Læsetid: 6 min.

’Det kan jo være, at de psykisk syge har noget vigtigt at fortælle’

Charlotte Strandgaard, som for nylig udgav bogen ’Hans’ om sin skizofrene søns liv og død, reflekterer over, hvad psykofarmaka gør ved mennesker, hvordan psykiatrien handler, og over hvad vi kan lære af psykisk syge
Charlotte Strandgaard fik ved sin søns død aktindsigt i hans journaler. Hendes bog er bygget op af kommentarer, refleksioner og tænkte samtaler med sønnen Hans.

Tor Birk Trads

21. november 2014

Charlotte Strangaards søn Hans blev 49 år inden han døde af følgesygdomme til sin skizofreni. I sin nye bog, Hans, skildrer hun deres fælles liv med glæder, men også med de store sorger og chok, livet sammen med en psykisk syg rummer. Således forsøgte Hans Strandgaard på et tidspunkt selvmord og var på nippet til at dø.

Charlotte Strandgaard, der ved sønnens død fik aktindsigt i hans journaler har bygget sin bog op af kommentarer, refleksioner og tænkte samtaler med sønnen. Hun genskaber deres år sammen, erindrer sine egne bekymringer undervejs og reflekterer over det hele set fra i dag.

Et af hendes tilbagevendende smertepunkter er figuren ’den skizofrenifremkaldende mor’, som i nogle år var god latin inden for psykiatrien. Men ifølge journalerne udviser hendes søn en adfærd, som er helt atypisk for skizofrene, empatisk og fuld og omsorg for andre, hvilket vel tyder på, at han må have fået en god opdragelse, at hans mor tværtimod har været en god mor?

»Jeg håber, at det både er en bog om kærlighed og om at være forælder,« svarer Charlotte Strandgaard. »Men også om det svære ved at være forælder, hele tiden at stå over for spørgsmålet, om det man gør nu også er i orden. Det gør ikke én god til at handle. Man bliver for symbiotisk med sit voksne barn.«

»Hans havde aldrig fri, han skulle altid passe på os alle sammen, og det er ganske rigtigt usædvanligt for skizofrene. Men tit var der ikke nogen, der hørte den side af ham, måske fordi man sjældent baner sig vej gennem alle dæmonerne.«

»Alligevel var han i stand til kraftpræstationer. Da han sent i sit liv valgte at blive døbt, aftrappede han sig selv for den narkotika, han i en periode selvmedicinerede sig med, og han har aldrig, som andre narkomaner, stjålet så meget som en enøre fra mig.«

»Hans var et hjertebarn i distriktspsykiatrien, netop fordi han var i stand til at vise empati og omsorg. Og hans digte, hvoraf jeg har taget nogle med i bogen, udstråler også både humor og varme.«

Skyld lammer

»Det gælder om at skille skyld og sorg. Når der sker noget alvorligt så tæt på en, vil man altid spørge sig selv, hvad man kunne have gjort bedre, og det er fint nok. Men omgivelserne kan også presse én så meget, at man bliver lammet. Skyld lammer, ansvar får én til at handle.«

»Det gør vrede og sorg også,« tilføjer hun. »Hans og jeg havde planlagt at gennemgå hans journaler og rekonstruere vores fælles historie ud fra dem. Det havde vi tænkt at gøre i 2012, hvor han døde. Først tænkte jeg, ’det kan jeg ikke’ – så begyndte jeg.«

»Min hukommelse fik et slag, da Hans døde, og jeg har ellers altid haft en fabelagtig præcis hukommelse. Når jeg nu så journalerne kunne jeg huske meget præcist igen.«

»Jeg er sikker på, at Hans altid ville have haft brug for nogen medicin, men han blev ligesom andre psykisk syge overmedicineret. Han kom op på at veje 147 kilo.«

Havde vi haft Grundtvig?

Charlotte Strandgaard, der igennem årene var med i en gruppe med andre forældre til psykisk syge, og som derfor har fulgt en del forløb, fortæller i bogen om en ung pige, der døde, da hun fik en injektion med en fjerde slags medicin oven i tre andre.

»Psykisk syge dør tyve år tidligere end den forventede gennemsnitlige levealder. De fikseres og tvangsmedicineres. Jeg savner nogle værdier i psykiatrien, hvor er etikken?« spørger Charlotte Strandgaard.

»En overlæge har fortalt mig, at medicinen mod bivirkninger faktisk er glædesfremkaldende, de hjælper dopaminen på vej. Hvorfor ikke give noget mere af den i stedet for at medicinere, så folk går rundt og ligner aliens i kæmpekroppe? Ved somatiske sygdomme prøver man en ny medicin, hvis den forrige ikke virker. Ved psykiske sygdomme lægger man de forskellige præparater oven i hinanden, noget af det så voldsomt, at man må tage blodprøve på dem en gang om ugen.«

»Det ærgerlige ved medicinen er desuden, at den sløver muligheden for selv at arbejde med det, man oplever. Hans var meget optaget af Frans af Assisi og af Grundtvig, som begge var usædvanlige. Frans så syner, han havde visioner, og Grundtvig havde vist, hvad der i dag kaldes en bipolar lidelse. Han havde måske haft det bedre, hvis han havde fået lithium, men havde vi så fået Grundtvig?«

– Det har vel også været et stykke sorgarbejde for dig at arbejde dig igennem materialet?

»Man kommer igennem sorgen, men man kommer aldrig over den. Halvdelen af mig var altid med Hans, og den halvdel er stadig hjemløs. Det har ikke været terapi for mig at skrive bogen, det skulle det heller ikke være, men min refleksion er blevet mere omfattende.«

»Vreden over hans overvægt er blusset op. Og vreden over sjusk og fejl. I Hans’ sidste journal er det ikke engang noteret, hvornår han døde. Jeg har kun citeret de journalklip, hvor psykiaterne var varmest og sødest,« tilføjer hun. Charlotte Strandgaard vender tilbage til de psykisk syges oplevelser.

»Vi er ikke gode til mennesker, der er anderledes. I gamle dage kaldte man skizofreni religionsvanvid. Hans så ægte syner med sine engle. Da han på et tidspunkt kom i en studie- og bønnegruppe hos et præstepar sammen med flygtninge og asylsøgere fra den armenske kirke, med folk fra Sierra Leone og fra den assyriske kirke livede han op.«

For Charlotte Strandgaard havde Hans’ selvmordsforsøg betydet, at hun i årevis rettede sig blindt efter psykiaternes anvisninger, siger hun, »og de pålagde mig at korrigere ham, hvis han havde syner. Men jeg er kommet mere og mere i tvivl, om det var rigtigt. Disse religiøse mennesker lyttede til ham og var helt indforstået med, at engle fandtes. Måske har vi brug for engle som mellemled, fordi det guddommelige ellers er for overvældende.«

»Det kan jo være, at de psykisk syge har noget vigtigt at fortælle os andre. De har en overudviklet antennefornemmelse og åbenhed. Hans var nærmest synsk, han vidste tit ting om mig, før jeg selv vidste det. Der er ingen masker, de er totalt ærlige, og de ser noget, andre ikke ser.«

»I bogen har jeg eksemplet med hende, han kaldte Andersine. Hende satte han pris på, ’fordi hendes krop ikke løj, når hun sagde noget’. Tale og krop var i overensstemmelse.«

Uhyggelige stemmer

»Engang sagde han om et ægtepar, vi kendte: ’Jeg tror, de er ved at gå fra hinanden.’ Jeg bestred det, i mine øjne var der overhovedet ingen tegn på det – og så gik de fra hinanden!«

Charlotte Strandgaard understreger, at hun ikke nævner eksemplerne for at romantisere noget.

»Det er en evig udsathed at have det sådan,« fastslår hun, »men psykisk syge kan være mere åbne end os andre over for åndelige oplevelser, det er blot så svært for dem, når der er så mange uhyggelige stemmer også. Når man intet filtrerer, heller ikke alt det uvæsentlige, går al fjendtlighed og sorg direkte ind, det hele vælter ind, det er en evig balancegang i kaos.« »Det er et helvede!« »Vi ved så lidt om andre mennesker. Det gode ved kristendommen,« siger den erklæret kristne Charlotte Strandgaard, »er, at det er Gud og ikke mig, der skal dømme. Hans tilgav altid. Jeg var tit vred over, at han var så forsonende. Også over for folk, som sårede ham personligt. Men jeg er heldig, at jeg fik den ærlige og den kærlige Hans i mit liv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Ivan Gullev
Kurt Nielsen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu