Læsetid: 2 min.

Montanas litteraturpris 2014: 5. nominering

Majse Aymo-Boot for ’Over os hænger en vidunderlig sol’
Kultur
20. november 2014
Majse Aymo-Boot. Foto: Tor Birk Trads

Majse Aymo-Boot. Foto: Tor Birk Trads

»Når efteråret kommer, falder bladene fra træerne og ned på jorden. Jeg burde egentlig sige det sådan: Når bladene falder, er det efterår. Jeg er nødt til at forbedre min stil. Sidste gang fik jeg kommentaren: elendig stil. Jeg græmmer mig over det, men kan ikke ændre det nu. Jeg holder af efteråret.«

Sådan skriver Robert Walsers skoledrengspersona Fritz Kocher, som kunne være et litterært forbillede for Majse Aymo-Boots roman Over os hænger en vidunderlig sol. Den titel lyder som noget, Walser kunne have fundet på. Fritz stiller sig an med de voksnes sprog, gør sig til for og latterliggør måske også læreren i sine skolestile anno 1904. Walser er mester i perfid smiger. Han fortaber sig selvbevidst snublende i stileemnerne, er barnet, der taler med forlorne tænder.

Hos Aymo-Boot godt 100 år senere lyder det sådan – hør barnestemmen, der har internaliseret de voksnes målsætninger for folkeskoleeleven: ”Jeg indleder med nogle almene betragtninger og så glider jeg over til det mere personligt anekdotiske. Når vi er færdige, har jeg tegnet præcise, sansede erindringsbilleder med tidstypiske detaljer.”

Romanen er kort, siderne er små, ligesom stemmerne i bogen, men det er, som om stemmerne taler over evne, med stor autoritet og præcision, det er fascinerende og skræmmende, men også meget morsom læsning. Tæt tekst, sætning for sætning virtuos, skarpt tænkt og virkelig kræsen sprogligt.

I sommer skrev jeg på Facebook, og det mener jeg stadig: »Kære Majse, hold op, hvor er det mageløs litteratur, du skriver! Har lige læst din roman på terrassen (under en hidsig sol iført slidsede, sorte løbeshorts, hvis du vil vide det, sådan nogle combi naturfags- og idrætslærershorts) og er opløftet og vildt imponeret. Eller noget i den stil, det er svært at forklare min begejstring. Tak! (-:«

Montanas Litteraturpris er indstiftet af Testrup Højskole og Dagbladet Information i 2006 og gives hvert år til en forfatter af aktuel dansk litteratur, som er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde.

Prisen er sponseret af Montana og er på 100.000 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her