Læsetid: 1 min.

Kun løst krudt i Tykke Bertha

Blodfattig remis i det ottende VM-parti
20. november 2014

Der var ikke meget på færde i det ottende VM-parti i skakdysten i den russiske kurby Sotji, hvor Viswanathan Anand med de hvide brikker skulle forsøge at udligne Magnus Carlsens føring. Det mislykkedes, da Carlsen denne gang virkede mere velforberedt end i det tredje parti, som han jo tabte. Og selv om partiet varede 41 træk, var det afviklet på mindre end tre timer – alt i alt en blodfattig remis, der ikke kunne sætte sinde i kog, knap nok få dem til at simre:

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sf3 d5 4.Sc3 Le7 5.Lf4 0–0 6.e3 c5! – sikkert et klogere valg end Sbd7, som Carlsen spillede i det tredje parti.

7.dxc5 Lxc5 8.a3 Sc6 9.Dc2 Te8 10.Lg5 Le7 11.Td1 Da5 12.Ld3 h6 13.Lh4 dxc4 14.Lxc4 a6 15.0–0 b5 16.La2 Lb7 17.Lb1 ...

(Se diagrammet)

Dermed har Anand opstillet den løber-dronning-kanon, der i folkemunde er blevet kaldt Tykke Bertha. Det viste sig dog hurtigt, at der kun var løst krudt i den, og Carlsen spillede uden at ryste på hånden:

17. Tad8 18.Lxf6 Lxf6 19.Se4 Le7 20.Sc5 Lxc5 21.Dxc5 b4 22.Tc1 bxa3 23.bxa3 Dxc5 24.Txc5 Se7 25.Tfc1 Tc8 26.Ld3 Ted8 27.Txc8 Txc8 28.Txc8+ Sxc8 ...

Hertil havde Carlsen blot brugt godt en halv time af sin betænkningstid, Anand cirka det dobbelte. Men der er ingen ko på isen, og partiet ebbede hurtigt ud i en remis – hvad Carlsen kunne være mest tilfreds med: 29.Sd2 Sb6 30.Sb3 Sd7 31.Sa5 Lc8 32.Kf1 Kf8 33.Ke1 Ke7 34.Kd2 Kd6 35.Kc3 Se5 36.Le2 Kc5 37.f4 Sc6 38.Sxc6 Kxc6 39.Kd4 f6 40.e4 Kd6 41.e5+ ...

Her tændte man så fredspiben. Stillingen er 4,5-3,5 i Carlsens favør. Skulle det i de fire resterende partier – spilles den 20., 21., 23. og 25. november – lykkes Anand at indhente nordmandens føring,
skal afgørelsen falde i en såkaldt tiebreak, der består af hurtig- og eventuelt lynskakpartier og er berammet til torsdag den 27. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu