Læsetid: 5 min.

Det er kunst, ikke aktivisme

Journalister har også lov til at have en holdning og udtrykke den, mener den amerikanske journalist og filmskaber Laura Poitras, der gæster dokumentarfilmfestivalen CPH DOX for at præsentere sin nye, opsigtsvækkende film, ’Citizenfour’, om og med NSA-whistleblower Edward Snowden
»Vi lever i en historisk kontekst, og den har vi en forpligtelse til at forholde os til. I det hele taget bør man blande sig – som journalist, advokat eller noget helt tredje – hvis man har mulighed for det og er engageret,« understreger Laura Poitras, der præsenterede filmen Citizenfour om whistlebloweren Edward Snowden på CPH:DOX 

»Vi lever i en historisk kontekst, og den har vi en forpligtelse til at forholde os til. I det hele taget bør man blande sig – som journalist, advokat eller noget helt tredje – hvis man har mulighed for det og er engageret,« understreger Laura Poitras, der præsenterede filmen Citizenfour om whistlebloweren Edward Snowden på CPH:DOX 

Britta Pedersen

14. november 2014

Da jeg til at begynde med i mine blot 17 minutter med Laura Poitras fortæller den amerikanske journalist og filmskaber, at jeg gerne vil tale om aktivisme, siger hun, med et smil, at så har vi ikke så meget at tale om.

»Jeg betragter ikke mig selv som aktivist.«

– Hvorfor ikke?

»Jeg anser mig selv for at være kunstner. Aktivisme handler om at gøre noget bestemt for at nå et mål. Man demonstrerer i gaderne, fordi man gerne vil stoppe en krig. Jeg laver film, fordi jeg gerne vil udtrykke noget. Og det er med en kunstners motivation. Forhåbentlig bevæger det folk, men det handler ikke om at nå et bestemt mål. Det handler om at udtrykke noget. Med Citizenfour har jeg sagt min mening om verden, og så er resten op til publikum. Det er målet. Jeg føler ikke, at det er aktivisme. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke har meninger, og at jeg ikke arbejder politisk.«

Kunstnerisk forpligtelse

52-årige Laura Poitras gæster i disse dage dokumentarfilmfestivalen CPH DOX for at vise sin nye og allerede meget omtalte film, Citizenfour, en dokumentarisk og – synes jeg – aktivistisk thriller om NSA-whistleblower Edward Snowden og de tophemmelige papirer om massiv, ulovlig overvågning af mennesker og stater, han har offentliggjort med hjælp fra Poitras og hendes kollega, Glenn Greenwald. Det er en sag og afsløringer, som stadig udfolder sig, og som Poitras også har skrevet om i Information.

– Kan det ikke være svært at skelne mellem aktivisme, journalistik med holdninger og filmkunst, når man beskæftiger sig med noget så sprængfarligt og politisk ladet som Snowden-sagen?

»Men har kunstnere ikke altid reageret på det, der nu engang sker omkring dem? Som amerikaner føler jeg, at mit land fører en forkert politik, og at vi bevæger os væk fra fundamentale demokratiske principper. Vi har et fængsel i Guantanamo, vi har tortureret folk, vi har invaderet Irak, vi har masseovervåget andre lande. Meget af det, der er blevet afsløret omkring NSA’s gøren og laden, kendte offentligheden ikke til. I mange tilfælde vidste vores folkevalgte politikere heller ikke, hvad NSA foretog sig. Jeg laver film med et politisk sigte. Men det har kunstnere altid gjort. Vi lever ikke i et vakuum. Vi lever i en historisk kontekst, og den har vi en forpligtelse til at forholde os til. I det hele taget bør man blande sig – som journalist, advokat eller noget helt tredje – hvis man har mulighed for det og er engageret.«

– Er det ikke svært både at være journalist og kunstner?

»Det afhænger af projektet. Hvis jeg f.eks. skriver for din avis, laver jeg research og beskæftiger mig med fakta og prøver ikke på at udtrykke en holdning. Det handler om information og skal være klart og præcist. Som filmskaber skal man også sørge for, at ens oplysninger holder vand. Og al det materiale, jeg optog i Hongkong (under det første, ugelange møde med Snowden, red.), dokumenterer et historisk møde mellem journalister og kilder. Men samtidig skal begivenhederne indgå i en narrativ kontekst, og det er der, kunsten kommer ind. Historien skal være godt fortalt og bevæge folk og have betydning ud over den umiddelbare nyhedsværdi. Ser man Citizenfour om fem eller ti år, rummer den stadig en sandhed, ikke bare i forhold til NSA, men en større og mere universel sandhed. For mig er filmens større tema mennesker, der engagerer sig og tager risici, når de ser noget, som de synes er forkert.«

– Og det er vel også det, du selv gør?

»En voksende gruppe af mennesker synes, at det, der sker i USA, er foruroligende. Whistleblowere som William Binney, Chelsea Manning og Edward Snowden er alle mennesker, som følte, at det, regeringen foretog sig, var forkert og i mange tilfælde ulovligt og forfatningsstridigt.«

Mål og midler

–Du er blevet kritiseret for, at du er kommet for tæt på Edward Snowden, mens du har lavet ’Citizenfour’, og at filmen er for sort-hvid i sin måde at skildre sagen på. Hvad siger du til det?

»Jeg synes, at det er meget klart, at filmen er fortalt fra en subjektiv synsvinkel – at jeg også er en del af historien.«

– Der optræder også et ’jeg’ i filmen.

»Der er en lang tradition for nonfiktion med en jeg-synsvinkel. I alle de film, jeg har lavet, er jeg tæt på hovedpersonerne. Det er mennesker, jeg har tilbragt tid sammen med. I det her tilfælde er det Edward Snowden, William Binney og Glenn Greenwald. Til de mennesker, der kritiserer filmen for at være sort-hvid, siger jeg, at man skal sætte spørgsmålstegn ved det, den amerikanske regering foretager sig. Det er ikke forkert for en journalist at gøre. Overvågning er uhyggeligt, og det er en trussel mod demokratiet, og det lægger jeg ikke skjul på, at jeg synes.«

– Betyder det, at målet helliger midlet?

»Nej, det synes jeg slet ikke. Igen handler det om at være kunstner og prøve at sige noget om den verden, jeg lever i. Journalister må også godt have holdninger, og jeg synes også, at jeg laver film, hvor folk kan drage deres egne slutninger. I Citizenfour tilbringer vi en time på et hotelværelse sammen med Edward Snowden, Glenn Greenwald og mig. Der er visse ting, man ikke kan beskylde Snowden for, blandt andet at være agent for en fremmed magt. Det er han indlysende ikke. Men ellers kan man synes om ham, hvad man vil: At han gjorde det rigtige eller forkerte – der er plads nok til, at man selv kan beslutte sig. Det er det samme med mine øvrige film. Min film om krigen i Irak, My Country, My Country (2006), handlede om konsekvenserne for de irakiske civile, og den havde i høj grad sympati for dem. Den blev set på tværs af det politiske spektrum, fordi den gav et indblik i, hvordan krigen formede sig i Irak. Jeg har vist og talt om den film på militærskoler, og de har brugt den som undervisningsmateriale. Det var også vigtigt for militæret at forstå, hvordan de civile oplevede besættelsen. Så selv om jeg har mine holdninger, er mit arbejde forhåbentlig åbent nok til, at folk selv kan danne sig en mening.«

Citizenfour bliver vist flere gange i løbet af de næste dage. Mere på cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • Ingrid Uma
  • Britta Hansen
  • Ervin Lazar
morten Hansen, Ingrid Uma, Britta Hansen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer