Interview
Læsetid: 8 min.

Spærrer hans stil for budskabet?

Bogaktuelle Martin Krasnik deler vandene. Vi har sendt Lasse Jensen i DR-byen til en snak om magtmenneskers sabotage og journalisten, der prøver at beskytte historien, men måske selv kommer til at stå i vejen for den
’Altså jeg synes bare, det er sjovest at arbejde journalistisk, hvis jeg selv fylder en del. Jeg er helt med på, at det ville være forfærdeligt, hvis alle gjorde det på samme måde. Man kan jo få hovedpine af at tænke på det,’ erkender Martin Krasnik, der netop har fået udgivet en bog, hvor han udforsker sin jødiske baggrund.

’Altså jeg synes bare, det er sjovest at arbejde journalistisk, hvis jeg selv fylder en del. Jeg er helt med på, at det ville være forfærdeligt, hvis alle gjorde det på samme måde. Man kan jo få hovedpine af at tænke på det,’ erkender Martin Krasnik, der netop har fået udgivet en bog, hvor han udforsker sin jødiske baggrund.

Kultur
14. november 2014

– Hvorfor er du så fandens interessant?

»Det må du sgu spørge andre om ...«

Martin Krasnik kigger venligt, men vagtsomt på mig. En erfaren interviewer sidder pludselig i den anden ende af et interview. Vi sidder i DR Byens bibliotek. Her føler han sig tryg. Blandt bøgerne. Det vender vi tilbage til. Lige nu er han på en fralægger, så jeg prøver igen:

– Jeg spørger altså dig!

»Der er jo ingen mennesker, der ikke synes, at én selv er det mest interessante menneske i hele verden. Sådan er det jo! Det synes vi jo alle sammen. Jeg har jo gået til psykolog ligesom alle andre moderne mænd, fordi det er så dejligt, at et andet menneske koncentrerer sig 100 procent om ens egen fascinerende historie. Jeg synes jo selv, jeg er rasende interessant, jeg er ikke sikker på, at andre mennesker synes det i lige så høj grad.«

Martin Krasnik har skrevet en bog med titlen Fucking Jøde, der udkom torsdag. Og hans jødiske baggrund fylder meget.

»Jeg har jo aldrig bedt om at få den. Jeg har fået den losset lige i hovedet, ikk’? Det synes jeg jo er noget af det mest fascinerende. Og hver gang jeg kommer til at tale om det, og hver gang jeg kommer til at beskæftige mig med jødisk historie og jødisk identitet og Israel, så synes jeg, at det er det mest spændende og sjoveste, der findes. Det har slået mig i denne proces med bogen, hvor meget det i virkeligheden fylder. Helt utroligt meget!«

Men jeg har besluttet mig for, at det ikke skal sætte dagsordenen for samtalen. Og nu er det jo mig, der interviewer. For Martin Krasnik er jo først og fremmest journalist, landets mest omtalte tv-interviewer og cand.scient.pol. Berømt og berygtet. Genstand for afgrundsdyb beundring for sine nådesløse og dybdeborende interviews. Genstand for næsten hadefuld vrede, når han er i forhørshumør. Journalistisk ikon – eller hadeobjekt. Det er ingen nyhed, at han er omskåret, har gået på Carolineskolen, at det jødisk-danske miljø selvfølgelig har præget ham. Han afviser at være ordinær zionist. »Jeg er super-zionist«, skriver han. Og argumenterer omhyggeligt for, hvorfor det intet har at gøre med hans syn på Israels handlinger eller hans journalistik. Han virker nærmest lettet over, at vi ikke skal tale om det.

Stærk personlighed

– Tænker du nogensinde på, om din skærm-personlighed kan virke så stærk, at du står i vejen for indholdet?

»Det tænker jeg ikke særligt meget over ... altså jeg synes bare, det er sjovest at arbejde journalistisk, hvis jeg selv fylder en del. Jeg er helt med på, at det ville være forfærdeligt, hvis alle gjorde det på samme måde. Man kan jo få hovedpine af at tænke på det.«

– En rystende tanke, hvis der sad 30 krasnikker rundt omkring?

»Ja, temmelig anstrengende. Som at stikke hovedet ind i en vuggestue lige før frokost! Men det, du siger er, at jeg nogen gange kommer til at skygge for formidlingen?«

– Ja, at journalisten spærrer for historien ...

» Ja, det sker sikkert nogen gange. Men i 99 ud af 100 tilfælde er det den interviewede, der spærrer for historien. Politikere og andre magtmennesker har det med at ville kontrollere interviewet, samtalen, historien – og når jeg så kommer ind og forsøger at spille en rolle sådan personligt, med mit temperament og det humør, jeg nu er i den dag, så er det et forsøg på at bryde den styring, de forsøger at lægge ned over interviewet. Og så bruger jeg mig selv nogle gange – somme tider virker det – andre gange kommer jeg så altså selv til at spærre. Men formålet er det ædle at trække klicheerne ud af det teaterstykke, som politikerne forsøger at opføre.«

Sabotage

– I to ’klassiske Krasnikker’ – Bødskov, hvor du gentager det samme spørgsmål 12-14 gange, bliver du helt! Og interviewet med den norske Gaza-læge, hvor du bliver skurk?

»Ja, det er rigtigt.«

Krasnik sukker og tøver.

»Men, altså, hvis jeg skal prøve at forklare det: Der er en stigende tendens til, at de mennesker, jeg møder på tv, forsøger at sabotere den samtale, som det ville være helt åbenlyst at lave om det emne, vi nu skal snakke om. Og det gør de ved at have to-tre forskellige budskaber og fuldkommen ignorere det, jeg siger. Når jeg bruger de midler, jeg nu engang har til rådighed, så er det et forsøg på at smadre de sabotageforsøg. Jeg bliver simpelthen vred, lige som alle andre mennesker gør, når et menneske ikke går ind på en normal samtales præmisser.«

Og det er åbenbart en næsten umulig kamp at vinde over magtmennesket, mener Krasnik.

»Enten taler de udenom i forhold til den meget, meget neutrale venlige journalist, der sidder i studiet, hvis spørgsmål de ikke svarer på. Eller også taler de udenom ved – efter jeg har lavet et hårdtslående interview med dem – at fokusere på, at det nok var mig, der var problemet.«

– Du siger ’den neutrale, venlige journalist’ … hvis vi nu skubber neutral ud og koncentrerer os om det venlige – du er jo ikke specielt venlig, for at sige det mildt?

»Jeg er da ekstremt venlig.«

– Ja, lige nu …

»Men i studiet er jeg det ikke. Det skal jeg jo heller ikke være.«

Motivforskning

Han er godt træt af den udbredte spekulation i hans motiver.

»Når folk – altså dem, der var kritiske i forhold til Mads Gilbert-interviewet – peger på mig som problemet, så er det jo en videreførelse af den der sabotage. Det er motivforskning. Jeg gjorde kun sådan, fordi jeg er jøde, socialdemokrat, sort reaktionær eller ytringsfrihedsfundamentalist. Den der motivforskning er simpelthen bare et forsøg på at fjerne fokus fra det ubehagelige.«

– Har du gode og dårlige dage? Du laver også venlige interviews …

»Jo mere magt, mennesker har, jo mere går jeg til dem – så simpelt er det.«

– Men det var jo netop en del af diskussionen om interviewet med den norske læge, Mads Gilbert, der måske har en vis indflydelse på debatten i Norge, men direkte magtmenneske er han vel ikke?

»En vis indflydelse? Han har jo fuldstændig styret den norske Mellemøstdebat!

Han har på grund af sit arbejde som læge i Gaza fået en position, en troværdighed, en etos som har givet ham en enorm indflydelse, næsten en Nelson Mandela-agtig position i Norge, og den har han brugt til at udbrede et klart politisk standpunkt. Derfor er det mindst lige så vigtigt at gå lige så hårdt til ham som til Bødskov!«

– Er du ikke også farvet af egne holdninger?

»Jo, det er jeg da sikkert – helt sikkert. Jeg siger jo ikke, at det er urimeligt, at folk påstår det. Men så må de for fanden forklare det. Overbevise mig om, at det er rigtigt, og hvor er det, man kan se, at jeg er farvet af f.eks. min jødiske baggrund i stedet for bare at påstå det. Det er jo en intellektuel fallit bare at påstå noget uden at forklare det.«

Dårligt uddannet

Og intellektuelle underskud generer Krasnik. I bogen kritiserer han bl.a. danske journalister. »De bør have en ordentlig uddannelse«. Hvad mener han med det?

»Altså, på Journalisthøjskolen varer uddannelsen 2 1/2 år plus halvandet år i praktik. Her skal man lære de grundlæggende redskaber til at skrive, lave fjernsyn, lave radio OG lære, hvordan samfundet hænger sammen politisk, økonomisk og historisk – og det er jo tankevækkende, at man forestiller sig, at folk med den baggrund og den uddannelse kan gå ud og sætte et rigtigt og intelligent perspektiv på de historier, der nu kører fra dag til dag – det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. De danske journalister skal simpelthen klædes bedre på til at forstå verden,« fastslår han.

Det kunne man jo have håbet på blev bedre med de to akademiske journalistuddannelser, men det skete bare ikke, mener han.

»De er jo ikke rigtigt akademiske, fordi man læser journalistik som hovedsagen, men det er jo ikke hovedsagen. Det kommer jo oven på det, man selv ved i forvejen. »Der mangler journalister, som har fordybet sig i noget helt andet. Som simpelthen har siddet på deres røv i årevis og læst bøger. Hvorfor ikke uddanne journalister på en hel anden måde, som man faktisk gør i udlandet, nemlig at man læste journalistik, EFTER man havde taget en anden uddannelse?«

– Man kunne jo godt få den tanke nu – og når man har læst bogen – at her kommer jeg, Martin Krasnik, jeg VED, hvordan det hænger sammen, mens de andre dumme, der ikke har en akademisk uddannelse ikke ved en skid ...«

»Sådan tænker jeg overhovedet ikke. Nu arbejder jeg på en tv-station og er slet ikke tv-journalist eller uddannet til det, og jeg kan jo se, at folk laver et stykke arbejde, som jeg aldrig selv ville kunne, og er pissedygtige til det. Men hvad nu hvis de fleste journalister f.eks. også havde en bachelor i historie. Det ville da være fremragende! Hvorfor skulle man da ikke have den substans, den grundlæggende analysekraft, uanset hvad man laver som journalist. Kvaliteten kunne jo kun blive højere af det.«

Et lille fnug

– Når den velbegavede Krasnik kører kanonen frem, så VIL han have ret?

Martin Krasnik griner.

»Jo der er noget helt uhæmmet påståeligt og emsigt over det. Der er jo få dårlige dage, hvor kanonen er fyldt med løst krudt og fyres af med nogle ordentlige brag, uden at der er noget i den. Det er sket nogle gange, og man kan mærke det ti sekunder inde i interviewet, ’oh shit’, tænker man«.

Han understreger, at de ’skarpe’ interviews kun udgør en brøkdel af de omkring 200 interviews, han har lavet. Og ser man dem i forhold til den samlede journalistiske masse, forsvinder de jo nærmest.

»Andre laver også skarpe interviews, men det er jo ingenting mod de hundreder af timers politiker-interviews, portrætter, talkshows og ’Hjemme hos-indslag’, der laves! Det, vi laver, er jo kun promiller i forhold til resten.«

– Du er bare et fnug mellem himmel og jord?

»Ja, men et vigtigt fnug!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kan det være, at en god del af den “jødiske identitet” er en kollektiv narcissisme? altså form uden indhold?
Ingen tvivl om, at den jødiske kultur har bidraget til verden, ligesom alle kulturer gør.
Men hvad er jødisk identitet, når det religiøse ikke dyrkes længere? Øh? Hvor er det lige at jøder er så vanvittigt forskellige fra os andre?
Selvom holocaust gik hårdt ud over jøderne, så gik det også hårdt ud over så mange andre, og der er mange holocauster og tilsvarende rædsler. Den offerrolle må være udbrændt nu. Tænk hvis kvinder jamrede lige så meget over de 4000 års undertrykkelse?
Hvis man er superzionist, så kan jeg ikke se andet, end at man må afstumpe sig selv for at stå på mål for de rædsler, Israel udsætter palæstinenserne for.
Og i den situation, ville jeg også have brug for at aflede opmærksomheden fra den indre smerte, som undertrykkelse uvægerligt afføder i undertrykkeren selv.
Og narcissisme er formidabel til at afværge indre smerte.
Krasnik var rigtig god til at genindføre kritisk journalistik efter 00'ernes journalistiske lammelse. Men jeg må give ret i, at man ikke ved mere efter et interview end før. At det er form mere end indhold.

Knud Chr. Pedersen

Siden hvornår har en super kommunist, super socialist eller super muslim været en del af et team på DR som programmet Deadline? Og hvordan kan en super zionist have nogen som helt rolle som interviewer i en konflikt, han så åbenlyst har et livsgrundlags forhold til? Intet under at den norske læge fik af grovfilen. Lægen var jo kritisk overfor Israels bombardement af Gaza. Desuden har det vel efterhånden vist sig, at zionisme i praksis fører til både terror og apartheid? Som Krasnik under dække af at kunne håndtere upartiskhed let og elegant fraviger at udfordre.

peter fonnesbech

Hvordan man eksponerer sin egen personlige narcisisme idag er en kunstnerisk og kommunikativ disciplin.

Og det kan gøres fra en eller flere platforme.

Der findes sågar kurser, men de klades noget andet .

peter fonnesbech

Så kan man være interlektuel eller Paradise Hotel deltager , det spiller ingen rolle.

peter fonnesbech

Fame is the name of the game.

Vibeke Rasmussen

Det, der for mig skygger mest for, at jeg bliver oplyst af et Krasnik-interview, er,

1) at han tydeligvis altid forud har bestemt sig for, hvad målet for interviewet skal være, nemlig at gæsten skal dumme sig, modsige sig selv, blive til grin. Og metoden til at opnå dette, er at stille ét eller kun ganske få spørgsmål, som han, og redaktionen, er kommet frem til vil være velegnede til formålet– det kunne faktisk være interessant at være 'fluen på væggen' til et Deadline redaktionsmøde! Eller kunne høre instruktionerne i 'øresneglen' under et interview!

2) at han ikke lytter. Så selv om gæsten faktisk har svaret, fortsætter han med at stille det samme spørgsmål, i forsøget på at nå sit – hans personlige! – mål: At gæsten skal dumme sig/ modsige sig selv.

3) at han ikke er nysgerrig. Ikke engang på seernes vegne. Derfor bevæger samtalen sig ikke ud over det foruddiskonterede, det facit han gerne vil nå frem til: Gæsten skal dumme sig.

4) Han manipulerer! Fx med spørgsmål som "Vil det sige, at du mener, at …?" og hvis gæsten benægter, men efter sjette gang, spørgsmålet bliver stillet, svarer noget i stil med: "Mnjah, det kan man måske godt sige", bliver vedkommende med garanti lidt efter mødt med et: "Men du sagde jo lige …". Men det kan gæsten nu også blive mødt med, selv om intet, der er sagt forud, berettiger til det! Så skal man som gæst være endog meget skarp og meget medievant for i farten at kunne aflæse manipulationen og tilbagevise påstanden.
Eller gæsten bliver, efter at have givet et klart svar, mødt med et vantro, "Virkelig!", hvor det kan være svært, hvis ikke man er meget skarp og meget medievant, at holde fast og blot svare: "Ja!"
Eller han bruger løse påstande som bevis, men helt uden dokumentation: "Der er mange, der mener, at …"

5) Han stresser bevidst. Hvilket ikke kun kan gå ud over gæstens koncentration, men også min som seer. Ikke alene med sine idelige afbrydelser, men også med sine mange tilløb til og foregivelse af at ville afbryde. Og med sine evindelige "Hm"-lyde, sin banken i bordet og gniden sig i hænderne.

Hvis/når jeg har fået noget ud af at have overværet et Krasnik-interview, er det som oftest på trods af Martin Krasnik. Som fx i interviewet med Marianne Jelved. Eller i den besynderlige 'afhøring'(!) af Laura Poitras. Her kan man i øvrigt iagttage de fleste af de 'metoder', jeg har nævnt ovenfor: http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-799#!/08:37

Bemærk, bare som indledning, den vildt overdrevne, meget subjektive og sarkastiske måde han introducerer emnet på! I øvrigt viser interviewet, at det langt fra, som nogen ellers synes at mene, kun er politikere, der bliver sat på anklagebænken og – ofte helt unødigt – bliver mistænkeliggjort og 'grillet'.

Knud Chr. Pedersen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

@Vibeke Rasmussen
Kan nævne lige så mange, måske endnu flere gange, hvor folk interviews uden at de hænges til tørre, eller fremstilles som dumme, eller onde magtdyr. Ofte har jeg da siddet tilbage med oplevelsen af at være blevet klogere. Heldigvis.
Men gør det noget, at Krasnik tager magthavere og lign. på ordet, og dissekrerer det, der bliver sagt, og viser at ord er ét, mens den såkaldte virkelighed er noget ganske andet. At ord og handling ikke hænger sammen. Det er da en fortjenstfuld journalistisk indsats. Ik?

peter fonnesbech

Tak for linket Vibeke.

Ja, han virker manipulerende og næsten helt barnlig med sin påståelige facon.

Knud Chr. Pedersen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

arne lund, jeg har det fint nok med, at vi – ikke kun du og jeg, men "vi" helt generelt – ser forskelligt på Martin Krasniks facon og spørgeteknik, og at vi får noget forskelligt ud af hans interviews. Jeg må dog samtidig indrømme, at jeg har det svært med, at så mange, bevidst eller ubevidst, enten overser eller accepterer hans manipulationer. Og også dét gælder helt generelt: altså manipulation hvor den end forekommer.

Men jeg har da også, som du, oplevet Martin Krasnik være venlig og imødekommende. Dog hovedsageligt over for kolleger. Fx i udsendelsen dagen efter det famøse møde i Venstres forretningsudvalg, hvor samtlige medier på forhånd kunne meddele, at formanden ville trække sig.

I udsendelsen talte Martin Krasnik først i anden sammenhæng yderst venligt og kammeratligt med kollegaen "vores mand m/k" i Washington uden så meget som skyggen af et kritisk spørgsmål. Derefter talte han venligt og imødekommende med en af DRs talrige politiske analytikere, kollegaen Uffe Tang, som altså dagen før havde været medvirkende til at DR på samtlige 'platforme', timer før mødet overhovedet gik igang, kunne meddele at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig. Hvad han så ikke gjorde. Men heller ikke her så meget som noget, der bare lignede et kritisk spørgsmål fra Martin Krasnik desangående. Men som Uffe Tang fremførte, og som de to syntes enige om: "Jeg var desværre ikke inde på mødet. Hvis bare jeg havde været det."

Derefter grillede Martin Krasnik to Venstre-politikere om, hvorfor de ikke havde sagt deres job op, når de nu havde været imod LLR, og han havde overlevet. Her tillod Karsten Lauritzen sig så den åbenbart utilgivelige synd, drillende at gentage hvad Uffe Tang netop uimodsagt havde fremført, nemlig, at "I er jo kede af, at I ikke var med til mødet. Jeg kan jo godt høre, at det er det, det lidt handler om."

Den udtalelse bragte den ret tyndhudede – det er bare alt for sjældent, at nogen udfordrer ham og afslører den side af ham – Martin Krasnik op i det røde felt med denne retorisk noget ubehjælpsomme, men meget fornærmede svada: "Hold nu op! Hold nu op med det vrøvl! Du … sidder … konstant(!) … og taler NED til mig, fordi journalister stiller dig spørgsmål!"

Men jo, du kan da have ret i, at det ikke er alle, der "hænges til tørre, eller fremstilles som dumme, eller onde magtdyr". På den anden side er det jo faktisk også de allerfærreste, der er dét, så jeg ser ingen grund til overhovedet at behandle nogen, som om de er.

Helt grundlæggende har han ret - og Danmarks Radios store problem er, at den er gået fra at være en kulturinstitution til en journalistisk arbejdsplads med det fald til laveste fællesnævner, vi iagttager.
DR har selvstændigt en stor del af skylden for, at der igen har bredt sig en polarisering mellem "de dannede" og den store folkemasse, som vi var godt på vej til at overkomme; men så kom TV2, og så var vi sat tilbage.

Jeg ved ikke, om Krasnik manipulerer! Kræver manipulationer ikke en lukket forløb, hvor interviewpersonen hindres i at ytre sig? Det forekommer mig, at Krasnik gør det stik modsatte, og at han i modsætning til stort set alle sine kolleger afholder sig fra at afbryde folk, der går imod den substans, han vil have frem. Han har heller aldrig skåret forløbet til, som f.eks. Clement Kjærsgaard eller værterne på tv-avisen.

Torben Kjeldsen

Klassiske journalistiske dyder? Altid at stille de hårde spørgsmål; fx også til de kilder, som støtter den vinkel på historien, som er valgt. Og sørge for ikke at blive tandløse, fordi en sag involverer ’nogen, det er synd for’. Det passer egentligt på Krasnik og selvfølgelig mange andre journalister. (Så glemmer vi lige alt det med objektivitet, domæneviden og etik, det må ligge eller?). Jeg har sympati for Krasniks mål, at gå kritisk til magthavere og interviewede der ikke står ved deres ’gerninger’, men hans interview med den norske læge Mads Gilbert i Deadline under sommerens krig mellem Hamas og Israel var mildt sagt ’mindre’ sagligt. Det var nemlig ikke Gilberts humanitære virke som læge under krigen, hvor han var med til at behandle nogle af dens mere end 2.200 dræbte og 11.000 sårede, som han i interviewet skulle stå på mål for. Det var derimod bl.a. flere politiske udtalelser. Gilbert mener, at Israel var i gang med et folkedrab mod palæstinenserne, og at Hamas var sammenlignelig med den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Jeg må hellere melde klart ud Gilberts ’fortolkninger’ ligner mine og ser dem faktisk som tæt på at være meget saglige. Jeg har således rigtigt svært ved at se hvorfor denne læge skulle stå så voldsomt for skud, når hans synspunkter fremstår saglige, men med en stærk bias. Krasnik er ansat i DR 2 deadline, det forpligter. Jeg er ligeglad med om han er jøde, kristen, ateist eller muslim, det afgørende er om han agerer som en kompetent journalist? I interviewet med Mads Gilbert optræder han med tydelige affektioner og følger samtidigt bevidstløst dagens ’mediehistorieformel’: affektion, identifikation og information. Ender altid med at affektion er mere vigtigt end information. Altså, jeg sidder tilbage med spørgsmålet sympati eller ikke sympati. For hvem, lægen, Krasnik eller den ene eller anden part? Interviewet fremstod som en indirekte blind anerkendelse af Israels ’bombninger’ af temmelig mange civile. Har ikke udpræget sympati for Hamas metoder, men forstår det rimelige i sammenligningen med den danske frihedskamp.
Der er dog andre der prøver at se sagen fra to sider, og på en måde understøtter Mads Gilbert synspunkter en del af vejen og det gør tidligere og nuværende israelske reservesoldater (ca. 43), af 8200-enheden (efterretningsenhed). De har erklæret at de nægter at tage del i aktioner mod palæstinenserne og nægter at fungere som redskaber i udbyggelsen af den militære kontrol over de besatte områder. Det er første gang i Israels historie, at så mange soldater fra en efterretningsenhed nægter tjeneste. Det er også første gang siden 2004, da en gruppe israelske piloter nægtede fortsat værnepligt, at modstanden mod Israels besættelse af Vestbredden og behandlingen af palæstinenserne får de bedste af landets soldater til at reagere. Og Interessant på den negative måde, så vil Israel ikke lade den norske læge Mads Gilbert rejse ind i Gaza. (søndag d.16 november 2014 Berlingske)

Men, Torben Kjeldsen, min oplevelse var, at Krasniks "mundhuggeri" med Gilbert snarere fik sidstnævntes holdninger til at stå knivskarpt, i modsætning til som "taber i en diskussion". Netop udæskningen "afslørede" ikke Gilbert, men lod hans synspunkter og argumenter træde frem på en måde, man sjældent oplever det, fordi vinkling har en tendens til at skjule i stedet for at afdække.
I modsætning til dig er jeg ikke sympatisk indstillet overfor nogle af siderne, jeg ser dem som lige betændte, Hamas som konsekvensen af Israels politik, og Israels politik legitimeret af Hamas's indflydelse.

Torben Kjeldsen

Peter Hansen
Jeg kalder det en besværlig omvej og ude af proportioner. Jeg har svært at se at en NGO-læge der yder en stor indsats skal piskes rundt i mediemanegen. I min fortolkning synes jeg Krasnik skyder budbringeren. Jeg kunne forstå hans fremfærd hvis det havde været et Hamas medlem Min sympati går til begge folk, men uanset så lider palæstinenserne i del mere end israelerne. Jeg ser palæstinenserne som et mere og mere forarmet, forfulgt og undertrykt folk. Prøv helt objektivt at fortæl at mig at jeg tager fejl. Jeg ser med stor usympati på mange af Hamas handlinger men kan forstå deres kamp. Min frustration går på at Krasnik's interview vedligeholder en bestemt konfliktopfattelse . Vi har næsten ingen medier som DR 2 der næsten har dybde, solid journalistik, er kritiske og uafhængig tilgang. Tænker at der ikke så meget at rutte med, så Krasnik bør lade være med at skyede gråspurve med kanonkugler.

Torben Kjeldsen,
Krasniks interview af Gilbert fandt ikke sted fordi Gilbert er læge. Interviewet fandt sted fordi Gilbert havde valgt at udtale sig ensidigt omkring Israels krig mod Hamas. Gilbert nægtede at forholde sig til Hamas som en terrororganisation og var i det hele taget ikke indstillet på at forholde sig kritisk til Hamas. Problemet er så at Gilbert bliver et vidne som man anvender i forskellige sammenhænge for at tegne et billede af konflikten. Dette billede bliver lige som Gilbert en anskuelse af konflikten fra én side.
Gilbert bor på Vestbredden og har selvfølgelig en meget detaljeret viden, men han har ligeledes en meget skarp holdning til Israel som skurk og Hamas som helt. Så skal man også kunne holde til et kritisk interview - især hos Krasnik.

Knud Chr. Pedersen

Udtale sig ensidigt omkring Israels krig mod Hamas? Hvis ensidigheden består i at påpege, at Israel var ved at smadre hele Gazastriben, og at 80 procent af ofrene er kvinder, børn og gamle, så for mig ingen alarm. Som superzionist bliver Krasnik selvfølgelig pigesur over, at lægen tillader sig at give udtryk for egne observationer, fordi Krasnik mener, at lægen er styret af Hamas, og derved støtter en terrororganisation. Skal vi til så i alsidighedens navn til se opgøret om Berlinmuren fra to sider? Se Apartheid regimet i Sydafrika fra to sider? Se folkemord på Balkan, Mellemøsten og Afrika fra to sider? Fordi man er ensidig, hvis man ikke gør det?

Citat:
"Danmark under forandring
Danmark og Europa gennemgår i disse årtier betydningsfulde, ja skæbnesvangre, forandringer på grund af den store indvandring og EU´s nedbrydning af nationerne som rammen om de europæiske folks liv. Forandringer, der får store politiske, kulturelle, økonomiske, samfundsmæssige, sikkerhedsmæssige og befolkningsmæssige konsekvenser. Det går heldigvis op for flere og flere danskere – og europæere."

http://denkorteavis.dk/2014/kaere-den-korte-avis/?utm_medium=newsletter_...

Gilbert har valgt ikke at forholde sig til at Hamas bl.a. har brugt hospitaler og FN områder som både affyringssteder, opmagasinering og kommandocentraler. Gilbert er i sin fulde ret til at udtale sig som han gør, men hvis ikke man skal have lov til at bore i hans ensidighed så ved jeg snart ikke hvad.
Gilbert har sidenhen undveget disse spørgsmål adskillige gange, bl.a. ved at sige at han ikke selv har set sådan noget. Men at han så ovenikøbet afviser at det er sket / eller sker fortsat, det synes jeg tegner et billede af at Gilbert ikke vil andet end at tage Hamas´ parti i konflikten.
Hvad Gilbert end siger, så var der flere elementer i den seneste konflikt som han undlod at komme ind på, og det er nu en gang som det er.

Torben Kjeldsen

Peter Nielsen
Et simpelt spørgsmål, hvem holder du med; eller er du neutral. Jeg prøver på at have synspunkter der støtter begge parter i konflikten, nemlig de civile borgere i begge lejre. I krig gælder alle kneb. Der findes i virkeligheden ingen gode soldater. Hamas og den israelske hær er begge blot politiske instrumenter, den israelske hær har blot flere midler og vælger sin kampmetoder herefter. Hamas er fattige og bruger bare andre midler. Hvad er forskellen på at være barn i 'Palæstina' og miste sine forælder i et granatangreb eller at være barn i Israel og miste sine forældre i en bus ramt af selvmordsbomber? Forholdet i antal tab af menneskeliv står klart i palæstinensernes 'favør', de har lidt størst tab. Jeg ser konflikten som et uhyggeligt politisk magtspil hvor stærke konservative kræfter både i Israel og USA og ditto i bl.a. Saudi-Arabien bevidst vedligeholder konflikten. Hvis vi virkelig som verdenssamfund ville stoppe konflikten kunne vi gøre. Men det gør vi ikke. Så terrorvåbnet følger blot en banal krigslogik. Den fattige må bruge andre midler. Havde begge parter lige store økonomier så var der nok slet ikke nogen konflikt. Krasnik burde forfølge dette perspektiv, fremfor en NGO-læge der 'bare' har set for mange lemlæstede forældre og børn.

Torben Kjeldsen, jeg støtter Israel i de fleste henseender også under den seneste konflikt. Jeg forsvarer ikke visse elementer af Israels politiske og militære fremfærd, men jeg mener ikke at de alene bærer ansvaret. Hamas er dybt afhængig af at holde liv i en væbnet konflikt det er Israel ikke.

Sider