrene i et land, hvor ’sejrherrerne’ har al magt og taleret.

»Det er som at være i Nazityskland 40 år efter Holocaust, vi er i Det Tredje Rige, og nazisterne er stadig ved magten,« har Oppenheimer fortalt i interviews om at filme The Act of Killing i Indonesien.

»De højeststående siger intet om mordene, men de gamle SS-officerer blærer sig dog med, hvad de har gjort og intimiderer folk og bruger deres praleri til at retfærdiggøre deres handlinger for sig selv.«

I The Look of Silence møder hovedpersonen Adi i sin konfrontation med brorens bødler således ikke angrende mænd, men mænd, der stadig sidder ved magten, og som dels blærer sig med deres handlinger, og som dernæst, når de bliver konfronteret med Adis egen historie, skyder ansvaret fra sig. Og som så mere eller mindre direkte truer ham til stilhed. Det er magtens evne til at fastholde ofrenes absolutte tavshed, som vi gennem Adi bliver vidne til.

Lige så meget som filmen er endnu en oprulning af og et vidnesbyrd om et folkedrab, så er den også et insisterende vidnesbyrd om en nutid, som hverken indonesere eller filmens øvrige publikum slipper uden om at skulle forholde sig til.

Også her følger vi, som i Hotel Rwanda, en enkelt mand. Men det er ikke en mand, der kan redde nogen. Selvom Oppenheimers ambition med sine film har været at medvirke til et selvopgør i Indonesien, til at skabe en mentalitetsændring og medvirke til en konfrontation, så virker hans film mest af alt som et vidnesbyrd om alt det, der ikke er sket. Det understregede han under pressekonferencen på Venedig Film Festival, hvor han sad med hovedrolleindehaveren Adi Rukun ved sin side.

»I dokumentarfilm om menneskerettighedskrænkelser opmuntres vi meget ofte til at bevidne grusomhederne, men også til at bevare optimismen og overbevisningen om, at der nu er en heroisk kampagne i gang, der kæmper for retfærdighed, og som kan garantere, at alt i det mindste i nær fremtid vil løse sig, sådan at vi som seere bliver fritaget for ansvar og kan vende os bort og tænke på noget andet,« sagde Oppenheimer.

Mens Hotel Rwandas filminstruktør Terry George blev inspireret af et allerede eksisterende mindesmærke, så er Look of Silence i sig selv et mindesmærke i et land, hvor der ikke findes nogen synlige af slagsen.

»Jeg ville skabe en pause, et mindesmærke over alle de tabte liv, der aldrig kan bringes tilbage, over alt det, der er gået itu, og som aldrig kan samles igen, de årtier i Adis forældres liv, som de aldrig kan få sonet, fordi de er blevet ødelagt af frygt. Jeg ville skabe en pause, bede jer lytte og bringe jer helt, helt tæt på den stilhed, der følger grusomme krænkelser, især når ingen retfærdighed har fundet sted.«

’Look of Silence’ har premiere i de danske biografer i dag. Filmen anmeldes på side 8-9. ’Hotel Rwanda’ kan ses på Netflix. ’The Act of Killing’ kan ses på Netflix eller lejes via f.eks. danishdox.com

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Film om folkemord

The Killing Fields (Roland Joffé, 1984)
Oscarvindende britisk drama om den amerikanske tilbagetrækning fra Vietnam i 1975 og Pol Pots rædselsregime og det blodbad, han foranstaltede i Cambodja i 1970’erne. Baseret på en artikel i New York Times følger filmen to journalister, cambodjanske Dith Pran og amerikanske Sydney Schanberg, der forsøger at afdække grusomhederne.

Shoah (Claude Lanzmann, 1985)
Sammen med Nat og Tåge (1955) er dette ni og en halv time lange mesterværk med interviews vidner, overleverende og eksnazister filmhistoriens mest ambitiøse forsøg på at bearbejde Holocaust.

Schindler’s List (Steven Spielberg, 1993)
Det Os-carvindende Hollywoodhit om forretningsmanden Oskar Schindler, der reddede tusinder af polske jøder fra Holocaust. Hotel Rwanda er med sin lignende virkelighedsbaserede fortælling om en helt og et håb for menneskeligheden blevet kaldt ’den afrikanske Schindler’s List.’

The Devil Came on Horseback (Ricki Stern og Anne Sundberg, 2007)
En dokumentarisk skildring af folkemordet i Darfur set gennem øjnene på en ung amerikansk marinesoldat, der arbejder for African Union. Filmen er en syngende lussing til amerikansk passivitet og en opfordring til publikum om at blive oplyst om Darfur.

Forsiden lige nu

Kommentarer