Læsetid: 9 min.

Da Muren faldt, måtte romanen genopfinde sig selv

Romanen har altid været en trofast ledsager, når det gjaldt de store samfundsmæssige omvæltninger. Det gælder også, da Muren i Berlin faldt. Med det perspektiv tegnes et litteraturhistorisk rids af den europæiske roman efter Murens fald
I Tyskland fik Murens fald og genforeningen året efter umiddelbar stor betydning for litteraturen. I DDR mistede en række prominente forfattere af den ældre generation som for eksempel Christa Wolf stort set med det samme deres hidtidige samfundsmæssige position.

I Tyskland fik Murens fald og genforeningen året efter umiddelbar stor betydning for litteraturen. I DDR mistede en række prominente forfattere af den ældre generation som for eksempel Christa Wolf stort set med det samme deres hidtidige samfundsmæssige position.

Scanpix

7. november 2014

Da Berlinmuren faldt, blev tiden igen sluppet løs som en stormvind. Den jog gennem byens gader og rev alt med sig. Den fyldte de sønderskudte ruinhuller med puds, forvandlede facader og gav dem nye navne. Den bevidsthed og krop, der havde vænnet sig til årtiers stabile øst-vest-modsætning, blev ramt af rystelserne fra en kun anet fremtid. Ja, det var ikke kun en ukendt fremtid, der i samme øjeblik så dagens lys, for også fortiden begyndte i udbruddet af historie at sive ind alle mulige steder med konturerne af mønstre, der i årtier havde ligget nedfrosset.

Mere end nogen anden begivenhed i nyere tid er Murens fald ikonisk for et forandret verdensbillede. Og ikke kun det, for den grundlæggende omvæltning fik stor betydning for, hvordan vi tænker på litteraturen og dens rolle i samfundet.

I årene herefter længtes mange efter den store samtidsroman, der kunne beskrive skreddet i den ellers fastlåste europæiske situation og kunne beskrive, hvad forandringerne betød for det enkelte menneske. I Tyskland talte man inden for litteraturen om die Wende.

At man i overgangstider tyr til romanen som det oplagte sted at søge forklaringer på de forandrede livsvilkår er ikke tilfældigt. Milan Kundera har i Romankunsten beskrevet, hvordan romanen siden Cervantes’ Don Quijote har været en trofast ledsager til den europæiske historie. Erkendelsen af forandringen af vores verden er om noget afspejlet i den europæiske romans form. I Tyskland fik Murens fald og genforeningen året efter umiddelbar stor betydning. I DDR mistede en række prominente forfattere af den ældre generation, f.eks. Christoph Hein og Christa Wolf, stort set med det samme deres hidtidige samfundsmæssige position. De havde begge på kant med censurlovgivningen repræsenteret en anden moralsk instans end styret og fungeret som talerør for en alternativ offentlighed ved at berette om en anden virkelighed end den, der typisk stod i medierne. Den alternative rolle gav dem problemer internt, men også en funktion og status.

Jeg boede i Vestberlin før Murens fald og oplevede i 1987 med en bog af Christoph Hein i tasken at blive låst inde et par timer på grænseovergangen Checkpoint Charlie og efterfølgende at blive grundigt afhørt. Så alvorligt blev litteraturen taget, men det var selvfølgelig også lige efter, at Hein på den 10. forfatterkongres i DDR i en officiel tale havde kaldt DDR’s censur for lovstridig.

Ny selvforståelse

Flere af disse forfattere reagerede som følge af Murens fald med en pause fra deres litterære værk for at søge en ny selvforståelse. Især Christa Wolf, der i den fantastiske roman Kassandra ved hjælp af den græske mytologi gik helt tæt på de indre magtstrukturer og processer i det militariserede DDR, blev hårdt ramt af omvæltningen. Dertil kom hendes kritik af genforeningen og forsøg på at tale for en tredje vej eller en ny utopi som et alternativt til Forbundsrepublikken. Da hun i sommeren 1990 med mere end 20 års forsinkelse udgav fortællingen Was bleibt om den statslige overvågning af DDR’s forfattere og den kontroversielle Wolf Biermanns fratagelse af statsborgerskab, medførte det alvorlige skrammer i hendes troværdighed som politisk iagttager og forfatter. Først i 1996 lykkedes det Christa Wolf at skrive en ny roman, nemlig Medea. Ved igen at gribe tilbage til et antikt stof og i den autobiografiske nøgleromans form forsøgte hun at vise den manglende reformvilje i DDR symboliseret ved Kolchis ved Sortehavet over for det pengebegærlige Korinth alias Forbundsrepublikken. Det var ikke helt så vellykket, og Christa Wolf forsvandt gradvist ud af billedet.

Christoph Hein havde større held med at finde nye temaer i det genforenede Tyskland, der formåede at tage fat på en række ømme punkter i historien, ikke mindst, da han i det lille mesterværk I hans tidlige barndom en have (2005), hvor man oplever en ældre mands radikalisering og belyser det til stadighed betændte emne om RAF-terroren og i romanformen finder ind til bekymrende sandheder om den vesttyske retsstat og stiller spørgsmål til, hvor grænserne går for en stats ret til at beskytte sig selv mod indre fjender. Det var i det tidligere Vest ikke mindst provokerende, fordi den kritik blev formuleret af en forfatter fra det tidligere DDR.

Yngre forfattere, der ikke i samme grad var vævet ind i det østtyske litteratursystem, stod klar til at tage over efter de ældre. For nogle, eksempelvis Jana Hensel, handlede det om at bearbejde tabet af nationen. Godt nok fik østtyskerne deres frihed, men samtidig mistede de også deres hjemstavn og i en vis forstand deres sprog. Det forsøgte Hensel at begribe i Børn af zonen (2002), der beskriver, hvordan østtyskerne fra hendes generation var som børn igen og fra bunden måtte opbygge en identitet og gyldig forhistorie.

En række af de bedste bøger fra årene efter Murens fald går i en anden retning. Kendetegnende er især opgøret med DDR og tabet af illusionen om nationen. Thomas Brussigs roman Helden wie wir (1995) er en bitter satire over og opgør med DDR-tiden. Det samme gælder Ingo Schulzes Simple stories (1998), Hans-Ulrich Treichels Den Bortkomne (1998), Clemens Meyers Dengang vi drømte (2006) og ikke mindst Reinhard Jirgls Die Unvollendeten (2003). Traditionen for at skildre en østtysk krakelerende idyl fortsætter helt frem til Uwe Tellkamps Tårnet – Historie fra et sunket land (2008). Et mere ambitiøst forsøg på at løfte sig fra den helt nære tyske genforenede virkelighed er Günter Grass’ roman En længere historie (1995). Romanen behandler ganske vist Murens fald og genforeningen, men Grass sætter disse i en større historisk sammenhæng og bevæger sig gennem de sidste 150 års tyske historie og trækker paralleller tilbage til den nationale genforening i 1871.

Murens fald og hele det heraf følgende forskudte verdensbillede var ikke kun et anliggende for den tyske litteratur, der skulle finde sin nye plads midt i den genforenede virkelighed, men en afgørende cæsur for den europæiske roman; i hvert fald de romaner, der for alvor tog farve af omvæltningerne og søgte mod erkendelse af de ændrede vilkår.

Milan Kundera har i Romankunsten vist, hvordan den europæiske roman siden sin opkomst har stræbt efter en anden erkendelse end den, videnskaben søger, og opdaget andre aspekter af eksistensen, som blev glemt eller fortrængt af den rationelle fornuft. Erkendelse heraf er selve romanens raison d’etre, det er dens moralske forpligtelse, som Kundera lidt højtideligt formulerer det. Således opdager romanen med Cervantes, hvad det eventyrlige var; med Balzac menneskets dybe rødder i historien; med Flaubert udforsker romanen hverdagslivets terra incognita; med Tolstoj går den i dybden med menneskets irrationelle beslutninger; med Proust erkendes tiden og det ugribelige forgangne øjeblik; og med James Joyce det ugribelige nu; med Thomas Mann myternes rolle, der stadig styrer vores skridt. Og sådan kunne man fortsætte.

I epoken efter Anden Verdenskrig gælder det for romanen om i nulpunktet for den europæiske kultur at redde de europæiske værdier ud af fortidens ruiner, om at bære vidnesbyrd om grusomhederne, om fremhævelse af det absurde, negation af de strukturer i civilisationen, der førte os frem til katastrofen og befrielse af mennesket fra nye totalitære systemer.

Efter Murens fald er romanen fortsat undersøgende til stede midt i ombrydningen af et verdensbillede. Der sker en ny opmåling af det europæiske kontinent og nye (og gamle) brudflader blotlægges. Øst-vest-modstillingen suppleres af en nord-syd ditto, og i de enkelte geografiske kraftcentre som Balkan slippes historiens utæmmede kræfter løs på ny.

Den udtalte eurocentrisme udfordres af nye erfaringer og brudflader. Indtil omkring 1990 var Europa midtpunkt for begrebet om verdenslitteratur, og på mange måder bragte afslutningen af Den Kolde Krig i en kort eufori de to dele af Europa tættere sammen, men i løbet af det følgende årti mistede Europa sin dominans og udfordredes fra flere sider; ikke mindst af opdagelsen af verdenslitteraturen uden for Europa, der blev fremmet af den postkoloniale bevidsthed og akademiske teoridannelse, der allerede havde været undervejs i et stykke tid op til Murens fald samt det indløb af indflydelse fra den islamiske verden.

Opbruddet og nyorienteringen blev om noget bearbejdet i de store romaner, der blev skrevet i de følgende år. I hjertet af det gamle Europa havde Umberto Eco, der skulle blive den vigtigste inspirator for den postmoderne litteratur, allerede gødet jorden med sin epokeroman Rosens navn (1980) og fortsatte i de efterfølgende romaner sin nyorientering og indlemmelse af ny erfaring i det europæiske. Salman Rushdie forholdt sig til Koranens apokryfe vers og bragte på tilsvarende vis i De sataniske vers (1988) disse elementer ind i en fantastisk fortælling henlagt til London i en postkolonial verden, hvor søgen efter ståsteder og en identitet udfordres af en multikulturel bevidsthed og kaotisk virkelighedsopfattelse. Og Orhan Pamuk forsøgte i Mit navn er Rød (1998) i litterær form at forny Tyrkiets mystiske tradition og trække begivenheder og fortællinger fra islams historie ind på en postmoderne måde.

Et forvirret Europa

I årene efter Murens fald og Den Kolde Krigs ophør er Europa grundforvirret. På det politiske plan bevæger kontinentet sig mod tættere integration, på det kulturelle bliver desintegrationen tydeligere både ved Europas grænser og i kontinentets hjerte. Resultatet er, at samtidig med at grænserne i Europa falder, så bygges der nye mentale mure, for Europa kan ikke leve uden grænser.

En forfatter, der i særlig grad holder fast i Europas forvirring og manglende evne til af at lægge gamle strukturer bag sig er ungarske Péter Nádas. Som Robert Musils monstrøse romanværk Manden uden egenskaber, der skildrer sammenbruddet af den gamle verden op til Første Verdenskrig, er Nádas’ Parallelhistorier (2005) nok det mest ambitiøse forsøg på i tiden efter Murens fald at sammenfatte og beskrive forudsætningerne for det europæiske menneske i dag.

Nádas når i sammenskrivningen af det enkelte menneskes lille historie med samfundets store frem til en særlig erkendelse. Hans taktik er det obskøne: den præcise benævnelse helt uden filter og kulturelle hæmninger af de skjulte bevæggrunde, der får mennesker til at handle, som de gør, og beskrivelse ned i alle detaljer af det begær, der driver værket.

Parallelhistorier sprænger som værk alle rammer. Som titlen antyder er det ikke kronologien, der dominerer, men de parallelle spor af menneskelige skæbner på kryds af tværs af et historisk tidsrum fra Anden Verdenskrig til tiden lige efter Murens fald. Det er vores moderne europæiske epoke gennemlyst af en forfatter, der har fundet en form, som er fuldstændig ny. Romanen er en slags afrunding og et vidnesbyrd om afslutningen på en tidsalder, nemlig det borgerlige jegs tidsalder med dets tro, håb og kærlighed. Det er ikke muligt at gøre rede for romanens utallige handlingstråde; den er kompleks som vores forbistrede europæiske kultur. Med den roman siger Nádas, at vi alle er ofre for historien, selvom det er umuligt at vide på hvilken måde. Det, der engang for det enkelte menneske udgjorde et fundament for den europæiske kultur, ligger i dag, herreløst og uden sammenhæng, i den samme kulturs mølpose. Det ligger som sprogbrokker og værdier, der indimellem fortætter sig til mening. Nádas fortæller historien om det europæiske menneske, der er blevet gjort til neurotiker, krøbling, løgner, morder, hittebarn, et vanvittigt og ødelagt væsen. Derfor har Parallelhistorier del i Europas kultur og krise; den er et panorama over den.

Hvis man skal pege på ét andet værk, der i et mindre format er lige så radikalt, må det være Michel Houllebecqs roman Elementarpartikler (2001). Her er vi på alle måder i eftertiden. Forestillingen om den store utopi er endegyldigt aflyst, men vi lever på ingen måde i en splintret verdensfortælling, for vi lever alle under fuldstændig indflydelse af én liberal og markedsorienteret verden. Den personlige frihed, som man i Vest siden 1968-oprøret og i Øst frem til Murens fald havde kæmpet for, er alt sammen underordnet den nye markedsvirkelighed, hvor alle værdier kan omsættes til penge eller varer, og hvor den menneskelige frigørelse er endt som en tragisk illusion. Ikke bare er mennesket selv en del af ødelæggelsen af civilisationen, det reproducerer selv især den vold, som det har været udsat for.

Elementarpartikler er i virkeligheden en meget europæisk roman, der har taget en ny dramatisk vending og drejning på den anden side af det genforenede Europa, hvor markedet er blevet det altafgørende og mennesket bare en tragisk aktør i et større spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu