Baggrund
Læsetid: 7 min.

På de virtuelle barrikader med #BlackTwitter

Optøjerne i Ferguson har understreget Twitters voksende betydning for det moderne sorte USA’s mulighed for at påvirke fortællingen om den amerikanske racekløft. Med kreativ vrede og skarpsynet humor er det lykkedes #BlackTwitter at sætte egne og påvirke andre mediers dagsordner. Vi tegner et portræt
På Twitter har ’det sorte USA’ taget til genmæle mod mainstreammediernes dækning af de demonstrationer, der fulgte i kølvandet på politiskyderiet i Ferguson.

På Twitter har ’det sorte USA’ taget til genmæle mod mainstreammediernes dækning af de demonstrationer, der fulgte i kølvandet på politiskyderiet i Ferguson.

David Mcnew

Kultur
28. november 2014

#BlackLivesMatter hedder et af de populære hashtags på Twitter i disse dage. #IfTheyGunnedMeDown hedder et andet. I tirsdags blev tiltalen mod den hvide politimand, der i august skød og dræbte den sorte teenager Michael Brown i en fattig forstad til St. Louis, Missouri droppet, og siden har bydelen været i oprør. Sådan har det været mange gange før, når den fundamentale ulighed mellem det hvide, velstillede og det fattige, sorte USA understreges af enkeltsager, men denne gang er de etablerede medier ikke alene om at definere nyhedsstrømmens vinkler.

På Twitter svarer ’det sorte USA’ igen ved løbende at kritisere, korrigere og levere historisk og politisk kontekst. Sorte Twitter-brugere kritiserer f.eks. mainstreammedierne for alt for hurtigt at fokusere på tragediens eftervirkninger, sammenstødene med politiet og butiksplyndringerne, frem for blot for et kort tv-øjeblik at dvæle ved, at et ungt menneskes liv er gået tabt på uretfærdig vis. Hvide menneskers ejendele er vigtigere end sorte menneskers liv, er det budskab, der sendes, når magtfulde medier vælger at prioritere, som de gør. Og det budskab vil #BlackTwitter ikke finde sig i.

For når man kan tale om ’en sort stemme’, er det ikke mindst på grund af hashtagget BlackTwitter. En undersøgelse fra 2013 viser, at over en fjerdedel af alle sorte amerikanske internetbrugere er på Twitter, mens procenttallet for hvide amerikanere ligger på omkring det halve. Meredith Clarke, der har skrevet ph.d.-afhandling om Black Twitter, definerer i et radiointerview Black Twitter som »sorte mennesker, der bruger Twitter«. Hendes pointe er, at der på ingen måde er tale om en samlet strømning, der har et fast defineret formål, men at man kan beskrive Black Twitter som en slags kollektiv, men stadig delvist privat samtale, der finder sted i det offentlige rum. Black Twitter er med den amerikanske journalist Soraya Nadia McDonalds ord lige dele »kulturel kraft, knippel, underholdning og tilflugt«. I en portrætartikel i Washington Post beskriver hun, hvordan Black Twitter kan ses som et samfund i (Twitter-)samfundet, der er kendetegnet ved interne jokes, slang, regler, emner og diskussioner, som fylder i unge sorte amerikaneres liv.

Alle sorte Twitter-brugere deltager selvfølgelig ikke i de diskussioner og hashtags, der løst kan defineres som Black Twitter, og Black Twitter er ikke kun for afroamerikanere – forudsat at man som ikke-sort træder respektfuldt, lærer koderne at kende og tilegner sig den basale viden (f.eks. via hashtagget #BlackTwitterWelcomeManual), er man for det meste velkommen.

En tur gennem sølet

Som det generelt er tilfældet på sociale medier, handler en meget stor del af det, der foregår på Black Twitter, om at udstille, kritisere og latterliggøre. Når modellen Karrueche Tran lader en hånlig kommentar falde om Beyoncés datters uredte hår, bliver hun dragged, som er slang for, at hun bliver trukket gennem sølet. Nogle kritiserer hendes manglende respekt for det ikon, Beyoncé er for sort popkultur, andre angriber, hvad der opfattes som en internaliseret afsky for det naturlige afrohår. Tilsviningen kan virke perfid, tilfældig og gå ud over mere eller mindre uskyldige, men i mange tilfælde er der tale om en slags Twitter-version af en meget ældre sort mundtlig tradition for verbale kampformer, f.eks. dozens og rap battles: en slags kunsten at give en sofistikeret sviner. I tilfældet Black Twitter ofte med underliggende alvor med reference til de sociale konflikter i det amerikanske samfund.

#Racismendedwhen

Black Twitters betydelige magt ses allertydeligst i de reaktioner, der kommer så sikkert som amen i kirken, hvis magtfulde mennesker træder ved siden af i den på én gang stærkt racistiske og politisk korrekte amerikanske offentlighed – og så bliver det ofte til en diskussion om den normaliserede og uerkendte racisme, der stortrives i den amerikanske kultur.

Et tweet fra Det Republikanske Parti på årsdagen for, at Rosa Parks i 1955 nægtede at rejse sig for en hvid passager i en bus i Alabama, satte i december 2013 gang i en veritabel shit storm.

»I dag mindes vi Rosa Parks modige handling og hendes rolle i at gøre en ende på racisme,« lød republikanernes forsøg på et hyldest-tweet, der øjeblikkeligt fik det sorte twitter til tasterne.

På under en time var hashtagget #racismendedwhen startet af den populære twitterbruger @FemnistaJones. »Hey, kan I huske racisme?«, lød den sarkastiske tweet. Republikanerne var ude med en rettelse tre timer senere, men det var tre timer for sent i Twitterland: Hashtagget havde allerede fået sit eget vrede, kreative liv:

»Racismen sluttede, da Paul McCartney og Stevie Wonder indspillede ’Ebony & Ivory’, mens de levede sammen i perfekt harmoni.« »Racismen sluttede, da Mitt Romney sang ’Who let the dogs out’.« »Racismen sluttede, da min hvide nabo fortalte mig, hvor meget han elskede The Wire og foreslog, at vi kunne se Treme sammen.«

Black Twitter Power

Black Twitter er fuld af gode eksempler på det spiddende samfundskritiske potentiale i, at individuelle erfaringer og øjeblikkelige betragtninger bliver en del af en samtale, et hav af stemmer, der ikke – eller i hvert fald ikke kun – drukner i hinanden, men bliver en sum, der er større end delene. Det er en samtale, der siger noget om, hvordan det er at være sort i USA, og ikke mindst det modsatte: Hvor meget lettere det er at være hvid. Et af de allerstørste emner på Black Twitter nogensinde – foruden #Ferguson – har været sagen om den unge, sorte Trayvon Martin, der blev skudt og dræbt af den private – og hvide – vagtmand George Zimmerman i staten Florida i februar 2012. Zimmerman blev pure frikendt for mordet, som han hævdede var begået i selvforsvar, på trods af at Trayvon Martin hverken havde været bevæbnet eller havde opført sig truende. Da det kvindeligt jurymedlem ’jurymedlem 37’, som aldrig havde lagt skjul på sin sympati for den sigtede, skrev kontrakt om at udgive en bog om retssagen, gik Black Twitter til angreb. I løbet af ingen tid droppede forlaget bogen. Bedre gik det ikke, da George Zimmerman, på samme dag som Trayvon Martin ville være fyldt 19 år, offentliggjorde, at han ville stille op i et tv-program, hvor kendisser bokser mod hinanden. Kampen blev aflyst, da Black Twitter havde talt.

Michael Bolton opfandt soul

Sagerne om Trayvon Martin, om Michael Brown i Ferguson og senest om den 12-årige Tamir Rice, der blev skudt på en legeplads i Cleveland, Ohio, er politiske på en meget konkret måde. Men mange af de populærkulturelle diskussioner, der finder sted på Twitter, er ved nærmere eftersyn også stærkt politiske.

På Black Twitter opfattes det f.eks. som en direkte krænkelse af den kulturelle ophavsret, når hvide kendisser som Kim Kardashian, Iggy Azalea og Miley Cyrus bliver hyldet for at bringe den store, vippende bagdel til ære og værdighed uden den mindste skelen til, at fyldige numser og twerking kun er noget nyt, hvis man vælger at se fuldstændig bort fra sorte kroppe, sort kultur og sort historie. Da Vogues kulturredaktør Patricia Garcia i september skrev en artikel med overskriften »Vi befinder os officielt i den store numses tidsalder«, for Black Twitter i flæsket på hende og på det, der blev opfattet som en udgrænsning af og total blindhed over for sort (krops)kultur og erfaring. Under hashtagget #VogueArticles blev Vogues manglende villighed til at ’citere de oprindelige kilder’ udstillet med tweets, der på forskellige opfindsomme måder giver hvide mennesker æren for sort kultur: »Kan I huske, da Michael Bolton opfandt soulmusikken?«, »Da Angelina Jolie lærte mig at elske mine store læber« og »Dreadlocks: Nu ikke længere kun for hvide hippier og backpackere«, lød nogle af den enorme mængde tweets.

Offentlig frisørsalon

Man skal selvfølgelig passe på ikke at tegne et rosenrødt og optimistisk billede af Black Twitters politiske potentiale, for Black Twitter er også ’bare’ et sted, hvor dagliglivet foregår. Hvor apolitiske samtaler om mode og tv og sport udspiller sig, som de fortsætter med at gøre det hver dag i frisørsaloner og på cafeer overalt i USA. Og Black Twitter fungerer ligesom en masse andre subkulturelle fora på de sociale medier også til tider som en nådesløs virtuel folkedomstol. Men faktum er, at noget, der før primært foregik i relativt lukkede kulturelle kredsløb, nu i højere grad foregår i en offentlighed, hvor diskussionerne i kraft af samlebetegnelsen #BlackTwitter får vægt både i og uden for det sorte samfund. Ofte så meget, at det, der optager Black Twitter, også er nødt til at optage de mere traditionelt toneangivende medier.

Det må f.eks. mane til eftertanke på billedredaktionerne verden over, når Black Twitter stiller skarpt på nyhedsmediernes hyppige brug af ét specifikt foto af Michael Brown, hvor han kaster et håndtegn – der kan tolkes som et bandetegn, men også som et fredstegn – og derved spiller på de negative stereotyper. #IfTheyGunnedMeDown lyder hashtagget, hvor tusindvis af brugere uploader henholdsvis ’pæne’ og mindre pæne billeder af sig selv og spørger: »Hvis de skød mig ned, hvilket billede ville de så vise?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Politivold er ikke kun rettet mod sorte, hvilket denne video viser.

https://www.youtube.com/watch?v=IlY9C6pzxKc

Hele den amerikansk befolkning er under angreb og bør gå på barrikaderne.

Torsten Jacobsen

Samme aften som afgørelsen fra storjuryen blev offentliggjort, spillede rapduoen 'Run the Jewels' en koncert i St. Louis. Vil man have et perspektiv på hvad #Blacktwitter handler om, er MC'en Killer Mikes tale inden koncerten et godt sted at starte.

http://www.youtube.com/watch?v=Z8Bpp5nnKCU

Som Peter Hansen er inde på, er der ikke blot tale om et angreb på den sorte befolkningsgruppe:
"It is us against the muthaf##ng Machine!"