Læsetid: 7 min.

Litteraturen er en sygdomstilstand

Da Sara Stridsberg var barn, var hendes far indlagt på det psykiatriske hospital Beckomberga nær Stockholm. Som lille pige følte hun sig fremmed foran det enorme byggeri – en fremmedhed, der har fulgt hende ind i forfatterskabet og skabt et ønske om at trække det syge ud af mørket
Alle tror, Sara Stridsbergs far er død, når hun fortæller, at han var på sindssygehospitalet, da hun var barn. For vi ser en klar adskillelse mellem rask og syg, lys og mørke. Men Stridsberg vil med sin nye roman tvinge nuancer ind i vores forståelse af sygdom.

Therese Jahnson

7. november 2014

Vi sætter os ind i en taxa, der holder og venter uden for Sara Stridsbergs svenske forlag, hvor bastante guldbogstaver, skrevet i versaler over bygningens hovedindgang, nærmest råber stifteren Albert Bonniers navn fra granitten. Forlaget er en institution i svensk kulturliv, men målet for vores rejse er en anden institution: vi skal ud og se det psykiatriske hospital Beckomberga. Og selvom der også er guldbogstaver over hospitalets hovedindgang, er der stor forskel på de to institutioners plads i kulturen.

»Beckomberga udgjorde et stærkt symbol i svensk kultur,« fortæller Sara Stridsberg. »Det blev en instans i sproget, som man brugte til at støde mennesker fra sig, brugte til at afgøre, hvorvidt et menneske var inde eller ude af fællesskabet. Da jeg var barn, råbte børnene ’kommer du fra Beckis, din jävla idiot’ efter hinanden. Med romanen ville jeg gerne skrive et appendiks til historien om Beckomberga og udfordre den mentale sygdoms plads i kulturen.«

Sara Stridsberg har indvilliget i at tage turen ud til hospitalet, som hendes far var indlagt på, da hun var lille, og som hun skriver om i sin nyeste roman, Beckomberga – ode til min familie, der udkom på dansk i oktober.

Da hun som barn tog turen ud til hospitalet, var institutionens plads i kulturlandskabet oven i købet tydeligt markeret i dens geografiske placering i det konkrete svenske landskab. Det lå isoleret uden for byen.

»Rejserne, jeg tog som barn, når jeg skulle besøge min far på Beckomberga, var ligesom rejser til et umenneskeligt ikke-sted. Det var et fordømt sted uden for verden, og det var meget skamfuldt for mig at køre derud,« siger hun. »Den rejse, vi tager i dag, er anderledes, for nu har bebyggelsen sneget sig endnu tættere på sygehuset.«

Sorgens arkitektur

»Hvor længe har du kørt taxa,« spørger hun taxachaufføren.

»I 42 år,« mumler han ud under sit grå overskæg på et svært forståeligt svensk.

»Så har du også kørt folk ud til Beckomberga, mens det stadig var i brug?«

»Ja, masser,« siger han engageret og understreger, hvor stort hospitalet var.

Beckomberga var Sveriges absolut største psykiatriske hospital, og da det var på sit højdepunkt i midten af det forrige århundrede, var det med sine cirka 2.000 patienter sågar et af de største i Europa.

Opførelsen af hospitalet blev påbegyndt i 1929 efter tegninger af den berømte svenske arkitekt Carl Westman, som også stod bag en række andre store hospitalsbyggerier. Sara Stridsberg siger, at arkitekturen og omgivelserne afspejlede psykiatriens væsen.

»Sygehusparken var for eksempel nærmest militant kultiveret. Det lignede et kaserneområde. Træerne var beskåret i trekanter og kvadrater. Så der foregik en slags kultivering af både det mentale og naturen på samme tid. Og ligesom man lod de syge gå ud i samfundet, efter sygehuset lukkede, så lod man også haven vokse vildt og anarkistisk. Roserne slyngede sig om træerne, det var meget smukt.«

Bygningerne er enorme. Sara Stridsberg fortæller, at hun som barn følte sig uendelig lille, når hun stod i gården, der er omkranset bygninger. Nu står de tilbage som et monument for sorgen, som Sara Stridsberg siger. Westmans arkitektur er blevet en ’sorgens arkitektur.’

»De gamle mentalsygehuse var jo sådan nogle store majestætiske bygninger, som i dag er en slags monument over en gammel sorg, et mindesmærke over en kollektiv sorg i kulturen.«

Syg eller rask

Sara Stridsberg lægger mærke til den ekstraordinært smukke måne, der hænger over hospitalsparken. Da vi går ind i gården, kan vi ikke længere se den for hovedbygningen, men hun har svært ved at slippe den og nævner den flere gange.

»Vi skal altså nå at se ordentligt på månen,« siger hun med en næsten barnlig glæde.

Hospitalsbygningerne er ved at blive ombygget til beboelse, og en del af hovedbygningen er lavet til fitnesscenter. Gennem vinduerne kan vi se folk svede på crossfit-maskiner og løbebånd. Det raske dyrkes stadig som et ideal inde bag de røde mursten. Sara Stridsberg mener desuden, at vi i vores kultur opstiller mental sygdom og mental sundhed som to stærkt markerede modsætninger. Enten er man syg, ellers er man rask.

»Når jeg fortæller, at min far var på Beckomberga, da jeg var barn, og at han ikke er der længere, så tror alle, at han er død. Og når jeg så siger ’han er ikke død, han lever,’ så tror folk, at han lever et monstrøst liv i det totale forfald. Jeg længes efter, at folk kan se mere nuanceret på sygdommen. At de kan se, at sygdommen er en del af os alle, at vi både indeholder det syge og det raske. Jeg vil tage det syge væk fra mørket og placere det i hjertet af verden,« siger hun.

Med sin litteratur vil hun udfordre nogle af de modsætninger i sproget, som præger vores måde at tænke på.

»Jeg vil gerne, at det syge og det raske skal være sammenflettet i min bog, at det ikke skal være adskilt. Og at lyset og mørket heller ikke skal være adskilt.«

Hun mener, at litteraturen har unikke muligheder for at udfordre de modstillinger, som findes i sproget uden for litteraturen. Litteraturen giver for eksempel mulighed for, at man kan udfordre den måde, folk på mentalsygehuse bliver associeret med mørke og undergang. Den kan tvinge læseren til også at se det raske, som findes i den syge, siger hun.

»Vi er både gode og onde i hvert eneste øjeblik, og jeg tænker, at litteraturen er i stand til at erkende den dobbelthed. Den er i stand til at holde begge muligheder i luften på samme tid.«

Hun forklarer, at hun havde ekstra svært ved at skrive romanen om Beckomberga, fordi hun var bange for at komme til at forråde de syge. Fordi selve sproget er konstrueret på en måde, der sætter friskhed og fornuft højest.

»Men det litterære sprog er den fremmedes sprog, og derfor kunne det lade sig gøre alligevel.«

Sara Stridsberg bevæger sig rundt i hospitalsgården med en målrettet sejhed. Hun er klædt helt i sort med sorte støvler, stramme sorte bukser, sort bomberjakke, og hun forsvinder næsten i mørket, når hun engang imellem forlader den oplyste sti.

Hun vil gerne vise mig de lange gange, der løber igennem Stora Mans, den bygning hvor de mandlige patienter var indkvarteret. Den bygning, hvor hendes far boede. Men der er låst. I stedet fortæller hun levende om de andre bygninger. Kapellet i midten af gården blev brugt til forskellige arrangementer. Koncerter og sprogundervisning. Hun forklarer, at man på et tidspunkt troede, at man kunne kurere psykisk syge patienter ved at lære dem et nyt sprog, »fordi alle deres traumer var knyttet til modersmålet«. Man lavede altså en kobling imellem sproget og den psykiske sygdom. Men hvad med forholdet imellem sygdom og litteratur?

For at kunne skrive en roman, siger hun, er man nødt til at forlade sig selv og være til stede i de forskellige karakterer. Man må sætte sig selv og sin identitet på spil. Man risikerer derfor også at opløse sig selv, når man skriver, at opløse grænserne mellem forskellige identiteter, forskellige jeg’er. Og man risikerer den tryghed, som ens egen identitet udgør, fordi litteraturen udspiller sig et sted »før etikken«, hvor man ikke kan gøre forskel på luder og dronning, tigger og barnemorderske, som hun siger.

»Litteraturen er vel på den måde en sygdomstilstand. Man taler altid om psykosen som det ’at høre stemmer’. Som det, at man ikke kan adskille virkelighed og fantasi. For at kunne skrive, må man jo høre stemmer helt konkret: Hører man ikke mennesker tale, så kan man ikke skrive. Og der findes vel heller ingen forfattere, som har et sundt forhold til forskellen imellem virkelighed og fantasi.«

Forfatteren er en fremmed

Til Sara Stridsbergs store skuffelse er månen forsvundet bag nogle træer, da vi endelig når tilbage til taxaen. Den venter på os foran hovedindgangen med den lange højtidelige guldinskription:

»Efter en aftale i året 1925 mellem staten og Stockholm By overtog byen plejen af sine psykisk syge. Til dette formål besluttede byrådet i 1929 at lade opføre Beckomberga Hospital, som blev taget i brug i årene 1932-1933«. Der er noget fremmedgørende over teksten, og da Sara Stridsberg som lille stod foran inskriptionen, følte hun sig da også netop som en fremmed.

Hun fortæller, at den fremmede som figur har fyldt meget i hendes bøger lige siden. Hun interesserer sig for alle de personer, som samfundet støder fra sig. Den syge, den perverse, emigranten og flygtningen: »Filosoffen Julia Kristeva bruger sågar at sige, at kvinden er vores kulturs første fremmede. En ugift kvinde i det antikke Grækenland var en slags asylsøgende.«

- Er forfatteren også en fremmed?

»Ja bestemt, ellers kan man ikke skrive. Man er nødt til at være i den tilstand, hvor man føler sig mislykket og fremmed, og jeg tænker, at litteraturen slet ikke kan være i ’normaltilstanden,’ hvis man overhovedet kan tale om sådan en. Litteraturen må være et andet sted. Den må være desperat.«

- Så du føler dig også selv som en fremmed?

»Ja, helt afgjort. Jeg har lyst til at svare ’hele tiden,’ men det kan jeg nok alligevel ikke sige. For jeg har det jo ganske godt. Jeg lever i et af verdens rigeste lande. Men på et andet niveau føler jeg mig som en fremmed. Jeg får tit spørgsmålet ’hvordan har du det med al den succes, som dit forfatterskab har bragt dig,’ og mit svar på det er, at jeg føler mig helt mislykket. Min grundtilstand er en følelse af mislykkethed og fremmedhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Åberg
Martin Åberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu