Læsetid: 8 min.

’Pointen er ikke at give piger svaret’

Det Broadway-debuterende og entreprenante 18-årige multitalent Tavi Gevinson har som modeblogger, ungdomsorakel for elitens voksne og chefredaktør for teenagemagasinet Rookie drastisk udvidet det rum, hvor piger kan få lov at være forvirrede og fangirls og pissefølsomme – og fælles om det hele
Der gik ikke lang tid fra at den dengang kun 12-årige Tavi Gevinson begyndte sine blogskriblerier ved familiens PC til at hun blev betragtet som et modeikon. Her til Christian Dior-show klædt på af John Galliano.

Der gik ikke lang tid fra at den dengang kun 12-årige Tavi Gevinson begyndte sine blogskriblerier ved familiens PC til at hun blev betragtet som et modeikon. Her til Christian Dior-show klædt på af John Galliano.

Giovanni Giannoni

10. november 2014

I sin introtekst til den nystartede hjemmeside for teenagepiger (og andre), Rookie, skrev chefredaktør Tavi Gevinson i 2012 et slags fælleskabsdrevet antimanifest:

»Det virker som om, at hele industrier er baseret på at svare på spørgsmål som: Hvem er den typiske teenagepige? Hvad vil hun have? (Og ofte: Hvordan kan vi få fingrene i hendes lommepenge?) Jeg har ikke svarene. Rookie er ikke din guide til at være en teenager. Det er ikke en pamflet om, ’Hvordan Du Skal Være Ung Kvinde.’ Det er, helt enkelt, en bunke skriverier og kunst, som vi kan lide og tror på.«

Tavi Gevinson var 15 år på det tidspunkt. Og der har nærmest aldrig været en så markant og respekteret stemme i amerikansk kultur, der har talt så direkte fra teenagelivets egen følsomhed og fan-agtighed, og som har skabt et så markant rum for andre pigers frie udfoldelser. Nu er Gevinson 18 år. Hun ligner en lille pige med sine hvide Adidas-sko og en baseball t-shirt skubbet ned i de højtaljede lyse jeans i kæmpeboghandlen PowerHouse Arena i Dumbo i Brooklyn. Hun citerer filmen Almost Famous:

»Den eneste sande valuta i denne konkursramte verden er det, du deler med andre, når du er uncool

Omkring 300 amerikanske piger fra 12 til 30 år er mødt op for at høre hende og Rookies øvrige skribenter læse op fra den netop udkomne Rookie Yearbook 3, en samling af onlinemagasinets bedste essays.

Pigen Brittany læser sit essay op om at være gylden, ’blandet race’, og blive kaldt en ’Oreo’, hvid indeni, sort udenpå, af sine hvide klassekammerater og om at ’udvikle sig som musiklytter, og finde sig selv i det som musikskribent.

»Jeg har aldrig følt mig mere gylden,« slutter hun dobbelttydigt.

En pige i cowboyjakke af guld og med vinger læser op om barndommens dødsangst. 20-årige Gabby, iført solbrillemønstret heldragt i guld, læser sit essay op om at være ’kyssejomfru’:

»Nogen gange lyder kærlighed og sex som et megaradikalt TV-show, som alle live-tweeter om, og som jeg ikke kan se, fordi jeg ikke har kabel-tv.«

Og til slut:

»Jeg tror egentligt ikke, at jeg aldrig forelsker mig, faktisk har jeg ret stor optur over, at det nok sker på et tidspunkt. Men hvis jeg skal tilbringe en bunke tid mere alene, så ser jeg det som en gave. Jeg er en ret dope person at hænge ud med.«

Sådan en aftenoplæsning kan godt få en 30-og-noget kvinde som mig på bagerste række til at vride storetåen i skoen. Så meget ikke-filtreret selvransagelse, så meget kæk, men aldrig ironisk distanceret, følsomhed. Det er som at genlæse 90’ernes dagbog, men her forstørret i tre kæmpehøjttalere, og også forstørret af pigernes mod, og med jubelråb og latter fra så mange andre piger, der er i komplet øjenhøjde med budskabet. Der er noget overvældende stærkt, nærmest håbefuldt, ved, at det er netop denne slags essays, Gevinson her har kurateret: De er ikke ’bare piger’, denne her flok. De er piger. Og det er hele pointen – det er et rum, som Gevinson drastisk har udvidet.

Tæppekjolebarnet

Da Gevinson var blot 12 år gammel i 2008 blev hun mediernes darling som en af internettets bemærkelsesværdige modebloggere. Hun sad derhjemme i familievillaen i Illinois ved familiens PC på farens kontor – faren er pensioneret skolelærer, og moren er væver – og indtastede syrede, ordekvilibristiske indlæg på sin blog, Style Rookie. Gevinson delte alle de ting på internettet, som hun godt kunne lide, om popkultur og mode, stillbilleder fra hendes mælkehvidt melankolske favoritfilm The Virgin Suicide, fotografier af sig selv med gamle damehatte på og farverige striktrøjer med logoet ’feminist’ og overraskende sammensætninger af sponsorerede sko, hjemmedesignede nederdele og genbrugskjoler, som forargede hendes klassekammerater i mellemskolen.

»Der var fyre, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke prøvede at imponere dem. Jeg kan huske en dreng frustreret sprutte: Din kjole ligner et tæppe! Det gik ham virkeligt på,« husker Gevinson siden i et tv-interview.

Kort efter var Gevinson Vogue-redaktør Anna Wintours og de store modedesigneres lille chiwawa til de europæiske modeuger. Det 12-årige modeikon lignede et 100 år gammelt barn med gråfarvet hårpagehår og en overnaturlig kæmpesløjfe oven på hovedet. Man kunne se hende på første række til Rodartes, Alexander Wangs og Marc Jacobs modeshows.

»Modeetablissementets støvede vægge begyndte at smuldre, de klikkeagtige catwalkshows blev pludseligt mere demokratiske, og unge stemmer kom til at betyde mere end nogensinde før,« skrev Vice Magazine om den unge, entreprenante bloggeneration, som Gevinson kom til at repræsentere.

Og efter som 13-årig at have interviewet poweridolet og poppunksanger Gwen Stefani for Harper’s Bazaar, vendte Gevinson sig langsomt fra modebranchen og begyndte at tænke på at lave et online magasin for teenagepiger. Her skulle skrives åbent om sex, pop, kunst, feminisme og al slags ungdomsbøvl og -begejstring med en åbenhed og fællesskabsfølelse, som hun savnede fra de øvrige teenagemagasiner i USA.

Gevinson blev snart efter portrætteret af The New Yorker. Naturligvis. Radioguruen fra radiomagasinet This American Life, Ira Glass, blev hendes mentor. Mere New York-hipt bliver det ikke. Hun har i sin seks år lange, og bogstaveligt talt ufattelige karriere, altid været den urbane kulturelites absolutte yndling. Uanset hvor antiautoritær hun gerne vil fremstå, er hun ret uundgåeligt blevet De Voksnes foretrukne kilde til ’Det Unge Menneske’ og, især, ’Det Unge Kvindelige Menneske’ og har foredraget vidt og bredt om emnet.

»Pointen er ikke at give piger svaret,« sagde hun til en session i konferencerækken Ted Talk om kvindeforbilleder, efter at Rookie Magazine var blevet en (populær) realitet med nu 3,5 mio. månedlige besøgende, der læser faninterviews, (super) personlige essays, fotografier og brændende fanagtige anbefalinger af og skriveri om popkultur, musikidoler, tv og film.

»Pointen er heller ikke at give dem lov til at finde svarene selv,« fortsatte hun, »men forhåbentligt at inspirere dem til at vide, at de kan give sig selv lov. De kan stille deres egne spørgsmål, finde deres egne svar. På Rookie har vi prøvet at gøre det til et rart sted at regne al den slags ud.«

Den ramme er helt kendetegnende for en ny generation af piger i amerikansk kultur, der erklærer sig feminister med en ærlig form for power.

»Noget, der kan være meget fremmedgørende, og som er en misforståelse af feminisme, er ideen om, at man for at være feminist skal være fuldt ud konsistent i alt, hvad man tror på, at man aldrig skal være usikker, aldrig være i tvivl om noget, at man altid skal have alle svarene,« sagde Gevinson til samme Ted Talk.

»Men det er ikke sandt. At komme overens med alle de modsætninger, der lå til grund for, hvordan jeg havde det, har gjort det nemmere for mig at forstå, at feminisme ikke er et sæt regler, men en diskussion, en samtale, en proces.«

Karrierepigen

Efter småroller i film – og samtidigt med at hun har afsluttet high school – har Gevinson for nylig teaterdebuteret på Broadway med genopsætningen af 90’er-stykket This Is Our Youth. The New Yorkers teaterredaktør, Hilton Als, dedikerede en hel klumme til at hylde Gevinson som »en stjerne formet af hendes egen vilje til at blive set og hørt«, mens The Chicago Tribune ved premieren i Chicago kaldte hende »næste sæsons it-girl på Broadway«.

Gevinson spiller i stykket en forvirret modestuderende, Jessica, og hun giver en påfaldende højlydt, nærmest skinger performance, der føles hidsig for øregangen. Måske er der netop en pointe i det: Det er en manifestation af ungdommens ret til at lade forvirring materialisere sig som skingerhed. Det behøver ikke være fint og pænt det hele. Og så spiller stykket netop også på den – for Gevinson og mange af hendes privilegerede, dannede følgere – vigtige pointe, at stykkets karakterer er reelt møgforkælede Manhattan-unger, der ikke er i stand til at se deres egne himmelråbende privilegier.

At Gevinson midt i alt det andet også er blevet Broadwaystjerne understreger, at hun også er fanget i det underlige paradoks, at hun på en og samme tid både skal rapportere fra – og samtidig er med til at skabe rammerne om – livet som en ’almindelig’ (hip, kreativ, kulturelt nysgerrig) teenager, når alle hendes teenageår i sagens natur har fungeret forskudt fra den sfære. På Rookies hjemmeside beskriver Gevinsons hær af primært ultracool – men racemæssigt, demografisk og aldersmæssigt spredte – skribenter sig eksempelvis som »en 14-årig, der bor i New York og bruger al tid sin tid på at skrive, lave kunst, blogge på The Aviator, læse og idolisere Kurt Cobain/Nirvana, Holden Caulfield, Sylvia Plath og Stanley Kubrick« og som »en 16-årig nihilist og eksistentialist, der kan lide røgelse, punk rock, bøger og chai te«. Til sammenligning er Gevinsons beskrivelse af sig selv nærmest demonstrativt – og Tavi-typisk – underspillet.

»Chefredaktør og stifter af denne hjemmeside. Hun er seniorelev i high school (en seniorborger, der går i high school).«

Beskrivelsen indfanger dog også med sin selverklærede seniorborgerstatus, den ironi, der ligger i at skulle være eller spille rollen som high school ’pige’, når man er på den anden side af en lang række job- og livserfaringer, som de færreste nogensinde kommer til at få.

Gevinson forklarer om bøvlet ved at gå på high school:

»Fordi jeg arbejdede med Rookie, gav det mig en slags indsigt i at gå på high school. Jeg var i stand til at værdsætte det som materiale til det, jeg skrev.«

Det er et eller andet sted mellem teenageidentifikation og hendes tiltagende professionaliserede teenageabstraktion – og stigende alder – at hun har været i stand til at skabe et rum for andre teenagepiger.

Sidst på aftenen på PowerHouse Arena fortæller Gevinson om, hvordan hun for nylig led af kærestesorger og var stresset. Så læste hun en netop afleveret artikel af Rookie-skribenten Liz. Og midt i al Gevinsons stress, fik den hende til at græde. Og føle. Og så stod meningen med Rookie klart for hende:

»Det handler ikke bare om at være pissesej 24/7 and ’Coming For Yr Job’, om at være empowering og sparke røv eller om at ville have folk til at føle, at de er stærke på sådan en simpel Robyn/CEO måde, men om at lade folk være stærke mennesker, som for alvor kan forstå og elske sig selv nok til at lade den følelse nå ud i verden og fylde kloden med stærke venskaber, meningsfuld kunst og ting, der får os til at grine,« læser Gevinson højt og fortsætter i en nu 18-årigs følsomhedsmanifest om retten til at være pige – og til at udvide det rum:

»Det har været min mission fra starten, men på det seneste har det været nemt at føle mig mere som en ’karrierekvinde’ end som en ofte ensom high school-elev. Men da jeg blev færdig med Liz’ artikel, så var jeg fra et professionelt perspektiv helt ligeglad med, hvorvidt den – eller andre – fik nok ’klik’, fordi den hjalp mig så meget. Og hvis den kan gøre det for et andet menneske, så er det nok for mig.«

Læs Rookie på: www.rookiemag.com, hvor Rookie Yearbook 3 også kan købes

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Udmærket trend, hvis de unge skal ligne nogle på 75, så kan den gamle rige generation måske komme af med noget af deres dyre aflagte tøj.

Den ny offentlighed, som i sidste ender vil gøre os mere åbne og frie og tillidsfulde, fordi vi opdager, at det, vi troede måtte være hemmeligt, delt med andre er et stærkt våben for sandhed og menneskelighed og indbyrdes forståelse.

Torsten Jacobsen

Jeg bilder mig ind at denne artikel med fordel kan læses i et korrigerende lys fra en anden artikel i nærværende dagblad. Den der stiller spørgsmålet om frigørelsen er gået for vidt, i et kulturhistorisk perspektiv.

Jeg tror du har misforstået noget - rækkefølgen i det amerikanske system hedder freshman, sophmore, junior og til sidst senior, som svarer til deres 12.klasse når vi snakker high school!

Katrine Hornstrup Yde

Stine Greve: Kan godt se, at man kan blive forvirret, men det hele er faktisk Gevinsons egen leg med ordet senior citeret i sin helhed fra Rookies hjemmeside. Parantesen er ikke en redaktionel forklaring (i så fald ville der stå: ", red") Hun laver med andre ord fis med det spøjse i forskellen mellem at være en "senior in high school" og en "senior citizen", to ret forskellige senior-alderstadier i livets lille og store boble.