Vibeke Grønfeldt, forfatter
Enhver må skrive fra sit udgangspunkt. Når Joyce i Ulysses slår døren op til sit, er det som at træde ind i et større sprogligt liv, i ordlyst, et andet sted, der har ligget ubrugt hen. Blyanten flintrer over papiret, tankekraften smitter, stemningen stiger i det katolske sanseorgie; blodrød og violet silke og brokade befølt af magre og fede fingre, mager og fed og bar hud under stoffet, ilinger plirrer usynligt i øjnene, liljelugt, stive manchetter afsætter sviende kødrosa rande om håndleddene, taftbetrukne skamler badet i orgiastiske orgeltoner så lang som vejen fra Dublin til Rom og høj som rummet over den, kalkede vægge og billeder af hvælvede, cremefarvede ynder får øjnene til at lyne af billedlyst, af spændingen mellem dyd og synd. Sandhed, løgn og skrøner. Hengivelsen til en rus af slam og ånd.
At passe dagen og vejen, holde skindet på næsen.
At være der.
Første gang jeg snuste til soveværelser, lokum, skolestue, lyse og skumle smøger, gader og øl og pustet fra Det Irske Hav, var jeg tyve år, tror jeg.
Suzanne Brøgger, forfatter
Jeg sidder med min mors 1. udgave af Ulysses, der udkom på dansk i 1949, da jeg var fem år gammel. Bogen har altid haft en sakral aura for mig, så ærefrygtindgydende, at jeg aldrig turde binde an med den. For hvad nu, hvis man ikke kunne læse den? Måske havde man det slet ikke i sig? Hvem kan stille sig til rådighed med sin hele bevidsthed for en så umådelig indsats fra en forfatters hånd? Det Gamle Testamente indridset på et knappenålshoved er det knap nok, men det er Odysseen, nedkogt til en almindelig hverdag i Dublin. It’ s bound to be boring.
Da jeg nærmede mig 40-årsalderen, tog jeg til Irland og begyndte at læse bogen højt for mig selv, uden at blive færdig. Ambivalent. Ligesom en Joyce-kat, der sidder på dørtærsklen og hverken vil ud eller ind. Mkgnao! Irriterende bog i al sin egensindighed – men af samme grund så befriende! For hvis det skal være på dén måde, så kan man jo skrive hvad som helst!
Der er et før og et efter Ulysses. Fra 1922, hvor Europas kultur gik under, var skriften sat fri. Gåsehudsagtigt, at en enkelt bog kan blive ved med at kaste ny betydning af sig. At en enkelt dag i Dublin er kommet til at vare evigt. Was willst du mehr? Jo, Molly’s monolog til sidst er rørende og selve testen på, at den monomane James Joyce kunne være ude af sig selv – og inde i en anden. Hans kone Nora læste ikke bogen. Hun sagde, det var noget svineri. Han svarede: »Hvis Ulysses ikke egner sig til at blive læst, egner livet sig ikke til at blive levet.« En kønnet kontrovers? Virginia Woolf betegnede bogen som en pueril fuser, men håbede, at forfatteren ville vokse fra det. T.S. Eliot svarede, at Ulysses var en milepæl, der gjorde hele det 19. århundrede forbi. Hvordan vil Ulysses klare sig i det 21. århundrede?
Nielsen, kunstner
Lad os sige, jeg engang har været gift, lad os sige »i tidernes morgen«, godt så ta’r vi bryllupsrejsen på forskud, Chri, vi gør den som endnu lykkeligt ugifte i gamle, raslende busser fra Afrikas sydligste spids og hele vejen op, gennem Cape Town, Kalahari, Mozambiques jungler, Malawi, Tanzania, Kenya, og undervejs ind i Mørkets Hjerte har jeg tænkt mig at læse den lokale sorte litteratur, men i modsætning til landskaberne, vi rasler gennem, menneskene, dødens brutale nærvær i latteren og de glødende farver, og de snacks, man tilbyder os gennem de knuste ruder – tørristede, knasende mus, korsfæstede høns – er den afrikanske litteratur enten infantil og pædagogisk eller civiliserede ekkoer af koloniherrernes kanon, så meget snart er jeg på randen af sprogtørstedøden, og da, i sidste øjeblik – heksedoktorerne, missionærerne og Brother John har opgivet mig – bliver jeg reddet, af Joyce. Min tilkommende, som i modsætning til mig er en anerkendt dansk forfatter, har gennem sin forening fået brevkontakt med en sydafrikansk kollega, sågar en af de ægte, kulsort og bosiddende i det mørke hjerte af Johannesburgs ghetto, og der, bag pigtrådshegnet om haven og det rustende jerngitter, som med syv sære nøgler stukket ind i, hvad der ligner en udstilling af hængelåsenes historie, kan befries og skubbes til side, hvorefter endnu syv låse skal opereres på, før døren kan åbnes, i hans reol står et slidt eksemplar af den autoritative udgave af Ulysses. »Just take it away!« sagde den sorte mand og lo dæmonisk. Og således blev Ulysses min skæbne, hvid mands byrde, jeg bar og stavede mig gennem til den bitre ende, i ørkenen, bushen, foran en stråhytte på stranden med udsigt over Det Indiske Ocean, under troperegnens hamren mod slummens bliktage, på missionsstationer og i bussen, der gør ophold, mens de lokale ruller en påkørt kvinde ind i en gulvmåtte og kaster ligpakken i grøften, og det var rystende, var det, hensynsløst, brutalt blændende, latterligt, ulideligt og besættende. Det mærkede mig for livet, og i romanen, jeg skriver den følgende vinter, er der intet spor af Afrika, den foregår blandt hvide bonderøve i den danske provins; men under mulden, i strukturen og de indre monologer, hører man den, det tyvende århundredes stemme, irerens illusionsløse mumlen, hakken og stammen, damned!
Christian Jensen, Informations chefredaktør
Jeg har et godt råd til alle, der har lyst til at læse en roman, mange taler om, men de færreste åbner. For mange taber fascinationen over det mytiske værk, Ulysses, til frygten for ikke at forstå myterne.
Jeg havde det på samme måde forud for min Ulysses-debut i efteråret 2004. Ville jeg forstå en lyd af den løjerlige mandsperson Leopold Bloom og hans vandring væk fra sin hustru, ud i Dublins gader og ind i sit eget sind netop dén ene dag i juni 1904, som danner romanens ydre ramme? Ville jeg fange romanens mønstre af mytologiske, nationalistiske, musiske og lumre understrømme?
Som forberedelse læste jeg mig derfor igennem James Joyces’ tidligere værker og en bunke fortolkende parallellitteratur. Advarsel: Gentag aldrig den fejl.
Mit råd er: Kom i gang! Tøv ikke! Kør ind i den forfra og forstå den bagfra.
Når du har læst den samme passage to gange uden at blive klogere, så tøv ikke: Læs videre! Noget vil give sig selv siden hen, andet vil forblive dunkelt.
Lad dig ikke fælde af James Joyces snubletråde, som han jo selv bebudede ville holde litteraturforskere fast beskæftiget i århundreder. Deri har Joyce – som i så meget andet – fået ganske ret.
James Joyce, Ulysses og Leopold Bloom har således træk tilfælles med gode venskaber: Der vil altid være egne af tanke og sind, som forbliver uudgrundelige. Det er derfor, jeg aldrig bliver færdig med Ulysses. Og nu skal jeg til den igen. 10 år efter min debut og i ny oversættelse af Karsten Sand Iversen. Om jeg glæder mig? Ja for pokker! Og lad os så komme i gang med at læse og ikke bare snakke om den roman.
Peter Laugesen, forfatter
James Joyce var den første og den sidste. Hans verden er en by af skrift og sprog. Bygget af bøger. Først præsenteres stedet og personerne i Dubliners, så ser vi ham selv, kunstneren, på vej væk, slæbende århundredernes dogmatik med sig til stadig granskning, det er hans »portræt af kunstneren som ung mand«. Derpå træder en af Dublins indbyggere ud af baggrunden og giver sig til at vandre rundt i sporene på den gamle Odysseus, det er Leopold Bloom, og til sidst, da mørket falder på over byen, åbner alverden sig altid, og nattens skikkelser giver sig til at vrøvle deres visdom. Det er Finnegans Wake. Joyce var en filmisk forfatter, og man kan læse hans skrift som undertekster til en film om verdens skabelse og undergang. Selv taler han i sin sidste, store bog, der er en vejviser til fremtid gennem drøm og underjord, om det hele som måske »et fadeografi (falmet fotografi, red.)af en gårsdagens scene«. Han er ikke bare det ny og første, han er også det gamle og sidste. Man kan se tilbage gennem hans kameras kaos til det hul, hvor lyset først vældede ind: »Nætter som blodrøde blade er faldet ned på mit lange hår. Ikke en lyd, bare fald. Lispn!«
Det er Anna Livia Plurabelle, der taler. Hun er altings oprindelse, og hun er altings afslutning. Sådan ender værket. Med sin egen begyndelse. Det skal ingen steder hen, men det er en helhed. Det drejer som en kæmpemæssig galakse af ord og sætninger, en by af sprog, hvor vi alle sammen bor, gennem rum der kun gennem det bliver til.
LÆS: Nu er det blevet en fryd ikke at fatte en skid af ’Ulysses’
