Læsetid: 5 min.

Lidt ekstra for forskellen

Hellere småfattig i et hjem med slidte, men behagelige møbler, end sidde og glo dumt i et topdesignet hjem – med splinternyt køkken – der er mere beregnet til at imponere end til at leve i. Og som kræver, at man knokler livet ud af kroppen
Hellere småfattig i et hjem med slidte, men behagelige møbler, end sidde og glo dumt i et topdesignet hjem – med splinternyt køkken – der er mere beregnet til at imponere end til at leve i. Og som kræver, at man knokler livet ud af kroppen

Ib Kjeldsmark

14. november 2014

Jeg talte engang med en yngre præst i Jylland, der havde flere kirker at se til og derfor kørte fra den ene til anden på sin knallert 45. Med præstekjolen og pibekraven pakket ned i kassen bagpå. Han var gift med en sygeplejerske med vekslende vagter, derfor lagde hun beslag på familiens bil.

At fise rundt på sådan en knallert 45 i Jyllands stride blæst, er det ikke træls? spurgte jeg ham. Hvad fanden, sagde han – noget upræsteligt selvfølgelig – man kan jo vænne sig til alt. Og jeg har nu engang det arbejde, jeg bedst kan lide.

Præster, specielt yngre præster, er ikke særligt godt lønnet, det vidste jeg godt. Hvorfor stiller menighedsrådet dog ikke en bil til rådighed for præsten, tænkte jeg. Og jeg sagde det også. Præsten trak på skuldrene. Hvad fanden, sagde han igen. Det er jo trods alt ikke en krænkelse af vores basale menneskerettigheder for mig og min kone, at vi ikke har råd til to biler.

For den bemærkning, syntes jeg, fortjente han næsten, at man lod sig hverve som regelmæssig kirkegænger i – lad os sige – et år. Eller to. Alle kender til genren fattigdomspral. Altså evnen til at klare sig med så få penge, at man skulle tro, det var løgn. Det er især en populær genre for folk, der selv har deres på det tørre. Det er altså andres nøjsomhed, man praler af. Så og så lidt kunne folk klare sig med før i tiden. Uden at kny, naturligvis.

Det er sådan noget små og store arbejdsgivere sagtens kan blive enige om, mens de hygger sig over en god frokost: nutidens lønmodtagere er simpelthen grådige. Grådige og skamløse. Det er ikke fordi, jeg pludselig er på det hold, når jeg mener, at præsten godt kunne fortjene anerkendelse for sit synspunkt. Det er for proportionssansen. Ulighed er selvfølgelig ikke retfærdig, men at komme uretfærdigheden til livs består vel ikke nødvendigvis i, at alle ægtepar får ret til en bil hver? Der findes trods alt andre måder at transportere sig på. Og også andre måder at prioritere på. Man kan også sige det med gode, gamle Preben Wilhjelms ord. Han citerede det kendte reklameslogan om, at »alle har ret til et nyt køkken« og fastslog at: gu har vi da ej!

De tror, man lyver

Når man fortæller folk, for hvem det materielle betyder næsten alt, hvis ikke simpelthen alt, at sådan har man det altså ikke selv, tror de ikke på, hvad man siger. De tror, man lyver – eventuelt at man er grovretarderet, og så er man jo på sin vis undskyldt, eller socialist – og så er man fortabt. Uden for rækkevidde, pædagogisk såvel som for almindelig sund fornuft. Ikke desto mindre tør jeg godt vove den påstand, at vi udgør et flertal. Ikke så stort, måske, men et flertal. Vi vil hellere have mange end få penge, det er ikke det. Men det er ikke alt om at gøre. Vi vil hellere have et arbejde, der interesserer os, end et, der bare kaster en masse penge af sig. Hellere småfattig i et hjem med slidte, men behagelige møbler, end sidde og glo dumt i et topdesignet hjem – med splinternyt køkken – der er mere beregnet til at imponere end til at leve i. Og som kræver, at man knokler livet ud af kroppen, at man aldrig bliver syg eller arbejdsløs og helst lever evigt, så man kan blive ved med at have ret til et nyt køkken.

Sid pænt, røv!

Vi andre er ikke misundelige nok, vi begynder at langgabe, når vi besøger dem, jo jo, det må vi nok sige, et B&O-fjernsyn, det er smart. Sender det så bedre programmer end det lort, der kommer ud af vores Philips derhjemme? Nå, ikke. Et kagefad kan også være designet eller, som vores hjemme, udesignet eller tilfældigt designet, og for rigtig at komme til sin ret, skal det jo tages i brug. Designerværten har derfor indkøbt noget så folkeligt som wienerbrød, dog med tilføjelsen: det er fra van Hauen. Ham har vi godt hørt om. Von Hoven. Det betyder, at stykkerne er lidt mindre, men til gengæld en god del dyrere end dem fra Bageren Uden Noget. Man kan ellers ikke smage forskel, men det mener værten, at man kan. Der er ligesom lidt ekstra, det er det, der er forskellen, siger han kyndigt. Og ber en om lige at rette på hynderne i den stol, man er blevet sat i. Det ser så sjusket ud, når du kører rundt med dem på den måde, siger han. Undskyld, siger man og gør straks skaden god igen. Røv, siger man til sin røv, kan du så sidde pænt!

Lidt ekstra, ikke noget videre, bare lidt ekstra. For forskellen. For forskellens skyld. Selv en Berlingo er en bil, men godt nok kun en bil. Lidt ekstra får man selvfølgelig, hvis man køber en Audi. Så er der forskel – og så er man godt kørende. Det koster lidt, men sådan er det. Hvem ville ikke hellere have en Audi end en Berlingo?

Her har designerfjolset trods alt ret. Men det lidt ekstra det koster, for at man kan mærke forskellen for alvor, er ikke til at holde ud at tænke på. Møbler man ikke kan sidde i. Arbejde, der nok er godt betalt, men som også er et stort, grådigt dyr, der kræver mere og mere og aldrig nogensinde får nok. For det er ikke kun ved sjældne lejligheder, det er evig og altid, man har ret til et nyt køkken. Et nyt B&O-fjernsyn, en ny bil, to nye biler, en til hver, det ene med det andet, mere og mere lidt ekstra for forskellens skyld. Jeg ved fandeme ikke. Så hellere være præst i Jylland. På en knallert 45 i al slags vejr. I dit ansigts sved skal du tjene dit brød, kammerat. Men det er det arbejde, du nu engang bedst kan lide. Og brødet behøver ikke være fra van Hauen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • jens rasmussen
  • Grethe Preisler
Tino Rozzo, jens rasmussen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu