Læsetid: 3 min.

Lyden af sjælelig forrådnelse

Blodet i John Frandsens nye opera over Ibsens ’Et dukkehjem’ mærker man først strømme i årerne efter pausen, hvor vi begynder at tro på karakterernes desperation
17. november 2014

Dr. Rank, ven til bankdirektør Helmer og daglig gæst i matriklen, bekender sin hemmelige forelskelse til husets frue, Nora. Hun har lige slynget sine strømpeben omkring den skikkelige doktor dér i sofaen, som pjattede hun med en veninde. Nora tager let på tilværelsen og ejer også handlekraft, men nu hvor hun alvorligt har brug for hjælp, kommer Ranks ømme og ugengældte ord hamrende ubelejligt for hende. Her i starten af 2. akt mærker vi noget på spil for personerne på scenen ved premieren tirsdag aften i Odense.

Forud er forløbet en udmærket 1. akt med veloplagte sangere og musikere, historien klart fortalt, så man forstår hver en replik. Og replikker (sungne) er netop, hvad komponisten lægger i munden på sangerne. I John Frandsens Et dukkehjem sætter sangerne ikke tiden i stå og dvæler ved hver enkel følelse som i traditionelle operaer. I stedet ligner det mere taleskuespil i de konstante replikskifter. Jeg husker ikke en eneste arie. Det giver både tempo, men trækker også fra det følelsesmæssige engagement i figurerne.

Spræl er der til gengæld masser af i bosnisk-danske Radmila Rajics Nora.

Ibsens drama fra 1879 om ægteskabsnormer i det borgerlige hjem og om kvindens frigørelse var i sin samtid sprængfarligt. I dag skal der skrues mere på hanen, hvis vi for alvor skal føle empati med karaktererne. Opera er jo netop god til at tage en affekt og plante en fed finger i materien, men det vælger John Frandsen, der er en erfaren operakomponist, ikke at gøre med sit dukkehjem – i hvert fald ikke ved at stoppe op og i nævneværdig grad forføre via sangens patos.

Belønningen kommer i 2. akt

Kunne den norsk-danske instruktør Tzara Tristana have bedt sangerne om at ofre sig mere?

Sangerne gør en gedigen indsats med det materiale, de er blevet tildelt. Især vokalt, men også scenisk, gjorde særligt Jørn Pedersens skumle Krogstad indtryk på mig; han skal udvikle sig fra at være usympatisk beregnende med sine planer om at genvinde den stilling i banken, som Helmer har fyret ham fra, til at tø op over for Trine Bastrup Møllers brændte enkefru Linde, der går Noras ærinde for at få Krogstad til at opgive sin afpresning af hende – en bevægende scene.

Ideen om at skabe en Ibsen-opera kommer fra Radmila Rajic, der har drømt om at synge den norske dramatikers Et dukkehjem siden teenageårene, som nu er realiseret som et samarbejde mellem Den Fynske Opera, Esbjerg Ensemble, Den Ny Opera og Copenhagen Chamber Performance. Radmila Rajic skildrer Nora stærkt og nuanceret.

Det er første gang, jeg oplever hende i en hovedrolle, og man er ikke i tvivl om, at den rolle er specialskrevet til hende.

Noras fantasifulde kostumer og sminke liver også op, og på scenens bagvæg projiceres stemningsfulde videobilleder: skygger af legende børn, en dagligstue, rugende mørke, abstrakte figurer m.v., alt sammen så øjet oplever variation og udvikling, hvilket forestillingens skrabede scenografi har brug for.

1. akt er relativt ubekymret, før konflikterne bryder ud i lys lue. Instrumentalt er der en særlig skøn stund i et mellemspil, hvor skygger af legende børn ledsages af et lige så legende spil af Esbjerg Ensemble anført af en forårsagtig og vilter fløjtesolo. Efter en neoromantisk stil begynder musikken efter pausen at lyde mere modernistisk, slagtøjet får en vigtigere rolle, og det småkribler rundt omkring i orkestret. Før Noras fortrædelighed åbenbares, har moralens vogter, Helmer, talt dunder om, hvordan løgnagtige mødre fordærver børn, og i 2. akt begynder vi så at høre lyden af sjælelig forrådnelse pible frem. Det er her, vi dramaturgisk set oplever, at belønningen kommer.

’Et dukkehjem’. Spiller på Den Fynske Opera til 19. nov. samt i Musikhuset Esbjerg 23. nov. og på Republique (Kbh. Ø) 9.-23. maj. Musik af John Frandsen. Libretto og instruktion: Tzara Tristana. Medv.: Radmila Rajic (Nora), Trine Bastrup Møller (Fru Linde), Thomas Præstegaard (Dr. Rank), Jens Bruno Hansen (Helmer), Jørn Pedersen (Krogstad); Esbjerg Ensemble dirigeret af Henrik Vagn Christensen. Videodesign: Signe Klejs. Kostumedesign: Pernille Egeskov

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu