Læsetid: 7 min.

’Lyrik får os til at føle verdens tilstand’

Der er mange guldkæder i debutant Victor Boy Lindholms digtsamling ’GULD’ om en hyklerisk kultur, og om mennesker, som hellere går op i overfladefænomener end verdens katastrofer. Lyrikken skal sætte et lavt tempo og tydeliggøre Vestens dekadence, mener han
Finkulturen og popkulturen optræder side om side i ’GULD’. For digtene er en konstatering af verden, som den opleves af en ung mand i København.

Finkulturen og popkulturen optræder side om side i ’GULD’. For digtene er en konstatering af verden, som den opleves af en ung mand i København.

Sigrid Nygaard

28. november 2014

En sort mand med diamanter i ørerne og dollargrin på læberne ligger ind over en sort kvinde, let løftet over hendes krop. Hans muskler er store og tatoverede, hendes bryst delvist dækket af blonder. Det er hiphopperen Nelly og sangerinden Kelly Rowland. De smiler til kameraet. For Victor Boy Lindholm, der debuterer med digtsamlingen GULD, er Nelly billede på en forfængelighed og en dekadence, som præger vesterlændinges ageren i verden i dag, og vers fra Nelly og Rowlands duet »Dilemma« fra 2002 er flettet ind i digtsamlingen GULD.

»Nelly er en fantastisk figur, fordi han er eminent til at stille sig an og skabe et image. Med sit album Nellyville skabte han en fiktiv by, hvor kravet var, at solen skulle skinne 99 procent af tiden. Det ville da være fantastisk, men også enormt forfærdeligt. Verden ville jo gå under,« siger den 23-årige digter, som sammenligner digtsamlingens ’jeg’ med Nelly.

Et jeg, som også stiller sig an, placerer sig selv rigtigt på de rigtige steder og på de rigtige tidspunkter. For eksempel med en »fit body«, »guldkæder« og en »sprød bøllehat« i Københavns natteliv, og på sociale medier som Instagram via en »gylden iPhone«. Det er nemlig lettere at være optaget af eget udseende, når verdens katastrofer er blevet for uoverskuelige.

Sammen med forfattere som Caspar Eric og Asta Olivia Nordenhof er 23-årige Victor Boy Lindholm en del af et ungt forfattermiljø i København, der skriver sig ind i samtiden ved blandt andet at udforske internettet både som litterær platform og poppet livsverden. Popkulturen er fremtrædende i udgivelser på det norske forlag AFV PRESS, som huser forfattere fra hele Skandinavien, og som også har betydet meget for Victor Boy Lindholms unge forfatterskab.

Tidens feber

I et år har han skrevet fra sin blog www.jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk, som han kalder en »skriftgenerator«. Her skriver han blandt andet digte om at skrive, og under fanen ’kritik’ skriver han om andres tekster, for eksempel Stig Larssons Godnat til mine kære. Desuden retter Victor Boy Lindholm, i GULD og på sin blog, ligesom forfatteren Theis Ørntoft, et kritisk blik på den del af vores samfund, som handler om marked og materialisme.

Digterjeg’et i GULD hedder også Victor og er 23 år. Ved vindueskarmens planter i jeg’ets københavnerlejlighed starter digtsamlingen. Herfra bevæger han sig ud i byen, ind i et kærlighedsforhold, på ferie i Grækenland og tilbage i sin fars favn, alt imens verdenssamfundet gør vold mod natur, minoriteter og svage. Med det fremtrædende og virkelighedsnære jeg oplever Victor Boy Lindholm, at han også selv stiller sig an. Han stiller sig helt frem og udlægger verden, »tidens feber«, som han mærker den.

»GULD skriver sig ind i en tradition, hvor digteren skriver om lige nu og her og den tilhørende følelse. Det er tidens nutid, som jeg’et har en sorg over ikke at kunne forstå. I stedet for at forholde sig til klimakatastrofen, er det lettere at flyve til Grækenland og være turist,« siger Victor Boy Lindholm. Digtene er skrevet på en følelse af at være splittet. En splittelse mellem at nyde et forbrug og samtidig vide, at forbruget går udover miljø og mennesker.

i strandstolen langs græsk kyst / glemmer jeg problemerne / den lille sø af neon / der flyder ud af søen i mongoliet / der producerer død

Ferien i Grækenland bringer naturligt jeg’et videre til GULD’s næstsidste del, »gyldent daggry, dårlig uge«. Her går frustrationen på den del af tidens feber, som handler om den politiske højredrejning i Europa, og som jeg’et igen og igen siger »højreradikalfuckdig« til.

Hykleri

Lyrik skal altså skrive sig ind i sin samtid, men derudover er dens rolle at sætte et lavt tempo og zoome ind på detaljer, mener Victor Boy Lindholm. Når politikere taler om klimakrisen i generelle termer, må lyrikken slå ned på alligatordametasker, guldtelefoner og en atomsø i Mongoliet, hvor atomaffald fra vores energiforbrug bliver læsset af. På den måde får lyrikken os til at føle verdens tilstand i stedet for, at vi blot er tilskuere ... tilskuere til nyhederne i fjernsynet, hvor den ene katastrofe overlapper den anden.

»Det langsommere tempo skal netop få os til at stoppe op og spørge: Hvad er mit liv værd i forhold til de mennesker, jeg lukrerer på? Vi bliver nødt til at forholde os mere til den verden, vi er en del af, hvis udviklingen ikke skal fortsætte. De konfliktfri telefoner, som jeg’et i GULD taler om, er rent faktisk mulige at lave,« siger Victor Boy Lindholm.

Metallet i de telefoner er hentet fra certificerede miner, som ikke støtter parterne i en borgerkrig i Congo. Men stadig vælger flertallet at producere den problematiske telefon, som også de fleste forbrugere køber. Inklusiv Victor Boy Lindholm selv.

»Guld er en af de mest centrale ædelmetaller i smartphones. Guld, som hentes fra guldminer i Congo, hvor børn arbejder. Så hver gang jeg kigger på min telefon, kan jeg føle en smerte,« siger Victor Boy Lindholm. Spørgsmålet er, hvor meget hykleren kan bære på sine vidende skuldre uden at knække.

… vi har guld / og al skyld i os / har vi ikke det / den tabte nærhed til tiden / og erfaringen / er skylden vi bærer i os / ingenting er uskyldigt / så tingene har en speciel betydning

GULD har Victor Boy Lindholm skrevet i forsøget på at slippe af med følelsen af smerte og magtesløshed. I stedet for at blive mundlam, skriver han sorgen og hykleriet ud. Det skal dog ikke forveksles med at være moraliserende. Digteren som den besyngende profet er noget af det værste, han kan forestille sig.

»Jeg skriver hyklerlitteratur, fordi jeg er hykler. Jeg er også bare et almindeligt ungt menneske, der går i byen og drikker dumme farvede drinks og har det både fucked og godt,« siger han over Skype fra sin lejlighed i Berlin, hvor han læser et semester på Freie Universität Berlin.

Digtsamlingen er inddelt i en form for kapitler eller suiter, seks af sin slags. I sidste del, »jeg er for træt og går i seng«, er hykleriet udtalt. Opråbet har udmattet jeg’et, som slutteligt går i seng med iPhonen ved sin side.

Sigrid Nygaard

No bull shit

Finkulturen og popkulturen optræder side om side i GULD. For digtene er en konstatering af verden, som den opleves af en ung mand i København. Og i hans liv er mainstream og hverdagen vigtig. Victor Boy Lindholm tilføjer, at det er digterens rolle, at bevidne virkeligheden – og skrive så ærligt så muligt om det, han ser. Ærlig er den østrigske forfatter og samfundskritiker Thomas Bernhard (1931-1989), som er en af Victor Boy Lindholms forbilleder, og som citeres på GULD’s side to:

»det afgørende er / om vi vil lyve eller / om vi vil sige og / skrive sandheden«

Ved siden af Thomas Bernhard optræder et vers af den svenske popstjerne Robyn, der i ledtog med den amerikanske R&B-sangerinde Kelis foruden Nelly repræsenterer en popkultur i GULD. En populærkultur, som ifølge Victor Boy Lindholm har den styrke at »være no bull shit«, mens det højlitterære kan være svært at greje. Mens Robyn synger »There’s a big black sky over my town …«, har Victor Boy Lindholm den svenske nobelprisvinder Tomas Tranströmer i tankerne og hans besyngelse af naturen, når regnen falder stille i GULD. Den ene kultur er ikke mindre vigtig end den anden.

Krig

GULD er første del af en trilogi. En hyklertrilogi, som også kommer til at handle om en krig, som Danmark har del i. Temaet bliver slået an på bagsiden af GULD.

hvis det her var forblevet et kærlighedsarbejde / ville vi ikke stå her / her hvor de 11 spildte år slutter

Krigen er omdrejningspunkt i tredje del af trilogien. Ligesom del to er den stadig under redigering. Det samlede værk, TRIOLOGY, har fået sit navn efter The Weeknds album Trilogy fra 2012. Sangeren repræsenterer ifølge Victor Boy Lindholm overflod og dekadence i tråd med guldkæderne. Samtidig er The Weeknd blandt hans yndlingskunstnere, og ved at tage en personlig favorit med i trilogien vil han skabe en nærhed som modstykke til afstanden. Den afstand mange lægger til verdens katastrofer i stedet for at forholde sig til dem.

Som digtsamling vil anden del udfolde det hykleriske »turistjeg« fra GULD, der fortsætter sin voyeuristiske tour til lande i krise som Egypten og Grækenland.

»Da jeg havde sat sidste punktum i denne her digtsamling, følte jeg ikke, jeg havde sagt det hele. Som Casper Eric også siger, kan problemet med en fysisk digtsamling være, at den er et stillbillede, hvor en blog kan sammenlignes med en film. Men bare fordi en bog er lukket, betyder det ikke, at jeg er færdig med at udsige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ha-ha, det er sådan nogle digte, vi skrev i sluthalvfjerdserne og tidligfirserne og ikke kunne få udgivet pga. den sorte bølge!!!

Torsten Jacobsen

Hykleri bliver ikke mindre problematisk, blot fordi man taler ærligt om det. Det ender som blot og bar attitude, ikke ulig dandyens poseren foran spejlet. En kilde til nydelse, som når man igen og igen piller hul på det samme sår.

Sandheder der kun siges, men ikke leves, kan vist ikke engang i lyrikken skelnes fra løgn. I hvert fald ikke på sigt. Dekadencens børn har det svært. Det forstår man, mærker det måske endda selv. Så meget desto mere grund til at gøre oprør. Det gør ikke sig selv.

Poetry is vomit of the unimaginative mind. It embarrasses itself by the very act of memorializing it in writing and twice-fold in the reading of it out loud. Poets are redeemed only through suicide, this one creative outlet, their collective niche. Self-murdered poets sell books, this is a proven fact, a reality. I never met a poet that wasn't driven relentlessly to the noose, the knife, the gun or any variety of overdose.

randi christiansen

Det er godt at arbejde med at kommunikere med sig selv og de andre - ros for det. Hvorvidt der kommer inspirerende kunst ud af det, må være op til den enkelte. Men prøv at sammenlign dig selv med historiens helt store - og du bliver ydmyg og forhåbentlig inspireret til at skærpe udtrykket. Godt med tænksomme, refleksive, fordomsfrie og modige mennesker.