Læsetid: 7 min.

Mennesket i podcastens guldalder

En udsat teenagemor med en båndoptager, ulykkelige teenagepædofile og William S. Burroughs ifølge Iggy Pop. Radio- og podcastverdenens vigtigste begivenhed, Third Coast i Chicago, har netop fejret årets bedste produktioner i en engelsksproget verden af audiofortællinger, der konstant udvider sit kreative domæne
En udsat teenagemor med en båndoptager, ulykkelige teenagepædofile og William S. Burroughs ifølge Iggy Pop. Radio- og podcastverdenens vigtigste begivenhed, Third Coast i Chicago, har netop fejret årets bedste produktioner i en engelsksproget verden af audiofortællinger, der konstant udvider sit kreative domæne

Modelfoto: Trevor Cummings

17. november 2014

Der sidder over 500 konferencemøre mennesker i en sal på Holiday Inn Mart Plaza i Chicago en lørdag ved frokosttid og hugger tacos i sig. Pludseligt springer en kvinde op på scenen bagerst i lokalet og griber en mikrofon.

»Undskyld, jeg afbryder. Hvor mange af jer tror, at Adnan gjorde det?«

Omtrent halvdelen af salen smider armene i vejret.

»Hvor mange tror, at Adnan er uskyldig?« spørger hun så.

Den anden del af salen vinker ivrigt, strækker nakken, kigger rundt og griner anerkendende til hinanden.

Så begynder alle at klappe.

Third Coast International Audio Festival med tilhørende konference er audiofortællingens og podcastverdenens – mindre glamourøse – svar på Cannes Film Festival: en samling af verdens dygtigste radiodokumentarister, podcastværter, lyddesignere og -klippere, der i tre dage hæmningsløst diskuterer og hylder måder at raffinere og udvikle det fortællende lydmedie på.

Og ham ’Adnan’? Han er, skulle I ikke allerede vide det, hovedpersonen i USA’s mest lyttede og omdiskuterede podcast for tiden, Serial, en spin-off på radiomagasinet This American Life, hvor journalist Sarah Koenig hver torsdag forsøger at finde ud af, hvorvidt Adnan Syed, der som teenager i Baltimore i 1999 blev dømt for mordet på sin ekskæreste Hae Min Lee, er skyldig eller ej. Serial er Forbrydelsen møder The Wire møder Twin Peaks møder Charles Dickens møder den uudgrundelige virkelighed.

Det amerikanske onlinemagasin Slate har til ære for de mest hardcore fans lavet en podcast om podcasten, der udsendes dagen efter seneste afsnit, og folk på den brugergenererede nyhedsside Reddit er selv begyndt at efterforske sagen. Den hype kaster glans over hele branchen. Med Serial har en eksplosion af kulturforbrugere fået ørerne op for, at dokumentariske audiofortællinger kan have samme fascinationskraft som film- og tv-fiktion – og at de kan føles endnu mere personlige. Serial kan også meget vel blive den podcast, der for alvor gør podcastmediet til allemandseje på samme måde som serier som House of Cards og Breaking Bad har populariseret ’tv on demand’ og sendt tv-serieformatet ind i en ny, kreativ guldalder. Og Serial er blot ét af mange aktuelle eksempler på, hvordan der kan skabes et vanvittigt engagement omkring verdenen, hvis den præsenteres og formidles på den helt rigtige måde – gennem lyd og med den intimitet, der opstår, når hørebøfferne på selvvalgt tid og sted slutter sig tæt om ørerne og historierne udfolder sig helt inde i hovedets bløde powermuskel.

Iggy og pøllesang

Det er netop det, som Third Coast grundlæggende handler om: at finde og promovere nye og begejstrende måder at fortælle gennem lyd på til den hastigt udvidende verden af radio- og podcastjunkies. For to år siden talte man på festivalen om den ’auditive storytellings’ guldalder.

»Det føles næsten bedaget at tale om nu,« siger festivalens leder, Johanna Zorn, på konferencens første dag.

»Nu kan vi nærmest tale om en eksplosion.«

Jo flere mennesker der bliver interesseret i eksperimenterende formater – fjollede eller poetiske, rørende eller oplysende – jo større kreativt og økonomisk vingefang får audiomediet. Og i de engelsksprogede radio- og podcastdokumentarer, der præsenteres i løbet af konferencens tre dage, sker der berusende gode ting.

I den amerikanske podcast om internettets veje og vildveje, TLDR, hører vi i »100 Songs in a Day« den latterligt sjove historie om Matt Farley, der har gjort det til sit delvise levebrød at skrive 100 sange om dagen og lægge dem op på streamingtjenesterne Spotify og iTunes, der giver ham en skilling, hver gang nogen hører eller køber en sang. Med over 140.000 sange i bagkataloget giver det efterhånden Farley en ok årsløn. Farley skriver sange om alle de ord, han kan forestille sig folk søge efter: Sko, vandkeddel, bil, republikanere. Han har skrevet over 4000 fødselsdagssange dedikeret til 4000 forskellige egenavne. Og så har han skrevet 8 albums om pøller. Seneste hedder: »Du troede, vi har løbet tør for pøllesange. Du tog fejl.« Største hit lyder:

»Poop. Poop-poop-poop-poop-poop.«

Den slags ’sjov-fordi-det-bare-er-sjov-historie’ har fået sin egen pris, The Mermaid Price, der sidste år blev indstiftet af This American Lifes Ira Glass.

Blandt de mere alvorlige eksperimenter er det lydpoetiske værk »Here I am and Here Be Danger«, hvor den unge, canadiske radioproducent, Annie McEwen, kåret af Third Coast som årets bedste nye kunstner, bearbejder sin hjertesorg gennem andres ulykkelige stemmer og en ældre mands poetiske refleksioner over de tudende tågehorn i bagrunden.

»Tågehorn er interessante,« siger han under mågernes skræppende kor.

»De siger ikke: kom her. De siger: du betyder noget for mig. Og gå så væk.«

Pædofil søger hjælp

Mens podcastmediet i Serial kan gøre Adnans gøren og laden under mordtidspunktets 22 minutter på en bestemt dato i 1999 til en besættelse for en voksende podcastgeneration, så kan audiofortællinger også være med til at ændre virkeligheden, som den ser ud nu.

Et af årets allervigtigste amerikanske radiodokumentarer, og modtager af årets ’Radio Impact Award’ på Third Coast for dens indvirkning på det samfund, den beskriver, er således Luke Malones mesterligt håndterede »Help Wanted«, produceret for This American Life.

Malone portrætterer teenageren Adam, der som 15-årig startede en onlinegruppe for selvidentificerede unge pædofile, der anonymt forsøger at støtte hinanden til ikke at begå overgreb.

De unge lever i et samfund, der ikke tilbyder nogen støtte til pædofile.

Heller ikke til dem der aldrig har begået overgreb og er desperat bange for at gøre det en dag. Og mens Malones historie, der også var hans journalistiske afslutningsprojekt på Columbia University, også er udkommet som artikel, så er det Malones radiodokumentar i This American Life, og lyden af Adams let forvrængede og tydeligt skrøbelige stemme, der har vakt særlig empati for sagen – sådan en, der kan skabe holdningsændringer og lede til handling.

Således er amerikanske fonde nu begyndt at tage initiativ til at etablere det første præventive program for pædofile i USA. Men. Sådan et radioprogram er et faktisk spørgsmål om liv og død.

»Bliver Adam genkendt, afsløret, så tager han sit eget liv. Så enkelt er det,« konstaterer Malone under en debat.

I »Burroughs at 100« fejrer den unge dokumentarist Colin McNulty William S. Burroughs 100-års fødselsdag for BBC 4 i et både litterært hyldende og kritisk portræt af den dystre forfatter. Det hele peppes mere end festligt op af programmets speakerstemme, der er indtalt af Iggy Pop, og hvis ekstra sniksnak under oplæsningen kommer til at fungere som et spøjst ekstralag i fortællingen.

»Jeg skrev ikke det her, men jeg har det fint med at være oplæser,« vrænger den gamle rocksanger.

»Vi lod den sætning blive som en slags kommentar til BBC,« fortæller Colin McNulty, der producerer for det uafhængige produktionsselskab, Whistledown.

BBC kan ifølge McNulty være lidt af en kendismaskine, der altid helst vil have en folkekær stemme til at indtale deres udsendelser.

»De er besatte af autoriteters stemmer. For nylig lavede jeg et program med voxpopper, altså manden på gaden-interviews, og det tog dem virkelig lang tid at godkende programmet, for hvorfor høre fra manden på gaden?«

MIKI Yoshihito

Menneskers historier

»Ekstraordinære historier om ordinære liv,« lyder derimod mottoet for radioguru Joe Richmans podcast »Radio Diaries«. Hans værker spilles også på USA’s nationale kanal NPR’s nyhedsflagskib, All Things Considered. Richman begyndte i 1996 at producere programrækken Teenage Diaries for NPR. Her gav han den slags unge, der ellers sjældent får stemme i medierne, mulighed for at fortælle deres egne historier. Han udstyrede dem med en båndoptager, bad dem – under vejledning – om at dokumentere deres liv på kassettebånd, og klippede det ned til en enkelt 15 minutter lang radiodokumentar om deres liv. En af de historier handler om den hårdt prøvede teenagemor Melissa Rodriguez, som man følger før, under og efter fødslen af sin lille søn, Assaiah.

Efter anden udsendelse om hendes liv forsvandt Melissa Rodriguez. Sporløst. Richman frygtede og forventede det værste. Men så skrev hun pludseligt en mail til ham 16 år senere. Det blev i år til udsendelsen: »Teenage Diaries Revisited: Melissas’ Story«, hvor en nu voksen og ansvarlig singlemor atter dokumenterer sit liv med sin indlæringshæmmede teenagesøn Assaiah. Mens stort set al amerikansk radio er heftigt domineret af en dirigerende fortællestemme, så hører man i det stramt klippede program udelukkende Melissa Rodriguezs egen stemme.

»Vil du have Melissa på passagersædet, når du sidder fast i trafikken og hører All Things Considered (NPR’s nyhedsflagskib, red.), eller vil du have mig til at sidde på passagersædet og fortælle om Melissa?« spørger Richmon retorisk.

»Den enkelte, direkte kommunikation mellem nogen, der fortæller deres livshistorie og lytteren, er noget, der sker i radio på en måde, som det ikke foregår i noget andet medie.«

»Teenage Diaries Revisited: Melissas’ Story« ender med at vinde hovedprisen på Third Coast søndag aften. Joe Ritchman takker under stående applaus, mens en ukendt kvinde holder pokalen for ham. Det er Melissa Rodriguez.

»Jeg har aldrig set så stor en sal før,« siger hun og kigger ud over den samme gruppe konferencedeltagere, som dagen før hyggegættede på udfaldet af mordet på en (virkelig) pige i Serial.

Hele salen bliver med ét bomstille.

Melissa har aldrig dristet sig til at fortælle hverken sin egen familie eller venner, at hun har medvirket i en radiodokumentar om sit liv. Hun har ikke villet såre sin familie eller gøre dem utilpasse. Hendes historie er blevet hørt i en verden, der har så få berøringsflader med den verden, hun selv lever i, at ingen i hendes opgangskreds ved, at hun står her i dag.

»Måske en dag kan min søn, Assaiah, fortælle sin egen historie for jer,« siger hun.

Læs også:

En radio­socialistisk utopi bliver virkelighed
Dagligstuens drama helt op i skyen

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu