Læsetid: 5 min.

Og så startede dagligdagen – western style

Måske er det største i forbindelse med Murens fald, at kilden til den angst, som havde redet det halve Europa som en mare, elimineredes, siger Niels Barfoed i et tilbageblik
Samtidshistorikere kan fortælle, hvor mange demokratier i Europa, det blev til efter Murens fald, og hvor mange politiske fængsler der blev åbnet. Det var en rus.

Samtidshistorikere kan fortælle, hvor mange demokratier i Europa, det blev til efter Murens fald, og hvor mange politiske fængsler der blev åbnet. Det var en rus.

Patrick Hertzog

7. november 2014

Der er ofte mærkelige tilfældigheder forbundet med store begivenheder. De går ikke altid efter en snor. Muren, symbolet om noget på Den Kolde Krig, skulle stadig have stået den 9. november. At den ikke desto mindre faldt netop på den dato – som et korthus, skønt af cement – skyldtes et enkelt præciserende spørgsmål på en pressekonference i Østberlin og et forkert svar.

Günter Schabowski, det østtyske politbureaus 1. sekretær havde netop fremlagt et notat om de udvidede muligheder for DDR-borgere for at besøge Vesttyskland.

»Hr. Schabowski, hvornår træder den nye rejseforordning så i kraft?«

»Bitte?« Den tydeligt usikre Schabowski fik spørgsmålet gentaget.

»Jae, joe, hm – så vidt jeg ved – øh – med øjeblikkelig virkning.«

Vantro og kaos! Få timer senere var byen og Europa på den anden ende og verden en anden. Gråd og omfavnelser overalt!

Politbureauets notat var ellers klart nok: De nye rejseregler skulle først træde i kraft næste dag – for at grænsebevogtningen kunne nå at blive instrueret om de nødvendige forholdsregler. Men der var gået stress og teknisk uheld i den østtyske ledelse og i kommunikationen. Der var også nok at se til de dage. Så i stedet brasede det halve Østberlin med og uden Trabanter gennem kontrolstederne.

Grænsevagterne mødte med andre ord et overvældende opbud af glade Genossen, og den store dag fik et uforglemmeligt tumultforløb, den slet ikke var tiltænkt. At ikke et skud blev løsnet i den almindelige panik er til dato noget af et under. Man har naivt ment, at grænsebetjentene i deres hjerter hilste omvæltningen velkommen. Naivt, når man tænker på, hvor lydigt de i årevis havde mejet medborgere ned.

Jeg husker fra de dage en dansk bekendts reaktion på begivenhederne i Berlin. Han var meget forarget.

»Så du, hvad de blev mødt med? «

» Hvem?«

»Østtyskerne. I fjernsynet. Så du ikke vestberlinerne? De stod ved Brandenburger Tor og gav dem bananer!«

Ja, de vil have bananer

Jeg var også forarget – men på ham. Så glæd dig dog, mand, i stedet for. Ja, de vil gerne have bananer, der ikke er halvrådne, fordi de er kommet hele vejen fra Cuba; de vil gerne have køleskabe, der fungerer, og billigrejser til Mallorca, når det passer dem selv og ikke myndighederne. Ja, de vil gerne ha’ det nøjagtig som os.

Han sagde ikke: »Ja, og er det ikke forfærdeligt?« – men det var ligeved.

På en stor plads i Østberlin havde forfatteren Christa Wolf få dage forinden – den 4. november – slået et slag for en kureret socialisme, nu med et menneskeligt ansigt. Hun havde ikke den store opbakning, selvom statsmedierne siden tidernes morgen havde tudet befolkningen ørerne fulde af beretninger om Vestens vold og forfald, korruption og udbytning, ensomhed og fattigdom.

Det var ikke den genfødte socialismes stjernestund, da klokkerne ringede for den reelt eksisterende socialisme. Ikke i nogen skikkelse stod den til at redde. Man ville have noget andet. Med sine udpinte fraser var den oprindelige kommunistiske ideologi blevet en tom legitimering og magtinstrument for eliten. Immer vorwärts! Ja, god morgen, Honecker …

Samtidshistorikere kan fortælle, hvor mange demokratier i Europa der blev til efter Murens fald, og hvor mange Stasi’er der blev nedlagt, og politiske fængsler der blev åbnet. Det var en rus. De runde bordes inciterende overgangstid, som fulgte, blev kort. Det sidste begræd mange i Vesten, der fortsatte med at drømme om, at andre skulle realisere deres utopier – og betale prisen.

Da borgerbevægelserne, som havde bragt dissidenterne til magten, tabte pusten, og partisystemet igen tog over, indfandt dagligdagen sig western style. Og den er fortsat lige siden. Ikke altid med ubetinget succes. Mange gamle kommunistiske funktionærer og apparatjiker vendte på en tallerken og blev smarte forvaltere af den nye liberale økonomi, bl.a. med det resultat, at den korruption, som stadigvæk plager det gamle Central- og Østeuropa, unddrog sig kontrol. Hvad den stadig gør.

Kun et par store oppositionelle, Václav Havel og Lech Walesa, fra henholdsvis Charta 77 og Solidaritet, fik vægtige, men vanskelige roller efter 1989. Men de er undtagelser. De anderledestænkendes politiske mission var tilendebragt. Så was bleibt? Med titlen på Christa Wolfs første bog efter 1989? Hvad er nu tilbage?

Engang, sikkert omkring 1980, kom Herta Müller hjem fra sit første alvorlige møde med Securitate, og da hendes venner spændt spurgte, hvad de ville opnå, svarede hun: Angst.

Hendes angst. Hun snød dem ved at beholde den, skønt hun kunne have solgt den for ’fred’.

Måske er det største i forbindelse med Murens fald friheden for angst. At kilden til den angst, som havde redet det halve Europa, elimineredes. Angsten for staten. Takket være en håndfuld dygtige og modige statsledere, dissidenterne og borgernes stigende utålmodighed! Vi kan aldrig sætte os ind i, hvad det vil sige at leve i en stat, der opretholder sig selv ved i det skjulte at kontrollere sine egne borgere helt ind i sind og sjæl. Kort sagt statsterror. Det er umuligt. Men vi kan huske, at det skete i vores tid. Sandheden er ellers, at der ikke var noget efterlevelsesværdigt i de østeuropæiske tilstande, selvom man prøvede. Intet positivt at lære af. Det nøjsomme liv, de mere udjævnede klasseskel, freden i den niche, som det lykkedes én at indrette sig i, det mindre stressende tempo? Det kunne vi gæster hygge os med. Men alt sammen krævede det, at folk gik i ét med tapetet, alt sammen var det til syvende og sidst bivirkninger eller smuthuller i et totalitært system, der kun havde brug for din middelmådighed.

Skrøbelige civilisation

Det var alvor i Østeuropa, hvor det frie civilsamfund, der er blevet kaldt demokratiets salt, var forbudt. Kun det fællesskab, som staten godkendte og regulerede, gjaldt. Der var altid valg, der plagede. Der blev drømt forgæves og sukket og forbandet. Der blev dukket og angivet og anholdt. Det var ingen tilværelsens ulidelige lethed. Det uomgængelige i mindet om det forgangne Østeuropa – og dermed det egentligt lærerige – ligger i spørgsmålet om, hvordan det i alverden kunne gå til! Hvordan kunne et halvt kontinent komme så galt af sted? Udvikle regimer, som krøb for Kreml, men ellers forstod at forblænde eller sløve sine egne borgere, skræmme dem fra vid og sans eller lokke dem med privilegier, løfter og løgne. Immer vorwärts! Altid gik det fremad. Når det dog gik baglæns.

Murens fald – får denne århundredets lykkeligste begivenhed os ikke først og fremmest til at tænke på, hvor skrøbelig civilisationen er, hvor sårbar? Hvor lidt der skal til, for at humane traditioner som solidaritet, rummelighed og tolerance kan tromles ned og institutioner undergraves, når besnærende, fanatiske politikere og alt for villige medier virkelig lægger sig i selen …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og nu har vi så i Vesten opbygget et ovevågningssystem, Stasi kun kunne drømme om.

Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, peter fonnesbech, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, Rune Petersen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Og det kan vi trygt skrive alt det vi vil om, uden at der bliver krummet et hår på vores hoveder...
Det er stadigvæk hele forskellen mellem den fri verden og den i øst...:)

Mads Kjærgård

Tja i USA fængsler man 90 årige for at dele mad ud til hjemløse og man er ved at bygge en kæmpemur eller har planer om det nede ved Mexico, det er ved at blive forbudt for hjemløse at sove i biler, under broer og en stor del af USA's befolkning, specielt de sorte lever en tilværelse hvor mulighederne er utroligt få for ikke at sige ikke eksisterende. I DDR havde man i det mindste tag over hovedet, man var sikret mad og kulturelle aktiviteter, billig varme, lægebehandling etc. Man kunne spørge alle de, der lever på sultegrænsen hvad fanden de egentlig helst ville? Have "ubegrænset" frihed til måske at klare den eller have mad på bordet hver dag og et nogenlunde anstændigt liv? Ja vi kan skrive alt det vi vil, men det ændrer intet! Blot en mere sofistikeret form for undertrykkelse. Bortset fra det, så er der jo mange lande, deriblandt Spanien, der nærmest har fjernet rettet til at demonstrere, herhjemme er det jo heller ikke just let længere, så risikerer du at blive sat i et hundebur!

Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, Niels Mosbak, Claus Oreskov, peter fonnesbech og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

I England, der fængslede man for øvrigt folk for forholdsvis uskyldige bemærkninger på Facebook under optøjerne, så det er ikke helt rigtigt, at man bare kan skrive hvad man vil!

Lise Lotte Rahbek

Når Venstre som for nylig stiller forslag om,
at indvandrere skal have overførselsindkomst after deres villighed til at underlægge sig, hvad Venstre nu finder passende for dem at beskæftige sig med og lære,
så undrer jeg mig såre... var det ikke netop sindelagskontrollen, overvågningen og ufriheden der var så rædsom bag muren dengang? Og så foregik det oven i købet under navnet af at være 'demokratischen'..

Bliver mennesker virkelig aldrig klogere?

Rasmus Kongshøj, Jens Thaarup Nyberg og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Frihed skal måles i om man frit kan forlade et land. Hvis man ikke kan det er landet ikke frit.
Dertil kan så lægegs andre mål, fx. ytringsfrihed, mm. men basalt er man fri hvis man frit kan forlade noget.

Med venlig hilsen
Lennart

Das geteilte Land

Die Zeit viste i sidste måned en række grafikker, der viser, at DDR på mange måder stadig eksisterer. Det viser statistikkerne i hvert fald - hvad angår antallet af bl.a. autocampere, influenzavaccinationer, antallet af heldagsbørnehaver, ja selv i det sproglige: I Vest hedder en stegt kylling en Hähnchen, i Øst en Broiler.

Se her:
http://www.zeit.de/feature/mauerfall-das-geteilte-land

...og Plaste und Elaste :-)

Jeg har ikke ret meget godt at mindes, når jeg tænker på DDR (selv er jeg opvokset i Vesttyskland). Den var en kendsgerning så længe jeg har levet, den var mere fremmed for mig end næsten et hvilket som helst andet udland og en 'genforening' eksisterede ikke i mine tanker.

Det var absolut HOT i 1989, og jeg nåede at opleve stemningen i Berlin ved årsskifte 89/90 - grandios, fuld af glæde og store forventninger!

Men der kom ikke nogen 'genforening' - det blev til en overtagelse, og selv fungerende og veldrevne virksomheder og fabrikker blev solgt til det symbolske beløb på 1 DM. Det eneste, der for alvor overlevede 'genforeningen' var den grønne højrepil i lyskurvene (så bilister må dreje til højre til trods for rødt lys for kørsel ligeud). Allerede den gang syntes jeg, at det var uværdigt og en skændsel. Landet var fallit, ja, men noget må de da have haft at bidrage med (det med heldagsbørnehaver er først nu ved at komme frem i hele Tyskland, hvor snart alle skal arbejde konstant for at kunne overleve dumping-lønninger m.v.).

Og friheden og frihedsberøvelsen: det er selvsagt en katastrofe, at spærre en hel befolkning inde, overvåge den og udøve vilkårlig magt ved at smide folk i fængsel og straffe ulydighed for apparatet eller anden mistænkelig virksomhed på alle mulige andre måder, så som fratagelse af rettigheder til fx at studere, m.v.

Men jeg har også hørt stemmer, der udtaler, at 'Ja - nu har vi lov til at rejse, men ikke RÅD! Så, hvad skal vi med den frihed.' Og det gælder sikkert en rigtig stor del af befolkningen i de nye lande. De er forarmet og kan i hvert fald ikke benytte sig af den fysiske rejsefrihed.

Overvågningen eksisterer i allerhøjeste grad i vore lande nu. Og selv om vi stadig må sige og skrive hvad vi vil, uden at det er til nogens nytte ej heller til nogens umiddelbare skade, så aner vi ikke, hvem der får fingrene i disse data i morgen eller i overmorgen og hvordan de vil bedømme dem. Vi overvåges ikke for ingenting og over tid.

Så, ja, der er stadig en stor glæde over 'genforeningen' og meget frihed er vundet. Nu skal vi passe godt på den og sørge for, at vi ikke mister den.

Rasmus Kongshøj, Niels Mosbak, Mads Kjærgård, Henriette Bøhne, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

En af arbejderrepublikkens få succeser var de lave priser for dagligvarer.

http://de.wikipedia.org/wiki/Einzelhandelsverkaufspreis

Fx. et Brötchen 5 pf., 5 kg kartofle 85 pf., sporvognsbillet 10-20 pf.

1 barn i børnehave pr. dag 35 pf.

Omregnet efter nutidig købekraft svarer en mark således til 25-50 kr.

Månedslønnen i 1970erne var ca. 400 mark, SU 200 mark, husleje for studerende 10 mark.

DDRs lederne var alle faglærte arbejdere - som man kan overbevise sig om ved at søge på wiki under fx. Wilhelm Pieck (snedker), Walter Ulbricht (møbelsnedker) og Erich Honecker

(taglægger).

Ingen professionelle administratorer - og de fleste med uddannelser fra før 1. verdenskrig eller i 20erne.

Det er i hvertfald en mulig forklaring på, at evnen til at udvikle samfundet har været så lille.

Krigen tyndede stærkt ud blandt de mulige talenter, bl. a. Ernst Thälmann, der blev skudt i 1944.

http://de.wikipedia.org/wiki/Ernst_Th%C3%A4lmann

De vestlige firmaer, der rykkede ind efter 1989 viste imidlertid hurtigt, at de heller ikke kunne føre virksomhederne fremad - med nedlæggelser og økonomisk tilbagegang til følge.

Da jeg var ung morede vi os meget over europæiske bog udgivelser omhandlende emner som: Verdenshistorien, kunsthistorien og kulturhistorien. Europa fyldte altid en masse bind og resten af verden sådan ca. 2 til 3 bind.
Det er den europæiske etnocentrisme i en nøddeskal. Vi helmer ikke før resten af verden er blevet omskabt i vores billede. Vi producere og reproducere skræmme og hade billeder af de andre og nyder vores egen omnipotens. Og nu hvor vi så er kommet 25 år ind i den frie og uhæmmede markeds økonomis totale paradis, så er det ligesom der mangler noget meget vigtigt i vores økonomiske og politiske liv – alternativet! Ser I kære medborge når jeg tænker på det metafysiske begreb ”frihed”, så syntes det mig at denne nuance mangler i vore dage muligheden for alternativet!