Baggrund
Læsetid: 3 min.

Satiretegningen sætter streg under friheden til at ytre sig

Den satiriske bladtegning er en samfundsaktør, der presser grænserne for, hvad der ytres i den offentlige debat. Det har Blæksprutten gjort i 125 år. Nu udkommer årshæftet for sidste gang
'Det er os' fra Blæksprutten 1933.

'Det er os' fra Blæksprutten 1933.

Herluf Jensenius/Museet fra Dansk Bladtegning

Kultur
18. november 2014

Med Københavns måske største vinduesparti i ryggen og et 210 kvadratmeter stort Per Kirkeby-maleri over sig afbryder bladtegner Claus Seidel sin egen fortælling om Blækspruttens historie. Begejstret over en særlig forside gør han stop i 1967, hvor to storsmilende mænd i grå jakkesæt og røde slips vinker fra en kongelig karet. Foran agerer en nar i rød uniform kusk, mens tre lakajer er henvist til karetens bagdel.

»Det er så vidunderligt, hvordan Bo Bojesen, som måske er en af de bedste bladtegnere gennem tiden, bruger symbolerne. Alle kender jo billedet af kongen og dronningen på vej gennem byen i guldkaret. Her er situationen bare vendt helt om,« siger bladtegner Claus Seidel, der sammen med historiker Hannibal Munk kuraterer udstillingen Blæksprutten 125 år – muntre og skarpe tilbageblik i Den Sorte Diamant i København.

De tre opvartere med triste miner er Poul Møller fra de konservative, Venstres Poul Hartling og Hilmar Baunsgaard fra de radikale. Indenfor i varmen sidder SF og Socialdemokratiets partiformænd, Aksel Larsen og Jens Otto Krag, hvis regeringssamarbejde gik under betegnelsen ’Det røde kabinet’ i oppositionspressen, men som endte i efteråret 1967, da seks folketingsmedlemmer fra SF nægtede at stemme ja til en økonomisk stramning over for lønmodtagerne.

»Det ville jo kræve en hel roman at skrive samme budskab. Dét gør satiretegningen så særlig og skarp. Den vrider virkeligheden og smiler ad den. Oftest helt uden ord. Men på en måde, så budskabet stadig er let at afkode for modtageren,« tilføjer Claus Seidel.

’Det er os’

Det satiriske årshæfte Blæksprutten udkom første gang i 1889, hvor demokratiet endnu var ungt. Forlægger Ernst Bojesen stod bag udgivelsen, og i redaktionen var bl.a. tegnerne Alfred Schmidt og Axel Thiess, som har været med til at præge den politiske tegning frem til i dag. 50 år efter Grundloven i 1849 skulle menigmand fortsat finde sin plads i den offentlige debat. Her fik satiretegningen en afgørende rolle.

»I starten var Blæksprutten et københavnerfænomen, som handlede om og blev læst af de borgerlige kulturpersoner. Altså med nutidens briller en blød streg. Men med tiden bliver satiren tættere knyttet til nationalpolitiske spørgsmål,« fortæller Claus Seidel og fremhæver Det er os fra 1933 som den mest berømte af Blækspruttens tegninger.

Her er fire herrer, alle i gulvlang trenchcoat og vigtig hat, på vej til at snige sig ind ad en dør til Kanslergade 10. I den smalle døråbning stikker to mænd næsen frem. Stregen er langtfra naturalistisk, men motiverne genkendelige. Der er øjensynligt »fuld gang i nogle rævekager«, som Claus Seidel formulerer det. Satiren er over Kanslergadeforliget, som blev indgået mellem Venstre og SR-regeringen med Thorvald Stauning som statsminister. I tegningens baggrund surmuler de konservatives John Christmas-Møller over ikke at være en del af aftalen.

En skærpet streg

I dag er det dansk udenrigspolitik, som dominerer siderne i Blæksprutten. Også her tjener den tegnede satire demokratiet, mener Claus Seidel.

»Satiretegningens rolle er at være kritisk over for den måde, verdens problemer som f.eks. de mange krige bliver håndteret. Men tegningens demokratiske rolle er også indenrigspolitisk, hvor den bør kritisere de øverste magtlag ved netop at være munter omkring dem,« siger Claus Seidel.

Genkendeligheden, eller nærheden som Claus Seidel også kalder det, hører til satiretegningens demokratiske virke. For på den måde inviterer den flertallet indenfor. Samtidig lægger den satiriske streg op til eftertanke, når det kunstneriske udtryk gør budskabet sanseligt. »Artistisk alvor« kendetegner satiretegningen ifølge Claus Seidel.

Teksten

I forhold til en journalistisk tekst bliver kritikken skærpet i en tegning af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som hulemand med fremskudt mundparti og en kølle i hånden i 1993. Ligesom det er svært at overse kritikken, når en tegning i 2005 skildrer selvsamme Fogh i en Rambo-agtig uniform og med abelignende underkæbe midt i irakiske krigsruiner.

Samme billeder ville en journalistisk tekst have svært ved at levere uden at miste sin saglighed. Bladtegningen kan være mere fri, om end den er journalistik på linje med den skrevne af slagsen, understreger Claus Seidel. Mellem Blækspruttens udgivelser er bladtegningen til daglig en del af avisernes dækning af verdens gang. Den er tegnet journalistik.

»Tegnerens råderum er større end de skrivende journalisters, som hele tiden fanges på deres ord. Satiretegningen er mere åben for fortolkning hos modtageren. Men det råderum forpligter også,« siger Claus Seidel og nævner Muhammed-tegningerne som en test af selvcensuren.

»Demokratiet er ikke bare noget, der er skrevet ned for over 100 år siden. Det er noget, som må kæmpes for dagligt,« siger han og begræder, at kulturhistorien bliver en tradition fattigere, når den 125-årige Blæksprutte i år udkommer for sidste gang.

Udstillingen kører frem til den 8. januar 2015

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her