Læsetid: 8 min.

Puf! – så stod vi i Vest

I 25 år har tyske forfattere fortalt og fortolket de skelsættende begivenheder rundt om Murens fald. Her genfortæller vi med deres ord dagene før, under og efter den 9. november 1989
Berlin den 10. november 1989.
7. november 2014

4. september 1989: Efter den ugentlige mandagsgudstjeneste i Nikolaikirche i Leipzig løfter Fader Christoph Wonneberger telefonrøret. Han drejer på nummerskiven og informerer via ’demotelefonen’ vestlige journalister om de omfattende demonstrationer for ’et åbent land med frie mennesker’, der fra denne dag og de følgende mange mandage udgår fra kirken mod Karl Marx-pladsen. ’Wir sind das Volk’ bliver den voksende folkemængdes slagord.

Hvis den studerende ved siden af mig havde sagt: Dette er blot begyndelsen, fra nu af vil der mandag efter mandag komme flere mennesker på gaden, og det hele fører til at muren falder og vores land snart forsvinder, det tager alt med sig så der ikke er noget som helst tilbage, så ville jeg helt sikkert have stirret undrende på ham og stille tænkt for mig selv at det kunne vores land roligt prøve på. Det ville aldrig i livet kunne lade sig gøre.

Jana Hensel: Børn af zonen (2002)

September og oktober 1989: Siden maj 1989 har Ungarn og premierminister Miklós Németh ikke længere villet lægge mursten til DDRs indespærring af borgerne, og de kan frit forlade østblokken via den Østrig-Ungarnske-grænse. I september og oktober accelererer østtyskernes flugt mod Vesten via den genåbnede grænse.

Hundredvis er endnu engang kommet til Østrig via Ungarn, i egne biler, med busser og bane, og på den vesttyske ambassade i Prag befinder der sig nu 5000 mennesker, blandt dem mange børn, de lever sammenstuvet i telte i ambassadens have, hvor jorden er forvandlet til et søle af efterårsregnen, man taler om de første tilfælde af diarré hos børn, ordet ’dysenteri’ er allerede dukket op, ingen ved tilsyneladende, hvordan denne katastrofe kan få en ende.

Christa Wolf: En dag i året (2003)

9. oktober 1989: Mandagsdemonstrationerne i Leipzig vokser og spreder sig til resten af landet. 9. oktober nåede folkeopstanden og protesterne sit højdepunkt, da 70.000 mennesker demonstrerede i Leipzigs gader.

Der var mange mennesker på vej. Over alle ansigter lå angsten fra de foregående dage, sorg og uro, men også noget nyt: glans. Det var, så Richard, ikke længere de seneste års fortrykte mennesker med hængende skuldre, der ellers havde sneget sig af sted, hilst og forsigtigt nikket til hinanden og undgået alt for langvarig øjenkontakt, de havde løftet hovedet, endnu åndede de beklemt, men også allerede fulde af stolthed over, at det var muligt, dette ’lige frem’, at de kunne gå med rank ryg og vedkende for sig selv, hvem de var, hvad de ville og hvad ikke, at de trådte i jorden med voksende fasthed og følte den samme elementære glæde som børn, der har rejst sig og nu lærer at gå.

Uwe Tellkamp: Tårnet (2010)

18. oktober 1989: Som følge af reformpres fra Mikhail Gorbatjov og Sovjetunionen, interne stridigheder i kommunistpartiet og protesterne fra den østtyske befolkning, går Østtysklands leder Erich Honecker af.

Men så faldt det hele simpelthen fra hinanden, og en måned, der tog vejret fra een, begyndte. Vi gennemlevede flere år på een gang. Alt var pludselig åbent, bortset fra Muren, men det var på dette tidspunkt kun et overfladisk problem.

Annett Gröschner: Die Rache (2009)

9. november 1989 kl. 18.57: Ved en livetransmitteret pressekonference læser politi- bureau-medlemmet og talsmand Günter Schabowski op fra en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement, der skal sikre DDR-borgere fri udrejse til Vesttyskland. Men i skyndingen er han ikke gjort bekendt med, at bestemmelserne først skal træde i kraft næste morgen kl. 4 og ikke ’med det samme’, som han får sagt.

Folkemasserne var, hvad jeg ikke vidste, sat i bevægelse af Günter Schabowskis uklare formulering på pressekonferencen: Dem, der ville rejse ud, ville Schabowski sige, behøver ikke længere at tage omvejen over den tjekkisk-vesttyske grænse, men kan rejse direkte ud gennem den tysk-tyske grænse – men som det hører sig til for en partifunktionær, udtrykte han dette enkle forhold så omstændeligt, at det kunne betyde alt muligt, hvorefter et møde i Bundesdagen minutter senere blev afbrudt i ophidset stemning: »Som vi just har erfaret ...« En lille gruppe parlamentarikere rejste sig og istemte spontant nationalmelodien og erklærede grænsen for åben. Sådan så Tagesshau det også, hvorefter titusinder af berlinere begav sig ud til grænseovergangene for skuffede at konstatere, at de havde givet sig hen til falske forhåbninger. Men, som tiden dengang var – alt virkede muligt, og derfor blev de stående, mens de råbte: Vi er folket!«

Thomas Brussig: Helden wie wir (1995)

9. november 1989 kl. 23.32: Uden konkrete ordrer at forholde sig til og under pres fra folkemasserne vælger grænsevagterne ved Bornholmer Straße som de første at åbne grænseovergangen.

»Har du hørt det,« spurgte han manden bag baren.

»Hørt hvad?«

»Muren er åben.«

»Hvad for noget?«

»Muren er åben.«

»Så, for satan.«

(...)

Hr. Lehmann så sig omkring. Bartenderen fortalte det videre til flere, som begyndte at snakke om det. Men der var ingen større opstandelse, alle fortsatte som hidtil.

»Nå ja, hvis det er rigtigt ... Det kan jo være,« sagde Hr. Lehmann.

»Og hvis nu, hvad betyder det så, at muren er åben.«

»Hvad ved jeg.«

De bestilte endnu en øl. Da de havde drukket den halvt ud, blev Sylvio pludselig munter.

»Vi bør tage ud og se på det,« sagde han.

Sven Regener: Herr Lehmann (2001)

9. november 1989: Mange yngre vestberlinere, der har hørt nyheden i fjernsynet, vælger at samles ved det symbolladede Brandenburger Tor. I begyndelsen forsøger man fra østsiden at spule dem ned ved hjælp af vandkanoner, men da det ikke har nogen effekt i længden, opgiver man.

De kom ikke langt, kun lige hen til Brandenburger Tor, for masserne stod trængt sammen overalt. Det sted, hvor begivenheden egentlig fandt sted, Rigsdagen og tribunen foran dens facade, hvor festtalerne allerede begyndte at forgylde den historiske midnatstime med sætninger, der smurte tykt eller subtilt på, kunne man kun skimte i det fjerne. Alligevel blev de der indtil klokkeringningen, thi hvad der udspillede sig foran den brede kulisse, talernes optræden, mængdens jubel, som belønnede enkle sætninger, mellemaktsmusikken, alt det blev bragt over til dem af højttalere, forblæst og stumpvis ganske vist, men med sit enkle indhold forståeligt, ja endog medrivende; i hvert fald blev stemning højtidsfuldt overført, og en vis andægtighed fremkaldte noget i retning af en vi-følelse.

Günter Grass: En længere historie (1995)

Natten efter den 9. november 1989: I løbet af natten bliver presset ved grænseovergangene større og større. Officererne ved overgangene forsøger desperat at indhente direktiver fra overordnede pr. telefon – men i de fleste tilfælde forgæves. Som timerne går, bliver stadig flere grænser åbnet.

Vi tændte for fjernsynet. Og der var det! Over det hele! Muren var faldet. Vi kunne ikke tro det. Ingen havde forventet det. Vi hoppede på vores cykler og tog hen for at se om Sonnenallee var åben, og blot få minutter senere stod vi ovre i Vest! Det var ligesom den der tv-serie 'Star Trek' på vestligt tv, 'Beam me up, Scotty', de sugede os op med en stråle og – puf! – så stod vi i Vest.«

Holly-Jane Rahlens: Muren er faldet og jeg sidder fast (2014)

Klokken 04.30: Det sidste grænsepoliti forlader sin post. Alle overgange er nu åbne og ubemandede.

Vi hang ud et stykke tid, og så cyklede vi op ad Sonnenallee. Det er en lang gade. Den går hele vejen op til Kreuzberg. Og der lå den, som en lang og dyster tunnel. Ikke ligefrem som man ville have forestillet sig Vesten. Vi så ingen reklamer. Eller biografer. Eller barer. Der var ingen mennesker på gaden! Der var bare de her boligblokke, som vi alligevel kunne se fra Øst, fra S-Bahnen. Vi kørte ned ad nogle sidegader, hvor der var små huse med små haver, og det lignede på en prik Birkenwerder. Eller alle andre steder i Øst. I hvert fald i mørket. Efter et stykke tid vendte vi bare om og kørte hjem. Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet.

Holly-Jane Rahlens: Muren er faldet og jeg sidder fast (2014)

Muren falder ikke i bogstavelig forstand den 9. november. Grænsebommene bliver hævet og muren bliver forceret, men selve den konkrete betonmur rives først ned langt senere. Alligevel sætter betegnelsen Murens fald sig fast allerede denne aften.

Alle så Muren som en uovervindelig statsgrænse. Og i næste øjeblik så man intet andet end et banalt bygningsværk, som man kunne behandle som enhver anden mur: Unge mennesker klatrede euforiske rundt og vinkede til kameraerne. Folk begyndte at hugge stykker af Muren for at sikre sig souvenirer. Der kom sprækker i Muren. Myten var ødelagt.

Anne Chaplet: Caruso synger ikke mere (2008)

Natten efter den 9. november 1989: Nyheden om murens fald går hele verden rundt, og natten mellem den 9. og den 10. udvikler sig til en kollektiv, tysk folkefest. For de fleste.

»Men så længe jeg lever, og når folk spørger mig: ’Hvor var du den 9. november?’ så vil jeg svare: ’Jeg cyklede ind i Neukölln. Og det var smukt.’ Og det var det. På en måde.« Han ånder ud, langt og tungt. »Og dig?« spørger han. »Hvad lavede du?«

»Jeg sov fra det. Mere eller mindre.«

»Du laver fis.«

Jeg trækker på skuldrene. »Jeg har et godt sovehjerte,« siger jeg.

Holly-Jane Rahlens: Muren er faldet og jeg sidder fast (2014)

Dagene efter: Få dage efter Murens fald går kommunistpartiets leder Egon Krenz af. I marts 1990 afholdes det første frie men også det sidste valg i DDR, og vinderen bliver CDU, der går på valg på en hurtig genforening med Vesttyskland. Den bliver en realitet 3. oktober 1990.

For os er disse vores barndoms sidste dage, som jeg dengang endnu ikke vidste ville være de sidste, nu blevet som døre til en anden tid, der lugter af eventyr og som vi ikke længere kan finde de rigtige ord for. En tid som synes at være udløbet for længe siden, og hvor urene gik anderledes, vinteren lugtede anderledes, og sløjferne i håret blev bundet på en anden måde. Vi har ikke let ved at mindes denne eventyrtid, for længe prøvede vi at glemme den, ønskede os ikke noget mere inderligt end at den ville forsvinde så hurtigt som muligt. Det var som om den slet ikke havde lov til at have været til og som om det ikke var smerteligt at skilles fra det kendte. En skønne dag lukkede dørene sig så rent faktisk. Pludselig var den væk, den gamle tid.

Jana Hensel: Børn af zonen (2002)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu